Det er sjældent, at kampen mod udsalget af den offentlige sektor i Sydeuropa ender med en sejr. Så det bør nydes til fulde, når det sker, som det gjorde for nylig i Madrid.

 

Her led den regionale regerings planer om at privatisere styringen af hospitaler og de offentlige sundhedscentre.

Det store øjeblik i den 15 måneder lange kamp for at holde administrationen af seks hospitaler, fire specialiserede centre og 27 offentlige sundhedscentre i Madrid på offentlige hænder kom den 27. januar. Om eftermiddagen denne dag annoncerede en misfornøjet regional førstemand, Ignacio Gonzales, at privatiseringen var aflyst.

Javier Fernendez-Laquetty, hans sundhedsminister og arkitekten bag planen, trådte tilbage.

Denne overgivelse fra regeringen under det Konservative Folkeparti (PP) kom kun få timer, efter at Madrids Højesteret havde afsagt dom imod regeringen. Retten havde afvist regionalregeringens appel mod en kendelse, som suspenderede privatiseringen af sundhedssektorrens styring, indtil en fyldestgørende undersøgelse af konsekvenserne kunne gennemføres.

I sin oprindelige kendelse havde retten accepteret argumenterne fra Socialdemokraterne (PSOE) i Madrid og Madrids Sammenslutning af Speciallæger (AFEM) om, at der ikke var blevet argumenteret godt nok for en privatisering.

Kendelsen accepterede, at hvis privatiseringen blev implementeret, kunne det meget vel sætte folks konstitutionelt garanterede ret til lige adgang til behandling i fare (og introducere ”sundhedsapartheid”, som AFEM udtrykte det).

Det eneste, som Madrid-regeringen har fået ud af sit stormløb mod den offentlige sundhedssektor, er et lukket hjerteinstitut, et hospital omdannet til mellemlang og langtidsbehandling og et privatiseret centralt hospitalsvaskeri.

I omegnen af 3500 jobs i systemet er blevet skåret væk, men det er et lille tab, sammenlignet med den job-massakre, som en succesfuld gennemførsel af Laquettys plan ville have ført til.

Den hvide tidevandsbølge
Rettens afgørelse var den juridiske anerkendelse af en politisk sejr. I den store kamp om hjerterne og hjernerne hos Madrids indbyggere triumferede modstanderne af privatisering i en region, hvor PP har det absolutte flertal blandt vælgerne.

Denne sejr var frugten af en kampagne, der mobiliserede sundhedspersonalet, hospitalspatienter, fagforeninger, lokalgrupper, venstreorienterede partier, anti-privatiseringsplatforme og netværk fra 15M-bevægelsen (Indignados).

Kampagnen blev kendt som “den hvide tidevandsbølge” af sundhedsarbejdere og deres støtter, navngivet efter den ”grønne tidevandsbølge”, som de ansatte i de offentlige uddannelsesinstitutioner tidligere havde ført imod nedskæringer i uddannelsessystemet. Den hvide bølge betød 15 måneders intense aktiviteter: strejker, sit-ins, demonstrationer, offentlige møder og seminarer, indsigelser, protester uden for private virksomheder, som var udset til at profitere af frasalgene og solidaritetsblokader udenfor retten.

Jesus Jaen, talsperson for sundhedsarbejderne og brugerplatformen, Patusalud beskrev kampagnens betydning den 28. januar i en artikel på websiden Publico: ” Gennem enhed blandt sundhedsarbejdere, patienter og lokale beboere opbyggede vi et magtfuldt socialt flertal.”

“Det har været rørende at tage del i disse bølger, hvor de hvide kitler blandede sig med de ældre og ikke så få patienter, som kom i deres kørestole eller med deres iltflasker.”

“Her var folket i bredeste forstand, kraftfuldt og beslutsomt for at slås til det sidste.”

Den hvide tidevandsbølge blev først set i november 2012. Personale, patienter og lokalsamfundet ved Hospital de la Princesa påbegyndte en sit-in på ubestemt tid i protest mod forslaget om at omdanne det til et alderdomshjem.

Denne sit-in var også startskuddet til ideen om egentlige massemøder og generalstrejke i hele sundhedssystemet.

Efter de første gadeprotester mobiliserede den hvide tidevandsbølge i Madrid den tredje søndag i hver måned. Dens 15. march i træk fandt sted, kun en uge inden regeringen overgav sig.

Støtten fra lokalsamfundet
Allerede fra de første to-dages strejker i november og december i 2012 var det klart, at bevægelsen fik støtte fra alle niveauer af sundhedsarbejdere. ”Der foregår noget mærkeligt,” hørte man sygeplejersker og rengøringspersonalet sige, ”jeg så min afdelingsleder ved mødet i går.”

Bevægelsen vandt også støtte fra speciallæger som havde dannet AFEM for at kæmpe imod konsekvenserne af nedskæringerne for den offentlige services kvalitet. Da Laquetty-planen blev kendt, indkaldte AFEM til en lægestrejke på ubestemt tid, som varede fem uger.

Støtten voksede, efterhånden som detaljerne i frasalget blev tydeligere. I april sidste år fandt sundhedsarbejderne ud af, at en del af aftalen med de tre private virksomheder, som var blevet valgt til at få arbejdet (uden konkurrenceudsættelse) var, at 3120 jobs ikke ville være sikret.

Men den hvide tidevandsbølge overbeviste ikke bare flertallet af lokalsamfundet om, at deres kamp handlede om at forsvare offentlige jobs. Den 13. maj sidste år organiserede omkring hundrede lokale grupper og antiprivatiserings-platforme en lokal afstemning om Laquettys plan: 94 procent af 935.794 mennesker deltog og afviste den.

Den politiske smerte i PP voksede uvægerligt. Jaen sagde: ”I et område som forstaden Salamanca kom hundredtusindvis af mennesker op til os ved Hospital de la Princesa for at lade os vide, at ’jeg stemte ikke på PP, for at de kunne lukke mit hospital.’ ”

Bommerter
Sejren kunne ikke være vundet uden den usædvanlige mobilisering, men den blev også hjulpet på vej af regeringens bommerter, styret af PP’s mest højreorienterede elementer.

I første omgang blev privatiseringen iværksat af den tidligere regionale leder i Madrid, Esperanza Aguirre, for at vise de regionale PP-ledere – og den nationale PP-regering – hvordan man kunne knuse modstanden mod “eksternalisering” af den offentlige service. (Ordet ”privatisering” er bandlyst fra PP-terminologi)

Aguirre hentede Laquetty ind fra the Foundation for Analysis and Social Studies, en PP-tænketank, til at være hendes rambuk i dette angreb.

Laquettys strategi med et frontalt angreb tvang i stedet alle offentligt ansatte sundhedsarbejdere ind i én fælles alliance. Noget, som den mere forsigtige tilgang fra andre PP-administrationer havde undgået gennem del-og-hersk aftaler, der ”tilgodeså” visse grupper.

Madridregeringen har også lidt af en høj grad af arrogance, inkompetence og overmod.

Dens oprindelige dokument til retfærdiggørelse af privatiseringen var hele 11 sider langt. Dets tal for de potentielle besparelser faldt fra 500 mio. euro til 200 mio. euro, så til 163 mio. euro, efterhånden som den kæmpede med at følge med de mod-analyser, som AFEM og andre kom med.

Den 21. juni sidste år blev to tidligere PP sundhedsministre anklaget for tvangsforanstaltninger, ulovligt misbrug af offentlige midler, dokumentfalsk, bestikkelse, indgriben i rettens gang, bedrageri og underslæb – alt sammen i forbindelse med en tidligere bølge af privatisering. Gonzalez og Laquetty fortsatte ikke desto mindre, som om dette ikke var relevant for deres planer.

Sådanne øjeblikke var som et frispark for den kløgtige medie- og retslige taktik fra aktivisterne i den hvide tidevandsbølge. Deres svar på denne slags opførsel havde held med at overbevise folk om, at privatiseringsplanerne i Madrid ”ikke bare,” som en AFEM talsperson udtrykte det, ”var en neoliberal model, men et mafia-svindelnummer.”

Landvindinger
Den hvide tidevandsbølge vandt, fordi den byggede på selvorganisering blandt dem, som det gik ud over, og fordi den brugte erfaringerne fra 15M-bevægelsen for ”ægte demokrati” som skød op 2011

Som i lærernes kamp mod besparelse på de baleariske øer, har massemøderne, som involverer alle, været den grundlæggende beslutningsenhed. Fagforeningsledere, som ofte var dybt involverede, har været nødt til at respektere resultatet på grund af den autoritet, massemøder har blandt medlemmerne af fagforeningen.

Sejren kan kun have positive betydning for den sociale kamp i den spanske stat. For det første kan klicheen ”protester betaler sig ikke” smides ud af vinduet, når de så tydeligt har betalt sig.

For det andet forstærker Madrid-sejren krisen i PP og den seneste meningsmåling viser, at partiet står til at tabe i Madrid, Valencia, Navarra og på nationalt plan. I denne atmosfære bliver kravet om, at de miskrediterede PP-regeringer skal træde tilbage til fordel for tidlige valg mere og mere overbevisende.

Dick Nichols er Europa-korrespondent for det australske ugemagasin Green Left Weekly og er bosat i Barcelona. Oversat fra Green Left Weekly af Bodil Olsen.

Opslået i Sundhed, Sydeuropa

single.php