Efter at græsk politi dræbte den 15-årige gymnasieelev Alexis Grigoropoulos den 6. december 2008, har demonstrationer bredt sig over hele Grækenland. Omfanget og rækkevidden af protesterne må forstås i sammenhæng med landets dybe sociale og politiske krise.

af Stathis Kouvélakis

Protesterne afspejler ikke kun en vrede mod drabet på Alexis, men er også en reaktion mod store sociale problemer: massearbejdsløshed, som har nået et eksplosivt niveau blandt unge og særligt blandt uddannede unge, lave lønninger og ringe social sikkerhed, trusler om nedskæringer på pensionerne, og en nedbarberet offentlig service, som er kaotisk og privatiseret, alt sammen i et autoritært og repressivt klima. Er der et særligt træk ved Grækenland, er det at den græske stat er svagere end i resten af Europa (Italien undtaget) i den særlige betydning, at socialstaten her er nyere og rummer mindre. Og derfor er den mere sårbar over for den liberale kontrareform, hvis konsekvenser udfolder sig med fuld styrke netop på de områder, hvor de møder de mindste institutionelle begrænsninger.

Den sociale krise giver en nødvendig baggrund for at forstå det græske oprør, men forklarer det ikke i sig selv. To andre forhold spiller også ind: den politiske krise, som på samme tid er en krise for såvel det græske to-partisystem som for staten, og at bestemte befolkningsgrupper er i stand til at sætte en dagsorden.

Venstrefløj i fremgang
Ud fra en politisk synsvinkel er der tegn på et brud på traditionelle system, hvor to store partier (det højreorienterede Nyt Demokrati og det socialdemokratiske PASOK ) sidder på omkring 85 procent af stemmerne. Sådan har det været siden 1980´erne, men siden valget i 2004 er der tegn på et opbrud. Indtil den nuværende krise kan man sige, at taberen især har været PASOK, som har været ude af stand til at distancere sig afgørende fra regeringen og dens ganske populære premierminister Karamanlis. Denne identitetskrise hos PASOK kulminerede under bevægelsen mod universitetsreformen i 2007, da partiledelsen blev presset til at ændre holdning i parlamentet og afviste den foreslåede ændring fra højrefløjen af artikel 16 i grundloven, som giver staten monopol på at varetage videregående uddannelse.

Denne krise i to-partisystemet har givet plads for venstrefløjen, og i modsætning til hvad der er sket i andre lande, har venstrefløjen formået at fylde pladsen ud.
Venstrefløjen er dybt splittet i to hovedgrupper, det græske kommunistparti (KKE) og den Radikale Venstrefløjs-Koalition (SYRIZA). Hertil kommer en yderste venstrefløj, som er splittet og vælgermæssigt marginaliseret, men som besidder en evne til at mobilisere til militante aktioner (og som er stærkt forankret på universiteterne). Dermed adskiller venstrefløjen sig fra den dominerende tendens i Europa, hvor de kommunistiske kræfter, eller arvtagere fra denne tradition, gradvist har indordnet sig under Socialdemokratiet – som selv har overgivet sig nyliberalismen) og tilsluttet sig et perspektiv om en centrum-venstre-alliance.

´Den græske Besancenot´
KKE er uden tvivl det mest åbent nystalinistiske parti i Europa, dybt præget af dogmatisme og sekterisme, men partiet har bevaret en stærk kamp kamptradition, en evne til at organisere masserne (også blandt unge) og en styrkeposition i folkelige lag. Koalitionen SYRIZA omfatter partiet Synaspismos (en venstrekoalition, som stammer fra to udsplitninger fra kommunistpartiet, i 1968 og 1990) og forskellige organisationer på den yderste venstrefløj (maoister, trotskister, venstresocialister). SYRIZA har sin basis især blandt uddannede befolkningsgrupper og får mange stemmer fra unge, og partiet er siden 2005 gået frem, efter at venstrefløjen i Synaspismos efter en lang intern magtkamp, som endte med en sejr for venstrefløjen og en afvisning af en centrum-venstre-alliance og deltagelse i en regering ledet af PASOK.

Valget i efteråret 2007 betød derfor et markant gennembrud for venstrefløjen (KKE gik fra 6 til over 8 procent), mens SYRIZA gik fra 3,3 til 5,5 procent), især i de store bycentre og blandt unge. Meningsmålinger viser, at denne tendens siden er forstærket, især til fordel for SYRIZA, som ser ud til at have en vælgertilslutning på over 10 procent. Ikke mindst takket være partiets unge leder Alexis Tsipras (34 år), ofte benævnt ´den græske Besancenot´´ (efter den karismatiske venstrefløjsleder i Frankrig, red) ser SYRIZA ud til at kunne give et politisk udtryk – delvist, men alligevel af betydning – for det nye politiske klima, som er kommet efter studentermobiliseringerne og den sociale utilfredshed, først og fremmest blandt uddannede unge, som er dømt til småjobs, løs ansættelse og permanent afhængighed af familien.

Sociale kampe
Grækenland har stærke traditioner for sociale kampe og oprør. Og de hårde konflikter er blevet mangedoblte i landet de seneste år, hvor fokus har været på universitetsreformen og pensionssystemet. Fagbevægelsen (som er meget bureaukratiseret, men står samlet i en fælles landsorganisation, som fastholder en vigtig forankring) har indtil nu ikke formået at opnå væsentlige indrømmelser. Dens ledere har i store træk støttet de nyliberale tiltag.

Studenterbevægelsen har derimod opnået en delvis indrømmelse fra regeringen på spørgsmålet om grundlovsreform om private universiteter, selv om markedsgørelsen af de videregående uddannelser er i gang, og den europæiske lovgivning pålægger regeringerne at godkende eksamener opnået ved enhver universitetsínstitution, privat såvel som offentlig.

De gentagne mobiliseringer blandt de unge er stødt mod en voksende autoritær statsmagt og en barsk undertrykkelse, som har spillet en afgørende rolle for konfrontationerne med politiet i løbet af begivenhederne i december. Samtidig har medvirket afgørende til at underminere tilliden regeringens politik og at miskreditere de nyliberale løsninger, som begge de to store partier står for.

Statens legitimitetskrise
Statsapparatets ligegyldighed efter de skovbrænde, som hærgede på Peloponnes i sommeren 2007 har forstærket den politiske krise og yderligere undermineret legitimiteten ved en stat, som ikke kan sikre de mest nødvendige betingelser for samfundslivet (beskyttelse af ejendomsret , nationale værdier og den personlige sikkerhed).

Denne legitimitetskrise i selve kernen af statens virke har nået et højdepunkt med en politibetjents koldblodige mord på den 15-årige Alexis. Denne gang er det statens legitime voldsmonopol som står for skud, og udbredelsen af optøjerne viser, at det rækker langt ud i samfundet. Det er ikke et resultat af små grupper af ballademagere, men frem for alt store dele af ungdommen, men også dele af middelklassen.

Oprørets dybe forankring
Lad os præcisere, at gaderne i de græske byer ikke bare har været rammen for optøjer, men ligeledes vigtige demonstrationer af gymnasieelever, studerende, arbejdere – nogle spontane, andre indkaldt af partier på den yderste venstrefløj og fagforeninger, særlig efter generalstrejken den 10. december (som havde været forberedt længe, men blev fastholdt).

Der har været mange episoder, hvor offentlige bygninger, især politistationerne, spontant er blevet omringet, nogle gange angrebet, og det er sket over hele landet. Mindre byer eller øer er blevet ramme for demonstrationer (som regel af gymnasieelever) for første gang i historien, et sikkert tegn på oprørets dybe forankring.

Det er hele dette styrkeforhold, som forklarer den defensive, nærmest bange, holdning fra regeringen til den opblussen af folkelig vrede, som er fulgt efter den unge gymnasieelevs død, ligesom det forklarer regeringens politiske isolation.
At den radikale venstrefløj kræver regeringens afgang var forventet, trods en noget tvetydig holdning fra KKE, som synes mere optaget af at polemisere mod SYRIZA (som anklages for at opfordre til ballade) og at holde sine sympatisører på afstand fra massedemonstrationerne. Ikke desto mindre har PASOK, som har totalt fraværende fra mobiliseringerne, nægtet at støtte regeringen, og partiet kræver omsider fremskudte valg. Partiet håber at profiterer på fremgangen i de seneste meningsmålinger og spille på en refleksreaktion fra vælgerne om en ’nyttig stemme’, og på den måde inddæmme fremgangen for den radikale og kommunistiske venstrefløj.

Når disse linjer skrives, står begivenhedernes retning fortsat helt åben . En ting står dog helt fast: Det græske oprør fungerer som en øjenåbner for de tendenser, der aktuelt gennemsyrer den kapitalistiske verden. På den ene side har vi de skader som den nyliberale politik har ført med sig, og den nedbrydning af det repræsentative system, som er konsekvensen. På den anden side er der sat en langstrakt social bevægelse i gang, og en ’åbning’ af det politiske spil. I dette krydsfelt ser vi mulighederne for at folkelige kræfter træder frem på den politiske scene. En historie som både er gammel og ny udspiller sig foran øjnene på os. Dette startskud for et oprør er også et signal til os.

14. december 2008

Stathis Kouvelakis underviser på King’s College London og har skrevet flere bøger om politik og filosofi.
Oversat, redigeret og forkortet af Åge Skovrind fra det franske netmagasin
contretemps

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com