Over 2 millioner nedlagde arbejde den 3. oktober i protest med dårlige lønninger og outsourcing til løsarbejdere. Strejken var den største arbejderprotest siden præsident Suhartos anti-kommunistiske udrensninger i 1960’erne.

I løbet af 2011 og indtil nu har vi været vidne til en ny radikaliseringsbølge i arbejderklassen. Der var momentum, da tusinder af arbejdere blev mobiliseret under the Social Security Action Comittee (KAJS) (Aktionskomité for velfærd) og forlangte en vedtagelse af loven om social sikkerhed (Social Security Provider (BPJS)) i midten af 2011. Ud over debatten om fordele og ulemper ved loven, som blev ført af forskellige arbejderorganisationer, viste mobiliseringerne sig at være en effektiv måde til at skabe et pres for kravet, og lovudkastet blev vedtaget efter en besættelse af parlamentet.

Fra begyndelsen af juli 2011 gik mindst 8.000 Freeport McMoran-arbejdere i strejke i næsten 4 måneder. Det var første gang i tiden efter Suharto (dvs. efter 1998, o.a.), at arbejderne gik i strejke. Arbejderne blokerede forsyningskøretøjer, mobiliserede deres familier og lokalsamfund og bad om lønforhøjelser ud over minimumslønnen. Selv om de ikke fik deres hovedkrav igennem, gjorde deres stærke budskab om beslutsom modstand og kravet om en løn, man kan leve af, indtryk på de indonesiske arbejdere.

Dette blev fulgt op af bevægelser omkring den nationale mindsteløn i slutningen af 2011 og i begyndelsen af 2012. Mindst 300.000 arbejdere var mobiliseret i syv industriområder i Bekasi-distriktet i Vestjava den 27. januar 2012. Deres protester kulminerede i en tre-dages spontan strejke og en motorvejsblokade. Lignende mobiliseringer fulgte i omkringliggende industriområder som Tagerang, Karawang og Purwakarta i nærheden af Jakarta. Ligeledes var der udbrud af modstand i Batam – en stærkt industrialiseret provins tæt på Singapore, som er berømt for sin frihandelszone – og i adskillige industriområder i Østjava. Over 10.000 arbejdere var på gaden.

Bevægelsen stoppede ikke med det. Efter kampen for anstændige lønninger samledes tusinder af arbejdere fra Bekasi-zonen imod prisstigningen på benzin i marts 2012. I kølvandet på studentermobiliseringerne i de fleste større byer i Indonesien, viste arbejdere fra forskellige fagforeninger sig at spille en vigtig rolle i mobiliseringer imod prisstigningen og viste betydelig beslutsomhed. De var så mange og gjorde det på sådan en måde, at deres engagement i sagen udgjorde en helt ny udvikling. Bevægelsen lykkedes med at udskyde prisstigningen: Efter en dramatisk parlamentsdebat besluttede regeringen ved midnatstid den 30. marts 2012 sig for en udskydelse.

Kampen fortsætter
Titusinder af arbejdere samledes endnu engang i gaderne for at fejre 1. maj 2012. Kravene for en løn, der er til at leve af, imod outsourcing og kontraktansættelser og for socialt sikkerhedsnet var blandt de mest populære. Den 12. juli 2012 satte flere tusinder aktivister fra den indonesiske faglige landsorganisation (KSPI) en kampagne i gang mod outsourcing og lave lønninger under navnet HOSTUM. Men det egentlige startskud kom med bevægelsen i Bekasi.

Et stykke tid efter 1.maj 2012 og i løbet af juni, juli og august og helt frem til nu har denne kampagne givet genlyd med daglige spontane strejker i forskellige fabrikker og økonomiske zoner. Det startede som en opfordring til trofaste støtter i KSPI om at mobilisere og vise solidaritet med hinanden, men ingen kunne forhindre spontan støtte fra arbejdere i andre fagforeninger.

Hen over en 4-måneders periode var der et mønster af mobiliseringer der tog form som det, vi kalder “geruduk” eller støttetilkendegivelser: aktioner til støtte for arbejdere, hvis forhandlinger med ledelsen var gået i stå, så bosserne kunne presses til at give sig. Hovedkravet er fastansættelse af de kontraktansatte. Men når først kampen er i gang kan arbejderkravene nemt skærpes og komme til at dække næsten alle de problemer, de umiddelbart står overfor: lave lønninger, fyringer, forfølgelse af fagforeninger osv. Støtten kommer fra forskellige sektorer – især fra arbejdere, der allerede har vundet faste ansættelser. Via Facebook-grupper og ved hjælp af smartphones distribuerer arbejderne resuméer af forhandlingerne og samler støtte.

Indtil videre findes der ikke tal på, hvor mange arbejdere der har vundet fastansættelser på grund af disse aktiviteter. Ifølge én kilde drejer det sig om 40.000, men andre taler om 18.000 arbejdere. Uanset antallet af arbejdere, der direkte har haft fordel af kampen, er én ting sikkert: Kampen har skabt en ny følelse af solidaritet blandt arbejderne på tværs af fagforeningsskel. Sloganet ”solidaritet uden grænser” er blevet til virkelighed.

I den sammenhæng er det værd at bemærke, at Indonesian Assembly of Workers Employees (MPBI) i august 2012 kom med en opfordring til en strejkeaktion mellem september og oktober for at kræve en afslutning på outsourcing og lønnedgang. KSPI er én af de ledende sammenslutninger i MPBI. De indkaldte til en landsdækkende strejke med én million arbejdere i 14 distrikter, og Bekasiregionen er centrum for denne mobilisering.

Opfordringen til strejke støttes af Det Fælles Arbejdersekretariat (Sekber Buruh), som består af radikale ”røde fagforeninger” som ikke er medlem af MPBI. Sekber argumenterer for, at en strejke med én million mennesker kun kan blive en succes, hvis den involverer så mange fagforeninger som muligt. Men MPBI satser kun på sig selv og især på KSPI og ignorerer dermed mange uafhængige sammenslutninger, som man kunne have inviteret med. Og strejken med den ene million mennesker kan vise sig ikke at være meget andet end et bluff-nummer. Sekber forstår vigtigheden af kampagnen og den igangværende radikalisering i Bekasi, hvor man spiller en aktiv rolle. Det er derfor, de støttede indkaldelsen til strejke.

Udfordringer
Strejken er vigtig i sig selv. Det er første gang, at der indkaldes til en landsdækkende strejke imod lave lønninger og outsourcing. Siden el-aflæserne sidste år vandt deres sag i forfatningsretten og fik to artikler i loven om kontraktansættelser delvist afskaffet, og efter bølgen af ”geruduk”-solidaritet i Bekasi de sidste 4 måneder, har ideen om strejke virkelig fået momentum.

Det eneste bekymrende er det faktum, at MPBI endnu ikke har besluttet sig for en dato for strejken. Det ville ikke være første gang, hvis KSPI – efter at have rejst radikale krav – forhandler med arbejdsgiverne og affinder sig med langt mindre. Man har også hørt KSPI’s talsperson sige, at de ikke er ude på at afskaffe outsourcing som sådan, men går ind for en foreløbig pause, sådan som det er blevet foreslået af Arbejdsministeriet. Eller de taler for en begrænsning af outsourcing til visse typer af arbejde osv. Det ville ikke være første gang, at de formulerer radikale krav for at mobilisere de trofaste støtter og derefter affinde sig med et minimum i forhandlinger med regeringen.

Sekber Buruh arbejder hårdt for – sammen med forskellige lokale og fabriksbaserede fagforeninger i Bekasi – at skærpe radikaliseringen i Bekasi og presse KSPI til at gå sammen med andre fagforbund. Med eller uden KSPI, vil Sekber Buruh forsøge at styrke sin rolle i denne proces mest muligt. Der er god grund til at tro, at egentlige komiteer for arbejderbevægelser på tværs af forskellige industrielle zoner vil kunne blive resultatet af denne strejkebølge.

Artiklen er skrevet 13. september – før der blev sat en dato for strejken den 3. oktober. Oversat fra
http://kprm-prd-english.blogspot.co.uk/ af Bodil Olsen

Zely Ariane er medlem af ledelsen i Perempuan Mahardhika (Frie Kvinder) og i Folkets Frihedsparti (tidligere Folkets Demokratiske Parti – De Fattiges Politiske Komite), som har base i Jakarta, Indonesien.

 

Opslået i Asien

single.php