Gilbert Achcar blev interviewet af Stephen R. Shalom. Dette interview blev først offentliggjort på ZNet den 19. marts.

 

Hvem er oppositionen i Libyen? Nogen har bemærket, at det gamle monarkistiske flag optræder hos oprørerne.

Flaget bliver ikke brugt som et symbol på monarkiet, men som det flag, den libyske stat tog til sig efter uafhængigheden fra Italien. Det bliver brugt af oprøret for at forkaste det grønne flag, som Gaddafi har indført sammen med hans Grønne Blok, da han efterlignede Mao Zedong og hans lille røde bog. Det trefarvede flag afspejler på ingen måde en nostalgi for det gamle kongedømme. Den mest almindelige opfattelse er, at det symboliserer de tre regioner i Libyen, og halvmånen og stjernen er de samme symboler, som man kan se på flagene fra Algeriet, Tunesien og Tyrkiet – det er ikke symboler på et kongedømme.

Men hvem er oppositionen? Sammensætningen af oppositionen er – som i alle de andre oprør, der ryster regionen – meget sammensat. Hvad der forener alle de spredte kræfter er en afvisning af diktaturet og en længsel efter demokrati og menneskerettigheder. Ud over dette er der mange forskellige perspektiver. Hvad angår Libyen specielt, er der en blanding af menneskerettigheds-aktivister, demokrati-forkæmpere, intellektuelle, stamme-repræsentanter og islamiske kræfter – en meget bred koalition. Den vigtigste kraft i det libyske oprør er ”Ungdommen af 17. februar-revolutionen”, som har en demokratisk platform, og som opfordrer til retsorden, politisk frihed og frie valg. Den libyske opposition om fatter også dele af regeringen og de væbnede styrker, som har brudt med Gaddafi og tilsluttet sig oppositionen – hvilket man ikke ser i Tunesien eller Egypten.

Så den libyske opposition repræsenterer en blandet styrke, og bundlinjen er, at der ikke er nogen grund til en anden holdning til dem end til de andre opstande, som finder sted i området.

Er Gaddafi eller var Gaddafi en progressiv figur?
Da Gaddafi kom til magten i 1969, var det et sent udtryk for den bølge af arabisk nationalisme, som fulgte i kølvandet på Anden Verdenskrig og Nakba i 1948. Han forsøgte at efterligne den egyptiske leder Gamal Abdel Nasser, som han så som en model og inspirator. Så han erstattede monarkiet med en republik, satte sig i spidsen for en arabisk samling, tvang USA til at trække sig fra Wheelus luftbasen på libysk territorium og startede et program for social forandring.

Så gik regimet sin egen vej, og fulgte en vej med radikalisering, under inspiration fra en islamiseret maoisme. Der kom omfattende nationaliseringer i slutningen af 1970’erne – næsten alt blev nationaliseret. Gaddafi hævdede at have indført direkte demokrati – og formelt blev navnet ændret fra republik til Massernes Stat (Jamahiriya). Han foregav at have omformet landet til den gennemførte socialistiske utopi med direkte demokrati, men der kun få, som lod sig narre. ”Revolutionskomiteerne” fungerede reelt som det herskende apparat og kontrollerede landet sammen med sikkerhedsstyrkerne. Samtidig spillede Gaddafi også en særlig reaktionær rolle ved at genoplive stammeopdelingen som et redskab for hans egen magt. Hans udenrigspolitik blev i stigende grad tåbelig, og de fleste arabere begyndte at se ham som en nar.

Med Sovjetunionens krise skiftede Gaddafi fra sine socialistiske proklamationer og genåbnede sin økonomi til den vestlige forretningsverden. Han forsikrede, at hans økonomiske liberalisering ville blive ledsaget af en politisk åbning, dvs. en kopi af Gorbatjovs perestrojka, efter at have kopieret Mao Zedongs ”kulturrevolution”, men det politiske budskab var tomt. Da USA invaderede Irak i 2003 under påskud af at finde ”masseødelæggelsesvåben”, var Gaddafi nervøs for, at han skulle blive den næste og gennemførte en pludselig og overraskende kovending i udenrigspolitikken, hvorved han fik opgraderet sig fra at være en ”slyngelstat” til en tæt samarbejdspartner for de vestlige lande. i særdeleshed en samarbejdspartner for USA, som han hjalp i dennes såkaldte kamp mod terror, og for Italien, for hvem han udførte det beskidte arbejde med at forhindre immigranter i at komme fra Afrika til Europa.

I løbet af denne forvandling var Gaddafis regime hele vejen igennem et diktatur. Uanset hvilke progressive tiltag Gaddafi måtte have indført i starten, så var der intet progressivt eller anti-imperialistisk tilbage af regimet i den sidste periode. Dets diktatoriske karakter viste sig i den måde, hvorpå han reagerede på protesterne: umiddelbart at knuse dem med magt. Der var intet forsøg på at tilbyde nogen form for demokratisk indrømmelse til befolkningen. Han advarede de protesterende i en berømt tragikomisk tale: ”Vi vil komme tomme for tomme, hus for hus, gade for gade … Vi vil finde jer i toiletterne. Der bliver ingen medlidenhed eller skånsel.” Ikke nogen overraskelse, eftersom Gaddfi var den eneste arabiske hersker, som åbent fordømte det tunesiske folk for at have væltet deres egen diktator Ben Ali, som han beskrev som den bedste leder, tuneserne kunne finde.

Gaddafi tyede til trusler og voldelig undertrykkelse, og hævdede at demonstranterne var blevet gjort narkoafhængige af Al Qaeda, som havde blandet stoffer i deres kaffe. At beskylde Al Qaeda for opstanden var hans måde til at få støtte fra Vesten. Havde der været noget tilbud om hjælp fra Washington eller Rom, kan man være sikker på, at Gaddafi havde taget imod det med glæde. Faktisk udtrykte han sin bitre skuffelse over holdningen hos Silvio Berlusconi, den italienske premierminister, som han havde festet med, og beklagede at hans andre europæiske ”venner” også havde bedraget ham. i de sidste år blev Gaddafi ganske rigtigt en ven af flere vestlige ledere og andre fremtrædende personligheder, som – for en håndfuld dollars – var parate til at gøre sig selv til grin ved at udveksle kram med ham. Selv Anthony Giddens, den fremtrædende teoretiker bag Tony Blairs tredje vej, fulgte i sine disciples fodspor ved at aflægge et besøg hos Gaddafi i 2007 og skrev i The Guardian, hvordan Libyen var på vej til reformer og på sin egen måde ved at blive Mellemøstens Norge.

Hvad er din vurdering af Sikkerhedsrådets resolution 1973, som blev vedtaget den 17. marts?

Selve resolutionen er formuleret på en måde, som tager højde for – og ser ud til at svare på – ønsket om en no-fly-zone fra oprøret. Oppositionen har faktisk eksplicit bedt om en no-fly-zone, på betingelse af, at ingen udenlandske tropper bliver indsat på libysk territorium. Gaddafi har hovedparten af de væbnede styrkers ledelse, med luftvåben og tanks, og no-fly-zonen vil faktisk neutralisere hans vigtigste militære fordel. Ønsket fra oprøret kommer til udtryk i resolutionsteksten, som bemyndiger FNs medlemslande til at ”tage alle nødvendige midler … for at beskytte civile og civilt befolkede områder under trussel fra angreb i den Libyske Arabiske Jamahiriyya, herunder benghazi, og udelukker samtidig en udenlandsk besættelsesstyrke af nogen art på nogen del af libysk territorium.” Resolutionen indfører ”et forbud mod alle flyvninger i den Libyske Arabiske Jamahiriyyas luftrum for at hjælpe med til at beskytte civile.”

Men der er ikke tilstrækkeligt med forsikringer i resolutionens ordlyd til at forhindre, at den bliver brugt til imperialistiske formål. Skønt formålet med enhver aktion angiveligt er at beskytte civile, og ikke et ”regimeskifte”, så er afgørelsen om, hvorvidt en aktion lever op til dette formål eller ej overladt til de intervenerende magter og ikke til oprøret, eller ikke engang til Sikkerhedsrådet. Resolutionen er totalt forvirret. Men set i forhold til hastværket med at forhindre en massakre, som uundgåeligt ville være blevet resultatet af et angreb på Benghazi fra Gaddafis styrker, og fraværet af andre alternative midler til at indfri målet om at yde beskyttelse, så kan ingen med rimelighed gå imod den. Man kan forstå dem, som undlod at stemme for; nogle af de fem staters som undlod i Sikkerhedsrådets afstemning, ønskede at udtrykke deres foragt og/eller ubehag ved manglen på et ordentligt tilsyn, men uden at tage ansvar for en overhængende massakre.

Vestens svar lugter, naturligvis, af olie. Vesten frygter at blive trukket ind i en langvarig konflikt. Hvis der skete en større massakre, ville de være nødt til at indføre embargo mod Libyens olie, og på den måde holde oliepriserne oppe på et højt niveau på et tidspunkt, hvor – i den nuværende tilstand af verdensøkonomien – det ville have alvorlige negative konsekvenser. Nogle stater, herunder USA, var tilbageholdende. Kun Frankrig stod op som en meget ivrig fortaler for en stærk aktion, hvilket kan hænge sammen med den kendsgerning, at Frankrig – modsat Tyskland (som undlod at stemme i Sikkerhedsrådet), Storbritannien og først og fremmest Italien – ikke har mange interesser i den libyske olie, og ganske givet håber at få en større andel efter Gaddafi.

Vi kender alle Vestens påskud og dobbeltstandarder. For eksempel ser det ikke ud til, at deres påståede bekymring for lidelser på civile fra luftbombardementer var et problem i Gaza 2008-09, da hundredvis af civile blev dræbt af israelske krigsfly i forbindelse med en ulovlig besættelse. Eller den kendsgerning , at USA tillader sin klient i Bahrain, hvor USA har en vigtig flådebase, at gennemføre en voldelig undertrykkelse af den lokale opstand, med hjælp fra andre af Washingtons regionale vasaller.

Men det er stadig en kendsgerning, at hvis Gaddafi fik lov til at fortsætte sin militære offensiv og indtage Benghazi, så ville der være sket en større massakre. Her er et tilfælde, hvor befolkningen er i virkelig fare, og hvor der ikke findes noget rimeligt alternativ til beskyttelse. Gaddafis angreb ville ske i løbet af timer eller højst nogle dage. Man kan ikke med henvisning til anti-imperialistiske principper gå imod en aktion, som vil forhindre en massakre på civile. På samme måde kender vi karakteren og dobbeltstandarden hos politiet i den borgerlige stat, men alligevel kan man ikke ud fra anti-kapitalistiske principper fordømme nogen, som tilkalder dem, hvis en person er ved at blive voldtaget og der ikke er nogen andre måder til at stoppe voldtægtsforbryderen.

Når det er sagt, og uden at gå imod en no-fly-zone, så må vi udtrykke vores skepsis og kræve fuld kontrol med de lande, som gennemfører aktionerne, for at sikre, at de ikke går videre end at beskytte civile, som er mandatet fra FN-resolutionen. På TV så jeg menneskemasserne i Benghazi hylde vedtagelsen af resolutionen, men jeg så også et skilt midt i mængden med påskriften ”Nej til udenlandsk intervention”. Folk der skelner mellem !”udenlandsk intervention”, hvormed de mener landtropper, og en no-fly-zone, som yder beskyttelse. De går imod udenlandkse tropper. De er på vagt og stoler med god grund ikke på de vestlge magter.

Så for at opsummere, så mener jeg ikke, ud fra et anti-imperialistisk perspektiv, at man kan eller skal gå imod no-fly-zonen, eftersom der ikke er noget plausibelt alternativ til at beskytte den truede befolkning. Egypterne siges at have leveret våben til den libyske opposition – og dette er fint – men alene ville det ikke have kunnet udgøre en forskel, som ville have reddet Benghazi i tide. Men igen: Man må stå fast på en meget kritisk holdning til, hvad de vestlige magter kan finde på.
 

Hvad vil der ske nu?
Det er svært at sige, hvad der nu vil ske. Sikkerhedsrådets resolution kræver ikke et regimeskifte; det handler kun om at beskytte civile. Gaddafis fremtid er usikker. Nøglespørgsmålet er, om vi vil se en genopblussen af opstanden i det vestlige Libyen, herunder Tripoli, som kan føre til en opløsning af regimets væbnede styrker. Hvis det sker, så vil Gaddafi snart blive fjernet. Men hvis regimet lykkes at bevare en stram kontrol i vest, så vil der ske en de facto deling af landet – selv om resolutionen fastslår Libyens territoriale integritet og nationale enhed. Det kan være det, som regimet har valgt, eftersom det netop har annonceret sin overholdelse af FN-resolutionen og erklæret våbenhvile.

i så fald vil vi få en langvarig stillingskrig, hvor Gaddafi kontrollerer den vestlige og oppositionen den østlige del af landet. Det vil åbenlyst tage nogen tid, før oppositionen kan klargjort de våben, man får fra og gennem Egypten, til et niveau, hvor man kan påføre Gaddafis styrker et militært nederlag. Med tanke på karakteren af det libyske territorium, så kan det kun blive en regulær krig snarere end en folkekrig, en bevægelseskrig over lange territoriale strækninger. Det er derfor, udfaldet er svært at forudsige. Igen er bundlinjen her, at vi bør støtte en sejr for den demokratiske libyske opstand. Hvis den bliver slået ned af Gaddafi, vil det være et alvorligt tilbageslag, som vil have en negativ påvirkning på den revolutionære bølge, som i øjeblikket ryster Mellemøsten og Nordafrika.

Gilbert Achcar er libanesisk akademiker, forfatter og socialistisk aktivist. Han underviser på School of Oriental and African Studies på University of London og har udgivet en række bøger om især mellemøstlige forhold.

Opslået i Arabiske revolutioner

single.php