Den 30. januar 2014 vil blive husket af mange grunde. Det var dagen hvor folketinget godkendte salget af dele af statens energiselskab DONG til investeringsbanken Goldman-Sachs – en elendig handel for den danske befolkning.

 

Det var også dagen før regeringens nye regler for unge på kontanthjælp – den sidste dag før huslejen skulle betales med markant færre midler end før. Og det var dagen, hvor SF endte med at forlade regeringen, mens Anette Vilhelmsen gik af som formand for partiet.

For SF handlede sagen om mere end DONG. En lang række af reformer havde skabt et stigende pres i SF’s bagland. Dette pres kan i virkeligheden ikke overraske nogen, når man tager i betragtning at flere folketingsmedlemmer – og sågar ministre – faktisk længe havde følt, at de ikke ”hørte til” i SF.

En ting var, at DONG skulle sælge fra, hente kapital og måske i fremtiden børsnoteres. Det kunne SF’s bagland måske også have slugt. Men aftalen skulle endda laves med Goldman-Sachs. En bank der er notorisk frygtet, efter at have spillet en nøglerolle i den amerikanske boligboble ved at spekulere mod egne kunder. En bank der har været direkte involveret i den græske gældskrise, ved at give lyssky lån til uansvarlige græske politikere. Og bankens aktiekøb skal endda foregå gennem et selskab med adresse i skattely på Cayman Øerne.

Af alle disse grunde vakte salget modstand – ikke blot i SF’s bagland, men også i store dele af befolkningen. Finanskrisen har gjort indtryk, og tilliden til, at den profitstyrede finanssektor kan styre vigtige sektorer ”til gavn for samfundet”, er historisk lav. Mistilliden til Goldman Sachs var til at tage at føle på, både i underskriftsindsamlingen mod DONG-udsalget og til demonstrationerne mod salget i Århus og København d. 29. januar.

Salget blev ikke debatteret offentligt, før Corydon kunne sige, at det var for sent at ændre det. Aftalen blev indgået på helt urimeligt favorable vilkår for køber (herunder underskudsgaranti fra staten og vetoret over bestyrelsesformandsposten!) og prisen er derudover vurderet lav af flere økonomer.

Kontrol med energidistribution og -fremstilling, samt viden om aftag og strategisk planlægning, er nøgleområder for en stat. Et stort statsligt energiselskab som DONG er (eller rettere: kunne være) et vigtigt redskab til at føre en energipolitik, der medvirker til at bremse den galoperende klimakrise – og oven i købet til at skabe grønne arbejdspladser i samme ombæring. I stedet er et næsten forenet politikerkorps gået sammen om at sælge disse ting fra – ud på et frit marked, hvor det kan investeres i som del af et fancy finansielt produkt. Regeringspartierne valgte at stille sig i spidsen for dette vanvid, trods de omfattende protester fra deres egne vælgere og endda medlemmer.

Socialdemokraterne i inkarnationen Thorning/Corydon m.fl. har sammen med Vestager ført en politik, som i den grad har vendt SF og SF’s basis ryggen. De har også vendt deres egen basis ryggen. De har entydigt dikteret, at krisen skal betales af arbejderklassen og særligt de unge.

For SF var regeringen ikke en motor for forandring, men en lænke til et Socialdemokrati på vild kamikazekurs.

Vi hilser SF’s endelige brud med regeringen velkomment – omend det kunne være sket på en mere organiseret og viljestærk måde. Men der er al mulig grund til at tro, at mange SF’ere landet over står på spring for endelig at få lov til at blive del af en aktiv opposition til regeringens nyliberale offensiv.
Og det ser vi frem til, for der er nok at tage fat på: Allerede nu ruller kampen for at organisere og støtte de tusinder af kontanthjælpsmodtagere, som bliver drevet til randen af ruin. Arbejdet med at finde gode kamppladser i miljø- og klimaspørgsmålet er stadig på bordet. De private overenskomster forhandles om kort tid. Og de studerendes kamp mod disciplinerende og ufleksible reformer er ikke slut endnu. Og nå ja, lad os også se, hvad der sker med de ansatte i DONG (her tænker vi ikke på direktørerne), når de nye ejere skal diskutere børsnotering.

Vi håber, at et SF, der ikke længere er bundet af regeringsmagten og Corydon-Vestager-doktrinen, vil tage del i disse kampe. Og det skal ikke skorte på invitationer fra Enhedslisten til fælles aktiviteter – især ikke på græsrodsplan, ude i kommunerne og i fagbevægelsen.

Socialistisk Arbejderpartis Forretningsudvalg, den 2. februar 2014

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php