Forsat fra side 1

Hits: 48

7. Overgangen til socialisme

Kapitalismen kan kun besejres, hvis det store flertal af befolkningen ønsker det, aktivt kæmper for det og opbygger sin egne organisationer. Kapitalens voksende centralisering på globalt plan understreger, at også arbejderklassen og de undertrykte grupper kæmper sammen på tværs af landegrænser.

Den 3. Verdens økonomi, infrastruktur og produktion er tilpasset de rige landes – imperialismens – behov. Det er umuligt for at løsrive sig fra denne afhængighed uden at bryde med kapitalismen som sådan.

Den revolutionære dynamik blev standset i Sovjetunionen, og den var lammet på forhånd i de lande, hvor det sovjetiske bureaukrati kontrollerede. De herskende var fjender af en virkelig socialistisk samfundsudvikling.

Rusland, Østeuropa, Kina og andre lande er i dag slået ind på genopretning af kapitalismen med en dramatisk social polarisering og fattigdom til følge. De revolutionære opgaver består i at bekæmpe kapitalens indtrængen og de omfattende privatiseringer af offentlige foretagender og at sætte et socialistisk demokrati på dagsordenen.

I de højtindustrialiserede lande har socialister stadig en dobbeltopgave: at styrke udviklingen af arbejderklassens og de undertryktes egne organisationer og at opbygge en stærk socialistisk strømning.

Hverken bydelsråd, kommunalbestyrelser, amtsråd eller folketing vil nogensinde kunne opsamle og organisere en virkelig aktivt kæmpende befolkning, der selv handler og selv beslutter. Det kan kun en selvstændig folkelig organisering.

I vores del af verden har vi en særlig opgave i at støtte dem, der kæmper mod udbytning og undertrykkelse i de andre verdenssektorer, men den bedste støtte til en revolutionær udvikling ét sted i verden er, at revolutionen spreder sig til andre lande.

Det er vanskeligt at forudsige med nøjagtighed, hvordan en overgang til socialisme vil kunne forme sig. Vi må holde dørene åbne for flere alternativer, som udspringer af dynamikken mellem progressive udviklinger i forskellige dele af verden.

Men sikkert er det, at et så magtfuldt system som kapitalismen kun kan besejres, hvis det store flertal af befolkningen ikke bare ønsker det, men aktivt kæmper for det og opbygger sin egne organisationer til at gennemføre en samfundsomvæltning.

Efter al sandsynlighed vil en revolutionær udvikling vil begynde på nationalt niveau. Og helt sikkert er det, at den revolutionære udvikling ikke kan fuldendes på dette nationale niveau, men må være international. Den må omfatte et betydeligt antal lande, herunder de vigtigste kapitalistiske kernelande.

Kapitalens voksende centralisering på globalt plan og den relative lethed, hvormed den i dag krydser landegrænser, understreger behovet for, at også arbejderklassen og de undertrykte grupper kæmper sammen, på tværs af landegrænser. Den har desuden yderligere sandsynliggjort, at en socialistisk revolution i et enkelt land på bare lidt længere sigt kun kan overleve, hvis revolutionen breder sig til andre lande.

Kampen for en anden verdensorden gælder for alle lande, kloden over. Ingen enkelte lande kan udvikle socialisme alene, isoleret fra resten af verden. Og ingen lande er i dag undtaget fra at skulle stille et socialistisk svar på dagsordenen. Ingen lande er ‘umodne’ til umiddelbart at indgå i en international udvikling hen imod socialisme.

Opgaverne for befolkningerne i de forskellige dele af verden er indbyrdes forbundne, men ikke af den grund identiske. Man kan skelne mellem tre hovedgrupper af lande, eller tre sektorer i verden. Disse tre sektorer har den samme hovedfjende og den samme hovedopgave, nemlig at kæmpe mod kapitalismen og for en socialistisk udvikling. Men de mere umiddelbare opgaver er indbyrdes forskellige. Derfor kaldes de verdensrevolutionens tre sektorer.

De afhængige lande

De lande, som kaldes ‘tilbagestående’ eller ‘tredjeverdenslande’, er stadig hårdt mærket af, at den kapitalistiske udvikling blev indført udefra for at gavne de mere avancerede kapitalismer i navnlig Vesteuropa og USA. Det nationale borgerskab i disse lande var for småt og svagt til at kunne lede opbygningen af demokratiske nationalstater og hjemmemarkeder, sådan som tilfældet havde været for borgerskaberne i eksempelvis Holland og England. Alle disse lande byggede deres senere nationale befrielse på en blanding af massive folkelige kampe og den internationale kapitals ændrede behov.

I dag står de fleste af disse lande stadig hovedsagelig som råstofleverandører og eksportmarkeder for verdens rigeste borgerskaber, der suger profit ud af de fattige befolkninger gennem overudbytning af arbejdskraften og det ‘ulige bytte’, altså lave priser på råvarer fra de fattige til de rige lande og høje priser på færdige produkter den anden vej.

Selv om der er stor forskel på Malawi i Afrika og Sydkorea i Asien, eller mellem Nepal i Asien og Brasilien i Latinamerika, har alle disse lande i Den Tredje Verden det til fælles, at hele deres økonomi, infrastruktur og produktion er tilpasset de rige landes – imperialismens – behov. Det er umuligt for at løsrive sig fra denne afhængighed og gennemføre en langsigtet og stabil økonomisk udvikling, som kan bringe dem på linje med Europa og Nordamerika – uden at bryde med kapitalismen som sådan.

Mange har fremhævet netop Sydkorea og andre sydøstasiatiske lande som eksempler på det modsatte, men den økonomiske krise i dette område i slutningen af 90’erne demonstrerede med al ønskelige tydelighed, hvor lidt frit spillerum selv forholdsvis velstillede lande havde, og hvor få muligheder de havde for selv at vælge den økonomiske kurs, når finanskapitalen i de rige lande stillede sine krav.

Hvis disse landes skal ud af deres enorme økonomiske gæld til de rigeste kapitalistiske centre, og hvis de skal bryde med undertrykkelse, vil det medføre et kraftigt anslag mod verdenskapitalismen. Og omvendt vil vi som led i kampen for global social retfærdighed kræve denne gæld eftergivet.

De nationale borgerskaber i tredjeverdenslandene fungerer i høj grad som repræsentanter for den internationale kapital. Ind imellem har man kunnet se modsætninger mellem de nationale borgerskaber og det internationale borgerskab. Men de førstnævnte er reelt kun interesseret i at tilegne sig selv en større del af ressourcerne og ikke i at ændre fundamentalt ved systemet. Derfor vil oprør, der bygger på de nationale borgerskaber, ikke føre til bedre forhold for arbejderne og bønderne. Arbejderklassen, bønder og landarbejdere må mobiliseres.

Og kampen kan ikke blot gælde jord og almene borgerligt-demokratiske krav. Den imperialistiske verdensorden ville ikke kunne fungere uden den globale udbytning. Derfor kan demokratiske rettigheder, stabile parlamentariske systemer, velfærdsstat, brud med godsejervælde og andre fremskridt, som de borgerlige revolutioner førte med sig, ikke opnås eller stabiliseres i tredjeverdenslandene. Et vellykket opgør med før-borgerlige forhold må derfor nødvendigvis indebære et delopgør med den kapitalistiske verdensorden.

Samtidig behøves et omfattende indre opgør med de korrupte og kleptokratiske herskerkliker, som i alt for mange tilfælde bærer deres betydelige del af ansvaret for disse landes elendighed.

Overgangssamfund

Rusland, Østeuropa, Kina og andre lande, som i det 20. århundrede indledte et brud med kapitalismen, er i dag for de flestes vedkommende slået ind på en problemfyldt genopretning af kapitalismen – uden en fasttømret, lokal kapitalistklasse, og uden stabile politiske forhold – med en dramatisk social polarisering og fattigdom til følge.

Gennem folkelige opstande og revolutioner, gennem militært pres fra andre ikke-kapitalistiske lande eller gennem en kombination af disse blev kapitalistklasserne i disse lande besejret, og en ikke-kapitalistisk samfundsudvikling blev indledt.

I de fleste tilfælde skete disse omvæltninger i forholdsvist tilbagestående dele af kapitalismen. Og de kom straks under et hårdt økonomisk og militært pres fra de kapitalistiske lande.

Derfor udviklede de sig ikke frem mod socialistiske samfund. Den revolutionære dynamik blev standset, f.eks. i Sovjetunionen, eller den var lammet på forhånd i de lande, hvor det sovjetiske bureaukrati på forhånd kontrollerede udviklingen mere end de folkelige bevægelser.

Økonomien var i vidt omfang nationaliseret og styret efter en plan, men fraværet af et socialistisk demokrati og af almene demokratiske rettigheder gjorde, at der reelt ikke var tale om planøkonomi, men om blind kommandoøkonomi – med spild og fejlproduktion til følge.

Magten blev overtaget af (Sovjet) eller lå fra starten hos (Østeuropa) et bureaukrati, som udsprang af arbejderbevægelsen i form af de kommunistiske partier. De havde god grobund på grund af de nye samfunds pressede situation, men de kunne kun fastholde magten ved at slå enhver kritisk venstreopposition ned med brutale midler.

De herskende var altså fjender af en virkelig socialistisk samfundsudvikling, men samtidig udsprang deres magt og privilegier af, at samfundene var ikke-kapitalistiske. Til forskel fra de herskende klasser i kapitalistiske samfund kunne overgangssamfundenes bureaukratier ikke akkumulere kapital, men kun brugsværdier.

Disse samfund, der ikke var kapitalistiske, men heller ikke på vej mod socialismen, var pr. definition ustabile. I længden var der kun to muligheder: Enten måtte arbejderklassen styrte bureaukratiet og – sammen med revolutionære bevægelser i andre dele af verden – iværksætte en socialistisk demokratisk udvikling. Eller også ville kapitalismen blive genindført. Bureaukratiets langsomme men sikre nedbrydning af arbejderklassens bevidsthed og organisering i disse lande betød, at det var den sidste muligheder, der blev til virkelighed.

De revolutionære opgaver i denne uensartede sektor af verden består i for det første at bekæmpe kapitalens indtrængen og de omfattende privatiseringer af offentlige foretagender.

For det andet må man sætte et socialistisk demokrati på dagsordenen som det eneste realistiske alternativ til såvel en skrøbelig kapitalisme som et bureaukratherredømme. På grund af det politiske livs skrøbelighed i disse lande vil alternative magtorganer sandsynligvis udspringe uafhængigt af de eksisterende, som er blevet grundigt miskrediteret i befolkningernes øjne.

De imperialistiske lande

De lande, som i dag er kapitalismens førende, har for de flestes vedkommende en længerevarende borgerligt-demokratisk tradition, som i det store hele accepteres af befolkningerne, i det mindste i mangel af synlige alternativer.

Der har også været store mobiliseringer i denne sektor af verden gennem hele det tyvende århundrede og længere endnu. Men mobiliseringerne i kapitalismens klassiske kernelande er endnu ikke nået til sådanne højder, at der har været tale om faktisk revolution.

I lange perioder synes kapitalismen for mange at være velfungerende, retfærdig eller i hvert fald at være den eneste mulighed, og i de situationer, hvor der har været optræk til mere fundamentale opgør, har arbejderbevægelsens etablerede lederskaber forsvaret det eksisterende system, og synlige og troværdige ledelsesalternativer har ikke været parate.

Derfor har bevidste socialister stadig en dobbeltopgave: at styrke udviklingen af arbejderklassens og de undertryktes egne organisationer, der kan være en modpol til de kapitalistiske magtorganer, og at opbygge en stærk socialistisk strømning, som stadig flere lytter til, efterhånden som mistilliden til de gamle ledere og politikere øges.

I vores del af verden nyder de parlamentariske organer en helt anden tillid og opbakning end i Den Tredje Verden. Det betyder, at politiske krav fra neden ofte vil tage form af krav om demokratisering af de bestående institutioner.

Som revolutionære støtter vi enhver kamp for at gøre også de parlamentariske systemer mere demokratiske; ethvert krav, som vil gøre det nemmere for befolkningen at stille politikerne til ansvar; ethvert krav, som giver demokratisk trufne beslutninger større indflydelse på bekostning af kapitalmagten.

Hverken bydelsråd, kommunalbestyrelser, amtsråd eller folketing vil nogensinde kunne opsamle og organisere en virkelig aktivt kæmpende befolkning, der selv handler og selv beslutter. Det kan kun en selvstændig folkelig organisering.

I den revolutionære tradition har vi især fokuseret på den selvstændig organisering på arbejdspladserne, ikke mindst på industriarbejdspladserne. Det er stadig centralt, fordi den produktion, service og administration, som foregår på arbejdspladsen, er det, der får samfundet til at fungere. Den, der har magten på arbejdspladserne, har magten i samfundet.

Men mennesker mærker også konsekvenserne af den kapitalistiske vanrøgt af samfundet andre steder end på arbejdspladserne, og de organiserer sig i lokalområder, de går sammen om enkeltsager, og de koordinerer kampe på tværs af grænser. Hvilke kampe og hvilke organiseringer, der vil udvikle sig om fem, ti eller femten år, er ikke til at forudse, men en socialistisk samfundsomvæltning vil kun kunne lykkes, hvis det lykkes at samle og koordinere alle disse bevægelser og alle disse organiseringer.

International solidaritet

Mellem disse sektorer er der en indbyrdes dynamik. Den kapitalistiske globalisering, kapitalens internationale institutioner – og den globale protestbevægelse mod denne udvikling – skaber yderligere sammenhæng mellem udviklingen i de tre sektorer.

I vores del af verden har vi en særlig opgave i at støtte dem, der kæmper mod udbytning og undertrykkelse i de andre verdenssektorer, og at angribe de ansvarlige regeringer, selskaber og institutioner, som fra deres hjemsted i den rige del af verden har et ansvar for denne udvikling.

Vi kan ikke forudse, hvor et revolutionært gennembrud først vil finde sted, men under alle omstændigheder vil det være en helt central international solidaritetsopgave at give fuld støtte til en sådan et gennembrud, uanset hvor i verden det foregår.

Hvor vigtigt solidaritetsarbejde end er, må det ikke blive den dominerende indsats for i vores revolutionære strategi. Den vigtigste opgave for socialister at kæmpe dér, hvor vi selv er. Det er her, vi har de bedste muligheder for at påvirke udviklingen. Og den bedste støtte til en revolutionær udvikling ét sted i verden er, at revolutionen spreder sig til andre lande.

8. Socialisters organisering

Det er nødvendigt med en særlig organisering af revolutionære socialister. Revolutionære socialisters organisering må ikke begrænses af hverken landegrænser eller skel mellem forskellige samfundsgrupper, sager eller bevægelser.

Den revolutionære organisation skal kunne fungere som organiserende og ledende kraft. Derfor skal den på én gang være demokratisk og handlekraftig.

Folkelige bevægelser udvikler sig i bølger. Fra et lavpunkt, der kan være stort set uden sammenhængende initiativer, til afgørende kampe om samfundets fremtid. De socialister, som skal bidrage til kampe med evner og erfaringer fra andre kampe, kan ikke også fungere i sådanne bølger. De må bevare kontinuiteten. De må udvikle teoretiske kundskaber med henblik på en handlingsrettet, videnskabelig analyse af samfundet. Og i perioder med stilstand i folkelige bevægelserne, må de sikre, at erfaringer og kundskaber samles og gennemarbejdes.

Derfor er det nødvendigt med en særlig og kontinuerlig organisering af revolutionære socialister i et revolutionært parti eller en revolutionær kerne. Denne organiseringsform skal stræbe efter at forene socialister, som ud fra fælles programmatiske standpunkter er aktive i og samler erfaringer fra alle sektorer af kampe og alle sektorer af verden. Revolutionære socialisters organisering i et parti må altså ikke begrænses af hverken landegrænser eller skel mellem forskellige samfundsgrupper, sager eller bevægelser. Det er nødvendigt med et socialistisk masseparti, som er organiseret på tværs af landegrænser.

Den revolutionære organisation skal kunne fungere som organiserende og ledende kraft. Og den skal vinde massernes opbakning for overhovedet at blive et revolutionært parti. Den må derfor kombinere to træk i sit politiske og organisatoriske virke:

* Den skal være demokratisk. Fuld frihed til kritik er en absolut nødvendighed for at sikre den størst mulige præcision i analyserne og den stærkest mulige forbindelse med reelle kampe. Det er ikke specielt ønskeligt at bruge megen tid og mange kræfter på interne stridigheder, men det er nødvendigt, at den revolutionære organisation kan rumme diskussion mellem de forskellige synspunkter, som uundgåeligt opstår. Kun gennem fri meningsudveksling kan organisationen udvikle sig og blive i stand til at tage stilling til nye situationer og ændrede arbejdsbetingelser. Alternativet er, at organisationen og dens medlemmer forstener i forældede standpunkter. Desuden vil begrænsning af debatfriheden skabet utilfredshed og udsivning. Derfor må medlemmerne af en revolutionær organisation have ret til at organisere sig som mindretal for at fremføre en fælles kritik af flertallet og af ledelsen og præsentere alternative holdninger og handlingsforslag.

* Den skal være handlekraftig. Fuldstændig enhed i handling er en absolut nødvendighed for at sikre en effektiv politisk og organisatorisk praksis, der kan forbinde organisationen med faktiske bevægelser. Det er også en fundamental forudsætning for reelt organisationsdemokrati. Det formelle ledelsesvalg sikrer, at den politik, som flertallet vedtager, bliver ført ud i livet. Alternativet til en organisation med valgt ledelse er ofte, at en mere eller mindre tilfældig klike kan lede organisationen uden hensyntagen til flertallets politiske linje.

Disse to træk i den revolutionære organisation, demokrati og centralisme, er først og fremmest politisk bestemt. De er bestemt af den hovedopgave, som revolutionære socialister har sat sig, nemlig at arbejde for en omstyrtelse af det kapitalistiske samfund og for menneskemassernes egen opbygning af et nyt, socialistisk samfund. Misforholdet mellem det objektive behov for en anden verdensorden og den subjektive bevidsthed og kampvilje på masseniveau udgør det vakuum, som det er op til de revolutionære socialister at udfylde.

Det indbyrdes forhold mellem demokrati og centralisme vil variere alt efter de konkrete, objektive forhold. Men ingen af dette forholds to bestanddele må nogensinde sættes ud af kraft,

9. Efter en socialistisk revolution

Afskaffelsen af kapitalmagten er kun begyndelsen på den proces, der skal revolutionere hele samfundet, socialt såvel som kulturelt. I overgangsepoken efter en revolution vil demokratiet blive radikalt udvidet.

En grundlæggende målsætning for den socialistiske revolution er at sikre, at så mange mennesker som muligt skal have så frie valg som muligt på så mange af livets områder som muligt. Hele vores socialistiske projekt bygger på en grundlæggende tillid til, at menneskeheden indeholder et umådeligt potentiale, som vil kunne udfoldes under gunstigere omstændigheder end de kapitalistiske.

Ikke alle menneskehedens problemer vil være løst med ét dagen efter en socialistisk revolution. Undertrykkelsen af og mellem mennesker har stået på i tusinder af år og vil ikke kunne forsvinde fra den ene dag til den anden.

Afskaffelsen af kapitalmagten er derfor kun begyndelsen på den proces, der skal revolutionere hele samfundet, socialt såvel som kulturelt.

En socialistisk omvæltning kan kun skabe forudsætningerne for en løsning af de samfundsmæssige modsætninger, som tidligere samfundsformer har skabt. Om disse modsætninger løses, og hvordan, afgøres af det befolkningsflertal, som for første gang vil have opnået en samfundsmæssig magt, som de aktivt har ønsket.

Umiddelbart efter en socialistisk omvæltning vil der derfor indtræde en form for overgangssamfund. Hvordan dette samfund vil være organiseret, har det ingen mening at fastlægge i detaljer i dag. Det skal afgøres af de mennesker, som har gennemført den socialistiske revolution, og det skal først og fremmest ske gennem de organiseringer, der har båret revolutionen igennem.

Overgangsepoken efter en revolution vil kendetegnes ved, at demokratiet udvides radikalt.

Den grundlæggende demokratisering vil bestå i, at de store kapitalistiske virksomheder underlægges samfundskontrol og samfundsstyring.

Men demokratiseringen ligger også i, at der skal være fuld frihed til ytringer og foreningsdannelser, herunder partidannelser, så længe disse i praksis accepterer dette nye radikale demokrati. Det skal ikke kræves, at de i deres holdning foretrækker det nye demokrati frem for den gamle styreform, socialisme frem for kapitalisme. Først i tilfælde af kontrarevolutionær vold kan der i fasen umiddelbart efter en revolution gribes ind med forbud.

En grundlæggende målsætning for den socialistiske revolution er at sikre, at så mange mennesker som muligt skal have så frie valg som muligt på så mange af livets områder som muligt. Men revolutionens demokratisering af samfundet har også et andet vigtigt formål: Kun et samfund, som er gennemdemokratiseret og dermed har fuld ytringsfrihed kan rette de fejltrin, som er uundgåelige for enhver aktivitet. Der vil ikke være langt fra tanke til handling.

Sammen med en bevidst politik, der vender sig mod særlige økonomiske privilegier til valgte og ansatte i ledende og administrative stillinger, er en radikal demokratisering af samfundet også den bedste metode til at undgå den altid eksisterende fare for bureaukratisering, der har redet alle forsøg på at opbygge ikke-kapitalistiske samfund som en mare.

Vil det at tillade også borgerlige partier åbne for kontrarevolution? Tværtimod. Hele vores socialistiske projekt bygger på en grundlæggende tillid til, at menneskeheden som helhed indeholder et umådeligt potentiale, som vil kunne udfoldes under gunstigere omstændigheder end de kapitalistiske. Befolkninger, der netop har gjort sig fri af kapitalismens herredømme gennem en massiv selvorganisering fra neden, har krav på en så udstrakt ytrings- og foreningsfrihed som muligt og vil afgjort kunne skelne mellem skidt og kanel.

Et socialistisk demokrati er direkte demokratisk, baseret på almindelige menneskers politiske deltagelse. Der skal være fuld ret til tilbagekaldelse af valgte repræsentanter til de forskellige styrende organer. En forudsætning for den almindelige politiske deltagelse er en drastisk reducering af arbejdstiden, som igen bliver gjort mulig af, at der ikke længere skal overproduceres til et ukendt marked, men produceres efter planlægning, hvilket modvirker overflødig spildproduktion og fjerner behovet for ressourcekrævende kapitalistiske bureaukratier og finanssektorer. Der skal indføres lige løn for administrative såvel som produktive hverv, og generelt skal arbejdsdelingen mellem ånds- og håndsarbejde gradvis overskrides. Disse er alle forudsætninger for en gradvis bortvisnen af staten.

Dette socialistiske demokrati vil ikke fjerne behovet for de revolutionære socialisters organisering i et parti. Der vil stadig være behov for, at politisk skolede folk kan give deres bud på de videre perspektiver. Først i en senere situation, hvor de vigtigste forskelle mellem befolkningerne med hensyn til social status og politisk bevidsthed er jævnet ud, vil politiske partier måske blive overflødiggjort. Det må vi se, når vi kommer dertil. Da vil vi være nået langt.

 

Opslået i Socialistisk Arbejderpolitik

single.php