Fredag morgen blev der indgået overenskomst for hele det statslige område. Som helhed er der tale om en minus-overenskomst, der ikke sikrer reallønnen de kommende to år. ”Til gengæld” afskaffer den ikke – som finansministeriet ellers ønskede – den meget vigtige reguleringsordning, der sikrer, at de statsansattes lønudvikling ikke kommer til at halte alt for meget efter de privatansattes.

Hits: 130

Pga. krisen er denne regulering i øjeblikket negativ, så ”sejren” ved at bevare den er netop i den kommende overenskomstperiode ikke så stor….

Det mest omtalte punkt blev ikke uden grund den aftale, som Akademikernes Centralorganisation (AC) indgik på vegne af lærerne på de gymnasiale uddannelser (organiseret i GL). Finansminister Bjarne Corydon kunne dagen igennem prale af, at det nu var lykkedes at ”normalisere” gymnasielærernes arbejdstid, så de kan få lov til at undervise mere end de ni klokketimer om ugen, de i øjeblikket har… Og en hær af kommentatorer og journalister konstaterede, at vejen dermed var banet for også at ”normalisere” folkeskolelærernes overenskomst.

Rammerne her tillader desværre ikke en grundig argumentation, men blot en konstatering af, at myten om de ni timer (lige som folkeskolelærernes tolv) bygger på statistik, der er blind for bl.a. eksamensafholdelse, travle frikvarterer, vejledning, skriftlighed, ledelsesfunktioner, decideret ledelsespersonale osv. osv. Med andre ord en myte, der er helt uden forbindelse med den almindelige gymnasielærers virkelighed.

Lad os i stedet fokusere på nogle principielle punkter, der gør den fortsatte kamp mod denne aftale vigtig – og ikke kun vigtig for gymnasielærerne:

For det første handler det ikke om en ”normalisering” af arbejdstiden. Det handler om, at arbejdstiden for gymnasielærere i praksis helt bliver taget ud af fagforeningens og overenskomstens område – og overladt til den enkelte skoleledelses diktat. Tilbage i overenskomsten står kun den samlede årsnorm på 1924 timer, og den enkelte rektor kan så i princippet beslutte, at disse 37 timer pr. uge året rundt (43 timer pr.  undervisningsuge) for eksempel alle skal være undervisningstid! Pointen er, at undervisningsarbejde naturligvis kræver forberedelse, men at forberedelsestiden ikke foregår, og heller ikke fremover planlægges at foregå, på timeløn inden for en bestemt 8-16-arbejdstid. Underviseres arbejde har derfor nødvendigvis altid skullet aftales som akkorder for, hvor mange minutters forberedelse/rettetid m.v., der skal beregnes for forskellige opgaver. Og den nye ”aftale” er, at alle disse akkorder simpelthen fjernes fra den kollektive overenskomst – og principielt helt underkastes ledelsens ret til at lede og fordele arbejde.

Det handler altså om at gøre kollektive akkorder til individuelle akkorder – og dette betyder en total underminering af den kollektive aftaleret og fagforeningens rolle i det hele taget.

Det vil i værste fald betyde en ”alles kamp mod alle” blandt lærerne om fordeling af forberedelsestid m.v. til forskellige aldersgrupper, fag osv. – i stedet for en kollektiv kamp for en rimelig arbejdstid og rimelige arbejdsforhold.

Hidtil har nedskæringerne især ramt holdstørrelser og timetal, hvor lærere, elever og forældre i fællesskab vendte deres vrede og krav mod regeringen.

Fremover vil nedskæringerne i langt højere grad kunne ”skjules” i stressramte lærere og dårlig undervisning.

Finansministeriet har totalt afvist at forhandle med GL, hvis ikke deres krav om afskaffelse af  arbejdstids-aftalerne blev opfyldt. Samtidig har man i utvetydige vendinger meddelt forhandlerne, at hvis ikke man gik med til at afskaffe arbejdstidsaftalerne mod en lille bonus på lønområdet, så ville det samme blive vedtaget som et regeringsindgreb – bare uden lønbonus! Den frie forhandlingsret under S-SF-R-regeringen bestod altså i et valg mellem et ensidigt arbejdsgiverdiktat på den ene eller den anden måde…

Modstanden mod at bøje sig for denne revolverpolitik er stor blandt gymnasielærerne: Hvis S-SF-R virkelig agtede at gennemtvinge en afskaffelse af den kollektive aftaleret vedrørende arbejdstiden ved hjælp af et lovindgreb i en lovlig overenskomstkonflikt – så skulle de have lov at prøve det i praksis – og de skulle have kamp til stregen, forhåbentlig med andre fagforeningers opbakning! Da GL’s repræsentantskab fredag eftermiddag skulle godkende resultatet, blev det klart forkastet – med stemmetallene 91 for og 105 imod. Der, hvor der fredag formiddag nåede at blive holdt møder rundt omkring på skolerne, var modstanden nogle steder langt mere massiv – med over 90% nej-stemmer.

AC-formanden nægter at acceptere GL-medlemmernes nej og lade GL udtræde af aftalen. Men derfor er der ingen grund til at opgive kampen. Det er vigtigt at fortsætte – også til støtte for og i samarbejde med folkeskolelærerne, der stadig står fast. Det politiske hovedbudskab, der burde kunne samle langt ud over lærernes række , er: Bevar retten til kollektive arbejdtidsaftaler!

Gymnasielærere og andre – ikke mindst i Enhedslisten – må kaste alle kræfter ind for:

– At danne Nej-grupper på alle uddannelsessteder og koordinering på lokalt plan og landsplan – med eller uden hjælp fra GL’s ledelse og apparat
– Lige nu med alle midler at lægge pres på AC, så de anerkender GL’s ret til at sige nej og trække sig ud – og bruge det i den videre kamp mod udemokratiske sammenkædningsregler m.v.
– At starte en nej-kampagne ikke bare i GL, men i hele AC, så det generelt elendige resultat falder ved urafstemningen
– At vælte den uduelige selvmålsledelse i GL ved først givne lejlighed – og herefter også gå i gang med en oprydning i AC
– At bruge eksemplet til at udstille finansministeren/regeringen som fagforeningsfjendsk og som nogen, der vil angribe og underminere den kollektive aftaleret.
– At rejse krav om, at efter først SAS og nu gymnasielærerne må det være slut med S-SF-R’s revolverpolitik mod fagforeningerne. Folkeskolelærerne skal – uden trusler – have ret til at sige nej!

SAP’s Forretningsudvalg, den 10. februar 2013

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php