De første fire dage efter drabet på Osama Bin Laden er den almindelige reaktion I Pakistan meget blandet. i Punjab hersker der generel sympati for Osama, selv om kun de færreste siger det åbent. i Sindh er reaktionerne forskellige fra by til by. For eksempel er der i Karachi en mere aktiv medfølelse for Osama og fordømmelse af det amerikanske angreb.

Til en overraskelse skete der ikke ret meget i Khaiber Pakhtoonkhawa, hvor Osama blev dræbt. Tilsvarende var der kun spagfærdige reaktioner på drabene i Baluchistan. Imidlertid vil reaktionerne på angrebet mod bygningen i Abbot Abad vokse og sprede sig til andre områder. Mange religiøse fundamentalister er flygtet fra Afghanistan og har taget ophold i Baluchistan og Khaiber Pakhtoonkhawa. Fra 2002 til 2008 blev disse provinser regeret af fundamentalisterne.

Det fundamentalistiske styre fandt sted, samtidig med at general Musharraf spillede et dobbeltspil med USA-imperialismen.

På den ene side var han en del af koalitionen i “kampen mod terror”, mens han på en anden side var afhængig af fundamentalisternes voksende indflydelse for at kunne få mere militær og økonomisk støtte fra USA-imperialismen under dække af kampen mod fundamentalisterne. i løbet af denne periode må Osama Bin Laden have krydset grænsen til Pakistan.

Angrebet i maj 2011 var en overraskelse for alle. Folk var forvirrede og mundlamme. Ingen havde forventet en så fræk aktion så kort tid efter frigivelsen af David Ramond – CIA-agenten, som dræbte to pakistanere på højlys dag i Lahore tidligere i år. I modsætning til den forsigtige reaktion på drabet på Osama, var massernes reaktion på David Ramonds mord så kraftig, at regeringen blev presset i defensiven. Med dette angreb ser det ud til, at USA-imperialismen har gjort fremskridt i erobringen af Pakistan.

Religiøse partier som Jamaat Islami og Jamiat Ulemai Islam er tavse om drabene og de overgreb, som bliver begået af Al-Qaida, men de fordømmer amerikanerne for “krænkelsen af Pakistans suverænitet”. Hardlineren Hafiz Saeed fra Jamat Dawa er den mest prominente religiøse fundamentalist, som begræder Osama Bin Laden og tilbyder janaza (begravelsesbøn for en afdød muslim) i nogle områder. Det vil ikke vare længe, før disse partier begynder at organisere sympatihandlinger for Osama og gå på gaden for at protestere mod angrebet.

Borgerlige partier som Pakistan People’s Party (PPP), Pakistan Muslim League Q og Pakistan Muslim League N støtter det amerikanske angreb og ser det som en stor sejr mod den religiøse fundamentalismes fremvækst. Regeringen er endnu ikke kommet med en sammenhængende forklaring. I stedet fremsætter forskellige embedsmænd modsætningsfulde erklæringer.

Pakistans og USA’s regerings-alliance
I løbet af det sidste år har de pakistanske og amerikanske regeringer styrket deres indbyrdes forhold. Det fremgår af et stigende antal gensidige besøg af efterretningsofficerer og flere visa udstedt til CIA-agenter. Regeringen har også givet USA frie hænder til at udføre drone-angreb og droppet den officielle fordømmelse, som var tilfældet i starten af disse angreb. Det lader til, at Washington har vidst, at Osama Bin Laden opholdt sig i Pakistan.

Hele vejen igennem har USA’s regering leveret den politiske opbakning til en meget svag PPP-regering. Uden tøven adlød regeringen anbefalingerne fra den amerikanske imperialisme, IMF og Verdensbanken. USA’s regering kunne ikke have haft en bedre partner end denne regering, som ledes af de mest korrupte og ufolkelige elementer. Det ser også ud til, at Washington har bifaldet, at partiet Muslim League Q (PMLQ) – som delte magten med general Musharraf – er trådt ind i regeringen. Selvsamme dag, som Osama blev dræbt, aflagde 14 ministre fra PMLQ ed og trådte ind i den regering, som en nylig indsat føderal minister har kaldt en ”synkende skude”.

Det åbenlyse brud på Pakistans suverænitet ved at lade specialtropperne fra U.S. Navy SEALS tage Osama vil ikke skade forholdet mellem de to herskende klasser. Bemærk at Obama og hans stab ikke har ytret et eneste ord mod den pakistanske regering. Tværtimod har de lovprist den gensidige udveksling af efterretninger.

En fælles indsats
Angrebet på Osamas gruppe har været en fælles indsats fra de pakistanske og amerikanske efterretningstjenester. General Kiani, som har stået i spidsen for hæren siden Musharraf var præsident, er tidligere leder af ISI (Pakistans Efterretnings Tjeneste, red). Han har en lang historie med tæt samarbejde med den amerikanske imperialisme. Tilbage i 2007 var det ham, som begyndte forhandlingerne med Benazir Bhutto for at dele magten med Musharraf. Da Benazir lagde pres på general Musharraf for at opgive sin position i militæret, var det general Kiani, som tog over. Under hans opsyn begyndte det pakistanske militær at droppe sine traditionelle forbindelser med de religiøse fanatikere og indledte militære aktioner mod dem. Fanatikerne slog igen og angreb militære hovedkvarterer og dræbte flere militærofficerer.

Polarisering i hæren
Dette førte til en polarisering i militæret mellem officererne og de menige. De øverste militærofficerer havde etableret tætte forbindelser til deres amerikanske modpart. De besidder enorme værdier og fører en mere liberal livsførelse. De laverestående officerer er imidlertid stadig religiøse, sympatiserer med fundamentalismen og de religiøse partier og nærer fortsat stærke følelser mod Indien og mod Vesten. På grund af denne polarisering er Washington forsigtig med at stole på hærens og efterretningstjenestens evne til at gå helhjertet ind i kampen mod terrorisme.

Den religiøse terrorisme vil ikke stoppe
Trods det alvorlige slag med Bin Ladens død vil Al-Qaida og andre religiøse ekstremistgrupper vokse. i sin fantastiske pamflet ”Hvorfor marxister er modstandere af individuel terrorisme” bemærkede Leo Trotskij: ”Den vigtigste psykologiske kilde til terrorisme er altid følelsen af hævn som et forsøg på en udvej.” Følelsen af hævn slutter ikke med Osamas død. Hverken mordet på ham eller at kaste hans lig i det Indiske Ocean vil gøre en ende på terrorismen. Faktisk vil religiøs terrorisme vokse som et resultat af USA-imperialismens handlinger. En del af de muslimske unge, som leder efter en måde til at gå imod USA-imperialismen kan blive tiltrukket af terrorismen. Nye terrorgrupper vil blive dannet.

Det betyder ikke, at de religiøse fanatikere kan tage magten I Pakistan. Det pakistanske militær er en brutal kraft, og de har mere en én gang demonstreret, hvor meget vold de vil bruge, hvis deres magt er truet. Den pakistanske hær vil arbejde hånd i hånd med amerikanerne for at sikre, at fanatikerne ikke overtager Islamabad eller får kontrol over landets atomvåben.

Truslen om individuel terrorisme fra fanatikere med et globalt udsyn kan ikke begrænses til et enkelt land. De kan ikke sammenlignes med IRA, som kæmpede for national befrielse, men snarere med de Røde Brigader, som kæmpede en ideologisk kamp, men som blev knust, fordi de havde så lille en social base.

Al-Qaida og andre religiøse fanatikere udnytter de religiøse følelser hos millioner af muslimer. Selv om disse fanatikere repræsenterer forskellige strømninger og sekter inden for islam, er det ikke desto mindre lykkedes dem at skabe en social massebasis i flere lande.

Al-Qaida er uden tvivl en af de mest succesfulde terroristorganisationer, som verden nogensinde har set. De har overlevet mere end to årtier og har med succes lagt planer og slået til i adskillige tilfælde. De har en hel brigade af selvmords-missionærer, som er klar til at flyve til himmels ved at dræbe dem selv og andre. Trods mordet på deres leder er der intet tegn på deres ophør. Men individuelle terrorhandlinger har deres egne begrænsninger.

Den individuelle terrorismes begrænsninger
Statsterrorisme kan ikke adskilles fra individuel terrorisme. Begge har den samme karakter og retning, begge fører til de samme konsekvenser. Men statsterrorismen kan få mere permanente resultater.

Al-Qaidas mest succesfulde terrorhandling den 9. september har ikke gavnet muslimerne eller det liv i fattigdom, som er dagligdag hos millioner af muslimer. Det har tilfredsstillet sjælen hos nogle få fanatikere som Osama, men har skadet sjælen hos millioner. Imperialismen svarede igen på angrebet med barbarisk vrede.
I en kommentar til situationen i Rusland efter drabet på en minister i 1911, skrev Leo Trotskij, en af de den russiske revolutions ledere:

“Om en terroristisk handling, selv en “succesfuld” en, kaster den herskende klasse ud i forvirring, afhænger af de konkrete politiske betingelser. I hvert tilfælde kan forvirringen kun blive kort; den kapitalistiske stat baserer ikke sig selv på regeringens ministre og kan ikke elimineres med dem. Klasserne, den tjener, vil altid finde nye folk; mekanismen forbliver intakt og fortsætter med at fungere.”

Des mere ”effektive”, terrorhandlingerne er, des mere reducerer de massernes interesse i selvorganisering og selvuddannelse. Men forvirringens røg letter, panikken forsvinder og den myrdede ministers efterfølger gør sin entre, livet går atter sin vante gang, den kapitalistiske udbytnings hjul drejer ligesom før; kun politiets undertrykkelse vokser sig større og mere brutal. Og resultatet bliver, at alle de tændte håb og kunstigt opløftede stemning erstattes af desillusionering og apati. (Leo Trotskij, november 1911)

Læg mærke til denne udtalelse fra 2009 fra USA’s udenrigsminister Hilary Clinton om Washingtons tidligere støtte til Mujahedin i Afghanistan:

“Lad os forhandle med ISI (Pakistans Efterretnings Tjeneste) og det pakistanske militær og lad os rekruttere disse mujahediner …. Det var ikke en dårlig investering at gøre en ende på Sovjetunionen, men lad os være forsigtige med, hvad vi såede … Fordi vi vil høste,” (Hillary Clinton, 23. april 2009)

Gennem de sidste 10 år har både Washington og fanatikerne høstet, hvad de såede. En hævnakt fører til den næste.

Religiøs fanatisme kan ikke bekæmpes med magt. Krigen og USA-imperialismens besættelsespolitik viser eksempler på fiaskoer, ikke succeser. Lektien er klar: ”Du kan ikke slå idéer ihjel.” I stedet skal der være en politisk kamp for at udstille den virkelige betydning af religiøs fundamentalisme for almindelige menneskers liv.

Fremvæksten af politisk islam
Fremvæksten af politisk islam hænger sammen med svækkelsen af venstrefløjen i den muslimske verden. På den ene side, i løbet af 1990’erne og efter Sovjetunionens sammenbrud, så socialismen ud til at have slået fejl. På den anden side mistede også populistiske, anti-imperialistiske, massebaserede partier som Bhuttos Folkeparti troværdighed. Religion så ud til at være den eneste mulige anti-imperialistiske platform. i virkeligheden repræsenterede religiøse ekstremister som Taliban og Al-Qaida overhovedet ikke noget alternativ til imperialismen. De står selv for en praksis, hvor de udbytter, undertrykker og dræber dem, som ikke er enige med dem. De tror på den fysiske udslettelse af deres politiske modstandere. De er ikke en progressiv kraft, som kæmper mod imperialistisk hegemoni, men en reaktionær kraft på den yderste højrefløj. De ønsker med magt at tvinge historiens ur til at gå baglæns. Religiøse fanatikere er de nye fascister.

Religiøse fanatikere og de imperialistiske magter giver hinanden en undskyldning for at optrappe volden. Det er en spiral, som aldrig slutter.

Fremvæksten af religiøs fundamentalisme er også et svar på den totale fallit hos civile og militære regeringer i Pakistan, som ikke har været i stand til at gøre en ende på feudalismens greb, de pakistanske kapitalisters undertrykkelse og udbytning og deres ydmygende behandling af arbejderne, eller på undertrykkelsen af landets nationale mindretal og udbytningen af deres naturrigdomme.

Den civile regerings fallit
Den herskende klasse i Pakistan har fejlet skammeligt i forhold til at etablere demokratiske standarder. Som et resultat heraf har størstedelen af den almindelige befolkning ikke gjort modstand, når civile regeringer er blevet kuppet af militærdiktaturer. i dag er den civile regerings politik domineret af USA-imperialismen og institutioner som IMF og Verdensbanken, som dikterer fattigdom for det pakistanske folk. Krig og økonomisk fattigdom har sammen med daglige selvmordsangreb efterladt befolkningen i en farefuld situation. Den almindelige bevidsthed er præget af en usikker fremtid. Håbet forsvinder. Den pakistanske regering må helt klart ændre sine politiske og økonomiske prioriteringer. Den må gøre op med korruption og bryde alle bånd til den amerikanske imperialisme.

Forvirringen på venstrefløjen nåede et højdepunkt efter den 11. september. Der var dem, som anbefalede samarbejdede med NATO-styrkerne mod de religiøse fanatikere, og som sagde at der ikke var nogen grund til at opbygge et alternativ. ”Religiøse fanatikere er fascister, og NATO er stærk nok til at eliminere dem,” lød argumentet. ”NATO gør vores arbejde. En militær løsning er det eneste alternativ; vi må tie, lukke øjnene og samarbejde med amerikanerne. Der er ikke nogen grund til at opbygge en antikrigsbevægelse, som inddrager masserne.”, hed det. Samtidig, og for at styrke det centrale budskab hos konfliktens hovedaktører, blev problemet præsenteret som ”os mod dem”, ”Guds kamp mod Djævlen”, ”korstoget mod Islams terrorisme", ”civilisation mod kaos”. Staten, medierne og de liberale var, sammen med nogle progressive, i stand til at dominere diskussionen.

Hvad skal vi gøre?
Amerikanernes drab på Osama åbner en ny æra for konflikten. Grupper og enkeltpersoner med tilknytning til Al-Qaida såvel som andre fundamentalistiske terrorister vil bruge hændelsen til at mobilisere folk til støtte for deres reaktionære dagsorden.

  • Vi må gå imod USA-imperialismen, fundamentalisterne og den pakistanske regerings medansvar for begge disse kræfter. I denne debat har vi fremlagt vores egen holdning til imperialismen, den kapitalistiske stat og den religiøse fundamentalisme. Vi må udstille deres propaganda og udsigtsløse løsningsforslag.
     
  • Vi opfordrer til en gennemgribende og vidtrækkende politisk og økonomisk strategi for at bekæmpe disse fanatikere. Den pakistanske stat må stoppe alle former for støtte til de religiøse madras-skoler. Mindst 10 procent af statsbudgettet skal bruges på uddannelse, uddannelse skal være gratis for alle pakistanere. Staten må distancere sig fra religiøse praksis og sørge for et institutionelt alternativ til madras-skolerne.
     
  • Vi kræver en afslutning på underdanigheden for IMF’s og Verdensbankens økonomiske politik. Regeringen må tjene arbejdernes og bøndernes interesser.
     
  • Vi kræver et brud på båndene til USA-imperialismen og krigsmaskineriet.

 

Fremvæksten af religiøs fundamentalisme er et direkte resultat af den herskende klasses regeringspolitik og dens afhængighed af den amerikanske og andre imperialistiske kræfter. En kamp mod imperialismen, kolonialismen og ny-kolonialismen må have højeste prioritet i vores propaganda, uden nogen indrømmelser til fanatikerne.

Et alternativ er nu kommet med det store arabiske forår. Æraen med selvmordsbomber, bombesprængninger, droneangreb og andre voldelige metoder er langt mindre effektive end det arabiske folks masseoprør mod diktatorer og diktatoriske regimer. Den arabiske måde at kæmpe på vil i sidste ende skabe selvtillid hos masserne til at gå hele vejen fra at udskifte regeringerne til et socialistisk alternativ.

6. maj 2011
Farooq Tariq er talsperson for Labour Party Pakistan
Oversat af Åge Skovrind fra webmagasinet
International Viewpoint.
 

Opslået i Asien, Pakistan

single.php