Hvad sker der i Burma? Den 12. januar førte en amnesti fra præsidenten til løsladelse af omkring 300 politiske fanger. Et stærkt tiltag, der tilsyneladende ønsker at sende en besked til befolkningen og til det internationale samfund, om at Burma er slået ind på vejen mod demokrati.

af Danielle Sabai

De nye signaler skal ses i sammenhæng med markante ændringer på mindst tre niveauer: 1) den politiske scene og forholdet til oppositionen, 2) spørgsmålet om de bevæbnede etniske grupper, der er ligger i krig med med den burmesiske stat, og 3) de internationale relationer.

Disse ændringer viser en ny situation i et land, der ikke har kendt til andet end militærdiktatur fra 1962 til marts 2011. Når man tager i betragtning, at Burma for bare ét år siden blev regeret af en røverisk militær junta og var et af de mest lukkede lande i verden, er det svært at forestille sig, at det burmesiske militær er blevet omvendt til demokrati. Så hvilke motiver har presset dem til at begynde på de reformer, som de har afvist i årtier? Hvad er de reelle udsigter for demokratisering og en forbedring af det burmesiske folks levevilkår?

Politisk forandring og forholdet til oppositionen
Den første markante politiske ændring skete med valget den 7. november 2010, der blev præsenteret som resultatet af en ”køreplan for demokrati” på militærjuntaens initiativ i 1993 og relanceret i 2003. Valget blev tæt overvåget, så det var langt fra at være en demokratisk proces. Det vigtigste oppositionsparti Den Nationale Liga for Demokrati (NLD) og adskillige partier, der repræsenterede forskellige etniske grupper, var blevet opløst eller forhindret i at opstille kandidater.

Efter valget blev der dannet en halv-civil regering i marts 2011. Den blev sammensat af et stort antal tidligere soldater. Den nye præsident Thein Sein var selv general og den sidste premierminister i juntaen, før han tiltrådte i sit nye hverv.

Som et brud med de metoder, militærjuntaen havde benyttet sig af, da den sad direkte med magten, søgte den nye regering at etablere forbindelser til oppositionen og især til Aung San Suu Kyi. Der blev holdt officielle møder på højeste statsniveau. De første to møder foregik sidste sommer mellem Aung San Suu Kyi og ministeren Aung Kyi. Diskussionerne mellem de to er er ikke blevet offentliggjort i detaljer, men det ser ud, som om Aung San Suu Kyi og Aung Kyi diskuterede behovet for at skaffe yderligere humanitær hjælp for at bedre på forholdene i denne meget forarmede nation. Der blev også diskuteret mere sprængfarlige emner som forholdene for de politiske fanger, og forfatningen fra 2008. Det andet møde blev fulgt af en Fælleserklæring, der fastslog de to parters villighed til at »samarbejde om at søge stabilitet og national udvikling«, »at undgå konfliktskabende synspunkter og at samarbejde på gensidig basis«. En ny tærskel blev overskredet den 19. august 2011, da Aung San Suu Kyi blev inviteret af selveste Præsident Thein Sein. Mødet var af meget symbolsk karakter, og de to deltagere blev fotograferet under et portræt af Aung San, Suu Kyis fader og den nationale helt fra Burmas uafhængighedskamp.

Efter dette møde erklærede Suu Kyi, at hun troede på, at Præsident Thein Sein ærligt ønskede at demokratisere landet, og at hun var klar til at spille en rolle i regeringen efter suppleringsvalget, som skal finde sted den 1. april 2012. NLD blev officielt genregistreret, efter at de var blevet opløst i 2010, og Aung San Suu Kyi meddelte, at hun ville være kandidat til det næste valg.

Opstandene i 1988 og 2007 førte til et blodbad og en meget voldsom undertrykkelse. I en situation, hvor den burmesiske opposition er meget svækket, ser det ud til, at Suu Kyi satser på, at reelle udviklinger er mulige ved at støtte de nuværende ændringer, selv om de stadig er meget begrænsede.

Parallelt med forhandlingerne med oppositionen, har regeringen løsnet op i forhold til menneskerettigheder og demokratiske rettigheder. Politiske partier og fagforeninger bliver nu godkendt, ligesom retten til at strejke, selv om det ikke fører til noget i praksis. Regeringen har også nedsat en menneskerettigheds-kommission og på den måde anerkendt, at der er den slags problemer i Burma.

Regeringen har også hævet forbuddet mod nogle internetsider og oppositionsradioer, som for eksempel The Irrawaddy, BBC, Burmas Demokratiske Stemme og Radio Free Asia. Disse kan nu aflyttes i Burma, selv om forbindelsen er ustabil. Efter 23 år med censur fik Suu Kyi tilladelse til at publicere en artikel i avisen Pyithu khit News, og avisen Messenger bragte et forsideinterview med vinderen af Nobels fredspris.

Endelig tiltrak løsladelsen af 651 fanger sig opmærksomhed på internationalt plan. Det er en af de betingelser, de vestlige magter har sat for at hæve de økonomiske sanktioner. Vigtige personer fra oppositionen som lederen af Generation 88 Min Ko Naing, den etniske leder Shan U Khun Tun Oo, og munkenes leder U Gambira drog fordel af det.

Men ifølge Sammenslutningen til Støtte for Burmesiske Politiske Fanger (AAPPB) er kun 272 af de 651 løsladte fanger samvittighedsfanger. Deres løsladelse blev udført i henhold til betingelser fastsat i Straffelovens paragraf 401, som betyder at deres løsladelse er betinget. Ifølge denne paragraf er fangernes domme suspenderet, men de er ikke slettet. Så de kan blive arresteret igen på et hvilket som helst tidspunkt og tvunget til at afsone resten af deres oprindelige dom. De politiske fanger har ikke fået nogen undskyldning fra den nye regering for den uretfærdighed, de var ofre for. Nogle af dem havde været i fængsel i mere end 20 år. Der er sandsynligvis stadig omkring 1000 politiske fanger i Burma, der ikke er anerkendt som sådan af de burmesiske myndigheder.

På vej til at bilægge de etniske konflikter?
Men den politiske situation i Burma er langt mere kompliceret end modsætningen mellem regeringen og hæren på den ene side, og den burmesiske demokratiske opposition på den anden. Burma har næsten siden uafhængigheden i 1948 været plaget af væbnede konflikter mellem etniske mindretal og staten, der er regeret af burmesere. De etniske grupper krævede ret til selvstyre og var i modsætning til de burmesiske nationalister, hvis mål var dannelsen af en centraliseret enhedsstat. Nogle af konflikterne mellem etniske grupper og Tatmadaw (den burmesiske hær) har stået på uafbrudt i mere end 60 år, og har forårsaget uendelige tab af menneskeliv, og har hindret den økonomiske udvikling af hele regioner.

I begyndelsen af 1990’erne underskrev militærjuntaen en række våbenhvileaftaler med 17 af de vigtigste etniske grupper og med mange mindre grupper. Situationen bedrede sig i visse områder, men våbenhvilerne blev aldrig fulgt op af samtaler, som kunne have ført til en varig fred. De etniske minoriteters krav, der var baggrund for konflikterne, blev aldrig diskuteret.

Situationen med de bevæbnede etniske grupper forværredes igen betragteligt i 2009. Samtidig med at juntaen forberedte at ændre sig selv til en civil regering, ønskede hæren at tvinge de væbnede grupper til at indgå i en ny styrke af grænsevagter, der ville have stillet dem under den regulære hærs kommando. Flertallet af de væbnede grupper afviste det, og som gengældelse erklærede juntaen alle tidligere våbenhvileaftaler for ugyldige.

I de følgende måneder brød kampene ud igen, også i områder, hvor våbenhvilen havde været respekteret i rigtig mange år. Siden indsættelsen af en civil regering, havde situationen på jorden ikke forbedret sig overhovedet. Antallet af mennesker, der er fordrevet på grund af angreb eller overgreb i konfliktzonerne, er fordoblet, fra et årligt gennemsnit på 70.000 til næsten 150.000.

I september 2011 tog situationen en ny drejning. Præsidenten anerkendte betydningen af det etniske spørgsmål og tilbød at åbne en dialog med alle de væbnede grupper. Især opgav han at indlemme grupperne i grænsestyrkerne som en forudsætning for en aftale. Tre af de største etniske grupper har siden underskrevet en aftale om våbenhvile, og der er etableret kontakter til flertallet af de væbnede grupper. Men »ude i virkeligheden« fortsatte konflikterne. De væbnede grupper var stadig meget varsomme og skeptiske over for regeringens virkelige hensigter. Det er ikke første gang, at der har været våbenhvileaftaler, og ingen af dem har ført til varig fred.

Der vil aldrig komme til at eksistere nogen demokratisk stat i i Burma, uden at man tager de etniske gruppers krav i betragtning. De etniske grupper repræsenterer cirka en tredjedel af landets befolkning. Mindretallene er udsat for diskrimination. De består både af etniske og religiøse mindretal, men også af grupper af indisk og kinesisk oprindelse. De bliver ikke behandlet som ligeværdige med det burmesiske flertal. En varig fred kan ikke skabes uden at tage deres krav i betragtning. De drejer sig om lige rettigheder, selvstyre og økonomisk udvikling, og om spørgsmålet om Burma som en føderal stat.

Udvikling af internationale relationer
Reformene har også konsekvenser for Burmas forhold til sine naboer, og først og fremmest til Kina. Militærjuntaen har altid opretholdt meget stærke forbindelser til Beijing. Kina har investeret milliarder af dollars i landet, i infrastrukur og i handelskontrakter til køb af råmaterialer, uden at den burmesiske befolkning fik nogen glæde af det. Blandt de største projekter, som Kina havde sat i gang i 2009 var konstruktionen af den gigantiske Myitsone-dæmning på Irrawaddy-floden, i Kachinstaten. 90 procent af dæmningens ydelse skulle overføres til Yunnan-provinsen i det sydlige Kina. Da kontrakten blev skrevet under i 2006, blev projektet mødt med meget stor modstand især fra Kachin-folket. Men som liberaliseringen skred frem, fandt kritikken genklang på nationalt niveau. Stillet overfor oppositionens styrke valgte præsidenten at suspendere konstruktionen af dæmningen på ubestemt tid, endda uden at advare Beijing på forhånd. Denne beslutning ser også ud til at afspejle regeringens interesse i at brede sin internationale støtte ud, og ikke fortsætte med at være alt for afhængig af Beijing.

Burmas relationer inden for Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer(ASEAN) har også udviklet sig betragteligt. Det lykkedes regeringen at få tildelt det rullende formandskab for ASEAN i 2014, to år tidligere end ellers planlagt. Denne internationale position skulle gøre regeringen i stand til at hævde sin legitimitet i Burma før valget, som skal holdes i 2015.

Et eftertragtet økonomisk marked
Amnestien til de politiske fanger, optøningen af forholdet mellem politiske modstandere og de relle indrømmelser af demokratiske friheder er blevet hilst velkommen som »betydelige fremskridt« både af modstandere i landet og af det internationale samfund. Men de reformer fra regeringen, som man ikke kunne forestille sig for bare et år siden, er ikke resultatet af en omvendelse til demokrati. Præsident Thien Sein har som højeste prioritet en ophævelse af de økonomiske sanktioner, som vil tillade vestlige investeringer at vende tilbage til landet. De ændringer, som den nye regering foretager, sker på en meget tilbagestående økonomisk baggrund. Den regerende junta har ikke andre visioner for samfundet end personlig berigelse for sine egne medlemmer, at plyndre og gøre sig til gode med dette rige lands værdier, med dets overvældende naturlige ressourcer. Efter 60 år med militært diktatur er landet rippet for værdier og er blandt »de mindst udviklede i verden« (ifølge FN). Den økonomiske tilbageståenhed er så dyb, at det utvivlsomt nu er umuligt at fortsætte med at vokse i velstand uden at begynde på virkelige økonomiske reformer.

Samtidig ser de store vestlige magter ethvert nyt tiltag, uanset hvor begrænset det er, som et skridt fremad mod demokrati, med det formål at kunne legitimere deres tilbagevenden til landet. Udviklingen af Burma er et umådeligt lovende marked, som skærper de multinationales appetit. Burma er rig på naturressourcer (bygningstømmer, guld, ædelstene, gas og olie for at nævne nogle). Landet er placeret på en strategisk korsvej mellem Indien og Kina, med adgang til det Indiske Ocean. Det er ikke vanskeligt at forstå, hvorfor vi ser en række repræsentanter fra de vestlige lande (USA, Australien, EU, Storbritannien, Frankrig, Norge ….) opføre sig som salgsagenter for de store nationale og multinationale virksomheder.

Hæren ser ud til at ønske at sikre en politisk overgang, der vil fastholde deres kontrol over økonomi og handel, mens de viser en facade, der i det mindste er acceptabel for de vestmagter, der sandsynligvis vil investere i landet. Men overgangen fra militærdiktatur til demokrati (en demokratisk facade) er ikke let. Præsident Thein Sein har indgået en aftale med Suu Kyi for at kunne gennemføre reformerne, uden at der kommer ballade i gaderne. Han har forpligtet sig overfor de vestlige magter, der bare venter på, at sanktionerne bliver ophævet, så de kan investere i landet. Men den sociale bevægelse, der udviklede sig omkring Myitsone-dæmningen, ser ud til at antyde, at det ikke kommer til at gå så let.

Danielle Sabai er medlem af NPA i Frankrig og Fjerde Internationale. Hun er en af International Viewpoints
korrespondenter for Asien og har en blog
»Asia Left Observer«
Artiklen er oversat fra engelsk af Martin Mørch

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com