De seneste par år har udtrykkene arabisk efterår og arabisk vinter vundet stadig større udbredelse, som afspejling af at magthaverne stille og roligt har tilbagerullet betragtelige dele af landvindingerne fra det arabiske forår. Siden jul har vi imidlertid set en bemærkelsesværdig udvikling i Algeriet og Sudan og delvis Tunesien. En tilbagekomst af det arabiske forår? Ja, på sin vis.

 

Imidlertid har befolkningen lært af den forrige bølge, blandt andet af de negative erfaringer med Det Muslimske Broderskab, og der er denne gang en klart mere demokratisk og inkluderende form for organisering og program. Der bliver gravet et spadestik dybere.

 

Omar Al Bashir greb som militærmand magten i Sudan i 1989 med støtte fra Det Muslimske Broderskab. De kombinerede to elementer: På den ene side en rigoristisk fortolkning af islam, arabisk nationalisme og favorisering af borgere med arabisk baggrund og udseende. På den anden side neoliberal politik, som fremmede privatiseringer og interesserne for big business, vestlige forbrugerisme, hvor de få vindere bliver belønnet, mens flertallet af tabere bliver kontrolleret af striks lovgivning og brutal magt.

 

Landet har siden 1999 langt overvejende levet af salg af olie. Imidlertid førte regeringens snævre politik til at dens magtbasis blev stadigt mindre. Regimet havde i en længere periode været i krig med Sydsudans kristne sorte befolkning, og ligeledes ført en længerevarende borgerkrig med den ikke-arabiske befolkning i Darfur. Resultatet var, at USA indledte handelsboykot af landet på grund af krænkelser af menneskerettigheder. Dernæst forårsagede en fredsaftale at hovedparten af olie nu befinder sig i det selvstændige Sydsudan. Landet gennemlevede et økonomisk og socialt kollaps med hyperinflation og stadigt voksende fattigdom.

 

Det hindrede imidlertid ikke magteliten i at berige sig. Da den militære efterretningstjeneste ransagede den afsatte præsidents hjem, fandt de en kuffert fyldt med dollar og euros til en værdi af 45 mio. kroner samt 5 mio. sudanesiske pund. Han var imidlertid ikke den eneste. En særlig komite skal derfor efterforske korruption, hvidvaskning og kriminel anvendelse af offentlige midler.

 

De politiske bevægelser og partier havde svært ved at finde den nødvendige enhed. Derfor trådte en ny aktør ind på banen – uafhængige fagforeninger. De første var læger, journalister og jurister. I august 2018 offentliggjorde fagforeningerne en undersøgelse af sammenhængen mellem leveomkostninger og mindstelønnen. Det bevirkede, at endnu flere uafhængige fagforeninger kom på banen. Der opstod et unikt samspil mellem de uafhængige fagforeninger (Sudanese Professionals Association, SPA) og bevægelsen for demokratiske rettigheder om regimets afgang. En fælles kampplatform blev etableret 1. januar 2019. Den er bygget op med kravet om Bashirs øjeblikkelige afgang (opfyldt 11. april) og politiske krav til en civil overgangsregering, der kan forene alle grupper, uanset religion, hudfarve, sprog, køn og beskæftigelse.

 

EU’s flygtningepolitik
Det er ikke svært at finde tråde mellem den politiske virkelighed i Sudan og Danmark – og det er ikke tante Metas hækling af grydelapper til Sudanmissionens basar, vi tænker på.

 

Gennem mange år har danskerne bidraget til nød- og katastrofehjælp til Sudan gennem landsindsamlinger og anden humanitær støtte. Der har både været flygtningekriser i Darfur og hyppige tørkekatastrofer. Nødhjælpen har ofte lindret, men den har ikke fjernet årsagen til nøden. Årsagen er Saharas og den Nubiske Ørkens stadige vækst. Kombinationen af klimakrisen, landbrugets driftsform og rovdrift på træer har holdt nøden ved lige.

 

Ofte har Vesten sendt korn fra deres egne overskudslagre, og dermed sikret det industrielle landbrugs fremmarch på bekostning af det lokale, bæredygtige landbrug, alt imens ørkenen vokser. Dette sender stadig flere bønder på vandring på jagt efter et eksistensgrundlag. I dette spil indtager Sudan en meget central rolle.

 

Flygtningestrømmene fra Eritrea, Etiopien, Somalia og Kenya passerer gennem Sudan. Det er her EU, og dermed Danmark, kommer ind i billedet. EU mener at have en vital interesse i at få denne flygtningekaravane stoppet, inden den når Middelhavskysten. Derfor ønsker EU gerne et mere demokratisk styre i Sudan, men frem for alt et regime, der vil påtage sig denne opgave, ethvert optræk til libyske eller somaliske tilstande vil blive håndteret med de nødvendige midler.
Set i dette lys er det klart, at sande venner af oprøret i Sudan er en sjælden vare. Derfor må venstrefløjen  følge udviklingen nøje og arbejde for at:

  • Oprette sikre flugtruter gennem Sudan, gerne med støtte fra humanitære organisationer
  • Skaffe støtte til landbrugs- og fiskeri-projekter, der sikrer selvforsyning og bæredygtighed.

 

Der arabiske forår 2,0 – hvad er nyt?
Der er meget nyt i det arabiske oprørs organisering og mobilisering – her i version 2,0: Besættelsen af pladsen foran forsvarsministeriet i Khartoum fastholdes, også ved opfyldelse af delmål. Mobiliseringerne udvides konstant blandt andet gennem delegationer fra Atbara, hvor oprøret startede. For at sikre en fredelig besættelse foretager aktivister på pladsen et sikkerhedstjek for våben og knive af alle, der vil ind på pladsen.

 

Det gamle regime forsøger at sprede rygter om oprøret: at det er styret af fremmede og islamfjendtlige kræfter. Derfor er det helt afgørende, at oprøret har sine egne informationsaktører gennem Sudanes Translators for Change, STC, der med sin facebookside nærmest på timebasis opdaterer hele verden.

 

De politiske krav til en civil overgangsregering, og kravene til sammensætning af regeringen (så den afspejler diversitet og uafhængighed i sin repræsentation og indeholder 40 % kvinder) – var offentliggjort før forhandlingerne med det Militære Råd. Det var også disse politiske krav, der resulterede i, at forhandlingerne om en civil overgangsregering blev afbrudt, da det Militære Råd forsøgte at splitte og manipulere.

 

Slogans i de fortsatte demonstrationer og mobiliseringer afspejler ganske godt det grundlag, som netværks-organisationen Sudanese Translators for Change, STC, opgiver som sine kerneværdier:

 

”Vi tror på internationale menneskerettigheder, værdighed og en retsstat. Vi støtter kulturelle rettigheder til alle sudanesere, herunder sproglige rettigheder, ret til uddannelse, tanke- og religionsfrihed, til fri meningsdannelse og ytringsfrihed, menneskers ret til at deltage i det kulturelle liv i deres lokalsamfund, til at nyde kunsten og få del i videnskabelige fremskridt og frugterne heraf. Vi støtter kampen for politiske reformer og demokrati. Vi støtter impowerment af historisk ekskluderede befolkningsgrupper…..”

 

Oprøret i Sudan har ikke mange venner blandt verdens regeringer og institutioner, der hver især har sine grunde til at begrænse udbredelsen af og radikaliseringer i et nyt arabisk forår. Derfor påhviler det fagforeninger, politiske partier og menneske- og udviklingsorganisationer samt kvindeorganisationer et særligt ansvar for at følge, informere og mobilisere til støtte for det sudanesiske folks kamp. Det kan gøres ved at:

– Invitere aktivister til Danmark for at informere om udviklingen
– Modsætte sig enhver fremmed indblanding i udviklingen
– At være årvågne: Ikke før det gamle regime er ude af magtens øje, militæret er demokratiseret, og de skyldige i korruption og magtmisbrug er anbragt bag lås og slå, kan vi være sikre på, at der ikke kommer et nyt tilbageslag.
SAPs forretningsudvalg, den 28. april 2019

 

Opslået i Afrika, Facebook, SAP's ugekommentar

single.php