Den 6. oktober fejrede 50.000 mennesker på en mark foran Hambacherskoven ved Köln det rydningsstop, som den Øverste Forvaltningsret i Münster dagen før havde beordret. Denne den største demonstration nogensinde i området var organiseret af de tre store miljøorganisationer Bund, Greenpeace og Friends of Nature sammen med Campact og blev støttet af initiativet ’Buirer für Buir’, Ende Gelände og mange, mange andre.

af Angela Klein

Foto: www.mutbuergerdokus.de: ‘Wald statt Kohle’

 

Det var ligesom i 1980’erne i Kalkar [atomkraftværk i Nordrhein-Westfalen, o.a.]: Helt indtil ud på eftermiddagen strømmede menneskegrupper over markveje og landeveje til samlingsstedet, og S-togene fra Køln spyttede hvert kvarter hele vognfulde ud, selv om politiet allerede fra klokken ti om morgenen havde indrettet en service med shuttlebusser fra Horrem til Buir. Busserne kom fra det nærliggende Bergisches Land og Rurhområdet, men også fra Frankfurt, München, Berlin, Leipzig, Dresden…

 

Og det var ikke en døgnflue. I ugevis er der hver weekend kommet tusinder, heraf mange unge, som tager skoven tilbage. 7000 for to uger siden, 12.000 for en uge siden, og nu 50.000. Men det stopper ikke der: Søndag den 7. oktober spillede „Lebensleute“ ved randen af kulminen i Hambacher, og der deltog igen 1400 mennesker i Michael Zobels Skovgåtur. På søndag den 14. oktober finder en stor cykeldemonstration fra Köln sted, og to uger senere er der Ende Geländes brede civile ulydighedsaktion.

 

Mange aktioner – samme mål

Målet med alle disse aktioner er at besætte skoven igen. De over 50 træhuse, der endnu stod i starten af september, er alle ryddet. Men med en beundringsværdig vedholdenhed bruger unge mennesker alle muligheder for at strømme til skoven og bygge nye. Uden deres engagement, understreger tidligere talsperson for „Buirer for Buir”, Antje Grothus igen og igen, ville skoven for længst være fældet. Derfor arbejder hun hårdt for, at de forskellige aktionsformer ikke bliver sat op imod hinanden, fra fredsgudstjenesten foran St. Lambertus Kirke i Immerath (Erkelenz), som i januar 2018 blev offer for RWE’s nedrivningsmaskiner, til skovbesætterne [RWE er det tyske energiselskab, som ejer skovområdet, o.a.]. Utrætteligt er hun mellemled mellem de forskellige grupper og har opnået, at de indtil i dag arbejder for samme mål.

 

Der er ikke nogen hemmelig centralkomité, der trækker i trådene mellem den mangfoldighed af aktører, der med tiden er kommet til, men der en konsensus om, at alle aktionsformer er ligeberettigede og ikke må bringe hinanden eller den offentlige holdning om protestens legitimitet i fare. Dette gør det muligt for hver eneste del af denne brede og mangesidede protest at bidrage til målet på sin egen måde. På den måde har protesten opnået en enorm bredde.

 

Medierne og videnskaben gør også deres på deres egen måde. Man kan ikke sige, at massemedierne står på RWE’s side, trods RWE’s aktive forsøg på, i samarbejde med fagforbundet Bergbau Chemie Energie, at fremstille de protesterende som voldsmænd og kaoter. Men dette forsøg har været at skyde sig selv i foden. Og videnskaben har, siden Kulkommissionen startede sit arbejde, leveret talrige bidrag, som understreger, at en omgående udfasning af kul er presserende – og mulig, men som også understreger, at energiomstillingen skal være socialt bæredygtig, hvis den skal lykkes. Alt dette giver aktivisterne værdifuld ammunition.

 

Stemningen er med aktivisterne

For mange ældre, som tidligere var aktive i bevægelsen mod atomvåben, minder det om bevægelsen mod Wackersdorf-kraftværket. Frem for alt på ét punkt: I hvor høj grad protesten lever af nogle lokale borgeres uhyre store standhaftighed og gåpåmod. Borgere, der aldrig havde drømt om, at de engang skulle arbejde sammen med venstreradikale kræfter eller stå i rampelyset i offentligheden. I Wackersdorf stod landråd Hans Schuierer for det, i Buir er det klima-aktivisten Antje Grothus, der i mellemtiden på grund af sit engagement har fået plads i Kulkommissionen. Til massemøder taler Antje klarere og mere radikalt end alle miljøorganisationer og -initiativer til sammen, inklusive træbesætterne.

 

Der er også en anden lighed med Wackersdorf: For at få succes med en protestbevægelse, der lægger sig ud med en mægtig politisk indflydelsesrig industrikoncern, er der brug for en langtidstendens, en samfundsmæssig grundstemning, der giver protesten medvind. En sådan manifesterede sig først i en slutfasen i Wackersdorf, da Gorbatjov kom til magten i USSR og markerede starten af en afspændingsperiode. Drømmen om, at også Tyskland engang skulle have den militære knowhow til fremstilling af atomvåben var ikke længere et billede, der passede ind i den samfundsmæssige udvikling.

 

I Hambacherskoven forholdt det sig omvendt: Der var i lang tid mindre protester, også klima-camps, men de blev knap nok givet nogen opmærksomhed af offentligheden. Frem for alt har FN-topmødet i Paris medført en forandring og skabt en bredere bevidsthed om, hvor presserende bekæmpelsen af klimaforandringerne er. Aktionsgruppen „ausgeCO2hlt“ og andre organisationer organiserede fra år til år større klima-camps i brunkulsområdet i Rheinland. Og Ende Gelände organiserede effektivt og succesrigt masseblokader i minerne. Det forblev ikke indskrænket til Rheinland, men blev efterfulgt af blokader så langt væk som Polen og Tjekkiet. Mindre initiativer specialiserede sig i sabotageaktiviteter, andre organiserede brede skolingstilbud, initiativet ”Gewerkschafter und Gewerkschafterinnen für Klimaschutz” [Fagforeningsmedlemmer for Klimabeskyttelse] foreslog udtalelser fra fagforeningerne, naturforeninger sørgede for høringssvar og indleverede klager, katolikkerne organiserede gudstjenester…

 

Flagermus eller energi-gigant

Kort sagt: Klimabevægelsen i Tyskland er blevet en massebevægelse og har i Hambacherskoven fundet et sted, hvor den organiserer sig og breder sig langt ud fra. Men én person udgør midtpunktet: Skovpædagogen Michael Zobel med sine, tidligere månedlige, men siden august ugentlige gåture i Hambacherskoven. Det er et fast holdepunkt for bevægelsen, fordi det bringer alle sammen og også er en måde at komme ind og snuse til bevægelsen på, for hvem der en gang har været med i bevægelsen, bliver der. Uden disse gåture i skoven havde bevægelsen aldrig kunnet tage springet til at blive en massebevægelse. Nogle gange var der på en eftermiddag 10.000 mennesker med på denne gåtur.

 

Uden ham, uden „Buirer für Buir“, uden skovbesætterne, uden Ende Gelände, uden Friends of Nature, ville den brede protest ikke eksistere. Men bevægelsen ville ikke falde i så frugtbar jord, hvis ikke det havde været for den generelle bevidsthedsændring, som klimatopmødet i Paris indledte, og som tørken denne sommer endnu engang forstærket. Dommen fra Münster kan ikke forklares anderledes. Det specielle ved den er jo, at en høj retsinstans i Tyskland tager en fredet flagermus lige så seriøst som en energigigants virksomhedsinteresser, og endda tilføjer, at virksomheden ikke på troværdig vis kan underbygge, at dens aktiviteter er uundværlige for almenvellet. Det er en kæmpe sejr for naturbeskyttelse og for klimaet. RWE havde ikke regnet med det, ligesom mange i bevægelsen heller ikke havde.

 

Er alt så vundet nu?

Nej, udfasning af kul står stadig på dagsordenen. RWE graver en grøft rundt om skoven, der skal forhindre folk i fortsat at gå ind i skoven, så koncernen uforstyrret kan gøre, hvad den vil. På et tidspunkt var et meterhøjt hegn rundt om skoven på tale, men det gik man væk fra igen, måske var det for dyrt. Det er ikke forbudt at gå ind i skoven, men det skal være forbudt at bygge træhuse der, for RWE har erklæret skoven som fabriksområde. Dermed har koncernen en undskyldning for at få træbesættere anholdt og idømt store bøder under påskud af ulovlig indtrængen.

 

Egentlig er det for sent for denne strategi, den ville kun give mening, hvis RWE ønsker at tage det mest symbolske og beskyttelsesværdige fra skoven: Bechsteins-flagermusen. Folk fra RWE har en gang forsøgt at fordrive dem fra skoven, idet de dækkede huller i træerne, som flagermusene opholder sig og bygger rede i, med folie. Dengang opsporede træbesætterne ugerningerne og fjernede folien, men hvis de ikke mere er der, får RWE let spil. Det lyder måske kynisk, for hvem tænker dog sådan? Tyske kapitalister har flere gange i historien vist, at de ikke lærer, når de står med ryggen mod muren, men hellere vil bruge den brændte jords taktik.

 

Gennem vores masseprotest, og i forbindelse med det faktum at RWE så åbenlyst holder fast i en teknologi, der har overlevet sig selv, er koncernen og med dem IG BCE [fagforbundet] kommet i defensiven. I weekenden fik RWE kvitteringen: Aktiekursen faldt fredag med næsten 10 procent, og der er igen en bølge af mistede elkunder. År efter år tjener RWE mellem 100 og 200 mio. euro mindre. Samtidigt falder meningsmålingerne for SPD og CDU længere og længere ned i kulkælderen, mens De Grønnes procenter går stejlt opad. I Kulkommissionen kommer det heller ikke til at blive uden følger.

 

Nye alliancer

Derfor er det rigtigt, når Ende Gelände opfordrer til igen og igen at gå ind i skoven, besætte træer, og også til at fylde grøften op igen. Mindst indtil dommen er afsagt i spørgsmålet, om Hambacherskoven skal meldes til EU-Kommissionen som flora-fauna-habitatområde, skal klimaaktivisterne kontrollere, hvad RWE laver i skoven.

 

Og endnu en ting trænger sig på efter weekenden den 6. oktober: Klimabevægelsen skal erobre byerne. Den skal alliere sig med småbønderne og med alternative trafikplanlæggere og komme med meget mere konkrete modforslag til det bestående vanvid, for hvilke man kan kæmpe for politisk. I samme weekend kom et første træk fra München: Her demonstrerede 20.000 mennesker under mottoet ”Mia ham’s satt” [cirka ”vi har fået nok” på bayersk] mod omdannelse af naturområder til veje, beton, mod industrielt landbrug og Münchens trafikale sammenbrud. Aktivister fra Ende Gelände og mange andre deltagere viste på denne demonstration deres solidaritet med kampen om Hambacherskoven.

 

8. oktober 2018.

 

Oversat fra Sozialistische Zeitung (SoZ) af Anastasia Kratschmer. Mellemrubrikker er indsat af SI-redaktionen.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com