De seneste par måneder har vist, at det er dyrt for samfundet at have private banker. Skandale på skandale i banksektoren har vist, at bankerne er en klods om benet på samfundet økonomisk og demokratisk.

 

1.    Skandale på skandale

Økonomisk har det vist sig, at bankerne er blevet reddet af staten, men ikke har betalt deres kriseregning. Samtidig malker de kunderne for at tilgodese deres aktionærer uden at ændre adfærd og sikre sig mod fremtidige økonomiske nedture. Samtidig har mindst én af de største banker hjulpet kunder i skattely og dermed unddraget skatteprovenu til statskassen.

De største banker – med Danske Bank som den absolutte sværvægter – nået en størrelse, hvor de er direkte farlige for samfundsøkonomien. Det betyder, at trods en særlig regulering af disse banker (SIFI), så har det ikke fået bankerne under kontrol. Tværtimod – fristes man til at sige – har denne regulering blot forstærket profitdriften og skabt større usikkerhed om bankernes robusthed.

2.    Ubetalt regning for bankpakkerne
I maj kunne Reuters afsløre, at de danske bankpakker var en kæmpe underskudsforretning. Modsat, hvad Erhvervs- og Vækstministeriet har bedyret gennem flere år, er der ikke tale om overskudsforretning på 18 mia. kr. for bankerne samlet set. Tværtimod er den samlede opgørelse af bankpakkerne ifølge Reuters et nettotab for staten på hele 26 mia. kr.

Det skyldes, at der til de foreløbige opgørelser fra ministeriet skal lægges en kæmpe regning, som stammer fra udstedelsen af dyre statslån i 2009, som hovedsageligt er opkøbt af ATP og danske pensionskasser som tak for hjælpen med at skaffe finansiering til bankerne i 2009. Statslånene, der blev udstedt til en rente på 4,5 pct. og en løbetid på 30 år, er siden blevet kaldt for et brud med ”statsgældspolitikken” under VK-regeringen, fordi renten på obligationerne var for høje i forhold til obligationer med kortere løbetid, og fordi der blev udstedt et for stort beløb, jf Børsen (20.12.2012): ”ATP reddede også kronen”.

3.    Bankerne er usikre
Et af de central omdrejningspunkter i de borgerlige politikeres respons på krisen har været et skærpet krav til, hvor meget kapitaldækning de enkelte banker skulle have.

Kapitaldækning kan betragtes som en slags reserve, der skal bruges til at dække tab på de udlån, som bankerne har. Reserven udgør alene en brøkdel af det samlede udlån og størrelsen af dækningen beregnes i forhold til den risiko, som bankernes udlån og investeringer er forbundet med.

De skærpede krav til kapitaldækning er imidlertid blevet omgået af bankerne. Forskere fra Århus har således opgjort, at bankerne i dag er lige så lidt polstrede som op til den finansielle krise i 2008. En helt central konklusion er, at det system, som bruges til at ansætte en banks risiko, ikke er retvisende for den faktiske risiko, som er forbundet med de investeringer og udlån, som bankerne har. Det skyldes, at de største banker under det nuværende regulerings-regime må lave egne risiko-modeller, som kan ansætte risikoen på de forskellige udlån. Det betyder, at udlån/investeringer, som banken selv anser for sikre, kan tilskrives en lavere risiko end markedet egentligt tilsiger. Imidlertid finder de omtalte forskere ingen sammenhæng mellem bankernes egne risiko-vurderinger og de risici, som markedet knytter til aktiverne.

I 2013 viste en analyse fra Danske Markets Equity Research – altså Danske Banks analyseafdeling – at hovedparten af den polstring, som de nordiske storbanker har opnået siden krisen, var kommet fra ændringer i de risiko-vægte, som var knyttet til de forskellige aktiver i bankerne. Reelt set var risikoen ikke reduceret betydeligt. Med andre ord omgik bankerne intentionen i de strammere krav til kapitaldækningen.

Tilsvarende viste en analyse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet i 2014, at de danske storbanker i 2013 havde den højeste kapitaldækning i forhold til risikovægtede aktiver blandt europæiske storbanker. Men når aktiverne ikke blev risiko-vægtet gennem de interne modeller, så var kapitaldækningen under gennemsnittet blandt de andre europæiske storbanker.

Myndighederne er ikke helt blinde for ”vægtnings-tricket”. Således har Finanstilsynet ved flere lejligheder påtalt forskellige storbankers risikomodeller: både Danske Bank, Nykredit Bank og Sydbank har fået påtale for en utilstrækkelig vurdering af risici i deres modeller.

Men det grundlæggende problem er dog selve det system, der tillader bankerne at oprette deres egne risiko-modeller. Dette system favoriserer storbankerne, fordi de er de eneste har ressourcer til at oprette modellerne. Samtidig tillader det bankerne at skære i den faktiske kapitaldækning, så bankerne bliver mere usikre. Regningen for de usikre banker risikerer endnu engang at havne hos skatteyderne – dvs. almindelige lønmodtagere, som må betale med ringere velfærd eller med højere skatter.  

4.    Renter og gebyrer
At bankerne ikke har opbygget egenkapital, så skyldes det ikke, at bankerne ikke tjener penge. Under påskud af at skulle tjene penge til at polstre sig har bankerne tjent store penge på både renter og gebyrer.

Rentemarginalen – af Erhvervs- og Vækstministeriet defineret som forskellen mellem udlåns- og indlånsmarginalen – ligger stadig på omkring 4 procentpoint for husholdninger og 3 procentpoint for ikke-finansielle selskaber, selvom renteniveauet i samfundet er meget lavt.

Forskere fra Århus Universitet har afdækket, at dette skyldes, at bankernes udlånsmarginal er alt for høj. Bankerne taber penge på indlån på grund af de lave renter, men tjener samtidig penge på udlån, fordi de kan låne meget billigt på interbankmarkedet.

Gebyrindtjeningen er samtidig et pengetræ. Mellem 2008 og 2013 er indtjeningen på gebyrer og provisioner steget med 40 procent.

5.    Overdrevne udbytter
Resultatet for bankerne har været stigende. I stedet for at bruge overskuddet til at polstre sig ved at henlægge pengene til egenkapitalen, så har bankerne udbetalt udbytter til aktionærerne milliardklassen.

En gennemgang af bankernes regnskaber (se figur over udbytter fra danske pengeinstitutter) viser, at der er i 2016 allerede er udbetalt 13,3 mia. kr. i udbytter til aktionærerne. Det er et historisk meget højt niveau, som kun er overgået af rekordåret 2005.

Samtidig er der i 2016 tilbagekøb af aktier for mindst 10 mia. kr., hvoraf Danske Bank planlægger tilbagekøb for 9 mia. kr. Danske Bank trækker i forvejen udbyttebetalingen i 2016 med hele 8,1 mia. kr. I alt vil bankens aktionærer få 17,1 mia. kr. i hænderne i 2016.

Bankerne prioriterer altså sende penge til aktionærerne frem for at polstre sig til fremtidige kriser. Det viser, at bankerne på samme måde som alle andre kapitalistiske virksomheder har til formål at tjene penge til dens ejere og ikke at skabe samfundsværdi.

6.    Hjælper kunder i skattely
Med Panama-papirerne blev det klart, at Nordea har hjulpet rige danskere og udlændinge med at placere deres formuer i skattely. Og selvom banken bedyrede, at det var fortid viste det sig, at udenlandske afdelinger af banken stadig hjalp rige kunder i skattely. Siden er Nordea blevet politianmeldt for ikke have hvidvask-procedurerne i orden.

Ikke nok med at bankerne har en udestående regning for bankpakkerne, og at de udbetaler store udbytter i stedet for at polstre sig; nogen af dem hjælper samtidig rige danskere med at unddrage sig beskatning i Danmark.

7.    Har vi råd til de private banker?
På trods af den værste krise i kapitalismen i 70 år, ser det ikke ud til at bankerne har ændret deres spekulative adfærd. De arbejder stadig ud fra den grundlæggende idé, at de skal tjene flest mulig penge til deres aktionærer på bekostning af samfundshensynet.

Der er behov for en banksektor, som ikke sætter samfundsøkonomien på spil i jagten på profit. Der er behov for en banksektor, som er styret efter demokratisk besluttede samfundshensyn.

Som det fremgår af Enhedslistens nyligt vedtagne produktionspolitiske program, så er målet at alle banker enten samfundsejede eller ejes kooperativt.

Relevante krav her og nu for at nå dette mål er:

  • Oprettelse af samfundsbanker, der kan stå for at låne ud til boligformål, landdistriktsudvikling, bæredygtig produktion og erhverv.
  • Opdeling af de store banker, så de ikke truer samfundsøkonomien.
  • Brancheopdeling af de finansielle supermarkeder.
  • Ny regulering af bankernes kapitaldækning og solvens.
  • Loft over udlånsrenten, så almindelige lønmodtagere ikke betaler for bankernes udbytter.
  • Begrænsning af muligheden for udbyttebetalinger.

Opslået i Økonomi

single.php