Fornyelsen af de offentlige overenskomster udviklede sig
i foråret 2008 til den længst varende strejke på det offentlige
område, nogensinde. Det er der mange gode grunde til.

 

Overordnet udmærker overenskomsterne for de offentligt ansatte sig ved, at arbejdsgiversiden er politikere – i kommuner, regioner og staten. Det betyder generelt, at der ikke er tale om en direkte kamp om fordelingen mellem profit og løn, men om en prioritering af de offentlige udgifter. I forårets konflikt blev denne »politisering« særlig markant. Fogh-regeringen havde på flere planer defineret snævre rammer for overenskomstforløbet. For det første ved en meget stram styring af kommunernes og regionernes økonomi gennem kommune- og regionsaftalerne og dertil hørende trusler om sanktioner, hvis aftalerne ikke overholdes til punkt og prikke. For det andet gennem et hurtigt statsligt forlig, efterfulgt af et diktat over for Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner om ikke at gå ud over rammen på 12,8 %. For det tredje ved gennem kommunalreformen at fratage regionerne ethvert råderum i form af selvstændig skatteudskrivning. Og endeligt ved gennem den såkaldte kvalitetsreform at lægge linien for dele af overenskomsterne – uddannelse og seniorordninger.

På den baggrund var det allerede ved ok-forhandlingernes start klart, at den traditionelle opfattelse af »den danske model« – adskillelse af aftalesystemet og lovgivningsmagten – var og er en illussion, når det handler om de offentligt ansattes løn- og arbejdsforhold. Det var ikke et spørgsmål om, hvorvidt eller hvornår regeringen ville blande sig i konflikten, men hvor meget.

Forspillet
De seneste par år op til konflikten var kampen om den offentlige velfærd skærpet, og blevet det centrale tema i den politiske debat. Startende med de store velfærdsdemonstrationer 17. april 2006 var store dele af fagbevægelsen gået aktivt ind i kampen for velfærd. Det blev fulgt op af demonstrationer og strejker i forbindelse med budgetafslutningerne og folketingets åbning den 3. oktober. Her var Århus i centrum – primært pga. de massive besparelser i Århus kommune (med en socialdemokratisk borgmester!). Store dele af de kommunalt ansatte strejkede i Århus, med pædagogerne som de mest aktive.

I forsommeren 2007 opstod en række spontane strejker blandt de ansatte i hjemmeplejen (SoSu-assistenter og – hjælpere). Her blev de præcise krav formuleret med parolerne: »Flere hænder og mer’ i løn« (i nogle tilfælde suppleret med »mindre kontrol«).
Efter sommerferien 2007 var der udsigt til et snarligt valg, og alle partier måtte skærpe profilen i forhold til de offentligt ansattes krav. Regeringen fik gennemført sin såkaldte kvalitetsreform og trepartsaftalen med fagbevægelsen og kommuner og regioner. Alle oppositionspartier (her inklusive Dansk Folkeparti) rejste kravet i forbindelse med finanslovsforhandlingerne om en statsfinansieret lønpulje til ekstraordinære lønforhøjelser for de lavtlønnede i forbindelse med OK 08. Dansk Folkeparti formulerede det som 5 mia. kr. fordelt over tre år. Socialdemokraterne ville give 2 mia. SF ville give 3 mia. til de lavestlønnede (nogle gange indsnævret til SoSu’erne). I Enhedslisten var kravet 11 mia., som ikke var øremærkede til bestemte grupper, men med udgangspunktet en lønstigning på gennemsnitligt 2.000 kr. om måneden pr. overenskomstår, til alle de lavtlønnede.

Takket være en offensiv propagandakampagne fra FOA kom det med tiden til at fremstå som et flertal (S, SF og DF), der var samlet om kravet om en lønpulje på 5 mia. kr. Det blev så også det billede, der blev skabt i valgkampen.

Inden ok-forhandlingerne for alvor gik i gang lykkedes det regeringen at splitte folketingsflertallet bag kravet om en lønpulje. Gennem en aftale med KL og Danske Regioner fremrykkedes de afsatte penge fra staten til lønforhøjelser, så det blev muligt at give hovedparten af forbedringer i starten af ok-perioden. Det var så fikst skruet sammen, at fremrykningen af midler præcis kunne udregnes til 5 mia. kr. Såvel Dansk Folkeparti som Socialdemokraterne prøvede at få aftalen til at fremstå som om, kravet om lønpuljen på 5 mia. kr. var indfriet. SF gjorde faktisk det samme. Men da de offentligt ansattes faglige organisationer hurtigt tog afstand fra aftalen (som ikke indeholdt en krone mere end finansministerens oprindelige plan), skyndte SF sig at sadle om.
Også fagbevægelsens top blev splittet, inden ok-forhandlingerne. Uenigheden i forhandlingsfællesskabet, KTO, i spørgsmålet om skævvridning til fordel for de lavest lønnede, betød, at FOA’s formand, Dennis Kristensen, trak sig som formand, og den interne splittelse mellem LO-forbundene betød i forlængelse af det, at det blev formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo, der blev ny formand. Det betød, at KTO nedtonede behovet for ekstraordinære lønstigninger.
Splittelsen i fagbevægelsens top har igennem hele forløbet til nu været tydelig. (Det skal i øvrigt med, at dette ikke er nyt. Især på det offentlige område har overenskomstforhandlingerne altid været præget af, at de enkelte forbund har tænkt snævert på deres egne interesser – gerne på bekostning af andre faggrupper).

En aktiv men splittet konflikt
Da de statsansatte havde indgået forlig med finansministeren, gik der ikke mange timer før deres hovedforhandler, Sine Sunesen fra Akademikaernes Centralorganisation, meldte sig på arbejdsgivernes side med meldingen om, at det ikke måtte blive sådan, at dem der ville strejke skulle kunne få mere end de 12,8 %. Det skal tilføjes, at det faktum, at forliget betød procentvise reguleringer (igen et negativt særkendetegn ved forhandlingerne på det offentlige område), favoriserer de højtlønnede – som Sine Sunesen jo repræsenterer. Som et kuriosum kan det nævnes, at de 12,8 %, der også blev resultatet i regionerne (bortset fra Sundhedskartellet) gav lægerne et lønløft på 5.000 kr. om måneden, hvilket svarer til FOA’s krav for deres SoSu’er – men for SoSu’erne betyder 12,8 % kun det halve i kroner og ører.

Sine Sunesens udmelding om, at det ikke måtte betale sig at strejke, blev i øvrigt fulgt op af en række andre faglige ledere – også fra de mere progressive forbund, som 3F.
Andre udtryk for splittelsen har været modsætningen mellem de ufaglærte/kortuddannede i FOA, og de uddannede i Sundhedskartellet og BUPL. De sidstnævnte har igennem hele forløbet slået på, at deres uddannelse ikke bliver belønnet, og især BUPL har fremhævet, at de som uddannede pædagoger »kun« får 7-8 % mere i løn, end en uuddannet. Ikke fordi, der er noget galt i, at fremhæve argumenter for højere løn, men det bærer i praksis ved til splittelsen mellem forbund (ikke mindst FOA), der repræsenterer uudannede og de andre. På den anden side kørte FOA op til konflikten en linie, hvor det handlede om, at de skulle ha’ – gerne på bekostning af andre. I den sidste fase udvidede FOA’s formand dog gruppen af »særligt trængende« til alle lavtlønnede kvinder inden for ældrepleje og børnepasning – det omfatter ud over FOA’s egne medlemmer (SoSu’er dagplejere og pædagogmedhjælpere) også pædagogerne i BUPL.

BUPL formanden, Henning Pedersens forlig, umiddelbart inden pædagogerne skulle have startet strejken, var en historie helt for sig. Med det forlig lykkedes det at få placeret pædagogerne i en negativ situation, uanset det forudsigelige Nej til resultatet, fordi deres strejke først startede fire uger efter de andre.

Splittelsen kom konkret til udtryk i, at så godt som alle strejkeaktiviteter var planlagt uden koordinering mellem forbundene, at der ikke på noget tidspunkt var tale om at koordinere krav og forhandlinger, og ikke mindst, at såvel FOA’s som BUPL’s aftaler ikke tog det ringeste hensyn til de andre strejkende. Her skal det tilføjes, at der på lokalt plan har været bedre koordinering mellem de forskellige faggrupper, hvilket blot understreger, at forbundsledelserne ikke har opbakning til deres soloridt blandt medlemmerne. Det gjaldt ikke mindst i Århus, hvor der på forhånd var opbygget et organiseret tværfagligt samarbejde mellem de kommunalt ansatte (under Den Kommunale Fællesrepræsentation). Et eksempel til efterfølgelse andre steder (ikke mindst i København). Det lokale tværfaglige samarbejde kan være springbræt for et opgør med den interne splittelse, som er indbygget i strukturen på forbundsplan.
Nu er det ikke sådan, at forbunds-ledelsernes optræden ikke også har haft positive sider. Både FOA, Sundhedskartellet og BUPL har i praksis vist en forståelse for nødvendigheden af et utal af aktiviteter under strejkerne. Og det har været tydeligt, at medlemmerne har bakket denne forståelse op med massiv deltagelse i alt fra morgensang til demonstrationer og møder.

I såvel Sundhedskartellet som i FOA har der været en fornuftig kontakt med medlemmerne – det gælder i den sidste fase i øvrigt også BUPL’s ledelse. Især FOA (med Dennis Kristensen i spidsen) har meget konsekvent – og med stort held – sat dagsordenen om mandeløn til kvindefag. Det gælder til dels også for Connie Kruckow. Tilsammen fik de opbygget en bevidsthed i befolkningen om, at lønkravene ikke »bare handlede om at rage til sig« men om ligeløn.

Efter knap ti ugers strejke sluttede konflikten med pædagogerne som de sidste, der accepterede deres forhandleres forlig og vendte tilbage til arbejdet.

Det er helt usædvanligt, at en konflikt på det offentlige område har fået lov til at køre så længe, uden et regeringsindgreb. En væsentlig del af baggrunden er, at strejkerne (de strejkende) har haft en solid folkelig opbakning. Det har i sig selv givet regeringen et problem med at gribe ind. Et problem, som ikke er blevet mindre af, at deres støtteparti, Dansk Folkeparti, frygtede for deres omdømme blandt de offentligt ansatte, hvis de bakker op om et indgreb.

Socialdemokraterne har været svingende i forhold til mange sider af konflikten – herunder regeringsindgreb.

For såvel regeringen som Dansk Folke-parti og Socialdemokraterne har det været et gennemgående mantra, at al snak om flere statslige midler til kommuner og regioner, så konflikten kunne løses til de strejkendes tilfredshed, er blevet afvist med »vi vil ikke blande os i de igangværende forhandlinger/strejker«.

Også SF har været meget tilbageholdende med støtte til flere penge. De har satset på to ting i forbindelse med strejkerne. For det første at promovere Villy blandt de strejkende. For det andet forslaget om en ligelønskommission.

Enhedslisten markerede en linie klart til venstre for de øvrige partier. Dels gennem en aktiv støtte til de strejkende, og dels ved at fastholde den politiske løsning, med krav til regering og folketing om penge til at opfylde de strejkendes krav. Men samtidig var det tydeligt, at Enhedslisten er isoleret. Både i forhold til det parlamentariske, og i forhold til reel indflydelse i de faglige organisationer.

Det sidste skyldes ikke mangel på fagligt aktive og tillidsfolk, men en manglende partiorganisering af indsatsen. Det svækker i høj grad mulighederne for at lægge et reelt pres på de faglige ledere for enhed, fastholdelse af kravene og pres på det politiske system.

Resultater
Resultaterne af konflikten kan gøres op på flere måder. Her kan vi samle dem i tre punkter:

1. Det kan betale sig at strejke. Alle de forlig, der blev indgået efter strejker »sprængte« rammen på de 12,8 %. Men selvfølgelig skal det tilføjes, at der kun blev tale om mindre forbedringer, og ikke tilnærmelsesvis et kvantespring fremad for ligeløn og opfyldelse af de strejkendes krav. Alligevel er det ubetinget en sejr, som udelukkende kan tilskrives en indædt vilje blandt de strejkende til at føre kampen til ende. Når rammen blev sprængt skete det på trods af svigt og splittelse i fagbevægelsens top, på trods af en samlet modstand i form af regering, KL og Danske Regioner, og på trods af en politisk opposition, som på ingen måde ville udfordre VK-regeringen – hverken i Folketinget eller i bestyrelserne i Danske Regioner og KL.

2. Overenskomstforløbet og strejkerne har positivt ændret den politiske dagsorden på en række punkter. For det første er kampen for ligeløn blevet et konkret emne på den politiske dagsorden. Her skal det med, at de faglige ledere i de strejkendes forbund har en stor aktie, hvor andre faglige ledere til gengæld har gjort deres til at undergrave den solidaritet der er nødvendig i ligelønskampen. F.eks. med udsagn om, at det er nødvendigt at bevare »lønrelationerne«, dvs. de eksisterende lønforskelle.

For det andet er den politiske bevidsthed om sammenhængen mellem velfærd og de offentligt ansattes løn- og arbejdsforhold blevet udviklet, i befolkningen i almindelighed og blandt de strejkende i særdeleshed. Og i den forbindelse er det tydeliggjort for flere, at regeringen er modstander i kampen for bedre velfærd.

Og for det tredje har strejkerne givet et godt springbræt for tilslutning til en aktiv kamplinie i fagbevægelsen.

På alle tre punkter er det nok værd at tilføje, at det kun bliver til konkrete resultater, hvis det bliver fulgt op inden for den nærmeste fremtid.

3. På minussiden er det langt hen ad vejen lykkedes regeringen at komme sejrrigt ud af konflikten i forhold til den politiske opposition. Regeringens problem med at gribe ind i konflikten og afslutte strejkerne med et diktat (på grund af den folkelige opbakning) fik de delvis vendt til en styrke, hvor de gjorde en dyd ud af at »respektere den danske model« (selv om regeringen jo fra starten havde sat de frie forhandlinger ud af kraft). Samtidig lykkedes det også til dels regeringen at placere hele »skylden« for sygdom og død på hospitalerne og manglende børnepasning på de faglige organisationer. Og som en væsentlig sidegevinst at få malet Sundhedskartellet og ikke mindst BUPL op i et hjørne, hvor de risikerede at strejke sig ihjel. Når dette kunne lykkes skyldes det selvfølgeligt oppositionens svaghed. Ikke mindst Socialdemokraterne, som igenigen har fået bevist sin ubegrænsede afhængighed af klassesamarbejdet – i folketinget, i regioner, i kommuner og i fagbevægelsens top. Mest tydeligt illustreret ved, at socialdemokraten Bent Hansen, som formand for Danske Regioner tog hele skraldet for regeringens manglende vilje til at give Sundhedskartellet indrømmelser – Bent Hansen må gå over i historien som regeringens nyttige idiot.

Når afslutningen på konflikten mellem Sundhedskartellet og Danske Regioner blev et forlig, der trods alt gik ud over rammen på 12,8 %, er det efter al sandsynlighed dikteret af regeringen, som har afvejet det at »vise ansvarlighed« over for de syge i forhold til ønsket om at smadre de faglige organisationer og undergrave det offentlige sundhedsvæsen. På den måde har de givet sig selv kredit til fortsatte privatiseringer.

Efter konflikten
Der kan ikke være tvivl om, at konflikten har haft en række positive effekter, på trods af, at de konkrete resultater var meget små i forhold til kravene, og på trods af, at de strejkende i hvert fald delvis må føle sig svigtet af fagtoppen og de politikere, som helt op til konfliktens start havde lovet guld og grønne skove.

Den aktive strejke har styrket sammenholdet i de enkelte faggrupper. Og lokalt også på tværs af faggrupperne. Samtidig har de strejkende sat nye dagsordener. Dels spørgsmålet om ligeløn mellem mænd og kvinder, og dels sammenhængen mellem ordentlig løn (og den mere luftige respekt) og muligheden for at fastholde folk til at yde den sociale service i det offentlige.

Men på den anden side er der ikke sket store fremskridt i udviklingen af solidariske holdninger i fagtoppen. Regeringen er ikke for alvor blevet udfordret, og i forlængelse af det, er der ikke sat spørgsmålstegn ved regeringens privatiseringsstrategi. Og endeligt har den politiske opposition vist stadig mere slående slaphed over for regeringen.
Udviklingen indtil nu har primært været præget af en stærk regering, en svag opposition og en passiv fagtop.

Det første eksempel har vi set med diskussionerne om en ligelønskommission efter strejkerne. Regeringen har uden at blive udfordret taget førertrøjen i denne diskussion. Det skyldes ikke mindst, at fagtoppen over en bred kam har droppet den solidaritet, som er kernen i ligelønskampen. Det er blevet til et internt rivegilde mellem de ledere, der repræsenterer primært mænd og primært kvinder, og de ledere der repræsenterer uddannede og uuddannede. Under hele forløbet har der været åbenlyse uenigheder, som regeringen har brugt til at sætte sin egen dagsorden. Samtidig har den politiske opposition blot betragtet diskussionerne fra sidelinien. Socialdemokraterne har haft total berøringsangst for ikke at komme til at genere nogle af deres venner i forbundshusene, og SF har også på dette punkt kun haft et mål. Nemlig at lægge sig så tæt op ad Socialdemokraterne som muligt. Dermed har også Enhedslisten – alle gode viljer til trods – måtte affinde sig med en statistrolle.

Det andet eksempel er arbejdet med de kommunale budgetter, som det er forløbet indtil nu. Det har været slående, at der kun har været meget få eksempler på faglige mobiliseringer i forbindelse med budgetterne, på trods af, at der i en lang række kommuner er udsigt til besparelser på såvel børne og unge som på ældreområdet. Faktisk kunne forårets strejkeaktiviteter have lagt op til en langt mere offensiv linie for forbedringer i forlængelse af overenskomstkravene.

Det er klart, at forløbet her også afspejler en vis form for træthed blandt de grupper, der strejkede så længe i foråret, og der er selvfølgelig også et spørgsmål om slunkne pengekasser i såvel forbund som afdelinger. Det har sandsynligvis begrænset medlemmernes vilje »til at droppe sommerferien« og gå i gang med kommunale mobiliseringer umiddelbart efter strejkerne. Og igen har vi været vidne til, at de faglige ledere ikke af sig selv går ud i aktive mobiliseringer af medlemmerne.
Men selv om det af flere – mere eller mindre gode – grunde ikke er blevet til en aktiv og offensiv opfølgning på forårets strejker, betyder det ikke, at de positive effekter af strejkerne er døde og borte. På trods af de magre resultater (især i forhold til de aktuelle prisstigninger) viser undersøgelser, at der stadig er en massivt flertal af de strejkende, som synes det var det hele værd. Og uanset regeringens og fagtoppens manøvre er de væsentlige dagsordener fastholdt. Det handler om ligeløn og generelt om højere løn og flere ansatte i den offentlige service.
Begge de to faktorer giver den politiske og faglige venstrefløj muligheder for at styrke en aktiv kamplinie i fagbevægelsen. Når man ser på den aktuelle udvikling i SF, kan vi næppe forvente den store indsats i den retning derfra. Partiet er på alle måder så fokuseret på at være ansvarlige og venlige over for socialdemokraterne og de radikale, at de ikke vil markere selv den mindste opposition i fagbevægelsen. Derfor ligger ansvaret i første omgang på Enhedslisten og andre aktive kræfter, som ikke følger linien fra partitoppen i SF. Det gør det endnu mere presserende, at Enhedslisten på alle planer arbejder for at organisere partiets medlemmer i fagbevægelsen. Der er lang vej igen, men jo længere det varer at komme ud af starthullerne, jo længere er der til målet.

Jørgen Arbo-Bæhr er forretningsudvalgsmedlem i Enhedslisten og sad i overenskomstudvalget under forårets konflikt

 

Opslået i Faglig kamp

single.php