Den nationalistiske tidligere militærmand Ollanta Humala løb af med sejren i et tæt kampvalg mod højrefløjens præsidentkandidat Keiko Fujimori.

I første valgrunde fik de to kandidater henholdsvis 32 og 24 procent. I anden runde den 5. juni, hvor centrum-kandidaterne var væk, vandt Humala med 51,49 procent mod 48,51 til Fujimori.

I sin sejrstale lovede Humala, at fattige peruanere nu vil få del i landets naturrigdomme og nyde godt af de seneste års imponerende økonomiske vækst på 7-9 procent. Han førte kampagne for, at det offentlige skal spille en større rolle i økonomien, og at der skal ske en omfordeling af rigdommen til gavn for de fattigste.

Resultatet kommer i forlængelse af venstredrejningen ved lokalvalget sidste år, hvor kandidater til venstre for midten gik frem. Det kan ses som et tegn på, at befolkningen omsider er ved at overvinde det falske billede af en sammenhæng mellem venstreorienteret og progressiv politik og terrorismen udført af guerillagruppen Den Lysende Sti.

De to kandidater
48-årige Ollanta Humala var kandidat for Gana Peru (Peru Vinder) – en valgalliance, som er dannet hans Perus Nationalistiske Parti. Humalas modstandere har beskyldt ham for at ville nationalisere økonomien og kopiere den politik, som Hugo Chavez står for i Venezuela, men Humala siger selv, at han er mere på linje med den moderate venstrekurs, som Arbejderpartiet i Brasilien står for.

I 2000 stod Humala i spidsen for en kortvarig opstand mod daværende præsident Alberto Fujimori, og i 2006 tabte han med en snæver margin det sidste præsidentvalg til Alan Garcia.

36-årige Keiko Fujimori er datter til Alberto Fujimoro, som afsoner en fængselsstraf på 25 år for korruption og organisering af dødspatruljer. Hun har forsvaret sin far og prist ham for at få bugt med inflationen, knuse oprørsbevægelsen Den Lysende Sti og lægge grunden til det nuværende økonomiske opsving. I sin kampagne støttede hun en markedsorienteret økonomisk politik, krævede en hård kurs mod kriminalitet og lovede støtte til de fattigste områder i landet.

Vækst og fattigdom
Væksten i den peruanske økonomi skyldes først og fremmest internationale prisstigninger på metaller. En række USA-støttede ”erhvervsvenlige” regeringer har opmuntret udenlandske selskaber til investeringer med lave skatter og en slap tilgang til menneskerettigheder og miljøkrav. Mineselskaber har presset mange bondesamfund væk fra deres jord og tvunget dem til en usikker fremtid i slumbebyggelser uden for de store byer.

Peru er blevet verdens førende sølvproducent og den næststørste producent af kobber. Men bag euforien over den succesfulde “frimarkedspolitik” finder man den samme århundredgamle skæve fordeling af rigdommen: de sædvanlige vindere (eliten i hovedstaden Lima) har øget sin andel af nationalindkomsten, mens de sædvanlige tabere (befolkningen i højlandet og Amazonas-junglen) sidder fast i fattigdom.

Valgresultatet afspejler denne opdeling. Fujimori vandt Lima, men i det sydlige højland omkring Arequipa vandt Humala med over to tredjedele.

Udfordring
Børsen i Peru reagerede umiddelbart på Humalas sejr med et fald i aktiekurserne på over 10 procent.

Selv om hans løfter om skrappere beskatning af mineselskaberne for at finansiere skoler, hospitaler og pensioner næppe kan kaldes en radikal socialistisk reform, så var det nok til at skræmme aktieejerne på markedet.

Gana Peru sidder kun på 47 af de 130 pladser i Nationalforsamlingen. Det vil kun gøre det sværere at løse den enorme udfordring med at opfylde løfterne til de fattige vælgere om reformer og social forandring, samtidig med, at Humala gerne vil berolige de kapitalistiske kræfter, som sidder på Perus formuer.

 

Opslået i Latinamerika

single.php