Onsdag den 10. december var Managuas gader fyldt med mere end 5000 demonstranter. De protesterede mod etablering af den kanal, der skal forbinde Atlanterhavet med Stillehavet.

Det var den internationale dag for menneskerettigheder, og demonstranterne medbragte landets flag og bannere med slogans. I døgnet op til demonstrationen var mange tusinder fra de berørte områder taget af sted for at deltage i demonstrationen. Men undervejs blev deres busser, lastbiler og personbiler stoppet af politi og militær. Man ønskede ikke, at de nåede til hovedstaden for at demonstrere. Dette har rejst en vrede i befolkningen, som måske kan true præsidenten til næste valg, som finder sted i 2016.

Det første spadestik til kanalen skal angiveligt tages allerede den 22. december. Men den endelige rute er ikke offentligt annonceret endnu. Myndighederne er dog begyndt at tvangsflytte beboerne i nogle områder, med meget kort varsel. Og det er en af de ting, folk er meget utilfredse med.

Der foreligger heller ikke en officiel redegørelse for de miljømæssige konsekvenser, og tekniske oplysninger af miljømæssig karakter genereret under planlægning, anlæg og drift af den store kanal og tilknyttede projekter vil forblive fortroligt.

Det bekymrer befolkningen, og det bekymrer miljøforkæmpere i og uden for landet.

Centro Humboldt, som er en af de mest anerkendte miljøorganisationer i Nicaragua og Mellemamerika, har i september udgivet en omfattende rapport, hvor projektet og dets infrastruktur karakteriseres som den historisk største miljøtrussel mod landet.

Kanalen vil uden tvivl øge Nicaraguas betydning i regionen, skabe arbejdspladser og indkomster. Den forventes at tredoble den økonomiske vækstrate i landet, som er det næst fattigste land på den vestlige halvkugle, hvor 40 procent af befolkningen lever i fattigdom. Men det bliver efter alt at dømme kun Nicaraguas økonomiske elite – herunder præsident Ortegas nærmeste tilhængere – det vil smitte af på. Og det vil ske på bekostning af de oprindelige befolkningsgrupper, natur og miljø.

Den foreslåede kanal vil tilsidesætte en del af Nicaraguas forfatning – herunder oprindelige folks rettigheder til autonomi og selvbestemmelse og retten til kollektive ejerskab af kommunale og udelelige områder.

I juni 2013 vedtog Nicaraguas parlament i hast lov nr. 840. Loven giver Hongkong Nicaragua Canal Development Investment Company (HKND) en 50-årig kontrakt på projektet, der kan forlænges i yderligere 50 år. Bag HKND står – ifølge en costaricansk redegørelse – det kinesiske militær og de koncerner, der har lavet store dæmningsprojekter i Kina. HKNDs engagement afspejler den øgede tilstedeværelse af østasiatiske investorer – især kinesiske – i Latinamerika.

Kanalen vil formentlig koste 50 milliarder dollarog anslås at blive 278 km lang. Dermed bliver den tre gange så lang som Panamakanalen. Den skal være omkring 3-500 meter bred og 30 meter dyb, da den skal kunne betjene de stadigt større luksus-krydstogtsskibe samt containerskibe fra bl.a. Mærsk, som ikke kan passere gennem Panamakanalens slusesystem.

Den overordnede rute går gennem Mellemamerika største sø, Cocibolca (Nicaraguasøen), som er en vigtig kilde til drikkevand og som huser adskillige sjældne arter, bl.a. ferskvandshaj. Søen er i gennemsnit 8 meter dyb, så en udgravning af den (alene i søen skal der fjernes 1 mia. tons sediment), og indtrængende salt fra kanalen via havet forventes permanent at ændre Cocibolcas økosystem. Kanalen vil også ødelægge mere end 400.000 hektar regnskove og vådområder, hvoraf San Miguelito er omfattet af den internationale Ramsarkovention. (Ramsarkonventionen sikrer vådområders økologiske balance i forhold til såvel naturtyper som fugle og andre arter.) Der er nu planlagt et stort golf-resort i Ramsarområdet. (Se evt. oversigtskort her)

Man kalkulerer også med at etablere en næsten 400 km2 stor kunstig sø, for at føde kanalen. I tørkeår er Cocibolcas vandspejl 1,5 meter lavere end i regnfulde år, så biologerne frygter, at landets sydøstlige floder må afgive vand til kunstsøen og kanalen, hvilket igen vil gå hårdt ud over både natur og befolkning.

Lov nr. 840 omfatter ikke kun kanalprojektet. Den fastsætter også mulighed for at etablere underprojekter som f.eks. olieledninger, turistområder og frihandelsområder, jernbaner, veje, havne og lufthavne – uden at parlamentet skal vedtage nye love.

Iflg. lov nr. 840 har lokale myndigheder 7 dages indsigelsesret, ligesom ekspropriationer vil have 7 dages indsigelsesret og 30 dages effektuering. Projektet har således store sociale konsekvenser, men heller ikke på dette område foreligger der officielle redegørelser. Beboerne er naturligvis bekymrede for, om de fortsat kan drive landbrug i området, eller om kanalprojektet vil forurene søen, så de ikke længere har drikke- og vandingsvand.

Omkring 9 % af befolkningen er af indiansk oprindelse, og langt de fleste af dem bor i den tyndt befolkede Atlanterhavsregion, som udgør ca. halvdelen af landet. Her bor også efterkommere af de tidligere slaver. I 1987 vedtog sandinisterne et lovkompleks om autonomt selvstyre i regionen og territoriale rettigheder til dets indbyggere. I 2014 blev disse rettigheder udvidet. I de senere år har disse beboere i stigende grad konfronteret illegale kvægfarmere, illegale skovhuggere og narkohandlere, som alle begår overgreb på deres jord og kulturer.

Kanalprojektet vil med alle sine underprojekter ikke gøre det lettere for de oprindelige folk, og flere grupper har anlagt sag mod Ortega-administrationen for krænkelser af forfatningsmæssige og internationale rettigheder, herunder De Forenede Nationers erklæring om oprindelige folks rettigheder.

Og titusindvis af nicaraguanerne har – sammen med en masse lokale, nationale og internationale ngo’er – siden september deltaget i mere end femten protester rundt om i landet, hvor de råber: "Vores jord er ikke til salg, giv den ikke væk!". De kræver ret til vandet og jorden samt åbenhed og dialog omkring kanalen. De ser med stor bekymring afskaffelsen af regionale autonomi, hvis myndighederne forhindres i at opfylde sin rolle i forsvaret for den lokale udvikling og selvbestemmelse.

Der blev demonstreret i Managua d. 10. december, og der blev dannet menneskekæde d. 18. december i lokalsamfund på kanalruten.

De seneste ugers forsøg på at krænke demonstranternes ytringsfrihed forstummer ikke, folk er vrede og bange. Men de har alt at vide og intet at miste, så de fortsætter formentlig protesterne.

Det ville klæde Mærsk at trække følehornene til sig, men det er nok naivt at tro, selvom firmaet netop har fået en stor CSR-pris.

 

Opslået i Latinamerika

single.php