Fredag den 13. marts og søndag den 15. marts var der massemobiliseringer over hele Brasilien. Over en million mennesker gik på gaden.

Den første demonstration var indkaldt af det regerende Arbejderparti (PT) og dens tilhængere for at imødegå den anden, som var arrangeret af en række højreorienterede kræfter, der prøver at udnytte de kaotiske forhold i regeringen og kræver præsident Dilma Rousseffs afgang.

Krisen i regeringen skyldes en stor korruptionsskandale, som er under stadig udvikling. Skandalen involverer det statskontrollerede olieselskab, Petrobras, og de fleste af de traditionelle politiske partier – især PT og deres allierede i regeringen, og falder sammen med en kraftig nedgang i økonomien og en række nedskæringer, der ændrer Brasiliens "fremstormende økonomi" til det, som nogle kalder en "tilbagestormende økonomi". Følgende leder fra Insurgencia (se note) blev trykt to dage før de regeringsvenlige demonstrationer.

Både regeringens og højrefløjens demonstrationer er et tilbageslag og repræsenterer blindgyder for arbejderklassen

Den 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag, begyndte godt, med tusindvis af kvinder, der gik på gaden for at kræve deres rettigheder, bekræfte kampen for lighed og sige fra over for den machismo, der er så dybt forankret i samfundet. Disse var demonstrationer struttede af mod og håb. Meget forskellig fra det, der skete samme aften, da det kom til en kedelig afslutning på 8. marts.

I et forsøg på at fange øjeblikket kom præsident Dilma med en meddelelse, hvis vigtigste formål var at forsvare den finanspolitiske stramning, som allerede er i gang, og hvor folk blev bedt om at vise endnu mere tålmodighed. En modsigelse i sig selv, fordi disse stramninger ruller hele arbejderklassens rettigheder tilbage og rammer især kvinderne hårdt.

Mens præsidenten talte, blev der banket højlydt på kasserollerne i middelklassekvartererne i mindst 12 delstater. Protesterne, som var organiseret på de sociale medier, krævede en rigsretssag mod hende, og slagordet "Ud med Dilma!" lød fra altanerne, også fra luksuslejlighederne, sammen med meget grovere forbandelser og ofte i et åbenlyst sexistisk sprog. Men selv om protesterne især kom fra de fornemme kvarterer i nogle af delstaternes hovedstæder, havde de en politisk indflydelse og hævede forventningerne forud for demonstrationerne, som var indkaldt til den 13. og den 15. marts.

Men dette reaktionære tilbageslag, med en stærk dosis af klassehad, som er det sandsynlige resultat af en rigsretssag, med PSDB (det vigtigste parti på den neoliberale højrefløj i Brasilien) som vinder, betyder ikke, at det er muligt at forsvare Dilma-regeringen. Tværtimod er det i stigende grad umuligt, for erklæringen fra Dilma var lige præcis et forsvar for forsvare netop, hvad der er at distancere regeringen mere og mere fra arbejderklassen, unge og kvinder.

Disse to datoer, der udtrykker en polarisering mellem regeringens tilhængere og højrefløjen er begge blindgyder for arbejderklassen. De repræsenterer hver sin form for blindgyde.

Regeringen har iværksat et brutalt angreb på arbejdernes rettigheder med sin neoliberale tiltag. Den brugte de stigende el- og gaspriser til at få befolkningen til at betale for krisen i det eksisterende energisystem. Den hævede renten og skar ned på de offentlige udgifter, og bragte dermed landet på randen af recession og skubbede husholdningsbudgetterne tæt på konkurs. Og samtidig ser folk vigtige partiledere og offentlige personer plyndre millioner af dollars hos Petrobras.

På den anden side styrker demonstrationerne i overklassedistrikterne Brasiliens traditionelle højrefløj, med stærke overtoner af klassehad. Desuden er der tale om en kynisk aktion, for de siger ikke noget om andre tilfælde af valgsvindel, som eksemplet med Alkmin i Sao Paulo (Geraldo Alkmin fra PSDB blev valgt i 2014 for fjerde gang som guvernør i Sao Paulo), de slår ikke på pander mod de store nedskæringer, som guvernør Beto Richa gennemfører i staten Parana, og de argumenterer bestemt ikke for en udvidelse af folks rettigheder og progressive reformer i landet.

Men det er en strategisk fejltagelse at forestille sig, at harmen er begrænset til eliten. En fejl, der kun er alt for udbredt blandt de mest fremmedgjorte regeringstilhængere. I virkeligheden er der en opløsningsproces i gang i selve bunden af samfundet, drevet af en kombination af stramninger, nedskæringer, prisstigninger på energi og fødevarer, stigende renter og kreditstop for de fleste mennesker. Ingen regering kan forblive populær, når alt dette foregår. Og mens regeringen og dens forsvarere undervurderer virkningen af deres upopulære foranstaltninger, giver de mere og mere plads til, at den traditionelle højrefløj kan vinde opbakning blandt brede lag af befolkningen.

Det centrale problem er dette: Den socialistiske venstrefløj, og alle på venstrefløjen, der ønsker at kæmpe, kan ikke tillade sig at blive fanget ind af denne polarisering.

Den politiske udfordring er strategisk: at starte nu med at opbygge en tredje pol, en politisk og programmatisk opposition fra venstre, der peger i retning af en anden samfundsløsning, som er rodfæstet i kampen mod nedskæringer, i forsvaret af rettigheder, og for folkelige og strukturelle reformer. Vi må skabe betingelserne for en anden vision for landet for at kunne besætte gaderne, en vision, der ikke er gidsel hverken hos Dilmas neoliberale tilpasningspolitik, eller hos de reaktionære alternativer, som den højreorienterede opposition står for.

Vores plads er i gaderne. For det første at kæmpe for et stop for de neoliberale økonomiske stramninger – uanset hvor de kommer fra – og støtte alle sociale kampe til forsvar for folks rettigheder; og i den proces at udbrede et program for ændringer og reformer, der peger på en anden slags fremtid for landet. Dette er det grundlæggende minimum, der giver os mulighed for at forklare, at vi ikke vil deltage i demonstrationer med en reaktionær, hvid elite, men vi vil heller ikke demonstrere for at forsvare en regering, der igen har vist sig umulig at forsvare.

16. marts 2015
Insurgencia er en strømning i det brasilianske Parti for Socialisme og Frihed (PSOL), der organiserer tilhængerne af Fjerde Internationale. Udtalelsen er oversat fra International Viewpoint af Karina Skov

http://www.internationalviewpoint.org/spip.php?article3926

Opslået i Latinamerika

single.php