Regeringen og KL gennemtrumfede deres overenskomst med et regeringsindgreb. Der var ingen slinger i valsen. Det var ikke De Radikale, der lokkede S og SF ud i noget skidt. De var kun uenige om, hvorvidt overgrebet skulle komme en uge før eller senere.
Men, som Danmarks Lærerforenings næstformand, Dorte Lange, meget tydeligt sagde det i sin hilsen til Enhedslistens årsmøde: Lærerne blev ikke knægtet.

 

Lærerne lod sig ikke bare lockoute. De tog udfordringen op og gjorde konflikten til den mest aktive, inddragende og udfarende arbejdskamp i Danmark i årtier.

Stor skuffelse vil ikke kunne undgås, træthed oveni og et efterslæb af forpligtelser på skolerne og i privaten. Men intet tyder på, at lærerne er trængt tilbage til, hvor de var, før konflikten begyndte.
Som kolleger, som faggruppe og som kæmpende del af arbejderklassen har lærerne i dag et større sammenhold. De er mere bevidste om solidariteten og den faglige kamps muligheder og betingelser. Og den benhårde politiske styring har givet mange en indsigt i, hvor partierne står, når der gælder ordentlige overenskomstforhold, lønmodtagernes indflydelse på egen arbejdsplads og i det hele taget de bedst mulige betingelser for en god skole.
Dette sammenhold, denne styrke og denne bevidsthed må fastholdes, så langt det er muligt. Det kan ske ved at fortsætte organisering og aktiviteten på den enkelte skole og på tværs af skoler i de enkelte kommuner. Centralt står kampen for lokale arbejdstidsaftaler. Også her vil lærerne opleve, at de har en sikker allieret i Enhedslisten, som må sætte spørgsmålet højt på dagsordenen i kommunalvalgkampen.
For det andet må samarbejdet blandt de offentligt ansatte på tværs af fag styrkes. Op til lærerkonflikten var vi inde i noget, der lignede en ond cirkel. Danmarks Lærerforening var mildest talt meget stille med solidariteten, da sygeplejerskerne og pædagogerne sidst var i konflikt. Det gjorde i første omgang nogle faggrupper tøvende over for lærerkonflikten. Men lærerne opnåede stor sympati bredt i arbejderklassen, og mange grupper af offentligt ansatte fra gymnasielærere på Frederiksberg til forbundet FOA markerede sig solidarisk under konflikten.
Også her er der noget at bygge videre på. Konkret vil samarbejdet med pædagogerne på den enkelte skole og i den enkelte kommune ligge lige for. Fælles medlemsmøder og fælles tillidsrepræsentantmøder kan fastholde sammenholdet.
Endelig må den store opbakning og nogle steder det gode samarbejde med forældre og elever fastholdes og udvikles. Netværk og anden forældreorganisering skal styrkes. Herfra og fra skolebestyrelser må der kræves forberedte lærere og et ordentligt arbejdsmiljø, fordi dårligt arbejdsmiljø giver dårlig undervisning.
Det var en entydig erfaring fra lærerkonflikten, at styrken opbygges gennem græsrodsaktivitet, og at forbundets forhandlere og dets mediestrategi i bedste fald kan styrke aktiviteterne og organiseringen på græsrodsniveau. Og omvendt: Hvis toplederne i Danmarks Lærerforening skal fastholdes på et klart forsvar af lærernes interesser og ikke lokkes ind i lukkede korridorer og lumpne kompromisser, så er det nødvendigt, at aktiviteten i basis fastholdes på det højest mulige niveau.
Med regerings-overgrebet lykkedes det KL og regeringen at tegne banen op. Men spillet om de faktiske arbejdsforhold for lærerne skal først i gang nu. Med deres aktive og inspirerende linje i konflikten har lærerne vist, at den kamp, der nu begynder, ikke er tabt på forhånd.

SAP’s forretningsudvalg, 28.4.2013

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php