Meget tyder på, at Helle Thornings regering kan regne med et valgnederlag som i Norge, hvor Jens Stoltenbergs Arbejderparti-regering i september 2013 var færdig efter otte år ved magten. I denne artikel analyserer en norsk socialist, hvad man kan lære af den norske regerings op- og nedture.

af Anders Ekeland

Regerings-koalitionen mellem Arbejderpartiet (AP), Socialistisk Venstreparti (SV) og det liberale Centerparti går i Norge under betegnelsen "den rød-grønne regering". Den kom til magten i 2005 og trådte tilbage efter valget i 2013.

For de to partier til venstre for Arbejderpartiet, Socialistisk Venstreparti (note 1) og Rødt (note 2) var ikke kun de konkrete valgresultater skuffende, men i begge partier var det også et nederlag for selve strategien. I denne artikel vil jeg forsøge at forklare hvorfor – og hvilken lære vi bør drage af det.

Hovedpointen er, at både ”slappere” og ”strammere” på venstrefløjen i Europa i de kommende år vil stå over for en enorm udfordring: Hvordan giver vi modstanden mod nedskæringspolitik og det akutte behov for at reducere CO2-udslippet et parlamentarisk udtryk? I Grækenland begyndte det, så snart Syriza voksede fra et 5 procent-parti til et 25 procent-parti. Problemet med ”magten”, hvordan man forholder sig til at danne en ”progressiv” regering, kan snart blive en udfordring i lande som Portugal – for Bloco de Esquerda (note 3) og for Enhedslisten i Danmark. (note 4)

Det vil sige i en situation, hvor der ikke er nogen generel radikalisering, men en vis modstand mod nedskæringer og en bekymring for miljøet.

Vi har allerede erfaringerne fra Brasilien, med Arbejderpartiet og den første Lula-regering, som resulterede i en splittelse i Fjerde Internationale i Brasilien og dannelsen af PSOL. Men eftersom ”strammerne” på venstrefløjen havde været en drivkraft i opbygningen af PT – fordi Brasilien ikke tidligere havde haft et socialdemokratisk masseparti – var der mange vigtige forskelle i forhold til det europæiske partilandskab. Også selv om de grundlæggende strategiske og taktiske udfordringer lignede hinanden: Hvordan undgår man opportunisme på den ene side og på den anden side sterile antiparlamentariske holdninger.

De dårlige valgresultater for Socialistisk Venstreparti og Rødt er nyttige, når vi skal prøve at udvikle en mere givende ”overgangs”-strategi på den parlamentariske slagmark.

Den historiske baggrund
For at kunne sætte erfaringerne med den rød-grønne regering i de sidste otte år i perspektiv er det nyttigt at se på valgresultaterne siden 1968. Der er flere meget tydelige tendenser:
– Nedgangen for Arbejderpartiet
– Det manglende gennembrud for Rødt på nationalt plan
– Gennembruddet for De Grønne
– Den cykliske karakter af Socialistisk Venstrepartis stemmer
– Nedgangen for ”midterpartierne”(Venstre, Kristelig Folkeparti, Senterpartiet)

Parti-tilslutning 1969-2013, procent (afrundet)
Årstal 69 77 89 93 97 01 05 09 13
AP 46 42 34 37 35 24 33 35 31
Komm. 1 0              
SV 4 4 10 8 6 13 9 6 4
Rødt   1 1 1 2 1 1 1 1
Grønne     0 0 0 0 0 0 3
Høyre 20 25 22 17 14 21 14 17 27
Senter 11 9 7 17 8 6 7 6 6
Krist. 10 12 9 8 14 12 7 6 6
Venstre 10 5 3 4 5 4 6 4 5
FRP   2 13 6 15 15 22 23 16
Rød-grøn
ialt
            49 49 42

 

I 2001 var Arbejderpartiet ude for et historisk tilbageslag (note 5) med kun 24,1 procent og Socialistisk Venstreparti kom op på det højeste nogensinde med 12,5 procent. Grunden til Arbejderpartiets nederlag var klart – det var ikke længere et socialdemokratisk arbejderparti. Set fra et venstreorienteret synspunkt var det bekymrende i den forstand, at størsteparten af de arbejdere, som forlod Arbejderpartiet, gik til højre – især til de højreorienterede populister. Selvom deres indflydelse blandt de største norske fagforeninger ”kun” var på omkring 20 procent i 2005 og i 2009, havde de en betydeligt højere andel stemmer blandt de ufaglærte, blandt de mest uorganiserede arbejdere var det ifølge en undersøgelse 30-35 procent. (note 6)

 Forfremmelsen af det højre-populistiske Fremskrittsparti til regeringsmagten viser, at udviklingen af en mere effektiv strategi imod den højreorienterede populisme bliver en af de største udfordringer for venstrefløjen i de kommende år. Det vil jeg vende tilbage til senere. Men det, der skete efter valget i 2001, var at Socialistisk Venstreparti (SV) fik forøget støtte.

 

Meningsmålingsresultater for Socialistisk Venstreparti 1997 – 2012. Kilde: http://www.aardal.info/P1997.pdf

Med den hurtige fremgang, som figur 1 viser, gik SV’s ledelse i gang med at gennemføre det, som i årtier havde været deres strategi – dannelsen af en regering sammen med Arbejderpartiet. Der havde fra tid til anden siden 1985 været diskussioner i SV om dette spørgsmål, men nu var det ikke længere en teoretisk diskussion, det var en politisk dagsorden. Desværre var venstrefløjen i SV og Rødt ikke teoretisk forberedt på dette.

Generel skepsis, generelle betingelser – men ingen konkrete krav
Venstrefløjen i SV var generelt skeptisk overfor at deltage i en
regering ledet af AP. Det var lykkedes at få nogle betingelser vedtaget på en partikonference:
– at Socialistisk Venstreparti kun indgår i en AP/SV-koalition, hvis SV står stærkt.
– at den politiske platform for regeringen klart skulle indikere en ny retning – ikke den neoliberale politik, som den tidligere Arbejderparti-(mindretals)-regering førte.
– at de folkelige bevægelser aktivt ønskede sådan en regering.

Efter den voldsomme fremgang for SV blev disse betingelser stort set imødekommet. Det norske LO – en sammenslutning domineret af Arbejderpartiet – agiterede aktivt for en sådan regering. Faktisk var lederskabet i fagforeningerne medvirkende til at overvinde modstanden fra Arbejderpartiets elite mod at dele magten med deres traditionelle ”fjende” i arbejderbevægelsen, Socialistisk Venstreparti. De folkelige bevægelser var klart for – og det var også en naturlig følge af kritikken fra SV af den højreorienterede regerings neoliberale politik og de enorme mobiliseringer mod den imperialistiske indgriben i Irak. Der måtte tilbydes folk et alternativ til højrefløjen i parlamentet – enten en Arbejderparti-regering støttet af SV eller en regering bestående af AP og SV.

Dette er den første og meget vigtige lære: Hvis venstrefløjen har succes med at mobilisere imod den borgerlige offensiv, så må den tilbyde vælgerne et alternativ til de neoliberale partier. Dette behov er klart påpeget af Bloco de Esquerda i Portugal, da de begyndte at diskutere ideen om en venstreregering. Hvis man ikke har noget at tilbyde i sådan en situation, vil ens gruppe, ens parti, med sikkerhed blive splittet mellem dem, som ønsker at imødekomme det folkelige krav – ofte uden at se farerne ved det – og dem, som kun ser farerne og ikke mulighederne.

Venstrefløjen i SV (note 7) gav på kongressen i 2005 et temmelig skeptisk “ja”, men dog et “ja” til at gå i forhandlinger med AP, eftersom deres generelle betingelser blev accepteret. Men der var brug for nogle meget konkrete krav og konkrete betingelser for at indgå i en regering, som skulle være blevet nøgletemaerne i SV’s valgkampagne.

Blot for at vise et eksempel: Som i alle europæiske lande angreb borgerskabet pensionssystemet. Lederne i SV valgte at stå for en let modificeret udgave af Arbejderpartiets forslag for ikke at irritere dem. Fagforeningerne var meget tydelige i deres modstand. Deres ståsted var klart til venstre for SV’s ledelse. Oppositionen i SV voksede, og i februar 2005 gennemtrumfede venstrefløjen sin linje. Men ledelsen i SV bekymrede sig ikke. Pensionsreformen ville blive besluttet i parlamentet før valget. Så SV kunne stemme ”nej”, eftersom Arbejderpartiet og Høyre var 100 procent for angrebet på pensionerne.

Efter min mening skulle venstrefløjen i SV have fået partikongressen til at sige, at hvis Arbejderpartiet ikke udskød spørgsmålet om pensionsreformen til efter valget, ville det ikke blive muligt at danne en koalitionsregering. Efter min mening ville det have været umuligt for AP at lave en aftale med Høyre, hvis det havde betydet, at en koalition mellem AP og SV ikke kunne fremstå som et alternativ i valgkampen. Det er også en del af billedet, at de højreorienterede populister stemte ”nej” til denne pensionsreform. Deres forslag var selvfølgelig ikke progressivt, men det, der talte i denne sammenhæng, var et ”nej” til forringelserne i pensionsreformen.

Eftersom den højredrejede ledelse af SV – ganske rigtigt – var klar over, at ethvert populært krav, som de virkelig kørte kampagne for, ville blive opfattet af vælgerne som en absolut politisk betingelse for bare at indlede forhandlinger, gennemførte de en kampagne i foråret og efteråret 2005, som var fuldstændig blottet for sådanne krav. I stedet forsøgte de at finde populære krav, som ikke var i modsætning til AP’s neoliberale politik. Men som man kunne forvente, lykkedes det ikke, og de endte op med nogle ”kampagner”, som med rette blev latterliggjort. Det forklarer det bratte fald i meningsmålingerne og det meget skuffende valgresultat, 8,8 procent i september 2005, efter at have ligget på næsten 15 procent i flere år.

Rødt var totalt marginaliseret. De forsøgte slet ikke at blande sig i debatten om, hvilke krav SV skulle stille over for AP. De gjorde sig selv ligegyldige.

Konkrete overgangskrav – en påtrængende opgave
Den lære, der kan drages, er, at nøglen til succes for den yderste venstrefløj er ikke at modsætte sig kravet om en ”venstreregering”. Selvfølgelig har folk illusioner om, hvad en ”venstreregering” kan udrette, men opgaven er at formulere konkrete krav, som kan fungere på en systemoverskridende måde, det vil sige være så populære, at AP ikke kan gå imod dem uden at miste væsentlig opbakning. Det betyder, at man må være klar til at ”straffe” AP for dets neoliberale politik ved at stemme imod i parlamentet og fælde regeringskoalitionen. Ledelsen i SV havde, som et dogme, som det første bud, at de aldrig ville skabe en regeringskrise. Det vil blive tilfældet med de fleste ”bløde” venstrefløjspartier i Europa, Die Linke, Venstrefronten, de deler alle den samme borgerlige forståelse af, hvordan man laver politik. Når de sidder i regering, er de loyale over for regeringen.

Hvad er et borgerligt parti, og hvad er et arbejderparti?
Den velinformerede læser vil vide, at den rød-grønne regering ikke kun bestod af AP og Socialistisk Venstreparti, men at Centerpartiet, de små og mellemstore bønders (note 8) parti, også var en del af regeringskoalitionen. Dette parti har historisk tilhørt den borgerlige fløj, men de norske bønders materielle interesser er klart afhængige af en ”stor” stat, som beskytter norsk landbrug og de afsides og fattige egne af Norge mod den kortsigtede markedslogik. Så efter den anden folkeafstemning om EU i 1994 rykkede Centerpartiet gradvist over til den ”socialistiske blok” og foretrak en regering med de to andre midterpartier (Venstre og Kristelig Folkeparti), som også var imod EU-medlemskab, eller – hvis dette ikke var muligt – en regering ledet af AP, hvilket var et historisk kursskifte.

Eftersom SV er tilhænger af en protektionistisk politik for det norske landbrug og er klar modstander af EU, så passer en rød-grøn regering Centerpartiet. Betyder det, at partiet er blevet et ”rødt” parti? Nej, men det står ikke for en dårligere politik end ledelsen af AP, men i de fleste tilfælde derimod en mindre neoliberal politik.

AP’s parti-elite er ikke længere socialdemokrater, de er blevet – fra starten af 80’erne til starten af 90’erne – neoliberale, ”new labour”. Det symbolske udtryk for dette var, da partiet privatiserede det statslige olieselskab, trods stærk modstand fra socialdemokratiske medlemmer, som korrekt så dette som et brud med AP’s traditionelle linje. Et andet udtryk for AP-ledernes ”mobilitet”

Vi har set AP’s miljøminister “tage springet” til direktør i arbejdsgivernes sammenslutning. I ”gamle dage” ville dette have været tabu, nu er det business as usual. Denne udvikling af de socialdemokratiske arbejderpartier til neoliberal-venlige partier betyder, at et socialdemokratisk parti kan være værre for arbejderne end et traditionelt borgerligt parti. Kun SPD var i stand til gennemføre Hartz IV i Tyskland. Kun Labour kunne gennemføre pensionsreformer mod fagforeningerne. I Norge har vi endnu ikke set ”den store koalition” som i Tyskland, men det er kun et spørgsmål om tid. I parlamentet stemmer AP og Høyre sammen i de fleste tilfælde.

Faktisk er AP borgerskabets foretrukne redskab, når der er brug for upopulære ”reformer”. Eftersom sådanne reformer skaber utilfredshed blandt arbejdervælgerne, vil højrefløjen vinde det efterfølgende valg. Efter nogle år, hvor de konservative gennemfører nedskæringer, har vælgerne intet andet valg – eftersom den yderste venstrefløj er for svag til at udgøre et alternativ for dem, der ønsker forandring – end at stemme på ”new labour” igen. Eftersom der ikke længere er noget bredt arbejderparti med et lederskab, der adskiller sig politisk og socialt fra de traditionelle borgerlige partier, så er det kun de konkrete overgangskrav, som den yderste venstrefløj kan opnå, der betyder noget. Når regeringen består af et ”arbejder”-parti og et lille borgerligt parti som i Norge, kan det lille borgerlige parti være mere progressivt på de fleste spørgsmål end Arbejderpartiet. At kræve en ”ren” arbejderregering giver ingen mening, efter at de europæiske arbejderpartier er blevet neoliberale.

Resultatet af forhandlingerne efter valget i 2013 mellem de traditionelle borgerlige partier afspejlede samme tendens. De gamle, små midterpartier ønsker at bevare velfærdsstaten – endda mere end AP-eliten. Derfor gik de Liberale og Kristdemokraterne ikke med i regeringen, men nøjedes med at love at støtte den nye regering bestående af Højre og Fremskrittspartiet. Men det betyder også, at disse to partier kan fælde den blå-blå mindretalsregering – og vælge en AP-regering. Deres aktuelle politik ligger faktisk til venstre for AP.

Den lære, der kan drages, er, at det ikke længere giver nogen mening at diskutere venstrefløjens holdning til regeringen ud fra en ide om, at det er ok at støtte en arbejderparti-regering, men at det er en fejl at støtte en arbejderparti-regering, hvor der deltager borgerlige partier.

Det politiske paradoks
Mange kommentatorer har sagt, at det skuffende resultat for den rød-grønne regering på en måde er et politisk paradoks, fordi Norge klarer sig godt. Generelt var arbejdsløsheden lav, ingen drastiske nedskæringer, tværtimod førte høje oliepriser til rekordstore investeringer i olie- og gasudvindingen – en kronisk keynesiansk stimulering af hele økonomien (note 9). Det var ikke en Hartz IV-regering, så hvorfor skulle vælgerne stemme på højrefløjspartierne, som åbenlyst ville gennemføre i hvert fald en lidt skrappere nedskæringspolitik, selv om der ikke var tale om noget, der ligner det, vi har set i resten af Europa, eller i Sverige?

Hvis man skal tro forskernes undersøgelser – nemlig at vælgerne i bund og grund ønskede en fortsættelse af den nordiske model, en ”stor” velfærdsstat – så er der intet, der peger på et skifte til højre. De fleste nordmænd ønsker ikke mere privatisering. Men hvem er den værste til at privatisere? AP eller Høyre? AP har solgt ud af statslig ejendom og har indført markedsorienterede ledelsesmodeller i den offentlige sektor, såkaldt “New Public Management”, som skaber en bureaukratisk markedsmekanisme i den offentlige sektor. Jernbanerne, som tidligere var et sammenhængende statsligt selskab, er splittet op i forskelle selskaber, det integrerede sundhedsvæsen er splittet op, og så videre overalt. De har privatiseret telesektoren, den tidligere Ejendomsstyrelse mv. Det skaber en masse vellønnede poster for karrieremagere i AP. Hvad foretrækker du – et nepotistisk, bureaukratisk semi-marked, eller ”nye ideer og nye løsninger”, som var det slogan, det konservative parti brugte for deres markedsløsning?

Men hvis man ser nærmere efter, vil man opdage, at denne regering set fra et borgerligt synspunkt var mere succesfuld end en højrefløjsregering. Jeg har allerede nævnt pensionsreformen i 2005. Den samme logik gælder for EU-direktiverne om arbejdsmarkedet (=social dumping). Eller tag kampen mod gasfyrede kraftværker – den rød-grønne regering var hovedkraften bag afvæbningen af den meget stærke modstand mod naturgas i Norge, som havde spillet en central rolle i udenomsparlamentariske mobiliseringer i to årtier mod gasfyrede kraftværker. I regering accepterede SV at bombe Syrien. Det ville ikke være sket uden for regering. Det betød, at SV og AP kæmpede mod fagforeningerne, miljøbevægelsen og fredsbevægelsen – og fuldstændigt frustrerede og demobiliserede deres medlemmer og vælgere, især gik det ud over SV. Hvis de ikke havde været for virkningerne af den økonomiske krise, ville regeringen sandsynligvis have tabt magten allerede efter fire år. SV var nede på 4 procent allerede i kommunalvalget i 2011. Et vigtigt aspekt er, at AP-eliten var ganske tilfreds med at tabe, fordi de havde problemer med at fastholde deres egne medlemmer i en regering med SV og det stærkt EU-kritiske Centerparti. Det mest illustrative eksempel var, at AP-eliten led et nederlag i forhold til EU’s postdirektiv. Partikongressen pålagde dem at bruge Norges vetoret – for første gang nogensinde mod et EU-direktiv – for at stoppe dette privatiseringsdirektiv. I de sidste tre år har partiledelsen kun været fodslæbende og har ikke engang taget de første skridt i forhandlingsproceduren, som er fastlagt i aftalen med EU, og de var kun lykkelige over, at Høyre og Fremskrittspartiet (note 10) reddede dem fra at gennemføre kongresbeslutningen. Hvis der var virkelig var blevet nedlagt veto mod et EU-direktiv, ville det have åbnet op for en masse andre vetoer – en bremseklods var blevet fjernet.

Miljøpartiet De Grønne vokser
I slutningen af 1980´erne indså man i SV, at det var nødvendigt at have flere miljøkrav på programmet, især i relation til klimaforandringerne. Ellers risikerede man, at der ville opstå et alternativt grønt parti. SV kastede sig helhjertet ind i dette arbejde, og man lagde især vægt på modstanden mod gasfyrede kraftværker, som der i realiteten ikke var behov for, idet man allerede havde en række vandkraftdrevne elværker. Men på dette spørgsmål blev SV udmanøvreret, for man turde ikke vælte den rød-grønne regering, da AP i 2006 ville indføre de gasfyrede kraftværker. Man tilpassede sig endvidere Arbejderpartiets politik omkring handel med CO2-kvoter som det vigtigste instrument i nedbringelse af udledningerne. Dette og andre ”forræderier” skabte en del utilfredshed med SV. Miljøpartiet De Grønne fik en del af de frustrerede stemmer fra SV og gik fra at have været et ubetydeligt småparti til nu at være repræsenteret i Stortinget med et mandat. Nøglen til denne succes var, at partiet ikke forsøgte at fremstille AP’s miljøpolitik som bedre end Høyres, og at man prøvede ikke at retfærdiggøre SV´s miljøpolitik hele tiden. Men det vigtigste aspekt var dog, at De Grønne insisterede på, at skillelinjen i norsk politik ikke længere går mellem rød og blå, men mellem grå og grøn. Et synspunkt, som vakte stor genklang, og som indeholder en del sandhed. Således var mange af stemmerne på Miljøpartiet De Grønne en protest imod SV og dette partis manglende strategi med hensyn til nedbringelse af forbruget af de fossile brændstoffer (note 11).

SV har tilpasset sig Arbejderpartiets politiske linje, hvor man anser handel med kvoter som det vigtigste instrument til nedbringelse af CO2-udledningerne. Både De Grønne og Rødt er stærkt kritiske overfor denne linje. Derudover er Rødt modstander af kulskatten, fordi den ikke er progressiv, hvilket betyder, at Rødt i virkeligheden ikke har nogen reel strategi for nedbringelse af CO2-udledningerne.

Høyres succes
Eftersom bade AP og SV havde demoraliseret sine vælgere, behøvede Højre ikke gøre noget specielt for at mobilisere vælgerne, som var trætte af den bløde, om end stadig neoliberalistiske politik, som den rød-grønne regering havde ført. Højre havde også lært af de svenske konservative og var begyndt at fremstille sig selv som et arbejderparti. Desuden havde man droppet de mest åbenlyse pro-kapitalistiske og pro-velhaver synspunkter. Og da AP’s og Højres politik er ret identiske, men hvor Højre er lidt mere følsomme overfor miljøkrav, så var det ikke svært for det konservative parti at øge vælgertilslutningen.

Samtidig er det en vigtig udfordring for venstrefløjen, at Fremskridtspartiet er vokset så meget. Det skyldes, at mange arbejdere fra midten af 1970´erne blev desillusionerede over, at AP ikke længere forsvarede deres interesser, hvilket førte til en styrkelse af højrepopulisterne. Det er velkendt, at en splittelse i arbejderklassen, sådan som vi så det i Europa mellem de to verdenskrige, og som vi kan se det i dag i Grækenland, er en hovedtrussel for arbejderbevægelsen.

Fremskridtspartiet (note 12) er naturligvis ikke det samme som Gyldent Daggry i Grækenland, Le Pen i Frankrig eller Vlaams Blok i Belgien, men grundlæggende er det et parti, som ledes af de mest aggressive (”ukultiverede”) dele af den herskende elite i koalition med de mest tilbagestående dele af arbejderklassen. Der er behov for en fortsat diskussion på venstrefløjen om, hvilken taktik og strategi man skal anvende overfor denne slags parti. Lad mig blot nævne et enkelt tabu-område: indvandrerpolitik. Både SV og Rødt har en fuldstændig borgerlig liberal tilgang til problemstillingen. Jo mere til venstre man er, jo mere er man tilhænger af de åbne grænsers politik.

Asylpolitik underminerer faglige landvindinger
Venstrefløjen har aldrig kunnet vise, at asylsøgere i virkeligheden er blevet brugt til at opbygge en reservearme af arbejdere, som ikke bare medfører løntrykkeri, men som også truer med fuldstændigt at underminere det norske lønniveau. Flertallet på venstrefløjen har aldrig taget seriøst, at den nye indvandrer-venlige og antiracistiske holdning i den herskende klasse i virkeligheden blot er et instrument, der skal bruges til at underminere arbejdsforholdene. Venstrefløjen har aldrig gjort det klart, at udvidelsen af EU mod øst præcist havde til formål at lave social dumping. Venstrefløjen har heller aldrig forklaret de menige medlemmer i Fremskrittspartiet, at hvis de vil have færre asylsøgere, så skal de ikke støtte imperialistisk intervention. Den seneste bølge af asylsøgere er blot et direkte resultat af imperialistisk intervention kombineret med virkningerne af den langvarige koloniale undertrykkelse. Venstrefløjen har aldrig forklaret, at når der aktuelt er så meget undertrykkelse og fattigdom, så ville åbne grænser skabe en social og økologisk katastrofe.

Eftersom der ikke var nogen klar marxistisk materialistisk forklaring fra venstrefløjen på disse problemer, så var det ganske logisk, at der herskede den holdning, at en stor del af arbejderklassen spontant, nærmest genetisk, var racistisk. Men Fremskrittspartiets vælgere anser ikke sig selv for racistiske. De ser blot farerne ved indvandringen. For de ufaglærte arbejdere indenfor rengøringsbranchen, bygge- og anlægssektoren og hotel- og restaurationsbranchen er der tale om en reel trussel. De ”fremmede” er villige til at arbejde for skandaløst lave lønninger og vil acceptere arbejdsbetingelser og arbejdstider, som man ikke har set, siden arbejderbevægelsen blev skabt. Der findes ikke længere nogen etniske nordmænd, som gør rent i bygninger. De er ganske enkelt blevet presset ud af dette arbejdsområde. Men disse forandringer har ikke interesseret venstrefløjen.

Venstrefløjen har hovedsageligt fokuseret på den del af det anti-racistiske arbejde, der handler om at vise, hvor godt det multi-kulturelle aspekt er. Naturligvis er det en positiv ting. Men som Fremskrittspartiet og feminister i immigrantkredse har påpeget, så er der også sket det, at indvandringen har genindført holdninger til homoseksualitet og kvindefrigørelse, som i det store hele var udryddet for år tilbage af progressive borgerlige kræfter og folkelige bevægelser.

På venstrefløjen har man i mere end hundrede år ført en kamp imod de ”sorte”, konservative religiøse dogmer indenfor kristendommen. Men da tilsvarende holdninger, endda i endnu mere ekstreme former som æresdrab på unge kvinder, viste sig hos de mest udbyttede og undertrykte muslimske indvandrere, var venstrefløjen meget tøvende med at gå lige så offensivt til værks, som man havde gjort imod den kristne kirke.

Der er naturligvis en fare for, at man i forbindelse med kritik af disse holdninger kunne komme til at styrke anti-islamisme og fremmedfjendske hadekampagner, men omvendt er der også risiko for, at man undervurderer den fare, de meget reaktionære religiøse holdninger kan udgøre for kvinder, homoseksuelle og andre grupper, som kæmper for frigørelse. Venstrefløjen har således ikke haft en korrekt politik på hverken arbejdsmarkedsområdet eller det ideologiske område, og det har skabt åbninger for højre-populistiske strømninger. Det faktum, at Fremskrittspartiet igennem 20 år er vokset og vokset og nu sidder i regeringen, viser, at den norske venstrefløjs taktik og strategi overfor den populistiske fare må analyseres kritisk.

Opsummering og konklusioner
Det vigtigste man kan konkludere efter den norske rød-grønne regerings fald er:
• Hvis venstrefløjen har held med at mobilisere mod krig, nedskæringspolitik og klimaforandringer, så er det nødvendigt at ”designe” et parlamentarisk udtryk for disse mobiliseringer, som man kunne kalde en ”venstre-regering”.
• Venstrefløjen vil være et mindretal i en sådan regering, og i den forbindelse er det ikke tilstrækkeligt blot at have en skeptisk indstilling. Det afgørende er, at man udformer nogle overgangskrav, som har så meget opbakning, at det er umuligt for ledelsen i Arbejderpartiet at blokere for dem, hvilket medfører, at de folkelige masser bliver yderligere radikaliseret.
• For at opnå en sådan dynamisk politisk proces er det nødvendigt, at man er villig til at vælte en ”venstre-regering”, hvis det bliver nødvendigt. Det vil sige i en situation, hvor en sådan regering blokerer for de vigtigste krav. Ellers vil bevægelsen blive demoraliseret af ”rådne kompromisser”.
• For at mindske højrepopulismens indflydelse er det nødvendigt, at venstrefløjen går videre end den liberale humanistiske holdning og tager fat på de virkninger, immigrationen har i form af skabelsen af en reservearme på arbejdsmarkedet. Venstrefløjen må tegne et mindre rosenrødt billede af de multikulturelle aspekter, og man må være lige meget imod undertrykkelse af kvinder og homoseksuelle inden for alle etniske grupper. Hvis man ikke gør dette, så vil højrefløjs populister opfange frustrationerne, der bliver skabt af den kapitalistiske krise og nedskæringspolitikken.
• Det er nødvendigt, at venstrefløjen formulerer en reel politik for, hvorledes man kommer væk fra et samfund baseret på fossile brændstoffer og sørger for en retfærdig fordeling af skatter og afgifter til fordel for den arbejdende befolkning. Hvis man ikke har en sådan tilgang, betyder det, at venstrefløjen i realiteten siger til den arbejdende befolkning, at den selv må betale for den nødvendige ændring i miljøpolitikken. Det vil kun gavne højrefløjen.

Anders Ekeland er medlem af Forbundet Internasjonalen, som sympatiserer med Fjerde Internationale. Desuden er han medlem af SV, hvor han var partiets repræsentant i Oslo-forstaden Bærums kommunestyre 2003-2007

Noter:

1) Partiet blev dannet af et netværk af ekskluderede fra Arbejderpartiet i 1960, og mange eks-kommunister tilsluttede sig.
2) Rødt hed tidligere Rød Valgalliance og samarbejder med Enhedslisten. Partiet startede som en udbrydergruppe fra ungdomsorganisationen i Socialistisk Venstreparti i 1969 – på en maoistisk platform.
3) Se interview med Francisco Louçã i International Viewpoint.
4) Se interview med Michael Voss, ”A glimpse of the discussions within the Red-Green Alliance”, IV-462, July, 2013
5) For en mere detaljeret analyse, se min artikel “Meltdown for Social Democracy,
6) Se artikel i norske Klassekampen: Kraftig LO-vekst for Frp
7) Dette er på ingen måde en organiseret strømning, eller endsige et løst netværk. Det er snarere et sæt af holdninger og en politisk tradition i Vensterpartiet, som indtil videre har været i stand til at forhindre højrefløjen i at ændre programmet i nævneværdig grad.
8) Ingen bønder i Norge er store set i en europæisk sammenhæng, men de små bønder er virkelig små, og de fleste har anden indkomst ved siden af landbruget.
9) Eftersom Norge har store oliereserver, er der intet offentligt underskud og ingen stor offentlig gæld. Men for at holde alle offentlige udgifter i ro, bliver hele overskuddet sat i en oliefond, og kun en beregnet renteindtægt på 4 procent om året kan bruges. Det var AP, som indførte denne regel. Alle partier, selv SV, accepterede denne ordning, men ikke højrefløjspopulisterne. Det betyder for eksempel, at de nødvendige «grønne» investeringer for at reducere CO2-udslippet, ikke kan gennemføres på grund af midler til investering, og at man ikke kan hæve lønningerne i den offentlige sektor, som er domineret af kvindelig arbejdskraft.
10) Fremskrittspartiet er gået fra at være for EU til at være EU-skeptisk, efterhånden som den norske befolkning er blevet modstandere. Flertallet af de nye medlemmer af partiet er modstandere af norsk EU-medlemskab.
11) Om en strategi for afvikling af de fossile brændstoffer, se John Bellamy Fosters artikel i Monthly Review.
12) Se http://www.redpepper.org.uk/Underdog-politics for en sammenligning mellem Fremskridtspartiet og andre populistiske højrefløjspartier.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com