Gilbert Achcar voksede op i Libanon og underviser i samfundsvidenskab på School of Oriental and African Studies (SOAS) in London. Blandt hans bøger er The Clash of Barbarisms, som udkom i en anden, udvidet udgave i 2006, og senest The Arabs and the Holocaust: The Arab-Israeli War of Narratives (2010). Hans næste bog, som analyserer den arabiske opstand, udkommer i foråret 2013.

 

Gilbert Achcars næste bog, The People Want: A Radical Exploration of the Arab Uprising (Berkeley, CA: University of California Press, 2013) udkommer senere i år. Dette interview blev lavet i december 2012 af International Socialist Review, som udgives af International Socialist Organization (USA).

Der er en masse ting at snakke om. Mellemøsten har været nyhedsstof fra angrebet på Gaza til situationen i Tunesien, fra Morsis magtovertagelse i Egypten til truslerne mod Iran, alt muligt. Jeg vil starte med en generel vurdering af det arabiske forår, det som bliver kaldt det arabiske forår, som begyndte for to år siden, den 17. december 2010 i Tunesien. Kan du give os en generel fornemmelse af, hvad det har betydet for regionen?

Den mest overordnede kommentar er, at for første gang i regionens historie, sker der virkelig bevægelse og forandring, og det ændrer sig meget hurtigt, så regionen er gået ind i det, jeg vil kalde en langstrakt revolutionær proces. Det er en gennemgribende ændring i regionens historie. Blokeringer af enhver art eksploderer. Jeg tror, det vil fortsætte i mange, mange år endnu.

Du sagde blokeringer. Mener du blandt andet eksistensen af syge eller forkalkede diktatoriske regimer? Det første skulle så være Tunesien. Kan du sige noget om den nuværende situation i Tunesien?

Ja, men det handler ikke kun om diktatoriske regimer. Det er selvfølgelig den mest tydelige del af det, og det, som mest direkte er blevet påvirket af opstandene i de lande, hvor de har vundet sejre indtil nu. Men det er en del af en mere generel blokering, som også handler om en økonomisk blokering. Regionen halter efter resten af verden med hensyn til økonomisk vækst og generelt med hensyn til udvikling, selv om den er beriget med meget store naturressourcer. Den har verdensrekord i arbejdsløshed, og det har været tilfældet i årtier, og således sker der en social blokering, for ikke at nævne den meget åbenlyse blokering, som handler om kvindernes stilling. Så man har en hel række blokeringer, hvor jeg kun har nævnt nogle få og væsentlige. Alt dette kommer nu op i denne omfattende eksplosion, som startede i Tunesien.

Det hele startede i Tunesien den 17. December 2010. Det var den dag, hvor Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv, og derved satte hele landet og senere hele regionen i brand.

At det startede i Tunesien hænger sammen med alle de kampe, som fandt sted i landet gennem 00’erne, hvilket igen hænger sammen med eksistensen af en vigtig venstrefløjstradition, ikke mindst udtrykt i landets faglige centrum, det tunesiske LO (UGTT). Det er denne særlige situation, som forklarer, hvorfor eksplosionen skete i dette land før noget andet, men der ligger ikke i dette, at situationen var mere moden i Tunesien end andre steder, hvad vi da også kan se af det faktum, at eksplosionen i Tunesien satte gang i en hel række eksplosioner i andre lande. Der er næppe noget arabisktalende land, som ikke er blevet påvirket af denne opstand, lige fra det vestlige yderpunkt i Mauritius og Marokko over til Syrien og Irak i øst.

På et tidspunkt så det ud til, sikkert som resultat af valget i Egypten og før det i Tunesien, at de umiddelbare sejrherrer i det arabiske forår var islamistiske organisationer som De Muslimske Brødre i Egypten. Kan du sige noget om dette, først i forhold til Tunesien, og så Egypten?

Ja, det var selvfølgelig noget, der var ganske forudsigeligt. Den mest udbredte forventning i forhold til regionen var, at der ville komme eller vil komme sociale eksplosioner, politiske eksplosioner; man kan se det i rapporter fra USA’s ambassader i regionen, som Wikileaks har offentliggjort, at ikke engang USA ikke havde mange illusioner. De vidste hvor spændt, hvor farlig situationen var. I forhold til dette var den mest almindelige opfattelse, at disse eksplosioner ville fremme den islamiske fundamentalistiske bevægelse på et tidspunkt, hvor – set fra Washington – dette blev opfattet som en trussel mod amerikanske interesser. Da oprøret så startede, var der tendenser til ønsketænkning og en tro på, at i kraft af et eller andet mirakel ville der opstå nye kræfter, som kunne lede og præge hele processen og skubbe de islamiske kræfter i baggrunden.

Det er rigtigt, at nye kræfter opstod, særligt i den unge generation. Det er rigtigt, at nye netværk af unge, som brugte alle internettets ressourcer, spillede en nøglerolle i organiseringen og koordineringen af alle disse opstande. Der er ingen tvivl om dette. Men med opstande, hvor kravet er frie valg, hvilket er et normalt krav for folk, som tørster efter demokrati – så var det åbenlyst, at på kort sigt ville vinderne blive dem, som har ressourcerne, som kræves for at vinde et valg – og her er internettet ikke det afgørende redskab, som man også kender det i USA.

Man skal bruge politiske maskiner. Man skal bruge penge. Man skal bruge græsrodsorganisationer, som er forankrede de steder, hvor man skal høste mange stemmer, som for eksempel i landdistrikterne. Så dette kunne ikke opfindes eller improviseres på få uger, og derfor var det så forudsigeligt, at de islamiske fundamentalistiske kræfter, især De Muslimske Brødre, ville vinde. Disse kræfter havde samlet styrke i mange år ved at opbygge netværk, særligt i de lande, hvor de havde mulighed for at arbejde åbent, som i Egypten.

Det var ikke tilfældet i Tunesien, men det er blevet kompenseret af den kendsgerning, at disse kræfter har nydt godt af en masse oliepenge, og fra fjernsynets magt. Mange af tv-netværkene i regionen er gearet til denne slags grupper, enten gennem religiøse programmer, og man har en masse religiøse kanaler, eller gennem den særlige politiske rolle hos den største satellitkanal, Al Jazeera. Al Jazeera arbejder åbenlyst for De Muslimske Brødres interesser, som er ganske fremtrædende i deres team , og som er finansieret af regeringen i Qatar. Så de har disse afgørende ressourcer, plus selvfølgelig en masse penge fra kongedømmerne i Golfstaterne.

Det var helt forudsigeligt, at De Muslimske Brødre ville få flest stemmer, og altså ingen overraskelse. Folk, som henfaldt til ønsketænkning, reagerede på disse valg ved at vende sig fra de rosenrøde billeder, de i første omgang klæbede sig til, til meget dystre billeder med kommentarer som “foråret bliver til vinter”. Nuvel, sandheden er, at det mest overraskende faktisk er, at de valgsejre, som de religiøse kræfter har vundet, er så skrøbelige. Mest slående er det selvfølgelig i Egpten, hvor man kan se, hvor hurtigt De Muslimske Brødre og deres resultater mister terræn. Se på antallet af stemmer, som De Muslimske Brødre fik i parlamentsvalget, i præsidentvalget, den første runde i folkeafstemningen om forfatningen: Det er åbenlyst, at de taber opbakning i hastigt tempo. De mister terræn, og det er det mest overraskende. Det samme kan man sige om Tunesien, til trods for venstrefløjens splittelse. Venstrefløjen var latterligt splittet op i en masse grupper og organisationer: I hovedstaden var der snesevis af venstre- og venstreradikale lister, som kæmpede mod hinanden. Hvis man lægger alle stemmerne til de forskellige venstrefløjsgrupper sammen, får man et resultat, hvor – hvis de var givet til en fælles liste, havde fået et betragteligt antal medlemmer af parlamentet.

Trods alt dette fik De Muslimske Brødre 40 procent af stemmerne med en stemmedeltagelse på under halvdelen, hvilket betyder, at omkring 20 procent af de registrerede vælgere stemte på dem. Det er ikke ligefrem en storsejr. Siden da har vi set en forværring af de sociale forhold i Tunesien, og den koalition, som kom til magten, med De Muslimske Brødre som hovedkraft, har mistet fodfæste. Den er blevet mere og mere miskrediteret, fordi den ikke har været i stand til at løse nogen af landets reelle problemer, som er de ovenfor nævnte: arbejdsløshed, økonomiske problemer, sociale problemer osv. Vi har både i Tunesien og Egypten set en stigning i sociale kampe, i arbejderkampe, med voksende sammenstød mellem disse sociale kampe og regeringer domineret af De Muslimske Brødre i begge lande.

I Tunesien har dette nået et dramatisk niveau med en konfrontation mellem UGTT og regeringen, som er blevet voldelig. Landet skal snart have valg igen, men også før den nye runde med parlamentarisk konfrontation ser vi sociale og politiske konfrontationer udfolde sig, så alt koger (interviewet er lavet før mordet på Chokri Belaïd og de efterfølgende uroligheder, o.a.) . Alt ændrer sig meget, meget hurtigt. Både ønsketænkningen i starten og de pessimistiske kommentarer, som fugte efter, er meget forhastede og helt forkerte. Faktum er, at vi ser en langstrakt revolutionær opstand, en langstrakt revolutionær proces, som startede i december 2010, og som vil fortsætte både i de lande, hvor opstanden i første omgang førte til sejr, og i de lande, som endnu ikke er blevet påvirket væsentligt. Hele regionen koger.

Hvad skete der med opfordringen til generalstrejke, som UGTT havde indkaldt i starten af december, men som alligevel blev afblæst?

Ja, den blev afblæst efter at man indgik en slags kompromis. Kort fortalt frygtede ledelsen af UGTT, at konfrontationen kunne udvikle sig helt galt, fordi der havde indtil da kun været afholdt en enkelt generalstrejke i landet, og det var i 1978, hvor det førte til et meget alvorlige sammenstød. Så der var en frygt for, hvad der ville ske, og derfor accepterede de at indgå et kompromis, hvor ingen tabte ansigt, men advarslen er der stadig, og UGTT har været meget skarp i sin kritik af regeringen, af den måde, man bruger sin magt, og kravet er fortsat opløsning af de militser, der kontrolleres af det islamiske parti. De Muslimske Brødre både i Egypten og i Tunesien har vist sig endnu mere effektive end Mubarak med at have denne form for organiserede bander.

Så sådan ligger landet, og udsigterne i Tunesien er meget interessante, fordi det er det eneste land i regionen med en organiseret arbejderbevægelse, som virkelig fører an i processen. Den var allerede det faktiske lederskab i oprørets start i december 2010/januar 2011. Ben Ali flygtde ud af landet den dag, hvor generalstrejken nåede til hovedstaden den 14. januar 2011. De faglige aktivister var dem, der forte an i kampen, fra Sidi Bouzid, den by hvor det hele startede efter selvafbrændingen af Bouazizi, til den dag, hvor oprøret kulminerede i hovedstaden. Faglige græsrodsaktivister og mellem ledere udgjorde det reelle lederskab af kampen. Men efter diktaturets fald har der været et skifte i ledelsen af UGTT, og dette skifte har bragt venstrefløjen, også den yderste venstrefløj, i front. Den tunesiske venstrefløj drog endelig læren af sine seneste erfaringer og lykkedes at gå sammen i det, de kalder Folkefronten. Det faktum, at denne koalition af venstrefløjsgrupper er dominerende i UGTT, er enormt vigtigt. Det sætter Tunesien på et betydeligt mere avanceret niveau for kampen end noget andet land i regionen.

Hvis vi kan gå videre til Egypten, hvor der siden valget af Morsi som præsident sidste sommer har været forsøg på at samle en opposition til De Muslimske Brødre. Kan du sige noget om venstrefløjen her efter revolutionen?

Ja, men der er en meget stor forskel mellem Egypten og Tunesien. Nemlig den kendsgerning, at venstrefløjen står meget stærkere i Tunesien, fordi venstrefløjen i lang tid, i flere årtier, har været meget aktiv i fagbevægelsen, i det faglige landsorganisation UGTT. Og selv om den bureaukratiske ledelse af landsorganisationen det meste af tiden var under regeringens kontrol eller indflydelse, så formåede venstrefløjen altid at være aktivt til stede i de lokale fagforeninger. De mest fremtrædende faglige aktivister hører til på venstrefløjen. Desværre ser vi ikke noget tilsvarende i nogen af de andre lande, heller ikke Egypten. I Egypten organiserede oppositionen sig i en koalition af venstrefløjen og liberale kræfter, herunder rester fra det gamle regime.

Selvfølgelig kunne det også ske i Tunesien i den forstand, at nogle folk på venstrefløjen eller i fagbevægelsen kunne blive fristet til at indgå i en alliance med resterne fra det gamle regime i en konfrontation med De Muslimske Brødre, de islamiske fundamentalistiske kræfter. Men i Egypten sker det allerede med Amr Moussa som en del af koalitionen, men Moussa, skal man huske, tilhører den liberale del af det gamle regime. Han er ikke som Shafiq, den tidligere præsidentkandidat, som blev set som den officielle repræsentant for fortsættelsen af Mubaraks regime. Moussa stilede faktisk op mod Shafiq i præsidentvalget. Så i Egypten har vi en liberal-venstrefløjs-koalition. I det omfan den er en front, der står sammen om demokratiske krav, kan man se det som et legitimt arrangement, men problemet er, at man gik et skridt videre og dannede en valgalliance.

Venstrefløjen i bred forstand er især repræsenteret af Hamdeen Sabahi, som er den kandidat, der overraskede alle i præsidentvalget ved at blive nummer tre og endda vinde valget i Kairo og Alexandria, de to vigtigste byer. Det var helt fantastisk. Sahabi kom til at repræsentere dem, der søgte et venstrefløjs-alternativ både til det gamle regime og til de islamiske kræfter. Efter valget dannede han den Folkelige Strømning, hvor de fleste grupper på den yderste venstrefløj er med. Desværre er den Folkelige Strømning i øjeblikket blevet overskygget af den brede koalition, i stedet for at bygge på det venstrefløjs-potentiale, der var samlet omkring Sahabi i første runde af præsidentvalget.

Bevægelsen mod regimet ledet af De Muslimske Brødre i Egypten rejser spørgsmålet om hærens rolle. Hvad siger du til dette, både i forhold til styrkeforholdet, og den sandsynlige udvikling i betragtning af de uløste økonomiske og sociale problemer og et regime, som mister vælgeropbakning og i en vis forstand vælgermæssig og politisk legitimitet?

Den hastighed, hvormed Morsi mister fodfæste og legitimitet, er en reel overraskelse. Jag har altid troet, og jeg er ikke den eneste, at folk måtte gå gennem en erfaring med disse fyre ved magten, for rigtigt at forstå, hvem de egentlig er og for ikke længere at blive fordummet af tomme slogans a la “Islam er løsningen” og på denne måde skjule, at de i virkeligheden ikke har noget alternativt program. Men det går faktisk hurtigere end forventet, og en forklaring på dette er den temmelig klumsede made, De Muslimske Brødre tackler situationen på. De har udvist så meget arrogance og troet, at det er deres dag med Guds hjælp, og at de har tingene sikkert i deres hænder, hvilket er fuldstændig kortsigtet. Hvis de havde været smartere, så havde de faktisk forstået, at det slet ikke er i deres interesse at regere på nuværende tidspunkt. Enhver, som prøver at regere landet med den type program, de har, er dømt til at mislykkes ynkeligt. Det mest sigende udtryk for, hvad der er sket i Egypten, var da Morsi underskrev aftalen med IMF for nylig. Han underskrev en aftale med IMF, som indeholdt betingelser, der ville blive forkastet af alle og enhver, der skulle opbygge Egypten. Og selvfølgelig underskrev de aftalen, fordi den svarer til deres egen neoliberale tankegang, som ikke adskiller sig fra det tidligere regime. Og det var på det værste tidspunkt, da De Muslimske Brødre startede deres konfrontation med oppositionen, at Morsis regering besluttede at hæve priserne på basisvarer og ændre skattesystemet på en måde, som ikke ville genere de rigeste. Det førte til så store protester, at Morsi måtte droppe forslaget få dage efter på sin Facebook-side! Det blev en vittighed. Det viser, hvor lidt disse folk forstår sig på en reel løsning på de dybe sociale økonomiske problemer i landet.

Nu til spørgsmålet om hæren. Der har været meget postyr om Morsis “revolutionære kup”, hvor han afsatte Tantawi, leder af det Øverste Militærråd, sammen med den næstkommanderende. Men sandheden er, at dette skete i fuld overensstemmelse med det militære establishment, som faktisk ønskede at skille sig af med disse folk, som udelukkende sad på deres poster, fordi de var placeret der af Mubarak imod militærets ønske. Se bare på Tantawis alder; han har langt overskredet en alder for en militær position af enhver slags. Vi ved fra Wikileaks, igen fra amerikanske diplomatiske rapporter, at officererne i hæren plejede at kalde Tantawi for “Mubaraks puddelhund”. Så det at han blev fjernet, havde overhovedet ikke noget “revolutionært” over sig. De fik medaljer og generøse håndtryk, og dertil immunitet i forhold til, hvad de lavede som militære ledere. Hvis man tror, at hærens position er blevet svækket, tager man helt fejl.

Se hvad der skete for nylig, da konfrontationen kulminerede mellem Morsi og oppositionen. Den nye militærleder tog initiativ til at gå åbenlyst ud som mægler og opfordrede til en konference, som skulle omfatte præsidenten og regeringen på den ene side, og oppositionen på den anden. Hæren kom med nogle få erklæringer forinden, helt parallelt til hvad man sagde på tidspunktet for oprøret mod Mubarak, nemlig at de ikke ville slå ned på folket. Budskabet var: “Vi har ikke accepteret at blive brugt politisk af Mubarak, og vi vil ikke udnyttes politisk af Morsi.” Så hæren spiller dette spil, og man kan formode, at det i høj grad er efter råd fra Washington, at man holder sig uden for slagsmålet, altså at tiltage sig en dommer-rolle, så man kan spille rollen som “redningsmand”, hvis situationen løber ud af kontrol, med en gentagelse af den sædvanlige rækkefølge med revolution, kaos og så et kup. Men det egyptiske folk er, i det mindst på nuværende tidspunkt, alt for kritisk over for hæren til, at dette kan blive muligt på kort sigt. På længere sigt ved man aldrig.

Før jeg spørger til Syrien, skal jeg lige høre, hvordan spørgsmålet om palæstinenserne og Gaza spiller ind. For det blev vurderet som et kup for Morsi, den måde hvorpå han hjalp med til at få en aftale på plads. Som du ved, blev han af Time Magazine udnævnt til den mest betydningsfulde mand i Mellemøsten, kun for at afvise ham den næste uge, men hele spørgsmålet om Israel og palæstinenserne fylder meget i dette billede. Kan du sige et par ord om dette?

Det viser hen til en vigtig ting. Jeg nævnte hovmodet og arrogancen hos De Muslimske Brødre, men et af de centrale elementer i dette er den støtte, de får fra Washington. Det er et nøgleelement i deres tro på, at de har kontrollen, at de er i stand at styre. Washington blev reelt taget på sengen med opstanden på et tidspunkt, hvor man stod – og stadig står – i den svageste position i regionen siden højdepunktet i 1991, da en halv million amerikanske tropper under George Bush Sr. blev udstationeret i Golfen forud for den første USA-ledede angreb på Irak. Dette højdepunkt af USA-herredømme førte også til starten på den såkaldte fredsproces mellem Israel og de arabiske lande, og senere Oslo-aftalerne i 1993. Alt dette ligger bagude. Den væsentlige faktor, som gjorde en ende på det hele, var Bush Jr. administrationen, regeringen George W. Bush, og den største katastrofe for det amerikanske imperium generelt, for USA-imperialismen, som besættelsen af Irak viste sig at være. Det forvandlede sig til et mareridt. USA-soldater måtte forlade Irak uden at opnå et eneste af de grundlæggende mål, som de havde sat sig forud for besættelsen af landet. De måtte forlade landet, uden at beholde en eneste base, ingenting, og ingen kontrol over regeringen, som er under langt stører indflydelse fra Iran. Det første, som Irak gjorde efter at de amerikanske tropper forlod landet, var at forhandle en våbenhandel med Rusland, af alle. Irak var en katastrofe for USA.

Så de står virkelig svagt. USA føler sig ganske svag i regionen og satte sig på bagsædet i NATO-operationen i Libyen med en lav profil, modsat andre operationer, som vi har set indtil nu, hvad enten vi taler om Kosovo eller Afghanistan eller aktioner uden for NATOs kommando som Irak. I Syrien kan vi se Washingtons impotens meget tydeligt. Stilet over for alt dette så USA De Muslimske Brødre som den eneste kraft, man kunne satse på.

Emiren af Qatar lavede aftalen, eftersom han har været hovedsponsor for De Muslimske Brødre siden midten af 1990’erne. Washington endte med at satse på De Muslimske Brødre, fordi man mistede sine sædvanlige allierede, folk som Mubarak og Ben Ali. Fordi vi gik ind i en ny fase i regionens historie, har Washington nu brug for en ny kraft med en reel folkelig basis, og den eneste, de fandt til disposition, var De Muslimske Brødre, som de var ganske godt parate til, eftersom der var en lang historie med samarbejde. I 1950’erne, 1960’erne og 1980’erne frem til 1990’erne var De Muslimske Brødre grundlæggende allieret med USA, særlig i 1950’erne og 1960’erne, hvor de i hele regionen blev regnet som samarbejdspartnere med CIA, USA og Saudi Arabien. På dette tidspunkt var de sponsoreret af saudierne. Det var før, de skiftede til Qatar i 1990’erne.

Så Washington satser igen på dem, og den rolle, som Morsi spillede i Gaza-sagen, var faktisk den rolle, som Mubarak plejede at spille, men med større effektivitet, fordi Hamas er den palæstinensiske gren af De Muslimske Brødre. Så de havde mere slagkraft over for Hamas, og derfor forhandlede de denne aftale og fik ros fra Washington. Washington satser på disse folk, hvad enten det er i Tunesien eller i Egypten eller i Syrien i fremtiden, når regimet falder. I hele regionen er der ikke noget land, hvor De Muslimske Brødre ikke er til stede, og hvor de ikke spiller en central rolle, og det er derfor Washington satser på dem og har været utrolig forsigtig med at kommentere på udviklingen i Egypten. Obama-administrationen var faktisk mere offensiv i sin kritik af Mubarak, end man har været mod De Muslimske Brødre.

Kan du kommentere situationen i Syrien? Lige nu har hele processen her været ekstremt hård og voldelig fra regeringens side, og der er ingen enighed i oppositionen, selv ikke hos venstrefløjen mod regimet, eftersom dele af venstrefløjen ser ud til at støtte regimet. Hvordan ser du udviklingen?

Syrien er ingen undtagelse fra hele mønsteret af opstande i den forstand, at der er et meget diktatorisk regime, faktisk et af de mest despotiske i regionen, sammen med Libyens Gadaffi og det saudiske kongedømme. På den anden side er det et land, hvor den sociale økonomiske krise var mest akut, med meget høj arbejdsløshed, en fattigdomsrate på 30 procent, og på den anden side, en regerende familie, der koncentrerer magten og rigdommene i helt uhørt grad. Den syriske præsidents fætter kontrollerer 60 procent af økonomien. Hans personlige rigdom anslås til 6 milliarder dollar. Alt dette var en meget eksplosiv coctail. Og den eksploderede.

På venstrefløjen har man haft kommunister, som deltog i regeringen. Det er en tradition, som eksisterer fra tiden med Sovjetunionen, som plejede at have tætte forbindelser til det syriske regime, og som er fortsat under Putin. Men hovedparten af venstrefløjen, om ikke hele venstrefløjen i den sande betydning af ordet, er imod regimet. Det største venstrefløjsparti i Syrien er repræsenteret i det Syriske Nationalråd: det er afvigerfløjen af kommunisterne, som splittede ud i 1970’erne og var imod samarbejde med regimet.

At tro at det syriske regime er venstreorienteret eller, endnu værre, at Assad er ”en socialist, humanist og pacifist,” som Chavez har sagt det så pinligt, er i bedste fald uvidenhed. Der må ikke herske nogen tøven på nogen del af venstrefløjen om at stå sammen med det syriske folk i dets kamp mod dette brutale, udbyttende og korrupte diktatur. Når det er sagt, så er der i Syrien – som i alle andre lande i regionen – islamiske fundamentalister blandt de kræfter, som kæmper mod regimet. Det var tilfældet i Tunesien og Egypten. Det må ikke bruges som undskyldning for at tilsværte hele oprøret. Venstrefløjen må støtte oprøret uden tøven, i Syrien såvel som alle andre steder, og samtidig – og endnu mere, når diktaturet er bukket under – må man støtte de mest progressive kræfter inden for bevægelsen. Dermed følger man den proces af radikalisering i revolutionen, som Marx en gang kaldte ”permanent revolution”.

Interviewet er oversat fra International Viewpoint af Karina Skov.

 

 

Opslået i Arabiske revolutioner

single.php