Som en kolos på lerfødder, der allerede er faldet og ikke kan rejse sig uden hjælp. Er det det sande billede af finanskapitalens svimlende eventyr den sidste tid?

 

– Har finansmarkedet skabt en krise, som den ikke kan redde sig ud af? Er spillet slut for gulddrengene på Wall Street og i London City?
– Kan nyliberalismen tilbyde et troværdigt alternativ for fremtiden?
– Er løsningen en tilbagevenden til den ”gode gamle industrikapitalisme”?

Længe leve krisen… Sådan kan man naturligvis ikke sige, eftersom millioner af arbejdende mennesker vil blive ramt af den recession, som følger i kølvandet på finanskrisen. Alligevel er der en hvis grund til at glæde sig. Krisen er ekstremt alvorlig og viser med al ønskelig tydelighed markedets totalt manglende evne til at redde sig ud af det kaos, det selv har skabt. Det nyliberale dogme om at selvregulering uden offentlig indsigt og kontrol skaber den bedste af alle verdener, er nu ikke længere andet end netop et dogme.

Virkeligheden viser sig at være en anden. Nemlig den, at almindelige skatteydere nu skal hoste op med måske tusinder af milliarder dollar for at rydde op i moradset.

Det er blevet moderne at beskrive den aktuelle økonomiske tilstand som kasinokapitalisme, finanskarruseller eller lignende begreber, for at forklare hvordan finanssfæren i den globaliserede kapitalisme har taget magten over den traditionelle industrikapital. Og ganske vist findes der fakta, som berettiger disse modeord. Finansmagasinet The Economist skrev i en leder, at sidste år tog de amerikanske finansfirmaer fyre procent af den samlede erhvervssektors profitter. Da den nyliberale offensiv gik i gang i starten af 80’erne, var deres andel af gevinsterne blot ti procent. The Economist skriver, at det svarer til en ekstragevinst på 1200 milliarder dollar i løbet af perioden, i forhold til hvis andelen havde været på blot ti procent. Ikke ligefrem småpenge. Med de penge blev der ikke bygget skoler, hospitaler og alderdomshjem. De blev i stedet brugt på luksusvillaer med 30 badeværelser og 40 garager og (ikke eller) lystyachter i prisklassen 200 millioner dollar.

Med eksempler som ovenstående er det let at lade sig forlede af analysen og få den opfattelse, at i finanssfærens glittede verden skaber man penge med penge. Som om bankernes og risikofondenes afdelinger for handel med værdipapirer svæver frit over samfundet og den reelle økonomi. Som om manna falder fra himlen, uden at nogen behøver anstrenge sig.

Men man må spørge sig selv, hvad det virkelige forhold er mellem den økonomi, som producerer varer og tjenester, og finanskapitalens luftkasteller? Der har længe været debat mellem økonomer om, hvorvidt finanskapitalens rolle først og fremmest er parasitær, eller om den er funktionel.

Det er let at udpege de parasitære aspekter og score ideologiske point med begreber som kasinokapitalisme og junglekapitalisme. Men at begrænse sig til kun at se den parasitære side leder oftest debattørerne til den konklusion, at det er tilstrækkeligt at reformere kapitalismen og give den en god gammeldags ansigtsløftning, for at genoprette den gamle orden. Det er socialdemokratiernes grundlæggende medicin. Lidt flere regler og en mere etisk opførsel fra markedsaktørerne, og så er den ged barberet.

For dem, som lægger vægt på finanskapitalens funktionelle rolle, er det uden den store betydning, at branchen i perioder er helt ”overgearet”. Handlen med værdipapirer i alle dens former er nyttig for økonomien. Det er bare et smøremiddel, som får hjulene til at dreje. Om nogen så rager til sig, spiller ingen rolle. De positive effekter siver ned i samfundet, og selv de dårligst stillede får deres del.
Men det nyliberale smøremiddel indeholder vældig meget grus. I finanskrise efter finanskrise bliver vi mindet om, at markedet som regel graver sig ned i en grøft, den kun kan komme op af med hjælp fra dine og mine skattepenge. Den ”funktionelle” forklaring forklarer ingenting, eftersom vi på ingen måde får at vide, hvor alle de svinerige menneskers penge kommer fra.

Kilden til disse rigdomme findes i det ændrede styrkeforhold mellem kapitalejerne og den lønarbejdende del af befolkningen. Med den nyliberale offensiv er det lykkedes at ændre fordelingen af de rigdomme, der produceres i samfundet, mellem kapital og arbejde.

I samtlige industrilande er lønarbejdernes andel af de værdier, som produceres, blevet reduceret kraftigt. Samtidig investerer kapitalejerne ikke længere lige så stor en del af de realiserede profitter. I stedet går de direkte i lommerne på aktieejerne i form af højere udbytte per aktie.

FN’s World Economic and Social Survey 2008 viser, at i alle OECD-lande (undtagen Island, Belgien og Spanien) er investeringernes andel af den totale profit gået ned til fordel for udbytte til aktieejerne. Det er kilden til finanskapitalens stadigt større spekulative rolle i verden i dag. Men det betyder ikke, at der findes nogen større modsætning mellem finanskapital og industrikapital. De går snarere hånd i hånd for sammen at holde lønarbejdernes andel af produktionsværdien nede. Det er derfor ingen statistisk tilfældighed, at profitterne i finanssektoren vokser parallelt med fremkomst af massearbejdsløshed efter ”en gylden periode” med fuld beskæftigelse og stadigt stigende realløn.

Ligesom profitterne vokser i takt med fremvæksten af en ny fattigdom og voksende ulighed mellem fattige og rige lande. I den forstand er finanssektoren økonomiens smøremiddel, men kun for at understøtte realiseringen af alle profitter på et globalt og grænseløst kapitalmarked. I ”kasinoøkonomien” skærper finanskapitalen konkurrencen mellem de forskellige eksisterende kapitalgrupper på verdensplan.

Hverken den ”parasitære” eller den ”funktionelle” forklaring af finanskapitalens magt peger på de virkelige sammenhænge mellem finanskapitalen og den ”reelle” økonomi. I de sidste årtier har folks service- og forbrugsbehov ændret sig i de udviklede industrilande. Uanset om et land ledes af nyliberale eller socialdemokrater, er de sociale behov for mere service, både privat og offentlig, øget konstant. Ældreomsorg, undervisning, sundhedsvæsen, fritidstilbud, kulturel aktivitet og anden virksomhed, som ikke kan outsources eller produktionseffektiviseres på samme måde som fremstilling af biler og køleskabe – denne velfærd er blevet langt vigtigere for samfundsøkonomien. Denne udvikling har givet anledning til en dyb modsætning mellem den kapitalistiske økonomis private karakter, behovet for at ophobe kapital via en stadigt stigende profitrealisering, på den ene side, og på den anden side at servicesektoren (i bred forstand) i samfundet ikke tilbyder gode muligheder for, at den private kapital kan investere tilstrækkeligt profitabelt.

Dermed bliver det stadig sværere for privat kapital at finde rentable investeringsobjekter i økonomiens forskellige brancher. Ingen produkter har hidtil kunnet erstatte den enorme betydning, som bilindustrien og dens relaterede brancher har haft for kapitalismens udvikling. Her findes den virkelige årsag til finanskapitalens tilsyneladende ustoppelige vækst og dominans i den moderne økonomi. En stadigt større del af profitterne overføres til spekulation og anden skadelig virksomhed i finanssfæren, fordi der netop mangler gode alternativer set fra kapitalejernes synsvinkel – ikke fordi det meget bedre kan betale sig.

Af den ovennævnte FN-rapport fremgår det, at investeringernes andel af verdens samlede bruttonationalprodukt er faldet fra 1970 til i dag, fra ca. 25 procent til 21 procent. Et ”lille” procentuelt fald, men i kontanter svarer det til tusindvis milliarder kroner hvert år. Samtidig har de finansielle investeringer i udlandet øget deres andel fra ca. fem procent af verdens BNP i 1980 til ikke mindre end 20 procent i dag. Til finansielle investeringer regner FN kun spekulation i aktier, obligationer og andre værdipapirer, men ikke direkte udenlandske investeringer i produktion af varer og tjenester.

Konsekvensen af det er, at en langt større del af de rigdomme, som bliver skabt i produktionen af varer og tjenester tager en omvej via finanssfæren, for her at satses i spekulation og spil, som måske kan fordoble afkastet. Men i finanssfæren som helhed skabes der ingen rigdomme. Her sker blot en omfordeling i overensstemmelse med forskellige kapitalgrupper, fonde og enkelte kapitalisters relative styrke.
”Kasinoøkonomien”, ”junglekapitalismen”, ”katastrofekapitalismen” og alle andre begreber, som peger på finanskapitalens store rolle, tager fejl, når de giver indtryk at, at finanskapitalen svæver frit over den ”virkelige” økonomi. Det er to dele, der er dybt afhængige af hinanden, som tilsammen udgør en helhed. Den ene kan ikke fungere uden den anden og vice versa.
 

Dette er første del af en artikelserie i to dele. Anden del kan læses her.

Benny Åsman er økonom og skriver regelmæssigt i ugeavisen Internationalen, som udgives af det svenske Socialistiska Partiet.

Oversat fra ‘Har kapitalismen fått fnatt?’, publiceret i Internationalen, 2. oktober, af Nina Trige Andersen.

 

Opslået i Økonomi

single.php