Interview med filminstruktøren Ken Loach om populisme, freelance-økonomi og betydningen af solidaritet på tværs af landegrænser i hans film og i almindelighed.

 

Den britiske filminstruktør Ken Loach er en af de mest anerkendte nutidige filmfolk. Han er blandt de få instruktører, som to gange er blevet tildelt de prestigefyldte Gyldne Palmer ved filmfestivalen i Cannes. Loachs film tager ofte sociale og politiske emner op. Hans produktion spænder fra den spanske borgerkrig (Land and Freedom) over rengøringsassistenternes strejke i Los Angeles (Bread and Roses), besættelsen af Irak (Irish Route), den irske uafhængighedskrig (Når vinden ryster kornet) til velfærdsstatens anvendelse af tvang (Jeg, Daniel Blake). Hvor det såkaldte ”populistiske oprør” har udløst megen debat om den rolle, som økonomisk ulighed og social eksklusion spiller, har Ken Loach været en af de bedste til at beskrive arbejderbevidsthed og dens forandringer under nyliberalismen.

 

I denne samtale med den italienske skribent og politiske aktivist Lorenzo Marsili kigger Loach på kunstens rolle i øjeblikke af politisk forvandling, arbejderklassens udvikling, betydningen af klassekampen i dag og venstrefløjens manglende succes med at inspirere til radikale forandringer.

 

Interviewet foregik under optagelserne af DEMOS, en kommende dokumentarfilm, hvor Lorenzo Marsili rejser Europa rundt for at undersøge solidaritet over landegrænser 10 år efter finanskrisen.

 

Lorenzo Marsili: Debatten om politiske forandringer har en lang historie. I dag gennemgår vi en omfattende geopolitisk omvæltning og global forvirring. Hvad er din vision for den rolle, som kreativiteten kan spille i et øjeblik som dette?

 

Ken Loach: Helt generelt mener jeg, at kunsten kun har ansvaret for at fortælle sandheden. Enhver sætning, der begynder med ”kunsten bør….”, er forkert, fordi den bygger på en forestilling om eller opfattelse af, at folk skriver eller maler eller viser, hvilke forskellige roller kunst kan spille. Vi må holde fast i de grundlæggende principper for, hvordan mennesker kan leve sammen. Skribentens, den intellektuelles og kunstnerens rolle er at belyse disse kerneprincipper for menneskeligt samliv.

 

Det er det lange perspektiv på historien, på kampen, så når du er nødt til at lave taktiske tilbagetog, er det vigtigt at være opmærksom på, at det stadig er et tilbagetog, og det er kerneværdierne, du skal huske på. Det er noget, folk kan gøre, når de ikke er involveret i dag-til-dag-taktik.

 

LM: I dit arbejde er det menneskelige element ikke kun en illustration af teorien, men det bliver til virkeligt kød og blod og bliver politisk. Er du enig i, at kunst har styrken til at vise, at i sidste ende er der mennesker bag de store økonomiske og politiske processer?

 

KL: Helt bestemt. Politik lever i mennesker, ideer lever i mennesker, de lever i de konkrete kampe, som folk deltager i. Det bestemmer også de valg, vi har – og disse valg bestemmer, hvad for en slags menneske, vi bliver.

 

Hvordan familiers samspil er, er ikke et abstrakt begreb om mor, søn, far og datter. Det har noget at gøre med de økonomiske vilkår, det arbejde de udfører og den tid, de kan tilbringe sammen. Økonomi og politik er forbundet med den sammenhæng, mennesker lever deres liv i, men detaljerne i disse liv er menneskelige, ofte meget morsomme eller sørgelige, og i almindelighed fuld af modsætninger og kompleksitet. For de forfattere, jeg har arbejdet sammen med, og for mig selv, har forholdet mellem dagliglivets personlige komedie og den økonomiske ramme, dette liv udfolder sig i, altid været meget betydningsfuldt.

 

LM: Så der er et dialektisk forhold mellem, hvordan økonomiske forandringer ændrer menneskelig adfærd, og hvordan menneskelig adfærd især gennem kollektive handlinger forandrer de økonomiske relationer?

 

KL: Lad os f.eks. tage en arbejder. Hans eller hendes familie fungerer eller prøver på at fungere, men enkeltvis er de svage, fordi de ingen magt har. De er simpelthen et produkt af den situation. Men jeg synes bestemt, at følelsen af kollektiv styrke er noget meget vigtigt.

 

Det er her, det begynder at blive vanskeligt. Det er ikke nemt at fortælle en historie, hvor kollektiv styrke er umiddelbart synligt. På den anden side er det ofte primitivt og fjollet at slutte hver film med at rejse en knyttet næve og en militant opfordring til handling. Det er et konstant dilemma, hvordan du fortæller en arbejderfamilies historie som tragisk er blevet ødelagt af økonomiske og politiske omstændigheder, uden at lade folk tilbage med fortvivlelse og håbløshed.

 

LM: Noget, som efter min mening giver håb, selv i de mørke film som Jeg, Daniel Blake, er, at vi oplever statsapparatets tvang, men vi ser også en modstandskraft i den menneskelige solidaritet: De fattige hjælper hinanden, og folk stopper og klapper, da Daniel Blake laver en besk graffiti udenfor Jobcenteret. Det viser, at vi ikke helt er blevet forvandlet til homo ecomicus, at der stadig er en modstand mod markedsgørelsen af hele livet.

 

KL: Ja, det er noget middelklasse-kommentatorer ikke fanger: Arbejdere står i lort til halsen, selvom de griner. I skyttegraven er der bitter komedie, og det er her, vi ser en modstand selv på de mørkeste steder. Men især har vi set fremvæksten af fødevarebanker, hvor velgørenhedsmad bliver tilbudt, og du ser to forskellige ansigter af vores samfund. I Jeg, Daniel Blake udleverer en frivillig gratis mad til en kvinde, som ingenting har, men det er ikke med beskeden ” Her er din velgørenhedsmad”. I stedet siger hun: ”Kan jeg hjælpe dig med dine indkøb?”

 

På den ene side har du generøsiteten og på den anden side en stat, som opfører sig på den mest bevidst nedværdigende måde, vel vidende at det driver folk ud i sult. Det kapitalistiske samfund er fanget i denne skizofrene situation, og det er op til os at organisere solidariteten.

 

LM: Det ser ud, som om den traditionelle økonomiske fremmedgørelse har udviklet sig hen imod en fremmedgørelse også overfor staten. Mener du, at dette ligger bag fænomener som nationalismens vækst, fremmedhadet og endog Brexit? Bag mistænkeliggørelsen af migranter er der måske denne følelse af, at ”der er ingen, der er på min side”.

 

KL: Jeg tror virkelig, at den stemning, som højrepopulismen er tegn på, er venstrefløjens fiasko. … på samme måde som i 1920’erne og 30’erne. Højrefløjspartier går på banen med et meget simpelt svar: Problemet er, at din nabo har en anden hudfarve, din nabo laver mad, som lugter anderledes, din nabo tager dit job, din nabo er i dit hus. Faren er, at det bakkes op af de store medier, tålt og promoveret af fjernsyn og radio, som for eksempel da BBC gav Nigel Farage og hans kumpaner al den sendetid, de kunne ønske sig.

 

LM: Fokus i dine værker har altid været arbejderklassens solidaritet. Du har oplevet transformationen fra efterkrigstidens velfærds-kapitalisme til nyliberalismen. Hvordan har du set klassesolidariteten forandre sig i den periode?

 

KL: Først og fremmest i fagforeningernes aftagende styrke. I 1950’erne og 60’erne blev de stærke, fordi man arbejdede i sociale organisationer som fabrikker, miner og havne, og på det tidspunkt var det nemmere at organisere fagforeninger. Men disse gamle industrier døde ud. Nu om dage arbejder man på en meget mere fragmenteret måde. Vi er stærkest, når vi kan stoppe produktionen, men hvis vi ikke er organiseret, hvor produktionen foregår, er vi helt bestemt svagere. Problemet er, at produktionen nu er så fragmenteret og med globaliseringen befinder vores arbejderklasse sig i Fjernøsten eller i Latinamerika.

 

LM: Cykelbude i Deliveroo og Foodora [online restauranter, red] betragter måske ikke engang sig selv som arbejdere.

 

KL: Nej, eller også er de forpagtere, eller de er såkaldt ”selvstændige”. Det er et kæmpe stort spørgsmål. Det er et spørgsmål om arbejderklassens organisering.

 

LM: Mener du, at begrebet klasse stadig giver mening? Mange mennesker betragter ikke sig selv som arbejdere, selv om de er fattige og ind imellem har det elendigt?

 

KL: Jeg er af den opfattelse, at klassen er grundlæggende. Den ændrer blot form, og kapitalens efterspørger en anden slags arbejdskraft. Men det er stadig arbejdsstyrken. Og den bliver stadig udbyttet og producerer stadig merværdi, endog mere intensivt end forhen. Vigtigere endnu: Hvis vi ikke forstår klassekampen, forstår vi ikke noget som helst.

 

LM: Det er en af de største udfordringer i dag: at genstarte kampen i en fragmenteret befolkning, som ikke anser sig selv som en del af en gruppe.

 

KL: Det er en udfordring for vores forståelse. Det var meget morsomt, da jeg for nylig talte til nogle meget flinke folk i Japan, som var i gang med at skrive en artikel, og jeg insisterede på nødvendigheden af at forstå begreberne klasse og konflikt. En meget sød dame fortalte mig: ”Vi vil vise den japanske regerings embedsmænd din film.”. Og jeg spurgte: ”Nåh, hvorfor det?”, og hun svarede: ”For at få dem til at ombestemme sig”, og jeg svarede: ”Men det var min pointe lige før! De vil ikke skifte mening, de er fast besluttet på at forsvare den herskende klasses interesser, og de skal ikke overtales, de skal fjernes!”

 

Det er en svær pointe at trænge igennem med, når ideen om at få systemet til at virke er så dybt rodfæstet. Der er en del af socialdemokratismens frygtelige arv, som vi må bekæmpe.

 

LM: Det er en effektiv form for social kontrol, når dine underordnede tror, at de kan tale med dig, og at du vil tage deres behov i betragtning.

 

KL: Det er derfor, vi må genoplive hele ideen om overgangskrav. Vi må fremsætte krav, som er fuldstændig rimelige, og som bygger på arbejderklassens interesser.

 

LM: Her til sidst: Jeg har bemærket, at du en gang opstillede til Europa-Parlamentet.

 

KL: Det har jeg glemt.

 

LM: Det er interessant for mig, hvordan Europa aldrig blev diskuteret særligt meget her i Storbritannien. Pludselig, efter Brexit, taler alle om EU, og det er blevet det største samtaleemne efter fodbold. Synes du, der stadig er håb om at opbygge et europæisk demokrati, eller er det simpelthen for sent?

 

KL: Jeg kender virkelig ikke svaret. Men jeg synes helt klart, at international solidaritet er vigtig. Kan det organiseres på europæisk plan? Jeg ved det ikke. EU’s struktur er helt bestemt meget vanskelig. Det er svært at forestille sig, hvordan vi skal kunne gennemføre forandringer uden at starte helt forfra. Alle forandringer skal støttes af alle regeringer, og vi ved alle, at denne proces er nærmest umulig.

 

Men vi har helt klart brug for et andet Europa, som bygger på nogle andre principper: fælleseje, planlægning, udjævne økonomierne, bæredygtighed og generelt at arbejde henimod lighed. Men det kan vi simpelthen bare ikke gøre, når de store koncerner og deres profit står i første række, og når retssystemet prioriterer profitinteresser. At gennemføre denne forandring overstiger min lønklasse. Yanis Varoufakis forsikrer mig, om at det kan lade sig gøre. Jeg er sikker på, at han har ret. Jeg stoler på ham, men jeg ved bare ikke hvordan.

 

Lorenzo Marsili var en af initiativtagerne til DiEM25 sammen med Yanis Varoufakis. Han har udgivet bogen: Citizens of Nowhere, som omhandler EU’s krise og det nationalistiske højres fremgang.

 

Artiklen er oversat fra International Viewpoint af Leif Mikkelsen

Opslået i Facebook, Kultur

single.php