Erfaringer fra kampen for 15 dollar i timen i internationalt perspektiv. Yuri Lobunov, redaktør af et russisk, socialistisk netmagasin, interviewer Jonathan Rosenblum, faglig organizer i USA.

 

Yuri Lobunov (YL): Hvordan opstod ideen om ”kampen for de 15”?

 

Jonathan Rosenblum (JR): Store ideer starter nogle gange i det små. Ansatte i fastfood-restauranter i New York var de første, der fremførte kravet om ”15 dollar og en fagforening”. I november 2012 demonstrerede 200 fastfood-ansatte i Manhattans centrum i en én-dags-strejke for kravet 15 dollar i timen som mindsteløn – mere end det dobbelte af den nationale mindsteløn, og derudover anerkendelse af fagforeningen.

 

I en by med 8 millioner indbyggere var det en lille demonstration, men for lavtlønnede arbejdere i hele landet rakte det modige krav langt udover deres fantasi. Fagforeningsaktivister talte sædvanligvis om noget mere beskedent så som 50 cent. Tidligere lønkrav var normalt ikke kædet sammen med forhandlingsret for fagforeningen. Et så vidtgående krav virkede absurd, indtil det blev rejst i New York.

 

YL: Hvordan skete udviklingen fra tvivl og manglende tro på muligheden for succes til bred opbakning?

 

JR: Sea-Tac Airport ved Seattle, Washington, var det første sted, hvor vi fik gennemført 15 dollar som mindsteløn sammen med andre rettigheder og goder via en omstridt folkeafstemning. I mange stater i USA er der mulighed for borgerinitiativer, hvor vælgerne for eksempel kan fastlægge lokale lønsatser. Staten Washington er en af dem.

 

Ligesom det er tilfældet ved andre sejre, selvom de er lokale, så gav det arbejdere andre steder mere selvtillid og større forventningerne til, hvad de fortjente og burde kæmpe for. Jeg synes, det er vigtigt at kigge nærmere på dit spørgsmål – hvordan bevæger vi os væk fra tvivl og manglende tiltro til succes – på gulvplan. Vi kan se, hvordan disse kampe grundlæggende forandrer aktivister. De begynder at insistere på, at en bedre verden er mulig og endda nødvendig, selvom de møder skræmmende forhindringer undervejs.

 

Her er en sigende historie fra min bog Beyond $15: Immigrant Workers, Faith Activists, and the Revival of the Labor Movement:

 

En af lederne af Sea-Tac kampagnen, Habiba Ali fra Somalia begyndte at arbejde i lufthavnen som handicaphjælper i 2011. Hun blev aktiv i kampagnen og holdt ud gennem de næste års op- og nedture. Hun blev begejstret, da vi vandt afstemningen om de 15 dollar, men hun blev skuffet da flyselskabet, lufthavnsbestyrelsen og andre fra big business og til sidst domstolene alle i fællig forsøgte at forhindre lønstigninger for hende og tusinder af andre ansatte i lufthavnen.

 

Habiba tog initiativ til en fagforening for handicaphjælpere, men oplevede, at de store flyselskaber rottede sig sammen for at forhindre, at fagforeningen blev anerkendt gennem en afstemning blandt medarbejderne. Habiba og hendes kolleger overvandt en kraftig fagforeningsfjendtlig offensiv fra ledelsen og fra Alaska Airlines, fik fagforeningen anerkendt og fik en overenskomst i hus med arbejdsgiveren.

 

Efter en 2 års lang proces gennem retssystemet tabte big business og lufthavnen den sidste appel mod de gyldigheden af de 15 dollar. Habiba fik 6.300 dollar i efterbetaling, og nogle fuldtidsansatte fik helt op til 28.000 dollar, svarende til et helt års løn.

 

Habiba var en fagforeningskæmpe, men hun måtte indrømme, at også hun havde haft tvivl i løbet af de to år med efterspillet i retten og under kampen for anerkendelse af fagforeningen.

 

Det var frustrerende at være vidne til, at store firmaer, regeringsledere fra begge politiske partier, højtlønnede advokater og retssystemet arbejder sammen om at nægte arbejdere, hvad de fortjener.

 

Måske, tænkte hun, var arbejderne dømt til at tabe, måske havde vi sigtet for højt.

 

Men efter hun vandt de 15 dollar og fik efterbetaling og overenskomst, sagde hun: ”Jeg tror vi kan opnå hvad som helst.”

 

YL: I Rusland er der praktisk talt ingen kamp for arbejdernes rettigheder. Det skyldes først og fremmest frygten for repressalier fra arbejdsgiveren. Forekom der også en sådan frygt i Seattle? Hvordan lykkedes det jer at overvinde den?

 

JR: Der var helt bestemt en frygt på arbejdspladsen, ligesom der er på alle arbejdspladser i USA på grund af den kapitalistiske ideologis dominans og det faktum, at arbejdsmarkedslovgivningen forsømmer at beskytte arbejdere og vores demokratiske rettigheder. Vi overvandt arbejdernes frygt gennem kampagnen, men det ville være en overdrivelse at sige, at vi fik den til at forsvinde. At bekæmpe frygten er vedvarende kamp i enhver organiseringsindsats.

 

Fra den første dag i lufthavnen var de ansatte blevet vænnet til at acceptere rutinemæssig chikane fra ledelsens side. Bortvisninger eller fyringer uden rimelig grund, formænd der råber og truer de ansatte, ændringer i vagtskemaer i sidste øjeblik og ydmygende irettesættelser foran øjnene af passagerer. Alt dette og mere af den skuffe var blevet en del af hverdagen oven i lav løn og elendige arbejdsvilkår. Oven i købet havde denne dårlige behandling oftest et racemæssigt aspekt, når en hvid arbejdsleder behandlede en farvet emigrant dårligt.

 

Det, der ændrede sig, var, at arbejderne påbegyndte en kollektiv kamp. De sagde fra overfor ledelsen. Nogle gange var det i det små, som når en gruppe på seks ansatte gik til arbejdslederen og krævede sikkerhedsudstyr. Andre gange var der større aktioner, når hundreder af ansatte afleverede krav om fair løn og arbejdsvilkår til hovedkvarteret på Sea-Tac med opbakning fra menighederne og lokalsamfundet.

 

Selvom vi ikke straks oplever et resultat af en konflikt, så er selve det at konfrontere ledelsen med til at fremme folks mod. De får selvtillid i takt med, at de vinder rettigheder.

 

I løbet af Sea-Tac kampagnen mødte arbejderne og deres støtter frem med krav til alle de store lufthavnsselskaber om anerkendelse af fagforeningen. Ikke overraskende sagde alle arbejdsgiverne ”nej”. Nogle smækkede sågar døren i foran næsen af os og nægtede overhovedet at tale med os.

 

Men selve det at vi konfronterede ledelsen, udfordrede den sociale orden i lufthavnen. Vi forstyrrede forholdet mellem ledelse og medarbejdere. Rygterne gik som en løbeild gennem lufthavnen om vores krav og ledelsens svar. Det gennemgående ord, som arbejdere brugte, når de fortalte om, hvad der var sket, var ”frygt”. For første gang havde de set deres ledelse vige ved udsigten til, at arbejderne stod sammen. De gemte sig bag lukkede døre, nægtede at komme ud af kontorerne og sendte mellemledere ud for at meddele, at den øverste chef var optaget.

 

Alex Hoopes fra bagagehåndteringen var en af lederne af kampagnen. Han sagde, at deputationerne viste ledelsen, at ”vi vil ikke bøje os. Vi vil stå frem og tage kampen op”.

 

Hoopes fortalte mig, hvordan han og hans kolleger var vendt tilbage til deres skift og fandt deres arbejdsledere mere forsigtige og mere beherskede i deres omgang med arbejderne. Arbejderne havde konfronteret ledelsen og nu så de frygt i dens øjne. Selvtilliden var smittende. Det viste lufthavnsarbejdernes spirende magt og åbnede dermed et vindue til fremtidige muligheder for en mere værdig tilværelse.

 

YL: Det russiske samfund er meget atomiseret, og ofte er man rede til at forråde fælles ideer til gengæld for at opnå personlige goder, og det medfører forekomsten af strejkebrydere. Havde I også det problem i Seattle?

 

JR: Selvfølgelig havde vi også den slags problemer. De store firmaers ledelser og deres allierede er meget dygtige til at manipulere med folks bekymringer og på den måde splitte arbejderklassen. Det er tilfældet på såvel lokalt som nationalt plan.

 

Der var hvide arbejdere i Sea-Tac, der argumenterede for, at ansatte ved lufthavnen ikke fortjente de 15 dollar i løn. De byggede det på alle mulige racistiske og fremmedfjendtlige myter. De var præget af den fremherskende ideologi blandt mange hvide arbejdere om, at deres plads i livet er i orden, så længe der er nogen under dem økonomisk og socialt. Når de opdager, at andre har fordele af et socialt program eller en bevægelse, reagerer de ved at tænke, de det på en eller anden måde er uretfærdigt.

 

Det tankesæt er selvfølgelig ikke opstået i arbejderklassen. Det er påduttet og styrket af det politiske establishment gennem dets kontrol med medierne og kulturen som et middel til at splitte og svække arbejderklassen.

 

USA’s seneste præsidentvalg er et klassisk eksempel på denne bevidste splittelsesstrategi. En milliardær, der er blevet hovedrig på ejendomsspekulation vandt valget ved at overbevise arbejderbefolkningen om, at den virkelige fare, de står overfor, ikke er Wall Streets grådighed eller de firmaer, der har flyttet jobs til udlandet, men snarere emigranter, afroamerikanere, kvinder og muslimer.

 

Uanset om det er under en blokade eller på det politiske niveau er vi nødt til at slås med vores søstre og brødre for at modvirke disse bevidste kampagner, der forsøger at splitte os. Vi er nødt til at vise ikke kun med ord, men gennem vores handlinger, hvordan vores skæbne er flettet sammen uanset hudfarve, nationalitet, køn eller religion.

 

Det atomiserede samfund, som du nævnte i dit spørgsmål, er ikke noget unikt for Rusland. Lige nu arbejder jeg med en gruppe af akademikere. De giver ofte udtryk for, at de føler sig isolerede i forhold til hinanden. På samme måde er det ofte også tilfældet for arbejdere i udsatte jobs, som for eksempel Uber-chauffører.

 

Vores job som fagforenings-organisatorer og aktivister for social retfærdighed er at nedbryde de barrierer, der skaber isolation, at opmuntre folk til at stå sammen, så de kommer til at erfare, at de har fælles interesser og har brug for at arbejde sammen.

 

YL: Vi oplever ofte i Rusland fænomenet: tillært hjælpeløshed. Negative erfaringer fra at stå fast på ens rettigheder fører til modløshed og passivitet. Hvordan skal vi indgyde folk håb og tro på egen styrke?

 

JR: Gennem den sidste generation har russiske arbejdere været gennem nogle enorme udfordringer, og jeg kan godt forestille mig, hvor svært det må være. Jeg tror, at man må finde sin egen, nogle gange helt egen, vej for at erkende, hvorfor vi må arbejde for en bedre verden, og hvordan vi skal gribe det an. For mig betyder det, at vi ikke kun skal se på vores kamp ikke bare økonomisk og politisk, men snarere en kamp, som også er moralsk funderet.

 

Det betyder, at enhver bevægelse må trække på de værdier, der udspringer fra vores dybeste menneskelige følelser og ønsker om retfærdighed og fællesskab. Det er universale værdier, der omfavner alle, uanset hudfarve, etnicitet og land. Ønsket om moral baseret på almene menneskelige åndelige værdier har spillet en afgørende rolle i vigtige kampe gennem historien, uanset om de udsprang fra organiserede religiøse eller verdslige humanistiske længsler. I såvel mit som dit land. I USA er borgerretsbevægelsen i 50’erne og 60’erne og abolisterne et århundrede tidligere kun to eksempler på kampe, der er blevet båret af en stærk appel om åndelige og moralske værdier. I Rusland i 1917 smed arbejderne ikke kun deres økonomiske lænker, som tsarismen har lagt dem i. De krævede også noget moralsk: retten til at leve som hele mennesker.

 

YL: Hvad er vigtigst i kampen for arbejdernes rettigheder – en intelligent og stærk leder eller viljen til at agere i fællesskab i samfundet?

 

JR: Det er meget nemt at svare på! Fælles optræden og brede bevægelser vil altid være vigtigere end en intelligent og stærk leder. Jeg tror helt bestemt, at begge vore lande har smertefulde eksempler på begrænsningerne og endog alvorlige kriser, der udvikler sig, når en bevægelse bliver afhængig af enkelte ledere eller en snæver kreds af ledere.

 

Det vigtigste er, at ledelsen skal stå til ansvar overfor medlemmerne, eftersom demokrati tilvejebringer to forhold:

 

Det holder ledelsen ansvarlig overfor den folkelige basis og for det andet bevirker demokratiet, at almindelige mennesker bliver den drivende kraft i en kampagne. Min erfaring er, at arbejdere vil tage ekstraordinære risici og yde enorme ofre, så længe de har ejerskabet over bevægelsen. En smart og karismatisk leder kan samle en bevægelse, men det, vi har brug for, er demokratisk ledede aktioner, hvor mange inddrages i beslutningerne, for at det er holdbart i længden.

 

YL: Forestil dig en gruppe af nedtrykte folk, som har mistet alt håb om retfærdighed og er overbeviste om, at de ingen indflydelse har. Hvordan skal vi begynde, så disse folk bliver til en stærk social bevægelse og opnår deres mål?

 

JR: Nogle gange er man nødt til at starte i det små på en enkelt arbejdsplads eller i et lokalsamfund. Selv små kampe opbygger netværk og udvikler tillid til egen styrke.

 

YL: Socialismens sammenbrud i Rusland har marginaliseret ideen om social retfærdighed. Det er almindeligt accepteret, at socialismen ikke er levedygtig. Ideer om det frie marked og hård konkurrence er de fremherskende i samfundet. Er det muligt at kæmpe for såvel sociale krav som arbejderrettigheder under disse omstændigheder?

 

JR: Måske er det bedste udgangspunkt for at kæmpe for sociale rettigheder og bedre arbejdsvilkår der, hvor de økonomiske skel og uretfærdigheder er mest udtalt. Jeg vil opfordre til ikke at begynde på det ideologiske niveau, men snarere helt nede på jorden. Vi ansporer ikke til faglig bevidsthed ved at komme med svar, men ved at stille spørgsmål: Hvorfor har vi svært ved at klare dagen og vejen, mens det rige mindretal bestemmer så meget? Hvorfor må vore ældre nøjes med en sølle pension, mens staten sælger virksomheder til private? Hvorfor har mange af os boligproblemer, mens en elite flyver til deres luksusvillaer rundt omkring i verden?

 

Vores første opgave som aktivister at få folk til at undre sig. Når de først er gået ind i diskussionen om, hvorfor der er så omfattende ulighed omkring os, så kan vi begynde at tale om, hvad der bør gøres.

 

YL: Hvilket solidarisk sprog bruger man til russiske arbejdere, som vil begynde at kæmpe for deres rettigheder?

 

JR: Det kan godt være, at vi taler forskellige sprog og lever i meget forskellige dele af verden, men som arbejdere har vi universelle menneskelige drømme til fælles: Lykke og harmoni til os selv og vores nærmeste, sundhed, fremtidsudsigter for vores børn, værdighed og tryghed for vore ældre, mad på bordet og et trygt sted at bo og længslen efter fællesskab og venskab, og at der bliver taget hånd om miljøet og vores omgivelser.

 

Kort og godt insisterer vi på at være hele mennesker som arbejdere.

 

Det kapitalistiske økonomiske system er uundgåeligt i konflikt med disse værdier, fordi det sætter profit højere end mennesker, og storkapitalens interesser højere end samfundet og vores planet. Uanset om vi er i Rusland eller USA eller et helt tredje land, er vores opgave at uddybe og holde fast i vores vision om et retfærdigt og humant samfund – at forlange det, selv om vore modstandere ser ud til at være overvældende.

 

Jeg skrev i slutningen af min bog Beyond dollar 15, at for at organisere for retfærdighed:

”… sker fremskridt aldrig lineært. Vi må bevæge os fremad med tillid til vores modige vision om et retfærdigt samfund, selv uden bekræftende milepæle undervejs. Måske længes vi efter hurtige resultater og store armbevægelser til at oplyse en klar vej fremad. Vi søger genveje eller håber på held – som på mirakuløs vis vender udviklingen eller valget at af en politisk leder, som vil føre os ind i det forjættede land. Men der findes ikke nogen redning, eller mirakler eller genveje. Store forandringer kommer ikke fra geniale enkeltpersoner eller et enkelt klogt politisk skaktræk, men snarere summen af tusinder af udslag af almindeligt mod og næstekærlighed som tilsyneladende er betydningsløse, men som til sammen forårsager et fuldstændig kursskifte. Ud fra disse daglige erfaringer fra vores nuværende omstændigheders elendighed kan vi skabe en ny arbejderbevægelse, genvinde arbejderbefolkningens magt og skabe et retfærdigt samfund.”

 

Jonathan Rosenblum bor i Seattle, Washington, USA og er medlem af UAW, National Writers Union. Han har skrevet: Beyond $15: Immigrant Workers, Faith Activists, and the Revival of the Labor Movement (Beacon Press, 2017). Han var kampagneleder i den første succesfulde kamp for 15 dollar i timen i lufthavnen Sea Tac for Service Employees International Union. Med sine mangeårige erfaringer er han anerkendt i hele USA for sit arbejde med kampagner for at give arbejdende mennesker magt. Se også jonathanrosenblum.org.

 

Interviewet blev foretaget af Yuri Lobunov, Redaktør af Socilistalternative.ru, som har bragt det på russisk. Også bragt i The Bullet (Canada) den 6. december og oversat af Leif Mikkelsen

 

 

 

Opslået i Facebook, Nordamerika

single.php