Kampen for retten til en tredje alder som pensionist handler om det samme som kampen for ret til ferie, kampen om den ugentlige arbejdstid osv. Det handler alt sammen grundlæggende om kapitalens mulighed for at udbytte arbejderklassen. Hér: At en højere pensionsalder giver arbejdsgiverne bedre mulighed for at udbytte arbejderklassen.

af SAPs Forretningsudvalg

Den ”automatisk” stigende pensionsalder, som bl.a. Socialdemokratiet og DF står fast på et forlig om, betyder en stadigt mere katastrofal udpining af den ældste del af arbejderklassen. Og begge disse partiers luftige valgløfter på området ligner foreløbig mere en afsporing af end en støtte til kampen.

 

Men er det da ikke bare en helt naturlig ting, at pensionsalderen må stige i takt med den stigende levealder – så ”forsørgerbyrden” for den unge generation ikke bliver for stor?

 

Det er det – overhovedet ikke!

 

For det første er dette en klassisk ”lagkage-betragtning”, hvor spørgsmålet om arbejderklassens ret til løn, fritid, sociale ydelser m.v. bliver gjort til et spørgsmål om at dele en på forhånd fastlagt kage mellem forskellige grupper af lønarbejdere, der så kan få lov at slås indbyrdes. – Hvilket selvfølgelig skal skjule det faktum, at hovedslaget handler om, hvor stor en kage der skal være til arbejdsgivernes profitter, og hvor stor en kage der skal være til almindelige lønarbejdere.

 

For det andet bygger logikken i denne automatik (ud over talmanipulation med henholdsvis absolut vækst i leveår og relativ vækst i procentdel af levetiden) på, at antallet af år med godt helbred følger pænt med antallet af leveår. – Hvilket alle undersøgelser naturligvis viser, er noget gedigent sludder.

 

For det tredje antages det, at behovet for produktiv arbejdstid (mindst) stiger proportionalt med befolkningens samlede størrelse. – Hvilket ser bort fra, at den stadigt stigende produktivitet gør, at den nødvendige arbejdstid til at dække et forbrug på det nuværende niveau i rask tempo bliver mindre og mindre.

 

Og endelig, for det fjerde, er det en helt oplagt del af den påtrængende klimaomstilling, at vi i et land med et gennemsnitligt materielt forbrugsniveau som Danmark, netop stopper væksten i produktion og forbrug af materielle forbrugsgoder – til  fordel for vækst i velfærdsgoder, som f.eks. et godt seniorliv!

 

Klassekamp og solidaritet

Men lige så lidt som den højere pensionsalder er en ”naturlig ting” eller en demografisk nødvendighed, lige så klart er det, at den er i arbejdsgivernes, kapitalisternes, soleklare interesse.

 

For arbejdsgiverne betyder en højere pensionsalder simpelthen et større udbud af arbejdskraft, der kan holde lønningerne nede. Ikke fordi man ikke nemt kan få raske og friske medarbejdere til at arbejde langt ud over pensionsalderen, for selvfølgelig kan man det. Men det koster! Der skal tilbydes en ordentlig løn, og måske endda seniorordninger med betalt nedsat tid osv. Hvis derimod ældre medarbejdere står med ryggen mod muren, uden andre alternative forsørgelsesmuligheder end ydmygende førtidspensions-ansøgnings-forløb, får man villig og billig arbejdskraft. Hvis de gamle ikke kan klare fuld tid, må de da sikkert også gerne gå på deltid – selvbetalt, naturligvis…

 

I lyset af disse uhyggelige perspektiver er det godt, at dele af fagbevægelsen nu går til modstand. Og det er ikke underligt, at det er fagforeninger med jobs med voldsom fysisk nedslidning og medlemmer med gennemsnitligt lav levealder, der går forrest. Nogle af disse grupper kan, hvis udviklingen fortsætter som planlagt, se frem til at skulle arbejde sig næsten i graven – og langt ud over, hvad helbredet kan klare.

 

Der er al mulig grund til at bakke solidarisk op om disse gruppers krav om f.eks. klare rettigheder til hel eller delvis tilbagetrækning efter hhv. 40 og 35 år på arbejdsmarkedet med lønkompensation på dagpengeniveau.

 

Men der er også grund til at pege på, at disse krav er helt utilstrækkelige, når det handler om den samlede kamp om tilbagetrækningsalderen.

 

Først og fremmest er nedslidning og problemer ved en stigning i tilbagetrækningsalderen ikke et problem, der kun rammer f.eks. bygningsarbejdere i 3F. Det er også et kæmpeproblem for langt de fleste andre faggrupper. HK’ere ved kasseapparatet og alle slags kontorarbejdere – med både lange og korte uddannelser – ved computeren. Fysioterapeuter eller sygeplejersker, også selv om de i perioder af deres liv måske har været ude af arbejdsmarkedet for at passe børn. Folkeskole- og andre lærere, der i stort tal er udbrændte og psykisk nedslidte længe inden de når de 67 år. Billedet af f.eks. den 75-årige, afslappede gymnasielærer, der hygger sig bag katederet såvel som på golfbanen, er en myte fra en svunden tid, før nedskæringer og arbejdsintensivering gjorde bl.a. uddannelsessektoren til et stress-helvede for de ansatte.

 

Langt de fleste arbejdspladser, for højtuddannede såvel som lavtuddannede, har i dag et arbejdspres og arbejdstempo, der gør den sene tilbagetrækning helt urealistisk. Psykisk nedslidning, som plager stadigt flere brancher, kan, helt på linje med fysisk nedslidning, gøre den stadigt stigende tilbagetrækningsalder utålelig.

 

Det er derfor nødvendigt at formulere krav, der også tager højde for de grupper, der har en kortere eller længere uddannelse, og alle dem der af andre grunde ikke lige har fået så lang anciennitet på arbejdsmarkedet. Der er brug for en solidarisk kamp i hele arbejderklassen. Her handler det selvfølgelig ikke om den lille procentdel rige, der har råd til at pensionere sig selv i en tidlig alder, og for hvem folkepension eller dagpenge er latterlige håndører. Men alle almindelige mennesker, der har levet af løn eller overførselsindkomst – kort sagt en samlet arbejderklasse – må kæmpe solidarisk for en fast, rimelig pensionsalder og lovsikret ret til tilbagetrækningsordninger for alle. Således at lønarbejde som nedslidt eller som 67+ -årig bliver en frivillig mulighed, ikke en nødvendighed.

 

Valgkamp og splittelse

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har i valgkampens navn kastet nogle særdeles luftige forslag på banen.

 

Det luftige indhold i f.eks. SD’s forslag dækker over, at partiet ikke for alvor er parat til at gå i lommerne på de rige for at finansiere forslaget. Med et loft på 3 mia. har de reelt på forhånd besluttet, at forslaget vil afhjælpe problemerne ved den stigende pensionsalder ”som et plaster på en brækket ryg” (se f.eks. artikel om forslaget i Socialistisk Information). Når de taler om at give ”rettigheder”, men samtidig vil begrænse omfanget til et eller andet sted mellem 4 og 13 procent af en årgang, giver det overhovedet ingen mening. Dertil kommer, at der tales om en ret til “2-3 år tidligere” tilbagetrækning for disse grupper. Dette betyder allerede om kort tid i 66-års-alderen – for grupper, der i dag for nogles vedkommende gennemsnitligt  kun holder 27 år i branchen, og som i øjeblikket trækker sig tilbage omkring de 60-62. Endelig vil SD spise dem, der så får lov til at trække sig tidligere tilbage, af med en folkepension, der for mange er på omkring 6000 kr./mdl.  – plus den selvopsparede arbejdsmarkedspension, som så kan blive fyret af i løbet af en kortere årrække…

 

Både med SD’s udspil og DF’s forslag om begrænsning til bestemte brancher, kan man i høj grad frygte, at forslagene først og fremmest vil appellere til splittelse og indbyrdes strid i arbejderklassen. Meget lægger op til ordninger, der ikke vil sikre rettigheder til f.eks. kvinder med et omskifteligt arbejdsliv (pga. børn), kvindebrancher i det hele taget (der er mere præget af psykisk end fysisk nedslidning), og indvandrere og flygtninge (der af mange grunde ikke kan leve op til de høje anciennitetskrav).

 

I valgkampagnen vil det naturligvis ikke åbent handle om disse grupper. Med løfte om, at de vil rette op på uretfærdigher i seniorlivet mellem ”murerarbejdsmanden og advokaten”, vil de forsøge at dække over, at deres egne vildeste drømme om tilbagetrækningsordninger reelt kun skal tilbyde en lille brøkdel af befolkningen en helt utilstrækkelig afbødning af den katastrofale udvikling, som begge partierne fortsat bakker op om. De lader som om, de vil løse problemerne for alle ”almindelige mennesker” (blot ikke ”advokaten eller direktøren”) – men i virkeligheden vil de lægge snittet et helt, helt andet sted.

 

Der er brug for at stille langt mere konkrete, solidariske krav på området. Og at udfordre de to partier med disse i valgkampen. Det er fint med krav om et entydigt retskrav på tidligere tilbagetrækning eller nedsat tid med lønkompensation på dagpengeniveau. Dette bør være et krav om en ret for alle.  De – akademikere eller andre – der kan arbejde længere, vil selvfølgelig gøre det, blandt andet fordi man altså ikke bliver rig af dagpenge… Men det er vigtigt at formulere krav, der imødegår splittelsesforsøg og f.eks. diskriminerende uretfærdigheder. Dette forhindrer naturligvis ikke, at der skal bakkes fuldt op om de fagforeninger, der stiller konkrete krav om tilbagetrækningsordninger, der specielt vil kunne bruges af netop deres medlemmer. Hvis de vinder denne kamp, kan det være en murbrækker for de generelle krav.

 

Allervigtigst er kravet om et stop for den automatisk stigende pensionsalder. SD og DF skal tvinges til at opsige forliget med de (andre) borgerlige partier om dette. Ingen 67+ -årige skal tvinges til at arbejde.

 

SAP’s forretningsudvalg, den 10. februar 2019

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com