Fogh-regeringen er på “grøn” offensiv op til klimatopmødet i København til december: Fra nu af skal væksten være “grøn”. Men kan væksten overhovedet blive bæredygtig?

 

Efter at have taget let på klimatruslen har Fogh-regeringen taget skeen i den anden hånd. Og for at ingen skal være i tvivl, bliver det politiske landskab i disse måneder tæppebombet med grønne manifester fra regeringen, Venstre, Konservative og Dansk Industri.

Økonomisk vækst og klima/miljø er fuldt forenelige, lyder påstanden. Vi skal bare have gang i nye teknologier, som dansk industri i øvrigt kan tjene styrtende på.

Dansk Industri indledte i 2008 en ifølge eget udsagn "knaldgrøn" klimakampagne, "Bright Green", som skal kulminere med en kæmpemesse i Parken under klimatopmødet i december i år.

"Bright Green er navnet på en ideologi som breder sig med stor hast over hele verden," fortæller DI. "Budskabet er, at økonomisk vækst og hensyntagen til miljøet sagtens kan gå hånd i hånd. Det kræver blot, at der tænkes i intelligente teknologiske løsninger."

Anders Fogh Rasmussens seneste nytårstale fulgte linjen til punkt og prikke:

"Det grønne samfund er ikke et samfund uden vækst. Vi skal tværtimod sætte gang i væksten med ny teknologi, grønne idéer og en blomstrende eksport. Vi skal gøre Danmark til en grøn vindernation."

"Den nye grønne revolution vil betyde et stort vækstpotentiale for dansk erhvervsliv i de kommende årtier," hævder Venstres folketingsgruppe i et oplæg fra februar 2009.

Det danske eksempel
Som bevis for, at kapitalismen kan levere klimaløsningerne, har politikerne gang på gang fortalt historien om Danmark som landet med markant vækst uden øget energiforbrug og CO2-udledning.

"Siden 1980 er Danmarks økonomi vokset med 78 procent samtidig med, at energiforbruget har været stort set konstant, og CO2-udledningerne er reduceret. Udviklingen afspejler en stigning i energi- og CO2-effektiviteten," skriver Klima- og Energiministeriet.

Og som Anders Fogh Rasmussen beskriver sit mål: "Vi skal altså fortsat blive rigere uden at forbruge mere energi." (Klodens klima – hvordan løser vi udfordringen?, Lars Chr. Lilleholt og Jacob Bruun Christensen (red.), Venstre, 2008, s. 21)

Det hævdes således, at Danmark allerede har vist, at man kan afkoble den økonomiske vækst fra såvel energiforbrug som CO2-udledning. Desværre er historien for længst blevet afsløret som kreativ bogføring.

Det, der tæller for klimaet, er selvfølgelig den samlede udledning af drivhusgasser, og den var i 2006 faktisk steget med 1,8 % i forhold til basisåret 1990. Connie Hedegaard og regeringen forsøger sig med at "korrigere" tallet til et 15 procents fald med henvisning til vejret og el-handelsforholdene i 1990. Tallene burde imidlertid snarere korrigeres i den modsatte retning:

• Handelsflådens (frem for alt Mærsks) store udledninger er steget i de senere år, men selv om skibsfarten tælles med i bruttonationalproduktet, er dens udledninger udeladt af CO2-regnskabet. Hvis skibsfartens udledninger var med, ville Danmarks CO2-udledning ikke være på 10 ton per indbygger, men snarere 15-16 ton (se f.eks. Information: www.information.dk/154504 og www.information.dk/151321).

• International lufttrafik er tilsvarende medregnet i tallet for økonomisk vækst, men udeladt af CO2-regnskabet.

• Udflyttet produktion er udeladt af CO2-regnskabet. Man måler nemlig kun den CO2, der er udledt inden for landets grænser, og tager dermed ikke højde for, at Danmark i stigende grad importerer mange af sine varige forbrugsgoder fra udlandet. En analyse fra Verdensnaturfonden (WWF) viser, at Danmarks import af varer i 2001 belastede klimaet med næsten 30 mio. tons CO2 – langt mere end eksporten, hvis "fodaftryk" udgjorde 19 mio. tons. Og i de følgende fem år fra 2001 til 2006 steg vores CO2-fodaftryk i udlandet med 40 procent. Det skyldtes især importen fra Kina, hvor Danmark satte et CO2-fodaftryk svarende til 1,5 ton CO2 per dansker i 2006. (Se Signe Didde Frese m.fl., Dansk forbrug, global forurening, WWF Danmark, juni 2008, som kan hentes på www.wwf.dk.)

Som følge af den utilstrækkelige indsats kan Danmark nu kun nå sit reduktionsmål i 2012 ved at udnytte Kyoto-protokollens smuthuller og købe sig til CO2-kvoter og kreditter i udlandet. Det bestyrkes af en ny rapport udarbejdet af Pöyry Energy Consulting for tænketanken Concito. Den påviser, at Danmark er på vej til at udlede ca. 7 mio. ton CO2 for meget per år i perioden 2009-12 i forhold til sine Kyoto-forpligtelser.

En lederskribent i Politiken kommenterede det præcist:

"Ligesom daværende finansminister Thor Pedersen (V) stod i spidsen for en oppustet bobleøkonomi – med skattelettelser, låneliberalisering og offentligt overforbrug – satser klimaminister Connie Hedegaard (K) på, at kreativ bogføring med grønne regnskaber kan gøre det ud for reelle adfærdsændringer." (Politiken, 9.2.2009)

Næppe noget lysende eksempel for verden, og i hvert fald ikke noget eksempel på, at den økonomiske vækst kan afkobles fra klimaforureningen.

Grøn vækst og almindelig vækst
"For mig at se er grøn vækst […] den eneste vækst, vi har råd til," skriver Connie Hedegaard i sin blog (2.2.2009).

Men Dansk Industri kan tage det roligt. Det er ikke blevet regeringens politik at begrænse væksten til vindmølleproduktion, energirenovering og andet, der kan gavne miljøet. Selv om regeringen vil satse på at fremme de virksomheder, der eksporterer energiudstyr, er politikken også generelt at fremme den private kapitals vækst og ikke at bremse den samlede vækst eller at afvikle særlig klimabelastende erhverv.

Regeringen nedsatte i marts 2008 en Klimakommission, som i 2010 skal "komme med bud på anden generation af klimapolitiske instrumenter i fremtidens energipolitik". Som rammer for dens arbejde bestemte regeringen, at der skal stræbes mod "fortsat høj økonomisk vækst". Desuden skal der tages hensyn til en "gunstig erhvervsudvikling og fremme af erhvervslivets internationale konkurrenceevne", og der skal anvendes "markeds-baserede løsninger".

Redningspakkerne for finanssektoren har da også tydeligt vist politikernes vilje til at beskytte den almindelige økonomiske vækst, koste hvad det vil. Det samme gælder udspil inden for de enkelte områder. Regeringen har senest fået S og SF med på en trafikpakke med vejprojekter, der vil betyde, at man ikke får nedbragt CO2-udledningen fra transporten inden 2020. (Se artiklen Trafikforlig: »Alle partier undtagen Enhedslisten«).

 

Væksten spiser effektiviseringerne op
Nu gælder det jo ikke kun om at holde udledningerne af CO2 og andre drivhusgasser i ro, mens væksten fortsætter. Udledningerne skal tværtimod bringes ned hurtigst muligt. Kan det lade sig gøre uden at begrænse den økonomiske vækst?

Nej, mener Tim Jackson, professor i bæredygtig udvikling ved University of Surrey, England. Han forklarer hvorfor i tidsskriftet New Scientist (18.10.2008):

Hvis man skal følge FN’s klimapanels anbefalinger fra 2007 (som en del klimaforskere i dag anser for utilstrækkelige), skal den globale CO2-udledning i 2050 ned på højst 0,6 ton per person – en del mindre end i dagens Indien.

Det gængse synspunkt er, at man vil opnå dette ved at øge energieffektiviteten og udvikle grøn teknologi, uden at det går synderlig ud over den økonomiske vækst. (Således også hos partiet Venstre, som nu erklærer sig for et "CO2-neutralt Danmark" inden år 2050.)

CO2-udledningen i verden er i dag på ca. 0,5 ton CO2 for hver 1.000 dollars bruttonationalprodukt. Det vil sige, at hver 1.000 dollar varer og tjenesteydelser har et "CO2-indhold" på 0,5 ton.

Med den nuværende globale indkomst vil den nødvendige CO2-reduktion kræve, at CO2-indholdet kommer ned på 0,1 t CO2 per 1.000 US-dollar, altså en femtedel af i dag.

"Det er ikke enkelt, men sandsynligvis muligt med den højeste eksisterende teknologi og et standhaftigt politisk engagement," vurderer Tim Jackson. "Men regnestykket ser bort fra den økonomiske vækst!"

Med de seneste års vækstrater vil man skulle presse forbrugets kulstofindhold ned til mindre end 0,03 ton for hver 1.000 brugte US-dollar, dvs. 1/11 af det nuværende vesteuropæiske gennemsnit.

"Hvad nu hvis vi også vil gøre noget alvorligt for at udrydde den globale fattigdom?" fortsætter Tim Jackson. I så fald skal kulstofindholdet af den økonomiske produktion reduceres til kun nogle få procent af det bedste, der er opnået noget sted i EU.

Og hvis væksten skal fortsætte efter 2050, må effektivitetsforbedringerne naturligvis også fortsætte. En vækst på 2,5 % om året fra 2050 til udgangen af århundredet ville mere end tredoble den globale økonomi i forhold til 2050-niveauet, og det ville kræve, at hver eneste dollar blev næsten fuldstændig renset for kulstof.

"Kort sagt, hvis vi insisterer på uendelig økonomisk vækst, bliver vi nødt til at reducere vores forbrugs kulstofintensitet til en mikroskopisk del af, hvad den er nu," skriver Tim Jackson.

"Politikerne vil ikke indrømme det, men de har ikke den fjerneste anelse om, hvordan en så radikal forandring skulle være mulig, eller hvordan en verden med 10 gange så stor økonomisk aktivitet som i dag ville se ud. Hvor vil investeringerne og ressourcerne komme fra? Hvad gør man af affaldet og udledningerne?"

"I stedet bombarderer de os med annoncer om at isolere vores boliger, skrue ned for varmen, køre lidt mindre, gå lidt mere osv. Det eneste råd, der ikke gives af nogen regering, er at ‘købe færre ting’. Man får ros for at købe et energieffektivt fjernsyn, men hvis man slet ikke køber noget fjernsyn, er det en forbrydelse mod samfundet. At forbruge mindre er det største skridt, man kan tage for at reducere sin CO2-udledning, men ingen tør nævne det, for hvis vi gjorde det, ville det true den økonomiske vækst – som er selve problemets rod."

"Det er den markedsliberale kapitalismes logik: Enten vokser økonomien til stadighed, eller også trues den af sammenbrud. Men nu, hvor miljøsituationen når sit krisepunkt, må man omsider holde op med at lade, som om den sanseløse jagt på økonomisk vækst er foreneligt med bæredygtighed," konkluderer Tim Jackson.

Nye teknologier kan altså mindske miljøbelastningen per produceret enhed, rejst kilometer osv. – men resultaterne spises hurtigt op af en fortsat økonomisk vækst.

 

Vækstbegrænsning og velfærd
"Hvis man vil tage alvorligt på klimaproblemet, skal man prioritere folks virkelige velbefindende og miljøet. Så ville nationalproduktet nok gå ned, men vi ville alle sammen få det bedre, og miljøet ville især få det bedre," siger Jørgen Stig Nørgaard, lektor emeritus ved Danmarks Tekniske Universitet. (P1-programmet A propos, 11.12.2008)

"Politikerne burde prioritere klimaet højere end økonomisk vækst. Det gør de absolut ikke nu. Nu ser de muligheder for, at klimaproblemet kan bidrage til mere økonomisk vækst – som så giver større klimaproblemer osv."

Vil vores levestandard så ikke falde? blev Jørgen Stig Nørgaard spurgt.

"Jo, hvis man mener, at levestandard består i et stort "køb og smid væk"-forbrug. Men hvis man med levestandard mener, at vi har et godt hus, noget godt tøj, god mad osv., så kan det absolut godt opretholdes. Der er nemlig en stor forskel på at opretholde det og at skulle øge det evigt."

"En af konsekvenserne er, at vi skal vænne os til ikke at arbejde så meget. Men 73 procent af danskerne vil jo faktisk hellere have kortere arbejdstid end højere løn," bemærker Jørgen Stig Nørgaard. (Tallet fremgår af IFKA- undersøgelsen Danskerne 2008.)

 

Nedsivningsmyten
"Den sidste forsvarslinje for tilhængerne af uendelig global økonomisk vækst er, at den er nødvendig for at udrydde fattigdommen," skriver Andrew Simms fra den britiske stiftelse New Economics Foundation i New Scientist (18.10.2008).

Det var også, hvad den danske klimaminister greb til, da hun sidste år skulle svare på vækstkritik fra Niels I. Meyer og Ejvind Larsen i Information:

"Jeg går ud fra, at Meyer og Larsen lige så lidt som jeg selv vil stå over for repræsentanter for udviklingslandene og prædike nul-vækst. Det er for det første aldeles urealistisk og for det andet og nok så vigtigt, er det amoralsk," skrev Connie Hedegaard og henviste til, at 500 millioner indere stadig ikke har fået elektrisk lys. (Information 24.4.08)

Kendsgerningen er imidlertid, at den kapitalistiske vækst i ringe og stadig ringere grad modvirker fattigdommen. Andrew Simms forklarer:

"I 1980’erne var der for hver ekstra 100 dollars værdi i den globale økonomi ca. 2,20 dollar, der fandt vej til dem, der lever under Verdensbankens absolutte fattigdomsgrænse. I løbet af 1990’erne faldt denne andel til kun 0,60 dollar. Denne ulighed i indkomstfordelingen – som mere minder om en flod opad end om en nedsivning – betyder, at for at de fattige skal blive lidt mindre fattige, skal de rige blive langt rigere. Det ville kræve omkring 166 dollars global vækst at skabe 1 dollar ekstra til folk, der lever for under 1 dollar om dagen.”

Menneskeheden har lige siden midten af 1980’erne overbelastet biosfærens bæreevne, og overbelastningen øges år for år.

"2008 havde vi allerede den 23. september forbrugt årets ration, fem dage tidligere end året før. Det ville kræve mindst tre jordkloder at ernære os, hvis alle havde den samme livsstil som indbyggerne i Storbritannien, og fem gange, hvis vi alle levede som amerikanere," skriver Andrew Simms.

"Stik mod al fornuft kræves der under det nuværende økonomiske system for at reducere fattigdommen blot en smule et enormt ekstra forbrug hos dem, der allerede er rige. For at få de fattigste op på blot 3 dollar i daglig indkomst ville det kræve 15 jordkloders biokapacitet. Med andre ord vil vi have gjort Jorden ubeboelig, længe inden fattigdommen var udryddet. Hvis vi mener det alvorligt med at hjælpe de fattige i stedet for de rige, har vi brug for en ny udviklingsmodel."

Andrew Simms minder om, at de fattigste bliver de første og største ofre for klimaforandringerne, og konkluderer:

"Med den begrænsning af den globale vækst, som er nødvendig for at begrænse kulstofudledningerne, bliver omfordeling den eneste farbare vej til fattigdomsbekæmpelse."

De riges forbrugsmodel
Social omfordeling er også på flere måder afgørende for at kunne gennemføre en effektiv klimapolitik, påpeger den franske journalist Hervé Kempf. Det gælder både i vores del af verden og i udviklingslandene.

De rige klassers vaner og forbrugsmønstre definerer den kulturelle model, som hele samfundet følger, forklarer Kempf i sin seneste bog (Pour sauver la planète, sortez du capitalisme, Seuil, Paris, 2009).

"Hvis vi reducerer ulighederne og dermed oligarkiets muligheder for et prangende forbrug, vil det forandre de generelle adfærdsmønstre."

Tilsvarende gælder det internationalt, at Nordamerika, Europa og Japan "har ansvaret for at definere en ny forbrugsmåde, for det er deres spild, drevet frem af deres oligarki, der definerer den model, de andre lande følger i deres kapløb om status," skriver Kempf og tilføjer, at det faktisk vil være en lettelse for de nyindustrialiserede lande: "Det kapløb, de fører med Vesten, kan aldrig lykkes. Hvis Kina, Indien og de andre store opstigernationer forbrugte den samme mængde energi per indbygger som OECD-landene, ville det globale energiforbrug være tre til fem gange højere end i dag!"

"Kapitalismen forsøger at aflede opmærksomheden i en offentlighed, som bliver mere og mere bevidst om den forestående katastrofe, ved at bilde folk ind, at forhindringen kan overvindes af teknologien – noget udefra kommende i forhold til mennesker og samfund. ‘Den grønne vækst’ præsenteres som løsningen, der åbner nye muligheder. Det er vigtigt at afmontere denne illusion, som kun har til formål at forlænge det eksisterende magtsystem."

Kloden kan ikke bære kapitalismen
Connie Hedegaard erklærer i sin blog, at "vi står over for en grøn revolution. En revolution, der faktisk kun har vindere." (8.1.2009)

Men den konservative ministers "revolutionære" fantasi rækker ikke til at opfatte vækstbegrænsning i de rige lande og blandt de rige som en mulighed. Det fremgår klart af det tidligere nævnte svar til Niels I. Meyer og Ejvind Larsen:

"Tror de selv på, at det vil være muligt i en internationaliseret økonomi at sætte bom for væksten lige hos os? Hos EU? Hos de rige lande? Hvilket empirisk grundlag baserer de i givet fald denne tro på? Nej, vel. Der er intet som helst i de forløbne årtier, århundreder, årtusinder, der sandsynliggør, at det skulle være en realistisk præmis." (Information 24.4.08)

Når det gælder kapitalismen, er det utvivlsomt sandt, at den aldrig har vist sig i stand til at begrænse væksten, undtagen når den rammes af en af sine stadig tilbagevendende kriser. Lige så lidt er der dog eksempler på, at kapitalismen har ladet sig omstille til en grøn, bæredygtig vækst, sådan som klimaministeren håber på.

Grunden hertil sammenfattes kort af den belgiske økosocialist Daniel Tanuro:

"Kapitalismen indebærer, at der produceres stadig flere varer. Den enkelte kapitalejer er pisket af konkurrencen til at erstatte arbejdere med mere produktive maskiner for at indhøste en merprofit i forhold til den gennemsnitlige profit. Det medfører en vedvarende tendens til overproduktion og til overforbrug." (Journal du Mardi, december 2008)

Daniel Tanuro påpeger, at det er muligt at nedbringe energiforbruget radikalt, hvis man både øger energieffektiviteten, afskaffer unyttige aktiviteter (våbenproduktion, reklamer osv.), omlægger transportsystemet, fremmer lokalt landbrug, indfører stærke normer for produkters holdbarhed, sikrer isolering af alle boliger osv.

"Alle disse tiltag er teknisk mulige, men de forudsætter en plan ud fra den overordnede rationalitet – den nødvendige reduktion af energiforbruget – i stedet for de konkurrerende kapitalisters delvise rationalitet. Denne plan må derfor gøre indgreb i kapitalens spontane tendens til akkumulation, inklusive den grønne kapitals. En sådan plan er imidlertid i modstrid med selve ideen om kapitalistiske vækst-stimulering, som kun kan satse på akkumulation, dvs. sætte den globale irrationalitet i højsædet," skriver Daniel Tanuro på www.europe-solidaire.org.

Kapitalismen kan med andre ord ikke respektere planetens fysiske grænser.

"I sidste ende kan menneskeheden kun styre sit stofskifte med miljøet rationelt, hvis den fratager kapitalisterne retten til at bestemme, hvad der skal produceres, hvordan og hvorfor. Det knytter an til en grundlæggende problemstilling for den revolutionære arbejderbevægelse: Produktionen skal styres demokratisk ud fra reelle menneskelige behov."

Opslået i Klima

single.php