Vedtaget på SAP’s 18. kongres d. 22. & 23. september 2001

 

Her kan du hente hele teksten som pdf-fil!

  1. Det står SAP for
  2. Kapitalismen – Klasser og klassekamp
  3. Kapitalismens undertrykkelsesformer
  4. Kapitalismens globale dominans og elendighed
  5. Hvad er vi oppe imod?
  6. Bevægelsen selv
  7. Overgangen til socialisme
  8. Socialisters organisering
  9. Efter en socialistisk revolution

 

1. Det står SAP for

Med denne tekst præsenterer SAP de grundholdninger, der binder organisationen sammen.
 

  • Sådan er verden skruet sammen i hovedtrækkene.
  • Sådan udvikler kapitalismen sig i den periode, vi befinder os i.
  • Sådan kan vi ændre verden, og
  • Sådan vil vi organisere os for at ændre verden.

Med denne tekst er alt ikke sagt. De store linjer og de overordnede principper kan ikke stå alene – ret længe i hvert fald. En socialistisk organisation må hele tiden omsætte principperne til konkrete vurderinger af den aktuelle situation, til konkrete forslag og kampkrav og til aktionsforslag. Det forsøger SAP også at gøre – bare ikke her.

2. Kapitalismen – klasser og klassekamp

Kapitalen samler sig ophørligt i færre, men større selskaber. Stadig flere er nødt til at sælge deres arbejdskraft for at få en indkomst. De to klasser, arbejderklassen og kapitalistklassen, forsvarer sig og bekæmper hinanden, ligesom andre undertrykte forsvarer sig mod de, der besidder magten. Det kalder vi klassekamp.

I et klassesamfund er menneskers leveforhold, indflydelse og magt i sidste ende afgjort af, hvilken side af forholdet mellem kapital og lønarbejde, de er på. Lønarbejdernes bevidshed om sig selv som klasse og om sin egen styrke skabes ved hjælp af erfaringer i den faktiske klassekamp.

Danmark i dag er et klassesamfund og en del af det verdensomspændende klassesamfund. Modsætningerne mellem lønarbejderne som klasse og dem, der ejer og kontrollerer kapitalen, gennemsyrer samfundet som aldrig før. Andre sociale grupper – selvejere, bønder, småhandlende – er forsvundet eller formindsket drastisk under presset fra kapitalismens vigtigste sociale forhold: kampen mellem lønarbejde og kapital.

Kapitalen samler sig ophørligt i færre, men større selskaber. Den udvikling foregår i Danmark, og den foregår på tværs af landegrænserne, der på det globaliserede verdensmarked får stadig mindre betydning.

Stadig flere er nødt til at sælge deres arbejdskraft for at få en indkomst – både i Danmark og i resten af verden. I Danmark kan de, der bliver udstødt fra arbejdsmarkedet, klare sig igennem i kraft af de velfærdsydelser, som blev gennemført frem til 1970’erne, men som siden har været under svære angreb. I store dele af verden er de udstødte henvist til tiggeri og sult.

Trods mange ændringer af samfundets måde at fungere på er de grundlæggende modsætninger mellem dem, der må sælge deres arbejdskraft, og dem, der besidder kapital og derfor kan leve af andres arbejdskraft, ikke forsvundet. De to klasser, arbejderklassen og kapitalistklassen, forsvarer sig og bekæmper hinanden, ligesom andre undertrykte forsvarer sig mod de, der besidder magten. Det kalder vi klassekamp.

Den dag i dag fortsætter klassekampen, selv om mange prædiker det modsatte. At overbevise de undertrykte om, at de ikke er undertrykte, er et af de herskendes vigtigste våben i klassekampen. Her har de fået stor hjælp fra lederne i de undertryktes egne bevægelser, ikke mindst de socialdemokratisk dominerede fagbevægelser.

Arbejderbevægelsens bureaukrater af socialdemokratisk eller stalinistisk tilsnit satte egen magt og egne privilegier øverst gennem hele det 20. århundrede i stedet for at holde fast i, at arbejderklassens befrielse må være dens eget værk, og at kampen for lighed er uløseligt forbundet med kampen for frihed. Socialdemokrater og stalinister har gennem deres topstyring og kvælning af befolkningernes egne initiativer miskrediteret „socialismen" som et troværdigt samfundsmæssigt alternativ i de fleste menneskers øjne.

Dermed har de dominerende dele af arbejderbevægelsens ledelse – frivilligt eller ufrivilligt, bevidst eller ubevidst – hjulpet borgerskabet til dets nuværende herredømme, som på verdensplan er blevet så omfattende, at det næsten ikke er til at få øje på. Med en så tæt bevoksning af kapitalistiske træer kan det være svært at se borgerskabets skov.

Borgerskabet – kapitalisterne, den herskende klasse – er dem, som ejer eller kontrollerer den merværdi, som skabes i den kapitalistiske produktion. Denne samfundsklasse er i dag blevet mindre synlig i vores del af verden. Kapitalen forekommer mere anonym. Borgerskabets og kapitalens nye usynlighed får deres fælles herredømme til at virke naturgivent og uforanderligt. Men det er blot udtryk for, at dette herredømme i dag bedst kan forsvares i ly af natten.

I et klassesamfund er menneskers leveforhold, indflydelse og magt i sidste ende afgjort af, hvilken side af forholdet mellem kapital og lønarbejde, de er på. Klasseforholdene sætter rammerne for, hvilken levestandard man kan få, hvor stor risikoen er for at blive virkelig fattig, eller hvor store mulighederne er for at blive virkelig rig. Og de sætter rammerne for, hvor stor indflydelse man har på sin egen tilværelse og samfundets udvikling.

Når kapitalisterne udbytter arbejdskraften og undertrykker lønarbejderne og andre, er det ikke, fordi de er onde. Derfor kan man heller ikke afskaffe undertrykkelse og udbytning ved overbevise eller formilde kapitalejerne. Kapitalisterne er underkastet kapitalens livsnødvendige behov for vækst i profitten. De er nødt til at klare sig i konkurrencen med andre kapitalister og i sidste ende udkonkurrere disse og dermed overtage deres markedsandele. For at kunne gøre dette er den enkelte kapitalist nødt til at presse så meget profit som muligt ud af sin virksomhed.

Dette behov hos hver enkelt kapitalist for at skabe mere og mere profit står i grundlæggende modsætning til lønarbejdernes interesse i at skabe sig bedre levevilkår og større indflydelse på sit liv. Derfor er kapitalisterne nødt til at angribe arbejderbefolkningens klasseinteresser. Disse angreb spænder fra små slag i det daglige til store generaloffensiver.

Lønarbejderne forsvarer sig i et vist omfang spontant mod borgerskabets angreb i det daglige. Og ind imellem samles arbejderklassens kræfter til en samlet offensiv for bedre kår.

I dag er der flere lønarbejdere end der nogensinde har været før. Navnlig har kvindernes indtog på arbejdsmarkedet gennem det 20. århundrede betydet en eksplosiv vækst i den samfundsgruppe, som er direkte underlagt et lønarbejderforhold. Og visse faggrupper, som førhen var privilegerede, har i dag fået lønarbejderforhold, der ikke adskiller sig mærkbart fra de traditionelle lønarbejdsområder. Det gælder blandt andet en stor del af ‘åndsarbejderne’.

I de gamle imperialistiske lande, herunder Danmark, har arbejderklassens struktur i de seneste årtier ændret sig i takt med, at den teknologiske udvikling har gjort visse former for manuelt arbejde overflødigt og en stor del af den industriproduktion, som førhen foregik i de imperialistiske lande, nu er flyttet til dele af verden, hvor graden af udbytning af arbejderklassen er større. Dette er i en vis udstrækning blevet kompenseret af oprettelsen af nye arbejdspladser inden for servicesektoren og af mere specialiseret produktion. Men en stor del af de manglende arbejdspladser har givet kapitalismen i de imperialistiske lande en permanent og strukturel arbejdsløshed.

Denne permanente arbejdsløshed i de imperialistiske lande er – sammen med flytningen af produktion til de mere udbyttede arbejdere – med til at opstille skel og tilsyneladende interessemodsætninger mellem forskellige sektorer af den internationale arbejderklasse. I virkeligheden er disse ‘skel’ blot forskellige former for det samme indhold: den verdensomspændende udbytning af arbejderklassen med henblik på profit.

En af de vigtigste forudsætninger for, at arbejderklassen kan forsvare sig og afskaffe udbytning og undertrykkelse, er, at de kunstige skel mellem de udbyttede grupper bliver nedbrudt. I stedet må der opbygges en bevidsthed om de fælles interesser og mål.

Lønarbejdernes bevidshed om sig selv som klasse og om sin egen styrke skabes ved hjælp af erfaringer i den faktiske klassekamp, først og fremmest gennem små og store delsejre undervejs. Socialister må arbejde for at styrke denne selvbevidsthed som klasse og for at styrke arbejdernes egne organisationer som demokratiske og kæmpende enheder til forsvar og udbygning af arbejdernes rettigheder og progressive krav i almenhed.

3. Kapitalismens undertrykkelsesformer

Også kvinder, etniske mindretal og seksuelle minoriteter bliver undertrykt af kapitalismen.

Kvinder er dobbelt undertrykt: som kvinder og undertrykt som lønarbejdere på arbejdsmarkedet, hvor de oftest har de dårligst lønnede jobs. Kvinders selvorganisering vil ofte være en velegnet metode til at overvinde kuetheden, udveksle erfaringer og føre en fælles kamp.

De imperialistiske borgerskaber bruger racismen til at fastholde en række befolkninger i fattigdom. Inden for det enkelte lands grænser puster magthaverne og højrepopulistiske politikere til fremmedhadet og racismen for at splitte tilløb til modstand. Revolutionære marxister bekæmper racisme og fremmedhad i alle dets afskygninger

De undertrykte grupper har en samlet interesse i, at kapitalismen afskaffes, og i at der opbygges et verdenssamfund, hvor klassemodsætninger overvindes og hvor kønsmæssige, etniske, seksuelle og kulturelle forskelle ikke ses som interessemodsætninger.

Modsætningen mellem kapital og lønarbejde vil altid eksistere under kapitalismen. Men derudover har det borgerlige samfund fastholdt andre former for undertrykkelse, som eksisterede før kapitalismen. Ikke alene har kapitalismen fastholdt andre undertrykkelsesformer, men den har ligefrem styrket og skærpet nogle af dem.

Kvindeundertrykkelse

Blandt de mest omfattende af disse undertrykkelsesforhold er undertrykkelsen af kvinder. Kvinder udgør omtrent halvdelen af verdens befolkning. Men de får langt fra en tilsvarende del af ressourcerne. Kvindelige arbejdere bliver i vidt omfang underbetalt under kapitalismen, og de har sværere ved at få gode stillinger end deres mandlige klassefæller.

Det borgerlige samfunds idealiserede familiestruktur med en udearbejdende far og en hjemmegående mor afspejlede et patriarkalsk samfund. Her blev det forventet, at kvinden skulle tjene sin mand, der kunne betragtes som familiens overhoved, blandt andet fordi han stod med den umiddelbare økonomiske kontrol over sin familie.

Denne familiestruktur ses stadig i størstedelen af verden, stærkt bakket op af stat, religion og kapital. I mange af landene i den 3. verden finder en stærk og ofte grusom undertrykkelse sted af kvinders ret til at bestemme over egen krop og eget liv.

Med kvindernes store og varige indtog på arbejdsmarkedet i de mest avancerede kapitalistiske lande forsvandt en af de mest grundlæggende materielle forudsætninger for den traditionelle borgerlige familietype med dens stærke element af mandlig dominans og kvindelig afhængighed. I et vist omfang er det også i lande som Danmark lykkedes at gøre egen overlevelse og børneopdragelse mulig uden binding til en kernefamilie – en udvikling, der i høj grad er blevet mulig, fordi velfærdsstaten har overtaget en række af de omsorgsopgaver, der traditionelt har været varetaget af kvinderne inden for rammerne af familien.

Men kernefamilien består stadig. Det er ikke blot et resultat af de betydelige levn af konservativ ideologi i samfundet, men også fordi familien i dag opfylder reelle menneskelige behov. Familien fungerer i dag som et sted, hvor mennesker får varetaget en række følelsesmæssige behov i en markedsgjort verden. Samtidig er der fortsat økonomiske vanskeligheder forbundet med at vælge at være enlig frem for i en kernefamilie og dermed et relativt økonomisk pres. Endvidere har kapitalen fortsat behov for familien som det sted, hvor arbejdskraften bliver fysisk og psykisk klar til at lade sig udbytte på arbejdspladsen: arbejdet i hjemmet og opdragelsen af børnene.

Uanset sit klassetilhørsforhold står kvinden inden for kernefamilien generelt set stadig med hovedansvaret for dette arbejde. Med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet har de altså ikke kun opnået en vis økonomisk myndighed og potentiel selvstændighed, men er også blevet mere direkte underkastet en arbejdsgivers direktiver.

Kvinder er altså i dag dobbelt undertrykt: Undertrykt som kvinder og undertrykt som lønarbejdere på arbejdsmarkedet, hvor de oftest har de dårligst lønnede jobs – blandt andet fordi de traditionelle kvindefag inden for pleje og omsorg værdsættes mindst på det kapitalistiske arbejdsmarked. Selv i familier, hvor arbejdet hjemme deles ligeligt mellem mand og kvinde, oplever mange kvinder at stå med hovedansvaret for familiens velfærd, ofte med en stor følelse af utilstrækkelighed til følge

Mange unge kvinder oplever sig stadig i højere grad bedømt som kvinder end som mennesker. Seksuelle chikanerier og kønsbestemte krav til udseende og væremåde trives langt ned i folkeskolens yngre klasser.

Kapitalen udnytter kvindens sociale, politiske og kulturelle underordning under manden til at skaffe sig billig arbejdskraft og splitte arbejderklassen mellem mænd og kvinder. Kvinder bliver brugt som løntrykkere og udgør en uforholdsmæssigt stor del af arbejdskraftreserven. Samtidig understreger kapitalen de kvindelige arbejderes svagere stilling ved at gøre det tydeligt, at deres forankring på arbejdsmarkedet er svagere end mændenes. Denne splittelse svækker både de mandlige og kvindelige arbejdere.

En vigtig bestanddel af kvindeundertrykkelsen er den generelle seksuelle undertrykkelse, den perverterede ’private’ afspejling af et hierakisk samfund. Derfor må et program for seksuel befrielse og et friere valg mellem samlivsformer og seksuelle orienteringer indgå i et opgør med kvindeundertrykkelse.

Kampen mod kvindeundertrykkelse må kædes sammen med kampen for et opgør med kapitalismen. Fordi et opgør med kapitalismen er en nødvendig forudsætning for et opgør med kvindeundertrykkelsen. Og fordi et opgør med kvindeundertrykkelsen desværre ikke er et automatisk resultat af et opgør med kapitalismen, men derimod en nødvendig forudsætning for opbygningen af et socialistisk samfund.

Kvinders selvorganisering som kvinder vil ofte være en velegnet metode til at overvinde kuetheden, udveksle erfaringer og føre en fælles kamp. Dette gælder både i samfundet som helhed og inden for de socialistiske og faglige organisationer.

Racisme og national undertrykkelse

Racismens og fremmedhadets sociale rødder skal findes i de imperialistiske borgerskaber og de økonomiske og politiske interesser, der er knyttet hertil. Racisme og fremmedhad kan således ikke forklares med henvisning til befolkningens almindelige fordomme og fremmedfrygt, men må begribes som led i en politisk kamp – en klassekamp.

Som tankeform er racismen baseret på en opfattelse af mennesker som fundamentalt ulige, og med forskellig ret. Denne »ulighedens natur«, der afspejler kapitalismens og imperialismens grundlæggende sociale opdeling i udbyttere og udbyttede, i undertrykkere og undertrykte, er kernen i den racistiske ideologi – uanset dens konkrete udformning.

I kolonitiden og i forbindelse med afskaffelsen af slaveriet havde koloniherrerne og slaveejerne brug for en ideologi, der kunne retfærdiggøre den brutale undertrykkelse og udbytning af koloniernes oprindelige befolkninger. Deres umenneskelige politik blev forsvaret ved hjælp af raceteorier – ofte af biologisk tilsnit. Disse inddelte befolkningerne i et hierarki – fra de laveststående til de mest civiliserede.

Racismen forsvandt imidlertid ikke med afkolonialiseringen. På verdensplan har det imperialistiske system og de imperialistiske borgerskaber klare interesser i at fastholde en række befolkninger i fattigdom. Herved får kapitalen på en og samme tid direkte adgang til billig arbejdskraft samtidig med, at arbejderklassen i de imperialistiske lande oplever et disciplinerende pres. Dermed har kapitalen stadig en vis interesse i at opretholde en ideologisk skelnen mellem folkeslag.

Også inden for det enkelte lands grænser har vi set magthaverne og højrepopulistiske politikere puste til fremmedhadet og racismen, for på denne måde at splitte ethvert tilløb til modstand. Måden hvorpå dette sker, er ofte gennem en fremhævelse af kulturelle forskelle, der fremstilles som uoverstigelige hindringer for fællesskab på tværs af etniske opdelinger. Nutidens dominerende ideologiske racisme henter således sin næring i kulturelle forskelle, mens den »klassiske« biologiske racetænkning primært forsvares af erklærede nazister.

Revolutionære marxister bekæmper racisme og fremmedhad i alle dets afskygninger. Både som dagligdags reaktionær ideologi, som diskrimination på arbejdsmarkedet og i det offentlige rum, og i den mest skærpede form – direkte fysiske angreb på folk af anden etnisk herkomst. Forskellige etniske grupper skal kunne leve side om side.

Vi afviser den reaktionære, imperialistiske nationalisme i alle dens udtryk. Men samtidig støtter vi den nationalisme fra neden, som kommer til udtryk i undertrykte nationaliteters kampe for selvstændighed og anerkendelse.

Vores støtte til etniske mindretals og undertrykte nationaliteters kampe mod undertrykkelse og for frihed er ikke ukritisk. Vi støtter og søger at fremme de antiimperialistiske træk i undertrykte nationaliteters kampe, men vil bekæmpe alle tendenser i retning af chauvinistisk snæversyn. Vores støtte er altså betinget af, hvem en undertrykt nationalitet bekæmper, og hvad den kæmper for – objektivt, i praksis, snarere end subjektivt, i ord.

Mod den fremmedfjendske og splittende undertrykkelse, som rettes mod ‘de fremmede’, er vi på de undertryktes side. Mod den underkuelse af for eksempel kvinder samt demokratiske og sekulære tendenser, der sker fra fundamentalistiske retningers side, støtter vi atter de undertryktes progressive kamp – uanset hvilken fundamentalisme, der er tale om.

Seksuelle mindretal

De stærke levn af konservativ familieideologi og de snævre rammer for, hvad der anses for ‘normalt’, acceptabelt og ‘sundt’, rammer i særdeleshed seksuelle og kulturelle mindretal. Især bøsser, lesbiske og biseksuelle marginaliseres på verdensplan. De udsættes for vold, juridisk undertrykkelse og almen diskrimination, herunder på arbejdsmarkedet. De sidste former er de mest udbredte i Danmark, selv om der også findes talrige eksempler på de andre former.

De undertryktes fælles interesser

Alle disse grupper – kvinder, undertrykte etniske grupper samt seksuelle og kulturelle mindretal – står over for en konservativ og snæversynet ideologi, som nok er skabt delvis uafhængigt af kapitalen i dens efterkrigsinkarnation, men som kapitalen og dens administratorer har en klar klasseinteresse i at opretholde. Dette rammer alle disse grupper, uanset deres økonomiske og sociale stilling. Alene derfor har disse grupper en samlet interesse i, at kapitalismen afskaffes, og i at der opbygges et verdenssamfund, hvor klassemodsætninger overvindes og hvor kønsmæssige, etniske, seksuelle og kulturelle forskelle ikke ses som interessemodsætninger. Her vil klassemodsætningerne dog ofte slå hårdest igennem: sorte, kvinder, bøsser/lesbiske osv. fra overklassen vil oftest vælge at forsvare deres klasseinteresser på trods af deres egen særlige undertrykkelse.

Og fordi ingen af disse grupper afskærmes fra det omkringliggende samfunds økonomiske diktater, vil mange mennesker i disse grupper stå over for flere undertrykkelsesformer, f.eks. både som arbejdere, som kvinder og som lesbiske. De forskellige initiativer for selvorganisering mod kapitalens overgreb må gives en fælles slagkraft. Dette er ikke mindst en påtrængende opgave for arbejderbevægelsen, som i sig rummer alle disse undertrykte grupper og dermed for at opbygge et slagkraftigt befrielsesprojekt må søge at slå bro over alle kunstige modsætninger og splittelser i arbejderklassen og forene økonomisk, politisk og kulturel klassekamp.

En sejr for frigørelsen på et delområde er en delsejr for frigørelsen som helhed. Enhver sejr for frigørelsen af kvinder som kvinder er en sejr for frigørelsen af arbejdere som mennesker. Og ingen enkeltgruppe kan blive virkeligt fri, hvis dens frigørelse er betinget af, at den knægter andre grupper.

4. Kapitalismens globale dominans og elendighed

Koncentrationen af kapital er taget til, og de transnationale selskaber er i stigende grad løsrevet fra nationalstatens begrænsninger og undslipper dermed enhver demokratisk kontrol. Samtidig oplever vi en stigende ulighed mellem rige og fattige lande og mellem rige og fattige inden for de enkelte lande.

Tilbagevendende økonomiske kriser er indbygget i den kapitalistiske produktionsmåde.

Den verdensomspændende økologiske krise er hovedsagelig et resultat af den kapitalistiske udvikling

Kapitalismen er et udemokratisk samfundssystem. Befolkningerne har intet at sige i beslutningerne om, hvad, for hvem og på hvilken måde der skal produceres.

Verdensøkonomien må underlægges en demokratisk planlægning, der tager udgangspunkt i hensynet til mennesker og miljø.

Det var kapitalismen, som udviklede nationalstaterne. Kapitalisterne havde brug for et større, men afgrænset og velordnet marked, hvor de kunne konkurrere – og samtidig havde de brug for en statsmagt, som bl.a. kunne forsvare den enkelte kapitalistgruppe mod konkurrenter i andre lande.

I slutningen af 1800-tallet blev nationalstaternes markeder for små. For at tilfredsstille behovet for stadig vækst og større profit var borgerskaberne i de kapitalistiske kernelande nødt til at drage ud i verden og udbytte de hidtil ikke-kapitalistiske områder i Afrika, Asien og Latinamerika. Også til denne imperialistiske opgave nød kapitalejerne godt af statsapparaterne i deres hjemlande, politisk, økonomisk og militært.

I de ikke-kapitalistiske lande tjente virksomhederne super-profitter, og den indbyrdes kappestrid mellem de imperialistiske lande medførte uhyre omkostninger for befolkningerne, både i de undertrykte lande og hjemme i de imperialistiske lande, ikke mindst gennem to verdenskrige.

Siden Anden Verdenskrig er koncentrationen af kapital taget til og i stigende grad løsrevet fra de begrænsninger, som bindingen til nationalstater gav. De transnationale selskaber undslipper enhver demokratisk kontrol, men har større magt og økonomisk påvirkningskraft end mange nationalstater.

Landene i den 3. Verden har taget store lån i de kapitalistiske centres banker for at finansiere den infrastruktur, som imperialismen skal bruge til at flytte ressourcerne ud af landet. Disse investeringer gavner først og fremmest de udenlandske investorer, og gælden er blevet et instrument til politisk kontrol, der igen gavner de store kapitalinteresser.

Rentebetalingerne på udlandsgælden overstiger langt, hvad landene modtager i udviklingsbistand. De store rente- og afdragsbetalinger har bragt mange lande på fallittens rand. De har derfor været tvunget til genforhandlinger af gælden, hvorved internationale institutioner som IMF og Verdensbanken har kunnet diktere privatiseringer, åbning for investeringer, liberalisering af markederne og sociale nedskæringer i tredjeverdenslandene. Ydermere er der vokset nye globale og regionale institutioner frem til at varetage de store kapitalinteresser: WTO, G7, OECD, APEC og WEF.

Resultatet er en stigende ulighed i verden, en mere og mere skæv fordeling af ressourcerne. Denne ulighed er både en stigende ulighed mellem rige og fattige lande, men også mellem den rige og den fattige del af befolkningerne inden for de enkelte lande.

Ifølge statistikker fra FNs børneorganisation UNICEF dør der hvert år 16 millioner børn verden over af sult eller helbredelige sygdomme. Det er omtrent en fjerdedel af de samlede tab af menneskeliv i hele Anden Verdenskrig, inklusive koncentrationslejre og atombombninger. Hvert fjerde år har den kapitalistiske globale ulighed gennemført en hel, skjult verdenskrig mod børn.

Samtidig er de stadige krige om ressourcerne taget til. Stridigheder om kontrol med vigtige råvarer afgøres med våbenmagt og utallige uskyldige døde til følge. Masseødelæggelsesvåben – et af de tydeligste tegn på den imperialistiske kappestrids afsind – kan stadig ødelægge verden mange gange.

Den verdensomspændende økologiske krise er hovedsagelig et resultat af den globale kapitalistiske udvikling siden Anden Verdenskrig. Den betydelige vækst i den kapitalistiske økonomi, som blev skabt af den ‘tredje industrielle revolution’, medførte behov for nye markeder, men også for overflødigt og miljøskadeligt skrammel, som kapitalismen var i stand til at skabe et kunstigt behov for hos de købedygtige forbrugere. Den ensidige fokusering på kvantitativ produktion og isoleret økonomisk rationalitet skabte et afledt, men ikke mindre omfattende forureningsproblem i de topstyrede kommandoøkonomier i ’Østblokken’. Og den fortsatte stærke økonomiske satsning på miljøskadelige energiformer bidrager yderligere til den økologiske krise.

Kapitalens globale vampyrtørst efter menneskelige og økologiske ressourcer er en tikkende bombe under alt liv på kloden. Disse er de mest påtrængende opgaver, som må løses gennem et fundamentalt opgør med profitlogikken. Verdensøkonomien må underlægges en demokratisk planlægning, der tager udgangspunkt i hensynet til mennesker og miljø.

Kapitalismen og demokratiet

Kapitalismen er et udemokratisk samfundssystem. Befolkningerne har intet at sige i beslutningerne om, hvad, for hvem og på hvilken måde der skal produceres. Disse beslutninger træffes bag lukkede døre under strenge diktater fra behovet for indtjening.

Danmark har en parlamentarisk-demokratisk grundlov og almen stemmeret til stort set alle voksne af begge køn. Dette er resultatet af en omfattende indsats fra tidligere, kæmpende generationer.

Men endnu er befolkningens reelle indflydelse svag. Stemmesedlerne er stort set fyldt op af politikere med svaghed for kapitalens interesser. De politikere, som folk kan lade sig ‘repræsentere’ af, kan ikke tilbagekaldes før fire år senere, eller når politikerne selv føler det gunstigt at lade sig genvælge. Og selv valget af antikapitalistiske repræsentanter til folketinget støder mod en mur. For de virkeligt afgørende politiske beslutninger træffes ikke i Folketinget, men i direktionslokalerne og på børserne i danske og transnationale selskaber.

Socialister forsvarer de tilkæmpede, ægte demokratiske rettigheder – ytringsfrihed, foreningsfrihed, demonstrationsfrihed. Disse rettigheder giver i dag et vist råderum for spirer til ægte demokratisk selvorganisering. Socialismen er en kamp for, at de demokratiske rettigheder udvides drastisk.

Kapitalismens økonomiske kriser

Kapitalismen er hjemsøgt af tilbagevendende økonomiske kriser. Disse er indbygget i selve den kapitalistiske produktionsmåde. Kapitalismen kan i et vist omfang overvinde både de mindre, konjunkturelle kriser, og – har det vist sig siden Anden Verdenskrig – også under visse betingelser de mere langsigtede økonomiske nedgange.

Kapitalismen kan endda komme styrket ud af disse kriser, fordi de kan udrense en masse uproduktiv kapital. Men systemet kommer altid ud af kriserne med store omkostninger, både for menneskene i samtiden og for dets egne fremtidsudsigter.

For hver krise, kapitalismen er i stand til at overleve, må den satse højere. Dermed får den mere at vinde, hvilket er en grundlæggende overlevelsesbetingelse for kapitalen. Men den får også mere at tabe. Det betyder, at jo længere kapitalismen får lov at hærge, jo flere kriser den skal kæmpe sig igennem, jo større bliver omkostningerne for mennesker og natur.

Vi kan ikke sidde med hænderne i skødet og vente på, at kapitalismen afskaffer sig selv. For omkostningerne er hver dag mere og mere uhyrlige. Vi må arbejde aktivt for kapitalismens fald og for, at den ikke trækker hele verdens fremtid med sig i afgrunden. Vi må arbejde for at opbygge et socialistisk samfundsalternativ.

5. Hvad er vi oppe imod?

Staten fungerer som et apparat til at pleje det eksisterende samfundssystems almene og langsigtede interesser.

Vi må kæmpe for progressive reformer. Men på et vist punkt vil kampene for reformer nå et niveau, hvor kravenes indfrielse vil medføre et brud med samfundets og statens kapitalistiske logik.

Der er sket en bureaukratisering af arbejderbevægelsen. Toppen af fagbevægelsen og af arbejderpartierne forsvarer det eksisterende samfund mod grundlæggende omvæltninger.

De samme mekanismer førte til stalinismen i Sovjetunionen, hvor de bureaukratiske magthavere bekæmpede enhver opstand, der kunne true enten dem selv eller kapitalismen.

At genrejse troen på socialismen som samfundsalternativ er at genrejse menneskehedens tro på sin egen skabende kraft.

Når man kæmper mod kapitalismen, har man valgt sig den mest magtfulde fjende, menneskeheden nogensinde har stået overfor. Kapitalens magt er delvis usynlig. Den ledsages af et omfattende apparat af borgerlig ideologi. Den har et enestående veludrustet militær til sin rådighed. Den har politikere, presse, skoler, underholdningsindustri og kulturliv i sit arsenal.

Staten

Staten har ikke altid eksisteret, men er et produkt af den samfundsmæssige arbejdsdeling, altså befolkningernes inddeling i samfundsklasser. Staten har ofte en vis autonomi i forhold til resten af samfundet, men fungerer grundlæggende som et apparat til at pleje det eksisterende samfundssystems mere almene og langsigtede interesser.

Staten i det kapitalistiske samfund varetager grundlæggende kapitalens interesser som helhed. Den skal altså modvirke, at de enkelte kapitalister i deres indbyrdes konkurrence selv skulle komme til at skade deres samlede klasseinteresser. Og den skal forsvare det bestående system – især de økonomiske interesser og de mere bagstræberiske kulturelle værdier – med magt, i sidste ende våbenmagt.

Dette er den kapitalistiske stats mest grundlæggende historiske rolle. Derudover har statsapparaterne til forskellige tider antaget mere specifikke former. I Vesteuropa i efterkrigstiden har staten således haft en voksende rolle for at kunne gribe ind i kapitalakkumulationen og forsøge at modvirke de tilbagevendende økonomiske kriser. Desuden har den skullet sikre, at der hele tiden er en velfungerende arbejdskraft, der både er rask og har et vist uddannelsesniveau.

Samtidig har arbejderklassen en vis – i begrænset forstand sammenfaldende – interesse i at kæmpe for velfærdsgoder. Sammen med kapitalens behov for stabilitet og pålidelighed skabte disse kampe grundlaget for, at den borgerlige stat kom til at administrere nogle af arbejderklassens tilkæmpede velfærdsgoder, og staten opnåede i kraft af selve sin nye styrke en vis mulighed for autonomi i forhold til de mest direkte diktater fra borgerskabets repræsentanter.

I Vesteuropa blev især socialdemokratierne bannerførere for denne tvetydige rolle. Tvetydig i den forstand, at deres grundlæggende opgave og mål var at varetage det kapitalistiske samfund bedst muligt, mens deres folkelige legitimitet hovedsagelig udsprang af folkelige bevægelser i fortid og samtid. Derfor blev det muligt gennem folkelig mobilisering at presse disse partiers regeringer til ind imellem at give større vægt til sociale indrømmelser end til kapitalens umiddelbare behov. De positioner, som blev vundet ad denne vej, må i det store hele forsvares og udvides. Vi må kæmpe for progressive reformer.

Men vi har ingen illusioner om, at lønarbejdernes eller menneskehedens historiske problemer kan løses alene gennem reformer af det kapitalistiske stat. På et vist punkt vil kampene for reformer nå et niveau, hvor kravenes indfrielse uundgåeligt vil medføre et brud med samfundets og statens kapitalistiske logik.

En lignende mekanisme gør sig gældende for mellem- og overstatslige institutioner. Disse institutioner har dog typisk mindre folkelig legitimitet end de veletablerede, nationalstatslige institutioner, og derfor er sandsynligheden for en mere direkte konfrontationskurs større, som vi for eksempel har set det i forbindelse med EU.

Bureaukratiseringen af arbejderbevægelsen

Ethvert revolutionært projekt er oppe imod stærke kræfter i den etablerede arbejderbevægelse, som vil bekæmpe en revolutionær linje. De dominerende ledelser i toppen af fagbevægelsen og arbejderpartierne forsvarer det eksisterende samfund mod grundlæggende omvæltninger.

Sådan har det været gennem hele arbejderbevægelsens historie. Hurtigt opnåede arbejderbevægelsens ledere og mange af de ansatte en mere behagelig hverdag, højere levestandard og ikke mindst større magt og indflydelse end dem, de repræsenterede. For mange blev det vigtigste blevet at forsvare denne status, som var tæt bundet til de organisationer, de arbejder i. Der skete en bureaukratisering af arbejderbevægelsens ledere og ansatte. Med andre leveforhold, andre interesser og andre mål.

Tendensen til bureaukratisering vil opstå i enhver organisation, men den kan undgåes med en bevidst politik for radikal demokratisering og afvisning af materialle privilegier.

For et bureaukrati er hovedmålet at bevare den organisation, man lever af, og ens egen placering i det. Organisationer trues altid af konflikt og konfrontation for slet ikke at tale om samfundsmæssige omvæltninger. Arbejderbevægelsens organisationer lever af at forhandle med de herskende på medlemmernes/vælgernes vegne: fagforeningerne med arbejdsgiverne, arbejderpartierne med de borgerlige partier.

Når medlemmerne bliver for selvstændige og aktive og ikke indordner sig under forhandlingsresultaterne – måske ligefrem stiller samfundsomvæltende krav, så går de forretningsmæssige forhandlinger i smadder, og det bliver en trussel mod bureaukratiets position. Når medlemmerne selv tænker, beslutter og handler, kan bureaukraterne ikke længere styre, og i et demokratisk socialistisk samfund er der i længden ikke plads for bureaukrater.

I bund og grund var det de samme mekanismer, der førte til stalinismen i Sovjetunionen, hvor det de bureaukratiske magthavere aktivt bekæmpede enhver aktivitet, der kunne føre til et virkeligt socialistisk samfund, og enhver opstand, der kunne true kapitalismen i Vest. Bureaukratiet frygtede, at tilløb til socialistiske revolutioner ville true deres fredelige sameksistens med de kapitalistiske herskere.

Bureaukratiseringen er det materielle grundlag for, at arbejderbevægelsens ledere har bekæmpet ethvert spædt forsøg på opgør med kapitalismen, og det er her, vi finder en af de vigtigste grunde til, at styrkeprøven mellem klasserne faldt ud til kapitalisternes fordel op gennem det 20. århundrede. Bureaukratiseringen har fjernet arbejderbevægelsens ledelse mere og mere fra det egentlige klassegrundlag.

I dag forsvarer mange faglige og politiske ledere i arbejderbevægelsen kapitalismen. Der er tale om en stadig borgerliggørelse, som ikke alene svækker arbejderklassen, men også truer med at blive til et politisk selvmord. Revolutionære socialister må arbejde for, at arbejderbevægelsens ledelse ikke river bevægelsen med sig i faldet.

Denne krise i arbejderbevægelsens ledelse har sat sig dybe spor som en gennemgribende krise i lønarbejdernes bevidsthed om sig selv som klasse og troen på et samfundsalternativ til kapitalismen. Socialismen som projekt er i en troværdighedskrise. At genrejse troen på socialismen som samfundsalternativ er at genrejse menneskehedens tro på sin egen skabende kraft.

Dette projekt må tage sit udgangspunkt i de eksisterende, spontane kamp, som lønarbejdere og andre undertrykte fører til forsvar for deres klasseinteresser og mod den konkrete undertrykkelse. Disse kampe har ofte vidt forskellige krav og meget forskellige udtryk, men de har det til fælles, at de opstår som reaktion på forskellige sider af kapitalismen.

Disse kampe arbejder vi for at udvikle, så der bliver vundet små og store delsejre undervejs. Og vi arbejder for at koordinere og samle dem i en fælles bevægelse.

Men nederlag og tilbageslag er uundgåeligt. For ikke at begynde forfra hvergang er det nødvendigt, at et bredt lag af aktivister fra kampe, organisationer og bevægelser fastholder erfaringerne og bliver ved med at organisere sig – også i pauserne mellem de store konfrontationer.

Det er dette lag af aktivister og ledere, som kan tage initiativ til nye kampe og sikre, at arbejderklassen bliver stadig stærkere og bevægelsen bredere og bredere.

Hvis klassekampen skal udvikle sig ud over skiftende delsejre og delnederlag og frem mod et opgør med kapitalismen, er det nødvendigt at de revolutionære:

kan fremlægge overbevisende bud på, hvordan bevægelsen kommer videre;

kan præsentere skitsen til et socialistisk samfundsalternativ, og

kan vinde aktivistlaget for denne strategi og dette mål.

6. Bevægelsen selv

Tryk avler modtryk. Defensive kampe skærpes ofte og bliver offensive, når de kæmpende ser mere af fjendens ansigt, og når forskellige kæmpende grupper indser deres fælles interesser og begynder at føre en samlet kamp

Vi støtter og udvikler arbejderklassens og andre undertryktes egne kampe og organiseringer. Vi arbejder for at sikre den størst mulige uafhængighed af det kapitalistiske samfunds institutioner. Vi foreslår krav, der faktisk løser problemerne, og krav, som styrker de kæmpende på længere sigt. Vi søger altid at samle den bredest mulige enhed i aktivitet og aktion.

Den afgørende forskel på reformister og revolutionære er, at reformister bremser op og trækker i land, når deres reformer møder modstand fra de herskende, og når de skaber problemer for systemet, mens revolutionære kæmper konsekvent for reformerne og er parate til at tage opgøret med systemet, når det viser sig nødvendigt og muligt.

Det er kun menneskene selv, der kan skabe menneskenes frihed. Kun en befolkning i selvorganisering kan skabe et ægte økonomisk, socialt og politisk deltagelsesdemokrati. Derfor støtter og arbejder vi for arbejdernes selvorganisering og deres mobilisering, også til kamp mod andre former for undertrykkelse end lønarbejdsformen. Og vi vil støtte og arbejde for, at kvinder, undertrykte nationaliteter og seksuelle mindretal organiserer sig selv og kæmper for ikke blot deres egen frihed, men også de andres frihed.

Uden menneskehedens universelle befrielse kan ingen enkelt gruppe blive fri. Og uden hver enkelt undertrykt gruppes egen solidariske organisering mod undertrykkelsen er menneskeheden ikke fri til at bestemme sin egen skæbne.

Udgangspunktet for vores samfundsprojekt er befolkningens egne kampe: de kampe, vi ser i det daglige; i varierende omfang og styrke; med større eller mindre idémæssig afklaring, med mere eller mindre udtalt solidaritet med andre kæmpende grupper.

For tryk avler modtryk. Ofte er modtrykket spredt og splittet, defensivt. Men defensive kampe skærpes ofte og bliver offensive, når de kæmpende ser mere af fjendens ansigt, og når forskellige kæmpende grupper indser deres fælles interesser og begynder at føre en samlet kamp. De kan vinde delsejre og opbygge magtpositioner. De kan forbedre deres samlede organisering og udvide bevægelsen.

Gennem disse kampe vil arbejderklassen og andre undertrykte gøre sig de erfaringer, som kan overbevise det store flertal om, at kapitalismen ikke kan opfylde vores behov, men tværtimod truer klodens fremtid.

Og gennem disse kampe vil arbejderklassen og andre undertrykte kunne udvikle deres egen organisering og opnå den nødvendige samfundsmæssige styrke til at omstyrte det kapitalistiske samfundsystem og erstatte det med et socialistisk samfund.

Så langt er vi ikke nået hidtil. Det samme udviklingsmønster er set gang på gang med et utal af forskellige udtryk, for 150, 80 eller 30 år siden, men i dag og i går. Igen og igen er disse folkelige kampe blevet skærpet, men de etablerede lederskaber har valgt at ‘satse på det sikre’. De har undladt at føre nye kampe for nye magtpositioner, men i stedet bøjet nakken, af frygt for, at det kapitalistiske samfunds magthavere skulle blive fornærmede og begynde at antaste de allerede vundne positioner.

Denne defensive prioritering – hvor man hellere beskytter resultatet af tidligere delsejre, end man kaster sig ud i offensive kampe for en gennemgribende forandring af samfundets magt- og ressourcefordeling – er typisk reformistisk politik, og den er på længere sigt skadelig. Ikke blot for helhedsprojektet, men også for delsejren. Fordi den bygger på snævertsyn og på illusioner om de kapitalistiske magthaveres godhjertethed.

I modsætning til dette perspektiv arbejder vi for at støtte, udvikle og styrke arbejderklassens og andre undertryktes egne kampe og organiseringer. Vi arbejder for at sikre den størst mulige uafhængighed af det kapitalistiske samfunds institutioner. Vi foreslår krav, der samler den bredest mulige aktive opbakning, krav, der faktisk løser problemerne, og krav, som styrker de kæmpende på længere sigt.

Og vi arbejder for at samle og centralisere de mangfoldige udtryk for progressiv kamp til et samlet angreb på samfundets undertrykkende mekanismer.

I dette arbejde forsøger vi altid at samle den bredest mulige enhed i aktivitet og aktion. De manges aktive handling – om end for beskedne krav – er vigtigere end små mindretalsgruppers aktioner for vidtrækkende krav.

Vi anerkender, at mange har tillid til passive og reformistiske ledere i bevægelserne. For at udfordre disse stiller vi dem over for kravet om at tage initiativ eller gå med i aktioner for dermed at give deres bagland konkrete erfaringer med, hvad bureaukraterne virkelige står for, og hvor langt de vil gå – eller snarere ikke gå.. Sådanne bevægelser og sådanne krav vil hurtigt komme på tværs af de normale mekanismer i et kapitalistisk samfund.

Og her kommer den afgørende forskel på reformister og revolutionære: Reformister bremser op og trækker i land, når deres reformer møder modstand fra de herskende, og når de skaber problemer for systemet, mens revolutionære kæmper konsekvent for reformerne og er parate til at tage opgøret med systemet, når det viser sig nødvendigt og muligt.

 

Fortsæt til side 2

Opslået i Uncategorized

single.php