Ny lov skal få sygemeldte hurtigere tilbage i arbejde. Men resultatet risikerer at stille syge medarbejdere dårligere – især i fyringstider.

Hvis arbejde er sundt – giv det til de syge

Sådan formulerede komikerpolitikeren Jacob Haugaard en af sine politiske paroler. Noget tyder på at der er blevet lyttet til Haugaard fra et uventet hold. Således har Claus Hjort Frederiksen i sin tid som beskæftigelsesminister taget standpunktet til sig. Til formålet blev der udformet et lovforslag, der blev vedtaget i maj 2009.

Hovedpunkterne er:
”Arbejdspladsen sætter tidligt ind for at fastholde den sygemeldte i beskæftigelse. Arbejdsgiveren skal senest i 4. sygeuge have en samtale med lønmodtageren om, hvornår og hvordan den syge igen kan vende tilbage til arbejdet. Med ledige sygemeldte skal a-kassen holde samtalen. Lovforslaget betyder også, at kommunerne kan give tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats til alle sygemeldte. Kommunens tilbud skal medvirke til at afkorte sygeforløbet og skal forebygge, at den syge mister tilknytningen til arbejdsmarkedet.”

Desuden indeholder lovforslaget en række specifikke tiltag:
– Arbejdsgiveren skal efter behov udarbejde en skriftlig fastholdelsesplan.
– Ny lægeerklæring om arbejdsfastholdelse.

Loven pålægger jobcentrene (og A-kasserne når den sygemeldte er ledig) en række nye opgaver i denne forbindelse.
De skal vurdere mulighederne for gradvis tilbagevenden efter 8 ugers sygdom. Samtidig lægges statens refusion om, så de får større incitament til at give sygemeldte aktive tilbud. Kontakten med sygemeldte sker i form af individuelle samtaler, og jobcentrene får større mulighed for at benytte andre aktører i sygeopfølgningen. Da der er tale om en ret krævende sundhedsfaglig opgave, er der gode grunde til at tvivle på, at jobcentrene og A-kasserne kan løfte opgaven.

Allerede i 2005 blev der lagt op til en sådan indsats. Det blev i den sammenhæng fremhævet, at de arbejdsmedicinske klinikker skulle gå ind i opgaven. Men i og med at man ikke udfører behandling på de arbejdsmedicinske klinikker er det langt fra oplagt, at de er et relevant bud på en sundhedsfaglig ekspertise på dette område.

I forbindelse med fremlæggelsen af loven hævdede beskæftigelsesministeren, at forslaget var baseret på nyeste forskning. Fra eksperthold er opfattelsen imidlertid, at der foreligger en vis evidens for, at tidlig tilbagevenden til arbejdet er gavnlig, når det det handler om lidelser i bevægeapparatet, men at der ikke findes nogen egentlig forskning i betydningen af tidlig tilbagevenden i forbindelse med psykiske lidelser, især stress og depression. Vanen tro stillede Palle Ørbæk, leder af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), dog op med opbakning til ministeren. I denne regerings tid er NFA i et vidt omfang blevet et servicecenter for regeringens politik. Når den uafhængige forskning i arbejdsmiljø i vidt omfang er forsvundet, er det småt med modspil.

Arbejde er da sundhedsfremmende
Der findes omfattende forskning, der peger på at tabet af arbejde i høj grad øger risikoen for såvel social deroute som forringet helbred. Tabet af arbejde er især en risikofaktor for udvikling af depression. Desuden findes der også omfattende forskning, der dokumenterer, at risikoen for social marginalisering (i form af arbejdsløshed og væsentligt forringet tilknytning til arbejdsmarkedet) stiger markant efter 3 måneders sygemelding.

Det handler mere og mere om arbejde
Den gang for længe siden, da et flertal af kvinderne enten var hjemmegående eller havde deltidsarbejde, udgjorde hjemmet et socialt ståsted. Dette sociale ståsted var en integreret del af lokalsamfundet med en række aktiviteter og sociale netværk. Tidligere har fagbevægelsen og de politiske partier også udgjort et socialt ståsted, som var et alternativ til arbejdet.

Den moderne familie består alt overvejende af fuldtidsarbejdende forældre, og udviklingen af daginstitutionssystemet og uddannelsessystemet har medført at den alt overvejende del af børns udvikling sker i offentligt regi. Lokalsamfundene eksisterer ikke i dag i den forstand, de tidligere gjorde. Fagbevægelsen er i dag skyggen af sig selv, og aktiv deltagelse i politiske partier har været støt faldende meget længe.

Blandt andet af disse grunde fylder arbejdet mere i hverdagslivet end tidligere. Undersøgelser tyder på, at en stadig større del af den enkeltes sociale netværk etableres i arbejdssituationen.

Mister man sit arbejde, forsvinder kontakten til kollegerne, og der er ikke mange alternative sociale netværk, man kan trække på. Derfor medfører tab af arbejde i dag flere og større sociale omkostninger end tidligere. Dette betyder også, at fravær fra arbejdet som følge af sygdom indebærer social isolation. Social isolation er en væsentlig risikofaktor for udviklingen af sygdom, og etableres den sociale isolation som følge af sygdom, er der både risiko for længere sygdomsforløb og følgesygdomme.

Sygdomssystemet
I den sammenhæng er det også vigtigt at være opmærksom på, at det moderne sundhedssystem alt overvejende er blevet et sygdomssystem. Tidligere tiders fokus på forebyggelse er der ikke mange tegn på i dag. Samtidig er der et pres på sygehusene om at producere flere mere kortvarige behandlingsydelser, og sidst men ikke mindst presses sygehusene til at leve op til mere eller mindre tilfældige behandlingsmål, indenfor en snæver økonomisk ramme. Sygehussystemet og den praktiserende læge har aldrig haft særligt gode muligheder for at gå aktivt ind i længere sygdomsforløb, hvor der ikke er mulighed for aktiv behandling, men hvor tiden skal ”læge sårene”.

Når det handler om psykiske lidelser, er problemerne endnu større. Psykologisk behandling er kun i begrænset omfang blevet integreret i sundhedssystemets ydelser og selv om der i et vist omfang ydes økonomisk støtte til behandlingsforløb, vil den sygdomsramte ofte skulle finansiere en væsentlig del af behandlingen ud af egen lomme.

Dette betyder, at al form for længere sygemelding medfører betydelig isolation, som igen bidrager til passiv tilbagetrækning. Som sygemeldt – især når det handler om psykisk lidelse – er det meget uklart, hvilket tidsperspektiv man skal forholde sig til. Dermed forsvinder en vigtig forudsætning for den personlige dagsorden og aktivitet – en tidshorisont. Moderne depressionsbehandling gives ofte alene som medicinsk behandling, selv om der er øget tendens til at trække på psykologisk samtalebehandling. Det står næsten værre til med stress, hvor fraværet at egentlig diagnostik og lægelige behandlingsmuligheder ofte medfører behandlingsmæssig passivitet.

Tilbagevenden og sygdom
Der er en tendens til at overse, at tilbagevenden efter sygdom er noget der forekommer i et meget vidt omfang og som regel med succes. Tilbagevenden efter kort tids sygdom er en del af dagligdagen. Imidlertid er der ofte problemer i forbindelse med tilbagevenden efter sygdom, allerede når vi taler uger og ikke dage.

Det moderne arbejde er i høj grad et præstationskrævende forhold. For at løfte opgaverne på normalt niveau kræves en god fysisk – og psykisk kondi. Lige præcist ”konditilstanden” falder hurtigt, hvilket belastningsreaktioner efter ferie er en påmindelse om. Der foreligger ikke egentlige undersøgelser af omfanget og karakteren af problemer ved tilbagevenden efter ugers sygdom. I mit eget arbejde har jeg imidlertid set fraværsdata fra enkelte virksomheder, der tyder på, at grundlaget for senere og længere sygdomsforløb i et vist omfang bliver lagt i forbindelse med uhensigtsmæssig håndtering af tilbagevenden efter ugers sygefravær.

Tilbagevenden som sundhedsfremme
Dermed er vi ved en af de centrale udfordringer. Sygdom, også længerevarende, er en del af livet. Tilbagevenden til arbejdet efter sygdom er i bund og grund en behandlingsindsats. Det er først i forbindelse med vellykket tilbagevenden til hverdagslivet – og dermed arbejdet – at behandlingsforløbet kan betragtes som afsluttet. Bedre forståelse af, hvordan man tilrettelægger tilbagevenden, vil alt andet lige være en positiv udvikling.

Selve formålet er godt. Når det kommer til stykket, er en syg medarbejder fortsat medarbejder. Et fokus på arbejdspladsens ansvar for den syge medarbejder er et gode. Tidlig genetablering af forholdet til arbejdspladsen kan med høj grad af sikkerhed modvirke udviklingen mod social isolation – og alene af den grund være sundhedsfremmende. Problemet er her, at der ikke findes ret megen viden på området. Derfor er der risiko for, at et for så vidt positivt formål enten medfører færre gevinster eller decideret fører til det modsatte af formålet – længere sygdomsforløb og øget risiko for udstødning. Hvis tilbagevenden mislykkes, er dette en overhængende risiko.

Tilbagevenden form sygdomsrisiko
Selv om genetablering af kontakten til arbejdspladsen er en klar fordel, er risikoen for nye belastningsreaktioner også et reelt problem. Dette gælder, hvis opgaven bliver håndteret ud fra en ensidig fokusering på, at den sygdomsramte skal ”arbejde”. Det er også en risiko, hvis kravene om tilstedeværelse formuleres for ensidigt, og hvis der ikke gives mulighed for fleksible ordninger. Meget tyder på, at her er der problemer. For eksempel tilbydes omplacering kun i et lille fåtal tilfælde.

Jeg har selv som klinisk arbejdspsykolog gennem længere tid arbejdet med tilbagevenden til arbejdet, både som formål for behandlingen og som et led i behandlingen af psykiske belastningsreaktioner (stress og depression). Det er min erfaring, at hvis tilbagevendelsesforløbet håndteres med omtanke og med afsæt i den enkeltes forudsætninger, er resultaterne klart positive.

En ny sundhedsindsats
Men der er mange problemer, der skal håndteres undervejs. Mange sygdomsramte har urealistiske forventninger til, hvordan og hvor hurtigt de kan genvinde fuld arbejdsevne. Man kan ikke forvente, at ledere kan gennemskue dette. Dette er en af flere grunde til, at vellykket tilbagevenden kræver involvering af personer med relevant sundhedsfaglig indsigt og kompetence. Dette er et af de problemer, som loven ikke tager højde for.

Arbejdspladsen og den sygemeldte har behov for at kunne trække på indsigter og støtte fra sundhedsfaglige aktører. I virkeligheden kræver denne indsats en væsentlig sundhedsfaglig udvikling. De nødvendige ressourcer må stilles til rådighed. Sidst, men ikke mindst, er der brug for systematisk forskning og erfaringsopsamling med fokus på tilbagevenden. Forskellige sygdomstilstande kræver tilsvarende forskellige metoder i forbindelse med tilbagevenden. Der har ikke været fokus på disse udfordringer i forbindelse med lovens udformning eller de efterfølgende tiltag.

Gode intentioner kan blive til slet praksis
Intentionerne er gode nok. Udformningen er klart mangelfuld. Det er for tidligt at vurdere konsekvenserne. Men noget tyder på, at resultatet ikke lever op til målsætningerne. Loven pålægger arbejdsgiverne nye opgaver og forpligtelser. Der er meget, der tyder på, at de afskedigelser, der foregår overalt i dansk erhvervsliv, i høj grad går ud over medarbejdere, der er helbredsmæssigt udsatte.

Det er meget muligt, at dette ville have været tilfældet, også selv om loven ikke var blevet vedtaget. Men der er også grund til at overveje, om loven – stik mod intentionen – medfører, at sådanne medarbejdere er ringere stillet end før. I det omfang det er tilfældet, vil de sygemeldte opleve lovens konsekvenser som øget belastning i en i forvejen vanskelig situation. Samtidig tyder meget på, at medarbejderne i stigende omfang undlader at sygemelde sig i forbindelse med sygdom – møder syge op på arbejde. Det kan godt vise sig at være et betydeligt problem på længere sigt.

Hvad skal der til?
Hvis man ønsker at gå den vej, som er lovens intention, kræves yderligere tiltag. Der skal afsættes ressourcer til en behandlingsindsats, som i langt højere grad end nu tager hånd om og støtter de langtidssygemeldte. Det er afgørende, at der også afsættes ressourcer til et aktivt samspil mellem behandlingssystemet og arbejdspladsen. I den sammenhæng er det også vigtigt, at man lovgiver om arbejdspladsens ansvar for den syge medarbejder.

Den danske model indebærer meget få rettigheder til den ansatte i forbindelse med afskedigelse. Det er i høj grad sandsynligt, at den aktuelle lavkonjuktur vil medføre, at stadig flere sygemeldte marginaliseres og udstødes i den kommende tid. Et sådant problem forsvinder ikke, når konjukturen vender. Fordi loven ikke tager fat på disse problemer, er der klar risiko for, at den utilstrækkelige indsats vil medføre større og længerevarende problemer med øget marginalisering og udstødning. Der er behov for klar formulering af en proaktiv politik, som tager opgaven alvorligt.

Einar B. Baldursson er klinisk arbejdspsykolog på Aalborg Universitet

 

Opslået i Socialt og Bolig

single.php