Det er vanskeligt – ikke umuligt, men det kan først gøres senere – at fastslå med sikkerhed, at den nuværende hedebølge i Europa skyldes klimaforandringer. Sikkert er det imidlertid for det første, at denne vejrbegivenhed er i overensstemmelse med de prognoser, som kommer fra klimatologer, der studerer den ”globale opvarmning”.

 

For det andet, at gentagelserne af ekstreme vejrfænomener som dette åbenlyst forstærker ideen om, at det er den ”menneskeskabte” klimaforandring, der får os til at svede, truer vore vandressourcer (blandt andet) og på dramatisk vis endog kan dræbe mennesker, som i Grækenland.

 

Konsekvensen af blot en enkelt grads global opvarmning

Øjeblikket er derfor velvalgt til at gøre opmærksom på denne kendsgerning: Det, som nu sker, er resultatet af en global opvarmning af jordens overflade på gennemsnitligt kun 1 grad sammenlignet med tiden før industrialiseringen. En sølle grad er derfor nok til at skabe fænomener så skræmmende som skovbrandene i Sverige (for ikke så længe siden var det i Sibirien ….), oversvømmelser i Filippinerne (for nylig var det i Pakistan), og temperaturer så høje i storbyerne i Indien, at hvis det forsætter på denne måde, vil enhver fysisk aktivitet gennem en stor del af året kunne blive umulig af simple fysiologiske grunde!

 

Vi taler om gennemsnitlige overfladetemperaturer. Som det siges i vittigheden, så kan fyren, der har sine fødder i en ovn og sit hoved i et køleskab, godt have en helt normal gennemsnitstemperatur. Ikke desto mindre kan en sådan person godt have en meget dårlig helbredstilstand. Det er på samme måde med klimasystemet. Af forskellige årsager sker den globale opvarmning hurtigere i nogle dele af den nordlige halvkugle, specielt i Arktis. For nyligt blev der målt over 30 grader i det nordlige Finland. I Grønland – men også i Antarktis – er den opvarmning, man har observeret gennem adskillige årtier, to til tre gange højere end det globale gennemsnit…

 

Et andet syn på Parisaftalen

Men lad os vende tilbage til det globale gennemsnit. En grad, sagde jeg. Det, som sker lige foran os, giver os således mulighed for at kunne forstille os virkningen af en global opvarmning på mellem 2,7 og 3,7 grader, som eksperterne forudser vil være resultatet ved slutningen af århundredet, under den forudsætning at alle lande ville overholde de løfter, der blev afgivet i Paris under COP21. (Denne forudsætning er optimistisk – se bare på Trump!) Et sådant niveau for opvarmningen ville blive fuldstændig katastrofal. Konklusion: De nuværende mål er fuldstændigt utilstrækkelige. Men det vidste vi allerede. Hvad vi derimod ikke vidste, eller i hvert tilfælde ikke vidste nok, var, at det at holde sig under 2 grader i forhold til før industrialiseringen er næsten lige så utilstrækkeligt. Under alle omstændigheder ville en sådan opvarmning ikke tillade os at undgå meget store problemer.

 

I Paris stillede regeringerne sig selv det mål at forblive ”klart under 2 grader og forsætte bestræbelserne for ikke at overstige 1,5 grader” i gennemsnitlig global opvarmning. Denne dobbelttydige formulering er nærmest bizar. Er hovedmålet 2 grader eller 1,5 grader? Juristerne er i fuld gang med at diskutere spørgsmålet. Desuden er det et mål på papir, uden virkelige konsekvenser. Desuden, som det lige er blevet påpeget, er der et gab mellem dette papirmål og den virkelighed, som tilslutningen fra regeringerne forbereder til os, som en del af deres ”nationalt bestemte bidrag”. I lyset af konsekvenserne af den nuværende opvarmning – på kun en enkelt grad, må jeg stadig insistere på – er konklusionen bydende: Det er livsvigtigt ikke at overstige 1,5 grader og at afkøle planeten så meget som muligt. Det helt store spørgsmål er nu: Kan dette mål stadig nås?

 

Midlertidig overskridelse af 1,5 grader?

Det engelske Royal Society har for nyligt udgivet en større afhandling om dette emne. Det indeholder over femten bidrag af anerkendte eksperter. Det, som fremstår, er indiskutabelt: Inden for den kapitalistiske og derfor produktivistiske ramme, vil grænsen på 1,5 grader af global opvarmning blive overskredet i løbet af få årtier. Det siger sig selv, at det ærværdige Royal Society ikke formulerer tingene på denne måde; jeg laver her en oversættelse til jer. For at vurdere pålideligheden af dette, er det nok at nævne, at ifølge de mest radikale vurderinger (ikke de eneste, men alligevel!) svarer mængden af kul, som stadig kan udledes til atmosfæren uden at overskride 1,5 grader (det som kaldes ”kulbudgettet”), til …. fire års udledning på det nuværende niveau. Så vi balancerer nu mere end nogensinde på en knivsæg, og de globale udledninger fortsætter bare med at stige….

 

Nogle af forfatterne, som the Royal Society offentliggjorde, arbejder derfor med et scenarie med en midlertidig overskridelse af de 1,5 grader, som derefter kan rulles tilbage ved slutningen af århundredet gennem kunstig afkøling. Denne afkøling skulle kunne opnås ved adgang til ”negative udlednings-teknologier” (teknologier, som ville kunne fjerne kul fra atmosfæren). Det drejer sig især om bio-energi med lagring af CO2, dvs. brug af biomasse som en alternativ energikilde til fossile brændstoffer, sammen med lagring under jorden af CO2 fra kraftværker.

 

Jeg har allerede givet udtryk for alt det dårlige, som jeg mener om disse ”negative udlednings-teknologier”. Det er ikke udelukket, at menneskeheden i sidste ende vil blive tvunget til at ty til noget sådant, for at undgå det er værre, men i sidste ende drejer disse teknologier sig om at udskyde problemerne med ubegrænset vækst på en begrænset klode til en gang i fremtiden. Der er kun en af disse ”teknologier” (i virkeligheden er det ikke én), som er fuldt ud acceptabel – og endog tilrådelig at gennemføre med det samme. Det drejer sig om udbredelsen af lokal økologisk landbrugsproduktion, herunder også kvalitets-skovbrug – med fokus på optagelse af CO2 og beskyttelse af biodiversiteten, med respekt for (og under kontrol af) lokalbefolkningerne, specielt de oprindelige befolkninger. Resten er geoingeniør-løsninger, der ikke vil vedstå sit ophav, hokus pokus fra troldmændenes lærlinge…

 

Vi leger virkeligt med ilden… og isen!

Et meget stærkt argument mod tilhængerne af den midlertidige overskridelse med senere kompensation bliver udviklet af en af forfatterne i Royal Societys udgivelse. Det består ganske enkelt i at påpege, at under perioden med overskridelse kan klimasystemet overskride et vendepunkt med meget alvorlige konsekvenser, som ingen senere kompensation vil kunne udviske. Der er her, at informationen om super-ophedningen i områder som Grønland og den Antarktiske halvø blive fuldt forståelig. Denne superopvarmning gør det rent faktisk uheldigvis meget muligt – for ikke at sige sandsynligt – at overløbsperioden vil medføre en kvalitativ acceleration af forskydningen af isdækket i disse regioner. Men hvis havene stiger med en meter eller mere (og det er et forsigtigt skøn) før slutningen af århundredet, så er ingen negativ-udlednings teknologi i stand til at gøre noget ved det bagefter…

 

Lad os bemærke i forbifarten: Når det drejer sig om havniveauer, kan vi ikke stille os tilfredse med en tidshorisont på år 2100: Realiteten er, at en stigning af havene, der svarer til en opvarmning til en given størrelse uundgåeligt vil fortsætte gennem omkring et årtusinde, med betydelige virkninger i mindst tre hundrede år. Lad os tage et eksempel: Ifølge en af bidragyderne, som Royal Society offentliggjorde, vil en opvarmningsgrænse på 1,5 grader i 2100 i perioden frem til år 2300 i sig selv resultere i endnu højere havniveauer end dem, der ville fremkomme i selve år 2100 uden begrænsninger i opvarmningen! (Denne stigning ville ifølge disse forfattere overstige 80 cm, men her må vi være forsigtige: Dette tal tager ikke hensyn til bidraget fra fænomenet med forskydning af iskapperne, som er umulige at forudsige og indbygge i en model!).

 

Bekæmp giften overalt

Det må endnu engang gentages: Situationen er yderst alvorlig og påtrængende. Det er en total illusion at tro, at kapitalistiske regeringer vil være i stand til at levere de nødvendige svar. På den side kan sådanne svar kun være anti-vækst, anti-produktivistiske, og derfor antikapitalistiske, og den nødvendige hastighed medfører, at de også må være meget radikale. På den anden side er det nok at iagttage, hvad disse regeringer konkret foretager sig i øjeblikket, for at vi kan indse: De arbejder for at genoplive væksten gennem nedskæringer over for arbejdende mennesker, de arbejder for at genoplive våbenkapløbet (produktion der er ubrugelig og skadelig par excellence!). For at understøtte denne vækst arbejder de for at hjælpe ”deres virksomheder” (deres kapitalistiske venners) imod konkurrence, og så er de drivende i at smide immigranter ud. (Samtidigt med at deres politik vil tvinge millioner af mennesker til at emigrere for at undslippe konsekvenserne af klimaforandringerne). Bortset fra at de også forsøger at håndtere de korruptionsskandaler og det magtmisbrug, som uundgåeligt følger af deres nyliberale politikker… Konkret, på dag til dag niveauet, er den øjeblikkelige klimaforandring den mindste af deres bekymringer. Den belgiske regerings forslag til finanslov for 2019 er et perfekt eksempel på denne forargelige virkelighed.

 

Vejen fremad er nu mere end nogensinde den folkelige kamp, den mest massive mobilisering, den mest beslutsomme og med størst mulig enhed. Til oktober vil IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) offentliggøre sin specielle rapport om de 1,5 grader. Til november vil COP have nøglespørgsmålet om yderligere tiltag til at lukke gabet mellem målene fra Paris og regeringernes nationalt vedtagne bidrag på sin dagsorden.

 

Dette er to muligheder for at gå på gaden over hele verden, i millionvis og timillionvis. Gå på gaden og kræv, at alle midler bliver mobiliseret, og at de, som har ansvaret for problemet, betaler for at kunne forblive under 1,5 grader global opvarmning i en ramme med social retfærdighed. Gå på gaden for at kræve umiddelbart ophør af unødvendig og skadelig produktion (med omskoling af de arbejdere, der har indgået i den). Gå på gaden og kræv offentlige planer for drastisk at reducere energiforbruget og organisere en hastig overgang til vedvarende energi, herunder ekspropriering af de multinationale selskaber, der kontrollerer denne sektor og bankerne, der finansierer deres kriminelle investeringer. Gå på gaden for at støtte de bondeorganisationer, som kæmper mod industrilandbruget og de oprindelige befolkninger, der kæmper for at redde skovene. Gå på gaden for friheden til bevægelighed og ophold, imod det stigende barbari. Gå på gaden for at kræve retten til at leve for orangutanger og alle arter, der er truet af udryddelse af kapitalens destruktive galskab.

 

Klimaforandringen, som skyldes ræset for profit, står i centrum af civilisationens krise. Tiden er kommet til at turde vælge en økosocialistisk og økofeministisk civilisation, en ædru civilisation, som elsker og tager hånd om Jorden. Som vi (især kvinderne – patriarkatet har påtvunget dette!) tager hånd om vore børn. Som bønder passer deres køkkenhaver.

 

Note:
Philosophical transactions of the Royal Society, A. “The Paris agreement: understanding the physical and social challenges for global warming of 1.5°C above pre-industrial levels”. Vol 376, Issue 2119, May 13th, 2018.

 

Oversat fra International Viewpoint af Peter Kragelund

 

 

Opslået i Facebook, Klima

single.php