Det Populistiske Manifest af de to svenske venstrefløjs-debattører Åsa Linderborg og Johan Greider blev i november udgivet på dansk af Informations Forlag. Den svenske udgivelse fik denne kommentar med på vejen af vores svenske søsteravis.

 

Venstrefløjens to skarpeste penneførere, Åsa Linderborg og Göran Greider, er gået sammen for i fællesskab at lægge arm med en af vor tids mest destruktive kræfter, den fremmedfjendske højrepopulisme. Det egentlige formål med bogen ”Det populistiske manifest” er gennem et stærkt klasseperspektiv at tage kampen op om de vælgere, især fra arbejderklassen, som bliver tiltrukket af Sverigesdemokraterne og deres lige i andre lande. En underliggende tese er, at venstrefløjen med sit fokus på andre spørgsmål har fjernet sig fra disse grupper.

 

Som man kunne forvente, har de de to dygtige og politisk skarpe skribenter lykkedes med en spændende, velskrevet og udfordrende bog. De tager et bredt greb om samfundsudviklingen og står ikke tilbage for at diskutere svære emner.

 

De søger sig frem og er langt fra altid enige med hinanden. Alt dette taler til bogens fordel. De 151 teser er netop dette – og ikke færdige dogmer. ”Der findes interessekonflikter. Erkend dem. Løs dem”, formaner tese 116.

 

Bogen hævder at være et venstrepopulistisk manifest. Heldigvis er det ikke i særlig stor udstrækning tilfældet.

 

Ved højt og tydeligt at stille krav om et andet samfund, gerne ved at stille krav om alt til alle, vil forfatterne danne en venstrepopulistisk strømning, som understøtter utilfredsheden i samfundet, højner forventningen om hvad der er muligt, baner vej for et opbrud fra den markedsliberale ideologi og gøre dem, som længes efter en forandring, mere optimistiske. Venstrepopulismen peger fremad, men kan aldrig opbygge samfundet, fastslår man. Og vist er der al mulig grund til at efterstræbe et initiativ af denne type – altså netop det, som en folketaler som Göran Greider har gjort i årtier.

 

Men forfatterens teoretiske tilknytning til den venstrepopulistiske tradition er ikke særlig stærk. Type-eksemplerne Syriza og Podemos bliver hurtigt afvist. Det er ikke nok som Podemos at samle folket mod eliten uden samtidig at placere sig på en højre-venstreskala, konstaterer de med klarsyn. De righoldige, men langt fra entydigt succesfulde latinamerikanske erfaringer diskuteres ikke, og over Mélenchons franske forsøg på at opbygge en nationalistisk bevægelse omkring sin egen person binder de en barmhjertighedens sløjfe.

 

Nej, Greiders og Linderborgs forbilleder er Corbyn og Sanders. Men hvordan passer disse to ind det venstrepopulistiske paradigme? Jovist, begge har virkelig formået at skabe entusiasme i brede samfundslag og løftet kravene om, hvad der er muligt. Men de har opbygget deres bevægelser på meget konkrete programmer, netop for at skabe nye samfund. Corbyns valgmanifest er ikke alt til alle. Det er 128 sider med tydelige krav, som strækker sig fra gratis skolemad til større magt til fagforeningerne.

 

Historieskrivningen tilsiger heller ikke, at den europæiske arbejderbevægelse blev født som et venstrepopulistisk projekt. Krav som almindelig stemmeret, 8 timers arbejdsdag, pensioner og sygesikring kunne sikkert fremstå som utopiske, første gang de blev fremsat, men de voksede ikke frem som et resultat af populistiske overbud, tværtimod var de stærkt forankrede i arbejderklassens kollektive behov og erfaringer. Javist, agitatorer spillede en vigtig rolle for at sprede og popularisere kravene, men det var frem for alt gennem organiseringen i masseorganisationer, at de kunne få et virkeligt samfundsmæssigt gennemslag.

 

Uklarheden om, hvad populisme er, skinner også igennem, når forfatterne forsøger at identificere en ”midterpopulisme”. At kalde Reinfeldts [konservativ statsminister 2006-14, o.a.] kraftige skattelettelser populistiske skaber næppe klarhed. At de var populære blandt velhavere kan ikke overraske, men de kom inden for rammen af en traditionel nyliberal politik. De hævder også, at Macron besidder alle populistens attributter. En Marche er på march, men Macron vil ikke pege en bestemt retning ud, mener de.

 

Intet kan være mere fejlagtigt. Han pegede under valgkampagnen ganske klart på de nyliberale reformer, han ville gennemføre. Og det er præcist dem, han nu er i gang med at føre ud i livet, til fagforeningernes højlydte protester.

 

Et hovedtema i bogen er, at venstrefløjen må skitsere et folkeligt projekt, som appellerer til alle dem, som de seneste årtier har savnet indflydelse på samfundsudviklingen. Den må komme på talefod med dem, som føler sig svigtet af arbejderbevægelsen.

 

Når det gælder spørgsmål som migration, integration og flygtningekvoter tøver forfatterne ikke med at komme med holdninger, som er kontroversielle på venstrefløjen. At give penge til tiggere på gaden er et eksempel på velgørenhed, som kun forstærker problemerne, hedder det. De taler for en opslutning bag nationalstaten og kæmper med at finde en version, som ikke er nationalistisk. Sådanne diskussioner er vigtige, ja nødvendige. Også for dem, som ikke er enige, er argumenterne ærlige, tydelige og velbegrundede.

 

Samtidig gør forfatterne sig ufatteligt store anstrengelser for at afgrænse sig fra, kritisere, ja dæmonisere den venstrefløj, som efter deres mening vanskeliggør et sådant projekt, ikke mindst blandt antiracister og feminister.

 

Venstreradikale i storbyerne beskyldes for at tale nedsættende om alt, som smager af udkantsområder og landdistrikter. De venstreintellektuelle mener, at landdistrikterne er befolket af ældre mænd, som hader ulve, kvinder og indvandrere, hævder de som eksempel

 

Jeg tvivler ikke på, at de er stødt på den slags opfattelser i et eller andet brokvarter, men at påstå, at venstrefløjen i vid udstrækning består af personer, som foragter almindelige mennesker er ærlig talt ikke en særlig konstruktiv påstand og fremmer næppe den dialog, som er nødvendig for at få bragt venstrefløjen ud af alle dens destruktive modsætninger.

Der er en interessant sprække mellem den friske, radikale tone og de politiske konklusioner. Den overordnede opgave er nemlig, ifølge Greider og Linderborg, i sidste ende – at bane vej for en radikal reformisme, for de ”pragmatiske og reformistiske bevægelser, som altid vil komme til at styre i de moderne demokratier”! Er det i virkeligheden et venstrereformistisk manifest, som de har skrevet?

 

Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie, skriver de med et citat fra det Kommunistiske Manifest, og fortsætter: Nogle gange fører klassekampen til demonstrationer og strejker. Men næsten altid kommer klassekampen til udtryk i langtrukne forhandlinger på arbejdsmarkedet eller upåagtede debatter i rigsdagen mellem højre og venstre. Det parlamentariske anslag er markant. Den politiske kurs i de næste fem år vil blive afgjort af, hvem der vinder arbejderklassens stemmer.

 

Der er al mulig grund til at nære stor tiltro til Göran Greiders stærke fortale for et andet samfund og styrken i Åsa Linderborgs analytiske skarphed, men det store problem med manifestet er, at det ikke diskuterer indholdet i samfundsudviklingen. På bogens sidste sider hedder det omsider, at det eneste, som kan bryde den reaktionære bølge er en oplivning af de gamle bevægelser og opbygningen af nye. Disse bevægelser kan hente en byge af viden og inspiration til debat i det Populistiske Manifest. Men hverken populisme eller reformisme kan på en afgørende måde forandre styrkeforholdene.

 

Åsa Linderborg & Göran Greider: Det populistiske manifest, 242 sider, hæftet, Informations Forlag, 249,95 kr.

 

Åsa Linderborg er kulturchef på Aftonbladet og fast klummeskribent i dagbladet Information. Göran Greider er chefredaktør for det svenske dagblad Dala-Demokraten.

 

Bragt i Internationalen (Sverige) 13. april, 2018  og oversat af Åge Skovrind

 

 

Opslået i Anmeldelse, Facebook

single.php