For et års tid siden blev der i Sorø arrangeret en konference for kommunalpolitikere og embedsmænd, som er medlemmer af beskæftigelsesudvalgene. Her holdt professor Per Kongshøj Madsen, der er ekspert i arbejdsmarkedspolitik fra Aalborg Universitet, et indlæg. Han startede lidt ironisk og provokerende med at spørge deltagerne:
”Tror I, at jeres vigtigste opgave er at skaffe folk i arbejde og at medvirke til at øge beskæftigelsen?”

Deltagerne nikkede. Ja, det tænkte fleste sådan set, at deres fornemste opgave var. Vi skal sørge for at de arbejdsløse får et passende arbejde.
”Men der tager I helt fejl”, fremturede professoren. ”Jeres opgave er ikke at skaffe flere i arbejde. Jeres vigtigste opgave er at gøre dårlige arbejdsløse til gode arbejdsløse. I skal sørge for, at den dovne lænestols-klæbende arbejdsløse kommer op og ud og søger job. Han skal fare rundt og tilbyde sin arbejdskraft til en så billig pris som muligt. Se det er jeres opgave. I skal sørge for at flere arbejdsløse knokler for at komme ind på arbejdsmarkedet. For så vil prisen på arbejdskraften falde, lønnen vil gå ned og det er noget, der er godt for virksomhederne og så på længere sigt for beskæftigelsen”.
Kloge ord, bortset fra illusionen om, at det på længere sigt gavner beskæftigelsen. Så var den sag, sådan set sat på plads for kommunalpolitikerne: De skal sørge for at producere flere effektive løntrykkere!

Hvis der er nogen, der er af den opfattelse, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen ser det som sin fornemste opgave at skabe mere arbejde til de arbejdsløse og give dem bedre muligheder for at få et arbejde, som de er uddannet til – så kan de godt tro om igen. Det ser hun slet ikke som sin hovedmission. Hun er på samme måde, som professoren fra Aalborg, optaget af at lave dårlige arbejdsløse om til gode arbejdsløse.
Så selv om hun netop i denne tid har travlt med at fyre en ordentlig bunke højtuddannede medarbejdere i sit ministerium, så har beskæftigelsesministeren alligevel tid til at komme med en opsang til de arbejdsløse akademikere:
”Tag dog et job i Netto. Skift lænestolen ud med en stol ved et kasseapparat!” er hendes forsøg på kvalificeret råd til de mange ledige akademikere, som her under krisen har mere end vanskeligt med at finde et arbejde.
De arbejdsløse akademikere skal presse de ufaglærte på jobbene, så løntrykker-effekten kan få en ekstra skrue.

Under VKO-regimet levede vi med mange års borgerlige beskæftigelsespolitik, hvor hovedformålet var at give de arbejdsløse prygl og tude dem ørene fulde med, at det er deres egen skyld, de er ledige. Det er således ikke det store brud, vi nu er vidne til, selv om beskæftigelsesministeren nu er Mette Frederiksen, som for få år siden var frontfigur for den mest sociale fløj af Socialdemokratiet.
Trist og skuffende, lyder det fra dem, som havde håbet på en mere aktiv håndsrækning til de arbejdsløse fra den nye regering. Men nok forventeligt, når man som Mette Frederiksen har valgt at køre parløb med den radikale uddannelsesminister Morten Østergaard, der i dobbeltinterview med beskæftigelsesministeren i Jyllandsposten 18. februar om akademikerne siger:
”Man gør sig selv bedre egnet på arbejdsmarkedet ved at tage hvad man kan få”.

I øjeblikket er ledigheden blandt nyuddannede akademikere 40 procent. I den situation vil S-R-SF-regeringen på én gang fyre akademikere i det offentlige, tvinge voksne mennesker til at uddanne sig mere og presse dem til at tage ufaglært arbejde, når de er færdiguddannede. Det er næsten ufrivilligt komisk, det er sølle, og umiddelbart virker det perspektivløst.
Hvor er visionerne om at forbedre den offentlige service i kommunerne og staten? Hvor er forslagene om at skabe ordninger, der kan gøre det attraktivt at ansætte højtuddannet arbejdskraft? Og hvor er planerne for et forbedret uddannelsessystem?
Men som Per Kongshøj Madsen forklarede kommunalpolitikerne er det ikke perspektivløst for alle. Det er det helt rigtige perspektiv, hvis har valgt at underlægge sig markedets og den liberalistiske logik.
Det har Socialdemokraterne og SF valgt. Enhedslisten har sagt klart fra, og nu er opgaven at mobilisere alle dem, der forventede noget andet af den nye regering, til at kræve jobs og ordentlige vilkår for de arbejdsløse – i stedet for ufrivillig humor og noget, der minder om hetz.

SAP’s forretningsudvalg, 24. februar 2012.

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php