Som en kolos på lerfødder, der allerede er faldet og ikke uden hjælp kan rejse sig. Er det det sande billede af finanskapitalens svimlende eventyr den sidste tid?

 

I en artikelserie i to dele forsøger Benny Åsman at give svar på nogle grundlæggende spørgsmål:
– Har finansmarkedet skabt en krise, som den ikke kan redde sig fra? Er spillet ovre for gulddrengene på Wall Street og i London City?
– Kan nyliberalismen tilbyde et troværdigt alternativ for fremtiden?
– Er løsningen en tilbagevenden til den ”gode gamle industrikapitalisme”?

Nyliberalismens svar på, at sociale behov optager en stadig større plads i menneskers hverdag, går ud på at opsplitte offentlig aktivitet i de dele, der kan betale sig, og de dele, der ikke kan. For at skabe investeringsmuligheder i det offentlige bliver postvæsenet f.eks. delt op, så aktiviteter med store profitmarginaler, såsom pakketransport, bliver overladt til privat kapital, mens de funktioner, der ikke giver de store afkast må løses på anden vis.

Konsekvensen af privatiseringen af de forskellige dele af den offentlige virksomhed er, at offentlig service forvandles til varer, som kan realiseres på de kapitalistiske markeder. Men den proces kan kun ske gennem en kraftig forringelse af de ansattes vilkår. Stress, konkurrence, tilpasningsvillighed til alle forringelser, usikre ansættelsesvilkår, flextid, deltid, natarbejde, og alle andre varianter af intensiveret udbytning af arbejdskraften bliver en nødvendighed for kapitalejerne.

En politisk organiseret forringelse af de sociale sikkerhedsnet bliver en forudsætning for privatkapitalismens indtrængen i den offentlige sfære. Dette forhold i sammenhæng med det finansielle kaos bidrager til, at en ide stille og roligt kan vinde fodfæste i folks bevidsthed –ideen om at det nyliberale projekt har underskrevet sin egen dødsdom og at kapitalismen får stadigt sværere ved at tilbyde et perspektiv, som legitimerer det samfundssystem, vi lever i.

Hvad bliver konsekvenserne af den igangværende finanskrise? Bliver det, som mange gange før, nogle hektiske uger, hvor småsparerne bliver taberne, hvorefter vi vender tilbage til ‘business as usual’? Eller kommer vi til at opleve et nyt 1929 med efterfølgende depression?

Hvis man kendte svaret på det spørgsmål, kunne man snart blive meget rig, forudsat at man allerede ejer tilstrækkeligt til at spille med i ‘finanskasinoet’. Men hverken Warren Buffet eller George Soros ejer en krystalkuge med de kvaliteter. Usikkerheden er det eneste sikre i den aktuelle situation.

Visse perspektiver virker dog udelukkede. For det første kan de enorme underskud i den amerikanske økonomi ikke bare fortsætte med at vokse. De amerikanske husholdninger og virksomheders gældsætning er så enorm, at de formentlig allerede har nået smertegrænsen.

Der er sket meget siden 1992, hvor de amerikanske husholdninger havde relativt høje opsparinger og statens underskud i forhold til handlen med udlandet var positiv. Fra en opsparing på otte procent af den disponible indkomst er husholdningernes opsparinger krympet uafbrudt til ingenting i 2006. Det samme gælder underskuddet i forhold til udlandet, som fra 1992 til i dag er gået fra nul til et underskud på seks procent af USA’s BNP. USA har derfor nu i lang tid forbrugt mere, end landet producerer.

Forskellen afspejles i, at importen er større end eksporten. Da det kun er den bedst stillede femtedel af de amerikanske husholdninger, som reelt har forbedret sin levestandard de sidste 15 år, kan man sige, at en procent af verdens befolkning (20 procent af USA’s) år ud og år ind tilegner sig 15 procent af alle de rigdomme, der produceres i verden.

Huslånskrisen og den efterfølgende finanskrise sætter en stopper for festen – den er slut. Eftersom det er de riges hyperforbrug, som i sidste ende forklarer USA’s underskud, kan ubalancen ikke absorberes i handlen med udlandet, med mindre de riges glubske appetit ophører, eller tvinges til at ophøre. Men kan derfor sige, at den igangværende finanskrise sætter spørgsmålstegn ved ikke bare de riges levevis, men ved hele samfundsmodellen, den skaber en social krise og stiller spørgsmål ved selve den nyliberale globalisering.

Allerede nu rapporteres om faldende forbrug med kreditkort og andre køb-nu-betal-senere-metoder, og denne tendens lader til at holde relativt længe. Husbyggeriet er på det laveste niveau i årtier, og bilsalget er en regulær katastrofe for de tre amerikanske bilfirmaer GM, Ford og Chrysler. Den amerikanske bilindustri, som i årtier beskæftigede millioner af arbejdere i velbetalte jobs, som har været den amerikanske arbejderklasses stolthed og faglige rygrad, er nu på vej til at blive afviklet.

Det er ikke utænkeligt, at de amerikanske bilproducenters sidste dage nærmer sig. Desuden indebærer den aktuelle krise, at strømmen af penge fra udlandet, som hidtil har finansieret det amerikanske underskud, kan aftage. Den store usikkerhed omkring landets banker og risikofonde hamrer effektivt de udenlandske investorers entusiasme for det amerikanske marked og dollars ned.

Kinas regering er i denne sammenhæng ilde stedt. Eller rettere, sidder på 1300 milliarder dollar i reservevaluta, som det bliver stadigt sværere at forrente. Desuden er der altid en risiko for, at pengene mister værdi, hvis dollarkursen falder yderligere. Japans regering har samme problem med et næsten lige så stort beløb. Især så længe det endnu ikke har vist sig, om George Bush’ akuthjælp på 700 milliarder dollar vil kunne oprette den ønskede stabilitet, er det stensikkert af tilstrømningen af penge til USA vil falde.

En recession i USA betyder uden tvivl recession i Europa. Økonomierne på begge sider af Atlanten er så intimt forbundne, særligt finanssektoren, at det ikke kan undgås. Det er den Europæiske Centralbanks politik allerede garant for. ECB har kun en opgave, som dets ledelse har stirret sig blind på, og det er at holde inflationen under to procent. Den har ingen industripolitik, og ikke en gang en politik for euroens vekselkurs i forhold til dollaren og andre valutaer.

EU-Kommissionen har ingen økonomisk politik for de 27 medlemslande. Hvert lands regering forsøger at trække huen så langt ned over ører og øjne som muligt, uden at tage sig af de sociale og økonomiske konsekvenser for helheden. Dette er især tydeligt, hvis vi ser på de forskellige regeringers forsøg på at støtte op om landenes egen konkurrencedygtighed i forhold til de andre EU-kammerater.

Den tyske regering holder sin egen befolknings købekraft ned for at hjælpe eksportindustrien og øge sin andel af verdenseksporten. Den franske regering indfører for sit vedkommende nye regler på arbejdsmarkedet, som gør det nemmere for virksomhederne at indføre mere overarbejde, så man kan fastholde sin konkurrenceposition over for den tyske kapitalisme. Den spanske regering har vedtaget andre ting til støtte for sine egne kapitalister. Og således går spiralen nedad for de arbejdende i EU, når de bliver spillet ud mod hinanden i nationens navn.

Finanskrisen kommer til at rive den reelle økonomi med sig i en kraftig recession, både i USA og Europa. Hvorvidt verden siden hen vil være at sammenligne med følgerne af krakket i 1929, kan endnu ikke besvares. Men de økonomiske og sociale konsekvenser for den arbejdende befolkning kommer til at gøre ondt. Akutplanen i USA viser, at de herskende ikke har tænkt sig at lade dem, som har spekuleret økonomien i sænk, betale for det, de har gjort. Regningen havner på skattekontoret, og til den konto bidrager de rige ikke med mange ører.

Hvad bliver så opsummeringen af disse overvejelser? Svaret på de indledende spørgsmål er ikke entydige. Jeg tror oprigtigt, at den igangværende finanskrise i en rum tid fremover vil ødelægge gulddrengenes udsigter til fortsat roulettespil. Men hvis ikke krisen får en politisk løsning, så vil alt før eller siden være tilbage ved det normale, det vil sige at nye finansbobler vil afløse hinanden.

Jeg tror også, at den rendyrkede nyliberale ide om det selvregulerende marked har fået et slag under bæltestedet, som den ikke kommer til at kunne rejse sig fra uden mén. Statens rolle i at støtte op om kapitalismens behov for at skabe profit og realisere dem på markedet, vil vokse. Derimod er det et definitivt nej til det sidste spørgsmål. En tilbagevenden til ‘god gammeldags industrikapitalisme’ a la 1960’erne er udelukket.

Der findes derimod et socialt og politisk svar på de økonomiske kriser. Det handler ganske enkelt om at foretage en enorm omfordeling af de rigdomme, som bliver skabt. En drastisk forøgelse af de arbejdendes andel af produktionsresultatet, parallelt med en stor omfordeling af rigdomme til de fattige i fattige lande. Men det er ikke en løsning, som vores regering, EU-parlamentet, Det Hvide Hus eller FN’s Generalforsamling vil foreslå. Det er en løsning, som kun kan opnås i kamp på gader og stræder, i fagforeninger og på alle niveauer, hvor det er muligt at råbe: En anden verden er mulig og absolut nødvendig!

Denne artikel er del 2 af en artikelserie. Del 1 kan læses her.

Benny Åsman er økonom og skriver regelmæssigt i ugeavisen Internationalen, som udgives af det svenske Socialistiska Partiet.

Oversat fra ‘Har kapitalismen fått fnatt?’, publiceret i Internationalen, 12. oktober, af Nina Trige Andersen.

 

Opslået i Økonomi

single.php