Valget i Island den 28. april har vakt stor forundring udenlands. Efter at den siddende regering har bragt arbejdsløsheden ned på halvdelen af den danske og mindsket udlandsgælden drastisk, er den blevet straffet af befolkningen.

af Örn Ólafsson

I stedet har vælgerne bragt de to partier til magten, som i 2008 førte islændingene ud over afgrunden i en enestående økonomisk katastrofe! Hvordan kunne det ske?

Lad os gå tilbage til begyndelsen af 00’erne. I Island sad en koalitionsregering af de Konservative og midterpartiet Fremstødspartiet (Framsóknarflokkurinn) ved magten (det er ukorrekt, både politisk og leksikalt, at kalde det Fremskridtspartiet. Framsókn er en militær term og betyder offensiv). På dette tidspunkt dominerede liberalismen overalt, også i Island. De største banker var i statseje, men blev nu privatiseret på den sovjetiske måde, det vil sige solgt billigt til venner af de regerende partier. Finanstilsynet blev gjort magtesløst og kapitalkravet til bankernesat ned fra 4 til 2 procent på linje med EU’s regler.

Icesave-skandalen
Det vil sige, at bankerne kunne udlåne 50 gange flere penge end de havde indestående. Islændinge fik nu penge til at købe Illum, Magasin, Sterling, Merlin osv. Med andre ord, de kunne lave penge. Der var ikke tale om klingende mønt eller knitrende sedler, bare tal flyttet fra én kolonne på en computerskærm til en anden.

Når nu et firma får store lån, stiger dets aktier i værdi, selv om dets aktivitet, f.eks. salg eller profit er uforandret. Det mest skandaløse er, at rigmænd lånte penge i banken for at kunne købe banken! Derefter udlånte banken store summer til ejernes egne firmaer, så deres værdi steg. Når de så manglede løsøre, skabte de nye finansfyrster en bank – Icesave – i England og Holland, som gav højere renter end andre banker og derved fik kapital, som ejerne kunne bruge til at dække deres underskud i Island og andre steder. Men Icesave gik bankerot i England og Holland. De to landes regeringer dækkede tabet for de kommuner, fagforeninger og andre, som havde penge indestående i Icesave, men forlangte en tilbagebetaling fra den islandske stat. Gordon Brown brugte ovenikøbet den engelske terrorlovgivning til at indefryse alle islandske penge i England.

Den daværende islandske regering påpegede, at ifølge EU-regler var den ikke ansvarlig for enkelte islændinges fejldispositioner. Men for ikke at blive isoleret på de internationale pengemarkeder gik den alligevel med til forhandlinger om tilbagebetaling. Det islandske folketing samtykkede, men præsidenten nægtede at underskrive loven. Aftalen blev herefter sendt til folkeafstemning og blev forkastet. En ny aftale, som var mere fordelagtig for den islandske stat, blev efterfølgende forhandlet på plads, men den led samme skæbne ved en ny folkeafstemning. Og lidt senere afgjorde den internationale domstol at den islandske stat intet ansvar havde og ikke skulle betale.

Framsóknarflokkurinns løfter
Dette er en af de væsentligste grunde til valgresultatet den 28. april. Framsóknarflokkurinn havde sagt, at man ikke skulle betale Icesave. Nu fik de ret, og præsidenten blev nationalhelt. Desuden havde mange islændinge taget lån i yen, euro og dollars, fordi renten var meget lavere end i Island, Men efter katastrofen i 2008 blev kursen på den islandske krone halveret, og pludselig blev folks udenlandske gæld fordoblet.

Framsóknarflokkurinns formand lovede de mange islændinge, at heller ikke de skulle betale deres gæld. Mange havde stiftet stor gæld for at købe ting, de ikke havde råd til; store lejligheder, firehjulstrækkere, fladskærme og udenlandsrejser. Nu fik de at vide: "Den gæld bliver bare slettet".

Ingen forklaring på, hvordan gælden skal betales, og hvem der skal betale den. Men skyldnerne har nu i stort tal stemt på dette generøse parti, så det gik fra en vælgertilslutning på 5,5 til 26 procent. Alle andre politikere griner skadefro og ser frem til, at det danner regering. Så kan partiet forsøge at holde sine valgløfter – med kolossal statsgæld og inflation til følge – eller svigte sine løfter. I begge tilfælde styrer Framsóknarflokkurinn mod en katastrofe. Man har regnet ud at tre fjerdedele af denne sletning af gælden vil gå til folk som ikke behøver den, fordi de har gode indtægter. Til gengæld vil tre fjerdedele af de nødlidende ikke nyde godt af gældssletningen.

Præsidenten gav efter valget Framsóknarflokkurinns formand mandat til at danne en ny regering. Egentlig burde de konservative have fået dette mandat, for de blev valgets største parti, med 28 procent. Men præsidenten har nok villet vise, hvem der havde magten.

Begge partier fik i øvrigt lige mange folketingsmedlemmer, 19 hver (af 63). Og dette resultat er godt nok et fremskridt for de Konservative, men alligevel langt fra de 42-44 procent af stemmerne, de altid fik i (undertegnede) mands minde. Faktisk kan jeg ikke se en konservativ sejr i, at de er gået fra 29 mandater ved årtusindskiftet til 22, så 25, 16 i 2009, efter katastrofen, og 19 nu. Mange tidligere konservative vælgere er denne gang gået til Framsóknarflokkurinn.

De Venstregrønne i regering
Mange stemte formentlig på socialdemokraterne ved valget for fire år siden, kort tid efter katastrofen. Den gang gik socialdemokraterne noget frem, fra 18 mandater til 20, ligesom de Venstregrønne, som gik fra 9 til 14 mandater, og de to partier dannede regering sammen.

For at holde de Konservative fra regeringsmagten gik de Venstregrønne med til at søge om Islands medlemskab af EU. Ganske vist kun for at få klargjort, på hvilke betingelser Island kunne blive medlem, eftersom alle vidste og ved, at i befolkningen er der massivt flertal imod Islands medlemskab af EU. Alligevel kaldte et par af VG-folketingsmedlemmerne dette et forræderi og forlod partiet. Regeringen var således i mindretal i løbet af de sidste måneder.

Trods de fremskridt, den har nået, er der stadigvæk problemer. Udenlandske ejere har det, der svarer til 20 milliarder danske kroner indestående i de renationaliserede islandske banker. De har imidlertid forbud mod at føre pengene ud af landet, der er valutafrysning. Men før eller senere må man betale denne sum. Nationalbanken er bare nået frem til, at det ikke kan ske i en forudsigelig fremtid.

15 lister i valget
De sidste år har der været en betydelig bevægelse for en ny grundlov, i stedet for den, man stort set havde oversat fra dansk ved selvstændigheden i 1944. Men de konservative og Framsóknarflokkurinn modsatte sig, og lykkedes – ved lange, indholdsløse taler -at forhindre Altingets vedtagelse af den. Det vakte stor vrede mod den siddende regering, snarere end mod højrepartierne, og førte til enestående mange kandidatlister ved dette valg, 15 i alt. Valgdeltagelsen blev lav, i stedet for de sædvanlige 85-90 procent blev den nu 81,4.

En fjerdedel af stemmerne gik til nye partier, de fleste af dem opnåede dog ikke valg til folketinget, spærregrensen er nu på 5 procent. De fire største partier fik samlet 75 procent af de afgivne stemmer. Begge regeringspartierne blev halveret, Socialdemokraterne gik fra 20 til 9, Venstregrønne fra 14 til 7 mandater. En splittelse fra Socialdemokratiet (Lysende Fremtid hedder den!) fik 6 mandater, Piratpartiet (efter svensk model, fri kopiering af bl.a. film og musik) fik 3.

De Venstregrønnes nederlag
Endnu et bidrag til de Venstregrønnes nederlag var, at Altinget få dage før valget gav grønt lys for den tredje aluminiumfabrik på den sydvestlige halvø, selvom det var fuldstændig uklart, hvorfra elektriciteten skulle komme, muligvis fra forurenende jordvarmeboringer på denne halvø. Ligeledes er elprisen ikke udregnet. Den plejer at være meget lavere end til den almindelige befolkning, og mange mener, den er under fremstillingsomkostninger. Hvorfor gjorde nu VGs minister dette? Tja, en socialistisk revolution bliver aldrig lavet fra folketingssalen eller regeringskontorerne, at tro på det er revisionismens grundlæggende vrangforestilling. Den siddende regering må til enhver tid sørge for, at det økonomiske system, man nu engang har, fortsætter med at fungere.

Endvidere havde regeringen lovet at genforhandle hele systemet med fiskerikvoterne, som har givet nogle rederier enorme rigdomme, mens mange fiskesteder landet rundt har fået frasolgt deres kvoter, hvilket har medført arbejdsløshed, affolkning og usælgelige huse. De store rederier ejer landets dominerende avis, Morgunbladid, og behersker også det konservative parti. Det lykkedes regeringen at forhøje skatterne meget på rederiernes profitter, men ellers er den sag uløst. Det er således ikke uden grund, at man anklager den tidligere regering for ikke at have holdt sine løfter. Men kan en mindretalsregering klandres for det?

I hvert fald har valgets sejrherrer, de Konservative og Framsóknarflokkurinn, nu dannet en regering under Framsóknarflokkurinns ledelse, med 4 ministre til dem selv og 5 til de konservative. Regeringens gennemsnitsalder er kun 45 år, og ingen har været minister før. Denne regering vil sænke skatterne, standse alle ændringer af grundloven, afblæse Islands ansøgning til EU og standse alle forandringer af kvotesystemet. Ellers er kursen noget svævende, så man har mistanke om, at det nok bliver de rigeste, der profiterer på skattelettelserne, ikke almuen. Og så taler mange om "Fjórflokkurinn" ´Firepartiet´, som om der ingen forskel var på de fire største partier! Kan man forestille sig større politisk dumhed?

Efter tredive års pause blev der i februar 2013 stiftet et revolutionært socialistisk parti i Island, AF, Almuefronten. Partiet stillede kun op i to valgkredse i Reykjavik og fik kun 0,1 procent af stemmerne og kom således ikke i nærheden af et folketingsmandat. Men hovedsagen er, at det fik sit program ud i medierne og kunne samle de revolutionære. De Venstregrønne skulle være et bredt parti, og havde således ikke engang socialisme på sit program, men nu er socialisme igen blevet aktuel.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com