Efter to et halvt års forhandlinger fremlagde den britiske premierminister Theresa May den 15. januar sit forslag til en aftale om at træde ud af den Europæiske Union til afstemning i parlamentet i Westminster. Det led et rungende nederlag, som det uundgåeligt måtte, givet styrkeforholdene i parlamentet – som allerede havde vist sig at være for et ”blødt” Brexit, om ikke for helt at forblive i EU.

 

Jeremy Corbyn, lederen af Labour-partiet, stillede umiddelbart efter en mistillidsdagsorden mod regeringen. Hvis en regering taber en sådan med et simpelt flertal, skal en ny regering dannes og vinde en tillidsafstemning inden for fjorten dage, ellers bliver der automatisk udskrevet nyvalg til parlamentet.

 

Ikke overraskende overlevede May denne afstemning den 16. januar, takket være den solide støtte fra det Demokratiske Unionist Parti (DUP) og parlamentsmedlemmerne fra ”The European Research Group” og til trods for det største nederlag i parlamentet i britisk politisk historie for hendes aftaleforslag om udtrædelse af EU. Nederlaget blev både i og udenfor parlamentet fejret af både de konservative, som er imod Brexit i det hele taget, og af dem, som tværtimod ikke mener, at Mays aftale leverer ”Brexit nok”.

 

Labour så sig nødsaget til at fremsætte mistillidsforslaget både på grund af sine egne vedtagelser på sidste landsmøde, og fordi det i lyset af en sådan kæmpekrise ville have været uforklarligt ikke at følge denne til dørs med det næste logiske skridt. Regeringen har lidt et massivt nederlag på det vigtigste politiske spørgsmål gennem de sidste 50 år, så den burde falde. Det regerende Konservative Parti er dybt splittet i denne krise, så disse modsætninger må kaldes frem.

 

Men samtidig hjalp tillidsafstemningen May ved at aflede opmærksomheden fra selve nederlaget og give hende muligheden for at hævde, at det var et mandat til af fortsætte uden et parlamentsvalg. Grunden til dette var, at de konservative er overbeviste om, at Labour ville vinde et valg, uanset hvad de aktuelle meningsmålinger viser.

 

Virkeligheden forbliver imidlertid, at om tirsdagen den 15. januar tabte hun afstemningen om sin aftale med et massivt flertal på 230 stemmer, som bestod af næsten alle parlamentsmedlemmerne fra Labour, SNP (Det Skotske Selvstændighedsparti) og de Liberale Demokrater samt 118 konservative – det vil sige de fleste af dem, der ikke direkte er ansat i regeringen.

 

Dogmatisk

Det er bemærkelsesværdigt, at May kom ud af et nederlag af denne størrelsesorden med den samme grad af fornægtelse og dogmatiske holdning til virkeligheden, som havde ledt til denne situation i første omgang. Hun udtalte straks, at i praksis var intet ændret. Hun ville fortsætte med at implementere sin udtrædelsesaftale uanset afstemningen. Hendes aftale, insisterede hun, var den eneste mulighed på bordet, og Storbritannien vil forlade EU den 30. marts med eller uden en aftale. Med andre ord er en no-deal-udtræden eneste alternativ til den aftale, parlamentet stemte ned.

 

Den eneste ”indrømmelse”, hun gjorde, var, at før hun fremlægger dette formelt for parlamentet mandag den 21. januar (som hun er nødsaget til), vil hun holde uformelle diskussion med DUP og ”andre ledende parlamentsmedlemmer”, men ikke med ledelsen af Labours parlamentsgruppe. Da hun reagerede på resultatet af tillidsafstemningen, var hendes tilgang dog blevet ændret. Hendes konsultationer ville nu også inddrage ledelsen af oppositionspartierne – herunder Jeremy Corbyn. Det var lige efter, at hun havde affyret det mest giftige angreb gennem længere tid mod Corbyn med anklager om antisemitisme som den værste.

 

Forhandlinger

Corbyns svar var, at han kun ville være parat til at deltage i sådanne diskussioner, hvis May ville tilkendegive, at disse ville give mening ved på forhånd at udelukke muligheden for at forlade EU uden en aftale den 30. marts. May nægtede, men hans tilgang er fuldstændig berettiget. Ledelsen af Labours parlamentsgruppe gør også ret i at fastholde, at regeringen er nødt til hurtigst muligt at udskyde effektueringen af Artikel 50, noget som May og hendes regering konsekvent nægter. [Artikel 50 i Lissabon-traktaten giver medlemslande ret til at forlade EU, o.a.].

 

May havde gjort det helt klart, at formålet med møderne med de andre parlamentsmedlemmer ikke var at ændre selve linjen, men kun hvordan man kunne få hendes aftale gennem parlamentet og ”implementere det britiske folks beslutning ved folkeafstemningen”.

 

SNP tog imod invitationen, men insisterede på, at spørgsmålene om suspendering af Artikel 50 og en ny folkeafstemning også skulle være en del af diskussionerne. Suspendering af Artikel 50 er faktisk meget vigtig og rent faktisk også sandsynlig med tanke på, hvor tæt vi er på exit.

 

I selve Skotland vokser presset på SNP for at igangsætte en ny afstemning om uafhængighed for landet. En meningsundersøgelse offentliggjort i The Herald, der udgives i Glasgow, viste at 56,5 procent af de adspurgte gik ind for en sådan afstemning, hvis den britiske stat forlader EU. Overskriften i udgaven af The National den 16 januar var ”Uafhængighed er den eneste vej ud af dette rod”.

 

Utilstrækkelig

Corbyn har gjort ret i ikke at kaste sig ud i meningsløse diskussioner med May, men i bredere forstand er hans reaktion fuldstændig utilstrækkelig. Det er rigtigt at opfordre til nyvalg, men selv hvis dette skulle ske, ville det være yderst problematisk. Selv på dette sene tidspunkt er Corbyn ude af stand til at sige, om Labour ville være for eller imod Brexit. Han fastholder illusionen om, at en form for venstrefløjs- eller progressiv Brexit er mulig i denne situation, hvad der ikke er tilfældet, ikke engang et Brexit, som kun medfører begrænset arbejdsløshed. Det er en farlig forvildelse.

 

Når May præsenterer sin officielle ”plan B” er det højst sandsynligt ”plan A” i en lettere ændret indpakning. Det eneste effektive svar på dette er en ny folkeafstemning, som vedbliver at være den eneste chance for at afslutte hele denne proces. Fordømmelsen af dette fra Brexit-tilhængerne som et forræderi mod afstemningen i 2016 er politisk døvhed, såvel som farlig. Hvorfor er det en forbrydelse at tillade folk at stemme igen, når parlamentet er fastlåst, og selve situationen er ændret? At spørge befolkningen bliver på den måde et forræderi mod befolkningen.

 

New York Times har forsvaret en ny folkeafstemning ved at sige, at et demokrati, som ikke tillader folk at gentænke, er ikke et demokrati – hvilket er en meget god pointe. (May har selvfølgelig selv fordømt en ny folkeafstemning som udemokratisk og vil fremlægge sin udtrædelsesaftale for parlamentet til en ny afstemning så hurtigt som muligt, og måske endnu en afstemning derfefter).

 

Det er faktisk værre, hvis vi ser på den konkrete situation. Hvis en folkeafstemning går ind for en handling, som viser sig at være umulig at gennemføre uden at gøre sig selv alvorlig skade, kan man så virkeligt sige, at det at give folk en chance for at ombestemme sig, er et forræderi mod demokratiet?

 

I mellemtiden vokser støtten til en ny folkeafstemning – selv blandt de konservative parlamentsmedlemmer. Problemet er, at Jeremy Corbyn er nøglen til dette, men han forbliver uklar. Med hans støtte er det nu absolut en mulighed, men uden Labours opbakning vil det aldrig ske. Uden en folkeafstemning vil Mays forsøg på at redde sin aftale blot spilde tiden i ugerne frem til, at Storbritannien dropper ud.

 

Indkald landsmøde i Labour

I en sådan situation er der akut behov for, at Labour inddrager sine medlemmer til at fastlægge den politiske linje på dette spørgsmål ved at indkalde til en ekstraordinær konference om vejen frem. Landsmødet i oktober 2018 gjorde ret i at vedtage en linje, som kunne få og faktisk fik støtte fra alle fløje i partiet, men nu er denne linje helt utilstrækkelig.

 

Labour-ledelsen burde stille sig selv i spidsen for anti-Brexit bevægelsen. At undlade at gøre dette styrker højrefløjen internt i partiet og, hvad der er endnu værre, undergraver seriøst muligheden for en Corbyn-regering. Og hvis Labour i den nuværende situation skulle indgå et samarbejde om en eller anden form for Brexit, uanset hvor blød den måtte være, enten sammen med de konservative eller på egen hånd, vil partiet i de næste generationer få skylden for de skadelige konsekvenser

 

17. januar 2019

 

Socialist Resistance er den britiske sektion af Fjerde Internationale

Oversat fra International Viewpoint af Peter Kragelund

Opslået i EU, Facebook, Storbritannien, Irland

single.php