Verdensomspændende socialt oprør mod fødevarekrisen.

af Ian Angus

“Hvis regeringen ikke kan sænke leveomkostningerne, må den simpelthen gå af. Og hvis politiet og FN-styrkerne vil skyde os, så er det okay for i sidste ende: Bliver vi ikke dræbt af kugler, dør vi af sult.”

-Demonstrant i Port-Au-Prince, Haiti

Over store dele af verden har der været sociale oprør foranlediget af stigende fødevarepriser. Det skete ikke blot i Haiti, hvor situationen er så desperat, at dele af befolkningen nu forsøger at overleve på såkaldte jordkager, der udover mudder består af lidt madolie og salt. Det er også sket i Pakistan, Tykiet, Egypten, Bangladesh, Elfenbenskysten, Cambodia (Myanmar), Cameroon, Etiopien, Honduras, Indonesien, Madagaskar, Mauritanien, Niger, Peru, Filippinerne, Senegal, Thailand, Usbekistan og Zambia.

Der er gået inflation i priserne på fødevarer, og det har særlig ramt de tre afgørende afgrøder for den fattigste del af verden, nemlig hvede, majs og ris. FN’s fødevareorganisation FAO har opgjort stigningen i fødevarepriser pr. marts 2008 og sammenholdt med samme måned året før: De generelle kornpriser er steget med 88 pct., olie og fedtstoffer med 106 pct. og mejeriprodukter med 48 pct. Generelt er prisen på fødevarer steget med 57 pct. på kun et år.

Det er katatrofalt for de 2,6 mia. mennesker, der lever for mindre end to dollar om dagen. 60-80 pct. af deres begrænsede indkomst går til fødevarer, og når prisen eksploderer på helt basale varer, er fejlernæring og sult uundgåelige følger.

I dag har hundreder af millioner ikke råd til at spise, selv om der er mad nok i verden. Og på det seneste har de sultne masser svaret igen.

Sociale oprør mod dyr mad
I mere end tyve lande har sultne demonstranter været på gaden, strejket, plyndret maddepoter, eller kæmpet mod politi eller soldater i protest over de stigende fødevarepriser, der truer dem på livet.

Protesterne har været så omfattende og så voldsomme, at det har rystet de herskende meningsdannere. Således lyder det i en leder i Time Magazine – flagskibet i verdens næststørste medie- og underholdningskoncern, der støttede George W. Bush med maksimumbeløbet ved valget til anden periode:

“Ideen om de sultende masser, som drevet af desperation går på gaden og vælter det gamle regime, har virket umådeligt fjern siden kapitalismen triumferede så endegyldigt i den kolde krig… Og dog, overskrifterne den seneste måned antyder, at de skyhøje fødevarepriser truer et stigende antal regeringer rundt om i verden… Når omstændighederne gør det umuligt for normalt passive borgere at mætte deres børn, så kan de hurtigt blive militante aktivister uden noget at tabe.”

Og der er grund til, at kapitalismens bannerførere tager krisen alvorligt. De teknologiske løsninger – som er det eneste borgerlige regeringer, filantropiske rigmænd og institutioner som IMF og Verdensbanken kan foreslå som løsning – er langt fra nok til at løse problemet. Vi vender tilbage til, hvad man kan gøre, men først et kig på årsagerne.

Hvorfor stiger prisen på mad?
Siden 1970’erne er fødevareproduktionen i stigende grad blevet globaliseret og koncentreret. En lille håndfuld selskaber står for hovedparten af verdenshandelen med basisfødevarer: 80 pct. af hvedeeksporten styres af seks selskaber, og det samme gælder for 85 pct. af riseksporten. Tre står for 70 pct. af eksporten af majs. Dermed er eksistensgrundlaget i de fattigste lande, som er nettoimportører af mad, helt afhængigt af økonomiske konjunkturer og politikkerne i den lille gruppe eksporterende lande. Når verdensmarkedet stopper leverencerne, er det de fattige, som står for skud.

Fire generelle tendenser har tilsammen styret fødevareproduktionen mod krisen:

1) Afslutningen på den grønne revolution. I 1960’erne og 70’erne investerede den vestlige verden store summer i landbrugsproduktion særligt i Asien for at modvirke stigende utilfredshed i landbefolkningerne. Effektiviteten i verdens fødevareproduktion steg helt frem til 1990 pga. investeringer i såsæd, gødning, landbrugsteknikker og infrastruktur.

I dag er investeringerne tørret ud, og på verdensplan er der blevet spist mere mad, end der er blevet produceret i syv ud af de seneste otte år. Ris- og kornlagrerne er blevet tømt, så der ikke er nogen buffer mod dårlige tider.

2) Klimaforandringer. FNs klimaeksperter har flere gange vurderet, at klimaforandringerne har potentiale til at reducere fødevareproduktionen kraftigt. Men det er ikke kun et fremtidig problem. Klimaforandringer har allerede høsten i flere dele af verden med alt fra tørke til oversvømmelser.

3) Biobrændstof. Det seneste par år er det blevet officiel politik at omdanne mad til brændstof i biler i store dele af den udviklede verden. Det driver fødevarepriserne i vejret, særligt har den amerikanske ethanolproduktion baseret på majs haft meget direkte effekt på prisen, der igen påvirker prisen på eksempelvis kød. I Nordeuropa har samme fænomen kunnet observeres på rapsprisen.

4) Stigningen i olieprisen. Prisen på olie og mad er forbundet. Ikke blot fordi mad kan laves om til erstatning for benzin og diesel, men også fordi landbrugsmaskinerne bruger olier, ligesom det kræver energi at lave pesticider osv. 80 pct. af stigningen i kornpriserne kommer direkte af højere oliepriser.

Disse generelle tendenser har tegnet konturerne af en krise i flere år. Den udløsende årsag i denne omgang var ris. Det begyndte for mere end et år siden, da først Indien og siden Kina satte loft over eksporten for at sikre deres egen fødevareforsyning. Den pludselige reduktion i udbuddet af ris bredte sig som ringe i vandet, og selv i USA indførte supermarkeder rationering på ris (max. fem kilo pr. person ad gangen – til at overleve for de fleste, men alligevel: Rationering i USA!)

Derfor oprøret
Priserne er høje, men de var højere i 1970’erne. Så hvorfor gjorde de fattige så oprør i denne omgang? Grunden er, at siden da har den mest udviklede verden og dens institutioner som IMF, Verdensbanken og WTO smadret mange u-landes selvforsyning.

U-landene, der har været fanget i en gældsfælde, er blevet tvunget til at sænke deres toldmure og åbne deres markeder for fødevarer fra den vestlige verden. Og samtidig har USA, EU, Japan og Canada kraftigt støttet deres egne landbrug, hvilket fører til en fuldstændig umulig konkurrencesituation for ulandenes bønder.

Og katastrofepolitikken stopper langt fra her: De strukturelle forandringer omfatter også et massivt skift fra subsistens-landbrug – produktion til eget forbrug – til eksportlandbrug. I stedet for at eksempelvis den afrikanske bonde selv dyrker lidt yams, er jorden blevet inddraget til kæmpe farme, der dyrker cash-crops som jordnødder eller kakao, der kan sælghes på de vestlige markeder.

Denne omlægning er grundlæggende blevet understøttet af de internationale institutioners lånepolitik, men i praksis er forandringerne blevet udført af de globale agrokoncerner. Den agrokemiske sektor med giganter som amerikanske Monsanto og tyske BASF, producerer både gødning og såsæd, og deres profitjagt favoriserer store, industrielle brug. Også handlen med basisvarer kontrolleres af få giganter, der har lagt et massivt pres for at få eksportafgrøder.

Mens politikken og de multinationales ageren har været succesfuld i forhold til at sikre rekordprofitter til de store agrokoncerner, har udviklingen været tåbelig, hvis målet er at sikre mad til verdens befolkning.

Den seneste tid oprør kommer ikke mindst af den paradoksale situation, at en lang række lande, der plejede at være stort set selvforsynende med mad, og som den dag i dag har fødevarer som den væsentligste del af eksporten, importerer langt størstedelen af deres mad. I et land som Indien, der er en enorm fødevareeksportør, er godt halvdelen af befolkningen sultende eller underernærede. Og eksemplerne er legio.

Modsvaret
Fra internationale økonomiske institutiones side, fra regeringerne i det mest udviklede lande og fra filantropiske kapitalister er svaret altid teknologisk udvikling. Men som det ovenstående har vist, er problemet ikke at producere nok mad. Problemet er, at det politisk-økonomiske kompleks, der er blevet påtvunget landbrugene de seneste årtier trækker i en helt forkert retning.

Den seneste forskning viser endvidere, at langt de mest effektive landbrug på den lange bane er små og mellemstore økologiske landbrug. Men de er ikke de mest profitable på kort sigt. Venezuelas præsident Hugo Chavez har sagt om fødevarekrisen, “at det er den største demonstration af den kapitalistiske models historiske fallit.” Og krisen er da også et helt klassisk eksempel på det irrationelle i kapitalismen, hvor det mest effektive må vige for det mest profitable med sult og mangelsituationer som resultat.

Venezuela har i den bedste tradition for international solidaritet svaret igen med nødhjælp. Men hvor prisværdigt hjælpen end er, så er der behov for et mere grundlæggende opgør med det inhumane system, som kontrollerer verdens landbrug.

Udviklingen har da heller ikke stået uimodsagt hen. Den internationale sammenslutning af jordbrugere Via Campesina – Bondens Vej – har i mere end et årti forsøgt at sætte en anden dagsorden.

Organisation består af mere end 120 bondeorganisationer fra 56 lande og kæmper for fødevaresuverænitet i stedet for fødevaresikkerhed. Ideen er, at det ikke er nok at kræve mad til de fattigste. Det handler om, at de små jordbrugere skal have retten til den jord og de afgrøder, de dyrker. Fødevare skal opfattes som en kilde til næring for verdens befolkning frem for som en vare, der handles til gavn for de store koncerner.

Kritikere har hævdet, at det er en kamp for økonomisk isolationisme baseret på et fortidigt og romantisk ideal om landbrug. Det er ikke tilfældet. I stedet er det en moderne kamp for at få udvidet menneskerettighederne, lave jordreformer, stoppe den kapitalistiske verdens mord på økosystemet og sikre, at der er mad til 850 millioner mennesker i verden, der i dag er unerernærede eller direkte sultende.

Via Campesinas har til formål, at…
…Garantere alle adgang til sikker, nærende og kulturelt passende mad i tilstrækkelige mængder og kvalitet til at sikre et sundt liv med fuld menneskelig værdighed.
…Give jordløse og jordbrugere – specialet kvinder – ejerskab og kontrol med den jord, de dyrker, og give jorden tilbage til indfødte.
…Sikre de naturlige ressourcer, specialt jord, vand og såsæd. Slutte afhængigheden af kemiske input, eksportafgrødernes monokultur og den intensive, industrielle produktion.
…Kæmpe mod WTOs, Verdensbankens og IMFs politikker, der fremmer de multinationale koncerners kontrol med langbruget. Regulere og beskatte den spekulative kapital og påtvinge et strengt Code of Conduct på de transnationale selskaber.
…Stoppe brugen af mad som et våben i kampen, der ekskluderer, urbaniserer og undertrykker bønder.
…Garantere bønder og især kvinder direkte indflydelse på foromuleringen af landbrugspolitikker på alle niveauer.

Det er en kamp, der også må kæmpes af venstrefløjspartier, uanset hvor langt de er fra landbrugerne i den tredje verden. Konkret handler det om at bekæmpe biobrændstof baseret på mad, slette ulandens gæld og få WTO ud af landbruget, hvilket også indebærer et opgør med f.eks. de europæiske regeringer, der i øjeblikket bekæmper ulandene i forhandlingerne i WTO.

Kilde: internationalviewpoint.org
Oversat og redigeret af Redaktionen.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com