Der er bevægelse i Tyskland – i samfundet og på det politiske plan, forud for valget til Forbundsdagen den 27. september.

 

Hvis man ser tilbage på de sociale protester, der har fundet sted i Tyskland i løbet af dette år, så er der sket en masse: 55.000 deltagere i demonstrationen "Vi vil ikke betale for jeres krise" den 28. marts; 80.000 til demonstrationen arrangeret af DGB (tysk LO) den 15. maj i Berlin; 250.000 i uddannelsesstrejke – den største ungdomsmobilisering i mange år, som mange aktivister i andre lande ser på med misundelse; lærernes strejke; 50.000 til demonstration mod atomkraft den 5. september. Og 100.000 til demonstrationen "Frihed i stedet for Angst", også i Berlin en uge senere.

Men bevægelserne er kontrollerede, indkaldt af etablerede organisationer, og uden gnist af oprør. Det er ofte pinligt få personer, som organiserer protesterne, og bevægelserne er stadig klinisk adskilt fra hinanden, på trods af forsøg på at bygge broer og udvikle fælles politiske perspektiver. Vi kan altså ikke tale om, at en ny generation er trådt ind på scenen.

Lille venstredrejning
Den voksende utilfredshed med repræsentanter for storkapitalen (banker og virksomheder), og den voksende vilje til at kæmpe for sine rettigheder, går hånd i hånd med en lille venstredrejning i tre delstatsvalg i slutningen af august (Saarland, Sachsen, Thüringen) – men som har stillet det forventede valgresultat til Forbundsdagen (det nationale parlament, red.) i slutningen af september på hovedet.

Det er muligt, at de sort-gule (koalition af det konservative/socialkristelige CDU/CSU og det liberale FDP), modsat forventningerne, ikke vil få et tilstrækkeligt flertal. Alternativet, nemlig rød-rød-grøn (en koalition af det socialdemokratiske SPD/venstrepartiet Die Linke og de Grønne), vil i øjeblikket heller ikke kunne enes om et flertal. Ganske vist er det kun i dette valg at SPD’s generalsekretær Hubertus Heil udelukker en sådan koalition på forbundsniveau . Selv Handelsblatt forventer, at der i 2013 kan komme en rød-rød-grøn koalition: »Sluserne er åbne.«

Repræsentanter for erhvervslivets organisationer har allerede fremmanet det socialistiske spøgelse. De er sure over, at SPD på valgnatten den 30. august efter valgeene i Saarland og Thüringen har annonceret, at der er slut for CDU-regeringerne i disse to delstater.

SPD’s venstredrejning
I Sachsen fik SPD 19.000 stemmer fra venstrefløjen, mens man i Thüringen og Saarland tabte 5.000 og 26.000 stemmer. Valgresultatet er blevet positivt modtaget i partiets hovedkvarter, men tilsyneladende forsøger SPD frem til valgdagen at dæmme op for vælgervandringen mod venstre. Til dette formål profileret socialdemokraterne sig på to spørgsmål, som ikke er klassiske socialdemokratiske sager: Partiet har lanceret en bredside mod forslaget fra energiselskaber og højrepartierne om at droppe afviklingen af atomkraft; og forsøger at drage nytte af de skandaler, der i den seneste tid har været med bortskaffelse af affaldet. Og SPD har opdaget Tobin-skatten som et instrument til at regulere de finansielle markeder.

Bag det nuværende lederskab, anført af Franz Müntefering, Peer Steinbrück og kanslerkandidat Walter Steinmeier, er en yngre generation allerede ved at profilere sig omkring partiets næstformand Andrea Nahles, miljøminister Sigmar Gabriel og borgmester i Berlin Klaus Wowereit. Den borgerlige presse spekulerer i, at dette nye hold vil overtage roret, hvis SPD ikke skulle blive repræsenteret i den kommende forbundsregering. Det nye team er åben over for en koalition med Die Linke på forbundsplan.

Partiet for dem over 40
Die Linke har fremgang, ingen tvivl om det. Men fremgangen er bremset. Partiet har i en lang periode ikke profiteret på krisen i et omfang som det kunne have gjort. I Thüringen fik partiet 25.000 flere stemmer, i Sachsen mistede det i alt 120.000 stemmer (og er dermed stadig det næst største parti). En særlig sejr vandt det i Saarland: i alt 103.000 stemmer i den næst mindste delstat, men det kan først og fremmest tilskrives personen Oskar Lafontaine, som mest troværdigt personificerer det "gamle" socialdemokrati, som mange vælgere ønsker tilbage.

I de to østtyske delstater kunne Die Linke imidlertid ikke standser fremgangen for sofavælgerne, og blandt førstegangsvælgere scorede partiet betydeligt dårligere end blandt alle vælgere – selv i Saarland. Die Linke har i disse valg igen profileret sig som partiet for dem over 40.

Situationen er modsætningsfyldt. Der er i befolkningen et stærkt ønske om grundlæggende politiske forandringer, et "systemskifte". Men de partier, der kunne erstatte den nuværende borgerlige regering, har ikke dette på programmet. Det eneste konkrete, som ’venstredrejningen’ i SPD signalerer, er den endelige afvikling af atomkraft og en systematisk udbygning af vedvarende energi – som et middel til at opnå energimæssig uafhængighed, og som et nyt eksportfremstød for tyske fabrikker. Et systemskifte er SPD ikke interesseret i, og det samme gælder størstedelen af Die Linke.

Debatten på venstrefløjen
Hos Die Linke er debatten om ja eller nej til regeringsdeltagelse forstummet efter delstatsvalgene. Forventningspresset om at et regeringsskifte i det mindste vil afbøde de grusomme tiltag, som melder sig i kølvandet på krisen: momsforhøjelse, hårde besparelser (regeringskoalitionen har så sent som i maj vedtaget en lov, som foreskriver en maksimumgrænse for statsgælden) massefyringer, rabiat privatisering i sundhedssektoren, yderligere stramninger af dagpengesystemet II (Hartz IV), forlængelse af atomkraftværkernes levetid osv. Die Linke (og venstrefløjen) vil imidlertid kun vinde, hvis man gør det forståeligt, hvad et systemskifte kan betyde – og hvis der endelig for en gangs skyld kommer en retfærdig kriseløsning, det vil sige hvis de rige bliver tvunget til at betale.

Debatten Die Linkes venstrefløj må derfor koncentrere sig om, hvad partiet vil opnå ved at gå med i en regering: forvalte elendigheden som i Berlin, eller åbne nye veje for et demokratisk, socialt, økologisk samfund, som også er solidarisk med den sydlige halvkugle.

11. September 2009

Angela Klein er redaktør af avisen Sozialistische Zeitung og medlem af International Socialistisk Venstre (den ene af de to tyske organisationer, som er tilsluttet Fjerde Internationale)

 

Opslået i Nordeuropa

single.php