”Det var eliten, der stemte ja til EU-valget”, har det lydt med tung røst fra adskillige nyhedsværter på landets to store tv-kanaler. Men udgør eliten virkelig 47 procent af befolkningen?

 

Som dekoration og dokumentation for "elite-teorien" har de ofte haft et Danmarkskort med valgkredsene i forskellige farver: Blå eller lysegul betyder ”nej”, grønne valgkredse betyder ”ja”. Der er fire grønne pletter på kortet: Nordsjælland og Århus, javel. Men så er der lige to mere: Ringkøbing og Viborg. De ignoreres i total tavshed, som om de ikke eksisterer. De passer nemlig rigtig dårligt ind i det forsimplede billede af ja- og nejsigere.

Ingen tvivl om, at der er stort flertal for EU-integration i de mest velbjærgede områder af Danmark. De rige og højtuddannede kender deres klasseinteresser og stemmer derefter. At de bor i Nordsjælland er ingen hemmelighed. Det er heller ingen overraskelse, at der er mange af den slags i centrum af København og Århus. (Selv om det nok bør give anledning til eftertanke, at Nørrebro og Vesterbro stemte ja!).

Hvem stemte egentlig ja?
Men selvfølgelig tilhører ikke alle ja-sigere ”eliten”. Ja-sigerne udgør – trods alt – 47 procent af stemmerne. Det giver i sagens natur ingen mening at placere næsten halvdelen af befolkningen i en udefineret elite. Og det giver slet ingen mening at tale om elite, når det handler om flertallet af befolkningen omkring Ringkøbing og Viborg.

I stedet for at spille med på myten om, at de kloge og dygtige danskere er tilhængere af EU, mens de dumme og dovne (DF-stemmende) bønder i Udkantsdanmark, er snæversynede nationalchauvinister, så lad os prøve at kaste et blik på, hvad folk selv har sagt om deres begrundelser for at stemme ja.

Når man laver valgkampe, så gør man det traditionelt af to årsager: For at motivere tilhængerne og for at skubbe til tvivlerne. Man forsøger derimod sjældent at overbevise modstanderne – det regnes for spild af tid.

Det centrale element – ja nærmest eneste – element i kampagnen fra Ja-partiernes side, drejede sig om dansk deltagelse i Europol. Hvordan virkede kampagnen?

Motivforskning

Der har været mange efterfølgende undersøgelser om folks stillingtagen til retsforbeholdet alene ud fra forskellige socio-økonomiske kriterier. Men Gallup har også været så venlig at lave en undersøgelse, hvor man rent faktisk har spurgt folk om deres motiver til at stemme, som de gjorde.

Her viser det sig, at det afgørende for hele 73 procent af ja-sigerne, er ”troen på, at Danmark har brug for at samarbejde med de øvrige EU-lande”. Det kan hvem som helst jo tro på – eller lade være med. I disse 73 procent må der rent statistisk også være indeholdt en pæn portion ganske almindelige mennesker, der bor spredt ud over Danmark. Det er ikke et argument, der er forbeholdt overklassen eller eliten.

Nummer 2 på listen over motiver (med 59 procent) er ”et ønske om at kunne bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet”. Dette var hovedargument for Ja-partierne i deres kampagne, ja nærmest det eneste argument. Argumentet er underligt: Der er næsten 200 lande uden for Europol, den dag i dag, og de bekæmper jo også kriminalitet, og hvorfor kriminalitetsbekæmpelsen kræver et overstatsligt samarbejde fik også lov til at svæve i luften. I øvrigt fik vi ikke meget reel oplysning om Europol.

Alligevel har netop dette argument altså faktisk haft et ret solidt tag i ja-vælgerne. Personligt vil jeg til gengæld vove den påstand, at det nok ikke har været det argument, der har haft bedst fat i de velbjærgede og veluddannede.

Meget sigende er nummer 3 og 6 på listen over folks motiver for at stemme ja, to andre formuleringer, der også dækker over ønsket om at være med i Europol, mens nr. 3 på listen er en anden formulering af ønsket om at deltage i EU-samarbejdet.

Først på femtepladsen kommer der et nyt argument: ”Jeg stoler på de politikere, der anbefaler et Ja” – en holdning der fik opbakning af 29 procent af ja-sigerne. Interessant nok, så fik den samme påstand på Nej-siden kun opbakning fra 11 procent af vælgerne!

Af dette kan man måske udlede en vis tendens til et anti-autoritært oprør blandt Nej-vælgerne.
Ser man på nej-vælgernes motiver, så er det altovervejende motiv til at stemme nej, at man ikke ønsker mere EU-integration. Der var dog også hele 28 procent, der hævdede, at de stemte nej, ”efter at de grundigt havde sat sig ind i sagerne”. En tilsvarende påstand fandtes ikke hos ja-siden.

Til gengæld var der endnu flere, der angav, at en årsag til deres nej var, at de ikke ville have fælles flygtninge- og asylpolitik med EU.

Så skræmmepolitikken virker – begge veje – i hvert fald i et vist omfang.

DF vandt faktisk (også) valget
Endnu engang må vi konkludere, at valget mest af alt var en afstemning for og imod EU – og, at der er ved at være byttet om på de traditionelle for- og imod-territorier.

De to EU-positive valgkredse uden for Købehavn og Århus, var også de to områder, hvor det faktisk lykkedes Venstre at blive større end DF ved EU-parlamentsvalget i 2014.

Så uanset hvor meget vi fastholder, at de fleste nej-stemmer ikke kom fra DF-vælgere, så må vi også erkende, at det er DF’s fremgang i landdistrikterne, der har gjort, at der nu er byttet om på de traditionelle EU-tilhængerområder og EU-modstanderområder.

Omvendt gik nej-siden tilbage i de områder, der traditionelt har været venstrefløjens højborge.

Vi kan se, at mange – specielt yngre, veluddannede – betragter EU som et positivt eksempel på vellykket internationalt samarbejde. ”Det reelt eksisterende internationale samarbejde”, kan man kalde det, med en omskrivning af en gammel frase fra stalinistpartierne.

Det er også lykkedes tilhængerne at sprede et positivt billede af de resultater, EU har opnået. Fremhævelsen af ”rejsefriheden” og retten til at bosætte sig i andre lande bliver ofte opnået som et stort gode. Den argumentation går rent ind hos unge mennesker, der gerne vil ud og opleve verden!

Det velbjærgede Overdanmark har derimod indset, hvor deres klasseinteresser varetages bedst: Hos bureaukraterne i Bruxelles i et tæt samarbejde med lobbyisterne fra de internationale virksomheder; og så langt væk som muligt fra de lokale klumpedumper i det danske Folketing.

 

Opslået i EU

single.php