Anders Breivik er nu blevet dømt. Konfronteret med to forskellige retspsykiatriske vurderinger, hvor den ene konkluderede, at han var sindssyg og den anden det modsatte, blev konklusionen det sidste. Breivik vil trække dybe spor gennem krisens politiske historie. Ikke alene i kraft af sine gerninger, men også på grund af dommens præmisser.

 

Spørgsmålet handler om, hvordan vi skal forstå og forholde os til den Anders Breivik, som den 22. juli først bragte en bilbombe til eksplosion ved det norske regeringshovedkvarter kl. 15.26. Derefter rejste til Utøya, hvor han i omtrent en times tid systematisk nedskød ubevæbnede og overvejende unge mennesker.

Resultatet taler sit tydelige sprog. Da Brevik overgav sig til politiet kl. 18.27, havde han dræbt 77 og såret 158.

Derefter og længe frem i tiden raser debatten om, hvad der skete, hvorfor og hvad man kan lære af det. Hvis Breivik var en sindssyg galning, handler diskussionen om (gen)opbygningen af det psykiatriske behandlingssystem, der i Norge lige som andre lande fortsat ligger i noget, der ligner ruiner efter den massive deinstitutionalisering i 80´erne og 90´erne. Hvis Breivik er en politisk terrorist, handler diskussionen om de holdninger og strømninger, der har kunne anvendes som grundlag for denne ernorme forbrydelse.

Den sindssyge Breivik
Umiddelbart kan diskussionen om ”den sindssyge” Breivik synes at høre sagkundskaben til. Flere har argumenteret for, at uagtet denne vurdering kan man diskutere og forholde sig til de politiske holdninger, som Breivik har ladet sig inspirere af og gjort til sine.

Det er imidlertid en misforståelse. Mennesker, der lider af sindssyge, ikke mindst hvis der er tale om paranoid skizofreni, hverken forholder sig til eller forstår almindeligt forekommende holdninger og meninger på en måde, der ligner andres. I de relativt få tilfælde, hvor deres sygdom fører til voldelig adfærd, er det rent tilfældigt, hvad de angiver som det holdningsmæssige afsæt for deres handlinger. Fordi deres tænkning ikke er rationel i nogen gængs forstand, kan man ikke gøre gældende, at der er nogen åbenlys sammenhæng mellem deres handlinger og holdninger. I de få tilfælde, hvor mennesker, der lider af paranoid skizofreni, foretager voldshandlinger, kan de være inspireret af et hvilket som helst politisk og religiøst standpunkt. Det betyder også, at man ikke kan rette specifikke anklager mod de holdninger og meninger, den sindssyge angiver sig motiveret af.

Sygdomsfristelsen
Det er ikke svært af forstå, hvorfor lægmand såvel som sagkundskaben lader sig friste af sygdomsantagelsen. Der er trods alt tale om en række så uhyrlige handlinger, at det forekommer utænkeligt, at de kan rummes indenfor noget som helst begreb for det ”ikke-syge”, eller normale. Når disse handlinger så ydermere forbindes med en lang række synspunkter og antagelser, som alene og i sig selv må vække afsky, er antagelsen om sindssygdom et naturligt holdepunkt og reaktion.

De syge holdninger og den ufrie opposition
Det er velkendt, at sovjetiske psykiatere rutinemæssigt vurderede tilhængere af oppositionen til at være sindssyge. Ud fra en kombination af symptomer, som manglende evne til rationel vurdering, manglende evne til at forstå rationelle (mod)argumenter og sygelig (ubøjelig) trods, kunne den psykiatriske manual (DSM III) i princippet godt anvendes til at begrunde påstanden om psykisk lidelse.

Det er normalitetsbegrebet, som spøger her. I den foreliggende sammenhæng handler det om en opfattelse af det normale som det sunde. Alt, hvad der afviger i et passende omfang fra det normalt forekommende, er unormalt, og hører ind under denne definition – usundt eller sygt.

Man skal naturligvis være opmærksom på, at denne vurdering med lige stor ret kan omfatte et hvilket som helst passende afvigende mindretalsstandpunkt. Der er sikkert flere på venstrefløjen, der opfatter rabiat fremmedhad som patologisk (sygeligt). Problemet er blot, at venstrefløjen i høj grad er leveringsdygtig i holdninger, der ud fra normalitetsperspektiver er mindst lige så afvigende og derfor ultimativt patologiske.

Med de historiske erfaringer in mente skal man erkende, at anvendelsen af psykiatriske begreber til håndtering af politiske uenigheder aldrig vil føre til noget godt.

Den syge adfærd – kriminalitetssygen
Hvis man ikke kan sygdomsattestere visse holdninger, må det da stadigvæk være muligt at sygdomsklassificere visse former for adfærd. Det er da en sygelig adfærd at bygge og eksplodere en bilbombe, for slet ikke tale om koldblodigt at likvidere 69 (og såre 60) ubevæbnede (tal fra Utøya), overvejende meget unge mennesker.

Problemet er igen, hvordan grænserne drages og hvad konsekvensen bliver. Der findes utallige eksempler på, at ubevæbnede bliver nedslaget af mere eller minde regulære soldater. Krigene i det tidligere Jugoslavien medførte en lang række sådanne hændelser. Rwanda er et andet uhyggeligt eksempel på, hvad der kan ske, og her var mange af morderne ganske almindelige mennesker uden nogen militær træning.

Er svaret på krigsforbrydelser, at de ansvarlige skal dømmes til behandling? Er sygdom roden til alt ondt?

Sindssyge er lige præcist sygdom
Vejen ud af denne diskussion er opretholdelse af et klart og objektivt begreb for sindssyge. Opretholdelsen af et almindeligt liv er et ganske krævende forehavende. Den sindssyge har ikke de mentale ressourcer til dette. Vrangforestillinger, hallucinationer, forfølgelsesvanvid, svære stemningsskift og lav impulskontrol er karakteristiske symptomer på sindssyge.

Det forekommer helt usandsynligt, at et menneske med de funktionsbegrænsninger, sindssygen medfører, skulle være i stand til over længere tid at forberede og minutiøst planlægge en omfattende terrorhandling. Endnu mere usandsynligt er det, at et menneske, hvis overblik og selvkontrol er præget af selv moderat sindssyge, skulle kunne gennemføre så omfattende og krævende en forbrydelse.

De tre psykologer og den ene psykiater med løbende tilsyn af Breivik har ikke set tegn på psykose. Han taler sammenhængende og er velformuleret. Han er opmærksom, velorganiseret, viser ikke tegn på depression. Af den grund modtager han ikke medicinsk behandling.

Breiviks vrangforestillinger?
Som det fremgår efterfølgende, er de i et vidt omfang ikke væsensforskellige fra den fascistiske ideologi á la Mussolini. Imidlertid har Breivik både i sit manifest og gentagne gange senere beskrevet et terrornetværk, som han skulle være en del af. Ifølge Breivik skulle organisationen have været stiftet på et møde i London i 2002. Antageligvis eksisterer organisationen, men dens talsmand benægter dog, at Breivik har deltaget i gruppens møder.

Hvis organisationen vitterligt eksisterer (muligvis kun som et løst netværk), handler Breiviks ”vrangforestilling” alene om dens mere præcise karakter og hans egen rolle i den. I den sammenhæng bør man være opmærksom på den mulighed, at disse erklæringer, lige som dele af Breiviks manifest, kan være udformet som et røgslør til det formål at henlede opmærksomheden væk fra de virkelige netværk, som Breivik har indgået i.

Flere af Breiviks handlinger lægger op til, at han har modtaget en eller anden form for paramilitær træning. Imidlertid skal man næppe kigge mod England for at finde disse netværker. I Østeuropa er der flere nationalfascistiske organisationer med ideologier, som ligner Breiviks. Flere af disse træner medlemmerne i våbenbrug. Breivik var vitterligt i Hviderusland i 2005, men dog efter alt at dømme primært for at finde sig en kæreste. Meget tyder også på, at den egentlige forberedelse til terrorangrebet først starter i 2009.

Den politiske Breivik
Umiddelbart forekommer projektet om en politisk forståelse af Breivik heller ikke lovende. Han er ikke nazist og klassiske racistiske teorier (nazismens kernetanker) indgår ikke med nogen særlig tyngde i det ideologiske univers. Breiviks holdninger synes ved første syn overvejende at skrive sig ind i den skandinaviske tradition for fremmedfrygt. Selv i Danmark, der på dette område hører til ”superligaen”, er forekomsten af voldelig overfald på indvandrere forholdsvist begrænset, og der er ikke noget, der tyder på, at fremmedhadet på kort sigt vil medføre udviklingen af slagkraftige ekstremistorganisationer, af den slags der var almindeligt forekommende i 30´erne og 40´erne.

Fra nazisme til fascisme
For at forstå Brevik er det imidlertid nødvendigt at bryde med det entydige fokus på nazisme, som også i Danmark har været et centralt fokus for venstrefløjen. Det er vigtigt at (gen)erindre, at nazismen slet ikke var en enerådig aktør på den militante højrefløj i mellemkrigstidens Europa. Forskellige afarter af fascisme spillede en mindst så stor, hvis ikke større, rolle.

Fascismens tankegods er i høj grad organiseret omkring en elitær filosofi, som i forskellige varianter handler om, at en særlig samfundsmæssig elite er bedst egnet til at varetage statens magt. Mussolini henviste til Platos idé om et system baseret på højtuddannede intellektuelle (de filosofiske konger), som skulle have fuld kontrol over samfundets orden og virkemåde. Pareto argumenterede på tilsvarende måde for en elitebaseret oligarkisk regering. Fra Nietzsche henter Mussolini ideen om overmennesket og vigtigheden af den dristige handling, en aktionens filosofi.

Lad os med dette in mente give Breivik ordet. På retsmødet den 14. november, siger han følgende: ”Jeg er en militær kommandør i den norske modstandsbevegelsen og en ridderjustitiarius i Knights Templar Norge og Knights Templar Europa”.

Breivik har i samtaler med de to retsudpegede psykiatere fortalt, at organisationen, er en «militær orden, som finansierer, planlægger og gennemfører operationer. Ifølge Breivik havde organisationen givet ham det mandat at være dommer i en krigsforbryderdomstol, jury og bøddel.

Breivik føler sig udvalgt til at redde det, han kalder sit folk. Han karakteriserer sig selv som den mest perfekte ridder efter Anden Verdenskrig, og organisationen, «The Knights Templar», skal overtage magten i Europa. Ifølge de to retspsykiatere er han er ikke fremmed over for tanken om sig selv som fremtidig regent i Norge. Senere i en samtale med en anden psykiater afviser Breivik dette og siger, at han blot er en almindelige fodsoldat.

Der er dog ingen tvivl om, at Breivik opfatter sig som tilhørende en særlig elite, han ser sig selv om tilhørende en militærorden, der har rødder tilbage til korstogene, hvis opgave det er at værne om kristendommen. Han erkender hvad han har foretaget sig, men vil ikke erklære sig som skyldig, dersom han har handlet som soldat, og han i kraft af sin særlige indsigt er berettiget til at handle, som han har gjort. Det kan man selvfølgelig opfatte som vrangforestillinger, men de ligger helt logisk i tråd med fascismens elitære overmenneske-ideologi. Den elite, der består af overmennesker, har ikke blot retten, men pligten til magten og dens håndhævelse.

Undergangens politik
Ifølge den retspsykiatriske rapport skal Breivik have begået ”henrettelserne”, som han kalder det, af kærlighed til det norske folk. Ofrene var eksponenter for multikulturalismen, som er en antinorsk hadeideologi, udformet til det formål at dekonstruere den norske etniske gruppe. Og det at dekonstruere den norsk etniske gruppe, det er det samme som etnisk rensning.

I den sammenhæng er det særlig interessant, at Breivik mener, at multikulturalisme er lig med etnisk rensning. Med det mener Breivik rent bogstaveligt, at ”den norske etniske gruppe” bliver udslettet. Det, der definerer den norske etniske gruppe, er altså ikke ”blod”, men mening. Når multikulturalismen vinder, forsvinder meningen med den norske etnicitet.

Udslettelsesperspektivet og den dommedagsstemning, der er forbundet med det, er et centralt ideologisk omdrejningspunkt i Breiviks verden. Det er samtidig her, at Breivik holdninger er præget af holdninger, som i langt højere grad har rødder tilbage til forskellige østeuropæiske fascistiske og ultranationalistiske strømninger.

Undergangens ideologi
Mest åbenlyst er forbindelsen til den serbiske nationalisme. En central del af den serbiske nationalmyte bygger på slaget om Kosovo på St. Vitus dag, den 15. juni 1389. Den dag stod de ottomanske (muslimske) styrker under ledelse af sultan Murad den 1. over for en serbisk og bosnisk hær under ledelse af prins Lazar, der ledede den moraviske del af Serbien. Slaget ender nærmest uafgjort, således at begge hære må trække sig tilbage. Begge hærførere mister livet i kampene, hvor Murad ifølge myten bliver dræbt af en serbisk adelsmand under afslutningen eller umiddelbart efter slaget. De følgende år falder renten af de serbiske fyrstedømmer under ottomanernes kontrol.

Ifølge myten udsteder Lazar inden slaget en forbandelse mod alle de serbere, som overhørte kaldet til våben. Forbandelsen er i løselig oversættelse som følgende: ”Alle de, som er serbere og af serbisk oprindelse, blod og arv, som ikke kommer til slaget om Kosovo. Må de dø uden de arvinger, som deres hjerte begærer. Hverken sønner eller døtre. Må intet grå som de sår, hverken rødvin eller hvid hvede, og lad ham være forbandet til evighed.”

Ifølge den serbiske myte er nederlaget ved Kosovo en slags sejr. Serberne ville have vundet, hvis ikke de var blevet svigtet af de udeblevne. Til trods for at de var undertallige, kæmpede de bravt for den gode sag.

Myten om forræderiet er naturligvis ikke enestående. En tilsvarende myte om det tyske nederlag i Første Verdenskrig, udgjorde et centralt tema i den nazistiske ideologi.

Det særlige ved den serbiske myte og tilsvarende østeuropæiske ideologier, er at de er fostret igennem en historie, hvor kampen mod islam står i centrum, og hvor truslen om udslettelsen af den kristne tro altid er aktuel.

Forræderiet omfatter både de af ens egne, der svigter sagen, og alle de, der burde have trådt til med hjælpende sværd, men undlod at komme til hjælp. Myten om forræderiet indebærer, når den fortælles i en sammenhæng med truslen om udslettelse, at den værste af alle modstandere er de af ens egne, der svigter.

Breiviks myte
Det er i denne sammenhæng, at det giver en frygtelig mening, at Breivik valgte at gå efter multikulturalismen og ikke muslimer eller indvandrere. De farligste er de modstandere, som ikke alene afviser kaldet til våben, men aktivt søger at invitere fjenden indenfor.

Breivik forestiller sig at 15 procent af de norske mænd støtter hans sag, og at selve terroraktionen blot var begyndelsen på den borgerkrig, der er nødvendig for at vække de kristne nordmænd til. Ene og isoleret er der tale om vrangforestillinger. Når man ser det i sammenhæng med det ideologiske system, som Breivik bygger på, bliver det pludseligt forståeligt, hvorfor han angreb de unge på Utøya, og betragter sig som uskyldig.

I sin egen verden er Breivik et overmennske, en helt i en kamp mod islam, der har stået på siden det første korstog 1095.

Hvad repræsenterer dommen over Breivik?
Om man kan lide det eller ej, indebærer disse overvejelser, at Breivik ikke er sindssyg. For det første er han alt for målrettet og systematisk til, at det kan stemme overens med antagelsen om sindssyge. Dernæst viser det sig, at symptomer som ”underlige ord” forsvinder, når man undersøger, hvordan Breivik og hans meningsfæller (over en bred front) rent faktisk diskuterer og fremlægger deres standpunkter. Sidst, men ikke mindst, viser optrævlingen af hans (mange) internetaktiviteter, at han optræder påfaldende normalt inden for de givne rammer.

Det betyder, at der er gode grunde til at godtage dommens præmisser. Og er ikke alt godt dermed? Svaret er klart nej.

Hvis afsættet ved dommen havde været, at der var to modstridende vurderinger fra højtrespekerede grupper af retspsykiatere, og man derfor måtte lade tvivlen ”komme Breivik til gode”, havde man værnet om et centralt retsprincip. Uanset eventuelle værneformuleringer, ville det på længere sigt åbne for en retspraksis, der indebar at svært ”anderledes tænkende” fremover blev vurderet som sindssyge.

Når det egentlige afsæt for dommen er, at man tilsidesætter en retspsykiatrisk vurdering, fordi der findes en anden med modsat konklusion, viger princippet om ”tvivlen til gode”, og dermed er der også åbnet for, at man bliver ved med at søge faglige vurderinger, indtil man finder en, der passer.

Sagen er, at den faktiske dom åbner lige så meget op for en politisk retspraksis som den anden mulighed.

I en verden karakteriseret ved en langvarig og dyb kapitalistisk krise, med tiltagende udhulning af samfundets mest basale funktioner, er forøget radikalisering det mest sandsynlige resultat. Givet venstrefløjens og fagbevægelsens ideologiske svækkelse, er der mindre muligheder for at præge den radikale afvisning af kapitalismen i en socialistisk og revolutionær retning.

Radikaliseringen vil derfor i stigende grad komme til udtryk i politiske fantasier, som vil pege i alle retninger. Oplysningstidens antagelse om, hvori et rationelt politisk standpunkt består, vil blive udfordret (ikke første gang).

Hvis svaret på dette i et eller andet omfang bliver politisering af psykiatrien, til anvendelse i en tilsvarende politiseret retspraksis, vil det medføre omfattende problemer.

I sagen om Breivik lagde den retspsykiatriske rapport, der konkluderede, at han var sindssyg, gift ud for retshandlingen. Derefter var der to muligheder. At man søgte en retspsykiatrisk vurdering, som man ønskede, eller accepterede, at den første rapport havde sat scenen.

Dette er et klassisk eksempel på, hvad det indebærer, at man vælger mellem pest og kolera. Dommerne valgte pest, og forskellen på den og kolera, er at den sidste kan behandles.

Breivik vil derfor trække dybe spor gennem krisens politiske historie, og ikke alene i kraft af sine gerninger.

Opslået i Anti-racisme, Nordeuropa

single.php