Det nye populistiske parti var bedre i stand til at opfange folks vrede mod nedskæringer og den korrupte elite end venstrefløjen. Så hvor ligger udfordringen, når de traditionelle partier smelter ned?

 

Den 4. marts kollapsede endnu et politisk system i Europa. Sidste episode i denne lange vedvarende serie fandt sted i Italien. Billedet er altid det samme: Det nyliberale centrum –venstre ligger i ruiner, den traditionelle højrefløj taber stemmer til mere radikale nationalistiske kræfter, og nye populistiske udfordrere dukker op og rider på en bølge af utilfredshed over nedskæringer.

 

Mateo Renzis Demokratiske Parti (PD), den nyliberale arvtager fra det engang så glorværdige italienske kommunistparti (PCI), fulgte i hælene på det græske PASOK, det spanske PSOE, det franske PS og det tyske SPD. Disse centrum-venstrepartier, som havde regeringsmagten i en periode med krise og nedskæringer, har forladt deres socialistiske rødder og har betalt prisen for upopulære tiltag og brudte løfter i en række katastrofevalg. Det er slut med sejrsgangen for det, som Nancy Fraser har kaldt den ”progressive nyliberalisme”, og som blev etableret af Tony Blair og Bill Clinton for to årtier siden. Ligeledes er det slut for den dynamiske kraft fra PCI, hvis radikale arv er smuldret, sandsynligvis for altid. Faktisk gik skuffede PD-vælgere ikke til Renzis konkurrenter på venstrefløjen. LEU (Fri og Lige) – en koalition mellem det venstreorienterede SI (Italiens Venstre) og den seneste socialdemokratiske afskalning fra PD, kom kun lige akkurat ind i parlamentet. Samtidig lykkedes det ikke for Potere al Popolo (Magten til Folket) at få nogle af deres kandidater valgt ind. Det nye parti var en samling af en række græsrodskollektiver og nogle små kommunistiske partier i et nyt populistisk eksperiment.

 

Størstedelen af de vælgere, som forlod PD, gik til MS5 (Femstjernebevægelsen), den nye ”hverken højre-eller-venstre” parti, som er grundlagt af komikeren og bloggeren Beppe Grillo, og som nu ledes af den 31-årige Luigi Di Maio. Det er det værste tegn på den italienske venstrefløjs historiske nederlag: PDs kollaps fik ikke vælgerne til at orientere sig mod de relativt radikale konkurrenter til venstre, men til en bevægelse, som kulturelt står uden for arbejderbevægelsen og den demokratiske bevægelse, uden for socialismens ideer eller bare den progressive liberalisme. Det er en bevægelse, som er stærkt kritisk over for fagforeninger og kollektiv organisering generelt. Hvordan skete det, og hvad er konsekvenserne af M5S’ for den italienske venstrefløjs og bevægelsernes fremtid?

 

Femstjernebevægelsen kan ikke defineres som en venstreorienteret eller progressiv kraft på nogen måde, og har faktisk indtaget ganske højreorienterede holdninger til nøglespørgsmål som indvandring og fagforeninger. Ikke desto mindre er M5S i det mindste delvist et produkt af en bevægelse af protester mod nedskæringer. Italien har ikke oplevet en massebevægelse mod nedskæringer på samme niveau som i Spanien eller Grækenland. Alligevel blev torve og pladser i Italien fyldt med folk mellem 2008 og 2011, og modstanden mod nedskæringer var en vigtig politisk kraft i det italienske samfund, som truede den folkelige opbakning til de traditionelle centrumvenstre- og højrepartier. M5S voksede frem på dette tidspunkt og var is tand til at ride på denne bølge og etablere sig selv som alternativet. Men – et alternativ til hvad?

 

Beppe Grillos første politiske udmeldinger handlede om den voksende prekariat på arbejdsmarkedet, privatiseringen af vandforsyningen og anlæg af store offentlige byggeprojekter til skade for miljøet. Man kunne kalde det for et anti-nyliberalt program, og faktisk optog det mange populære dele af de sociale bevægelsers dagsorden. Men ingen af disse punkter blev sat ind i en ramme, som på nogen måde satte spørgsmålstegn ved den herskende økonomiske orden – målet var ikke at udfordre hverken nyliberalismen eller kapitalismen, men måske at kræve en bedre aftale.

 

Desuden tog M5S det allestedsnærværende element i den italienske politiske diskurs til sig – noget som var rodfæstet både i græsrodsbevægelserne og i den offentlige opinion i forlængelse af de store medier: modstand mod den politiske korruption. Ligesom i tilfældet med Spanien var vreden mod den politiske elites korruption kædet sammen med kritikken af nedskæringer og nyliberale regeringer.

 

I modsætning til Podemos fokuserede M5S meget mere på det første element end på det andet. To årtier med Berlusconi og anti-Berlusconi, og endda inden da med skandalerne i 1992, havde rodfæstet ideen i italienernes kollektive bevidsthed ideen om, at politikernes korruption var det første og afgørende årsag til alle landets problemer. M5S hoppede med på denne fortælling og pegede som den grundlæggende forklaring på problemerne på en kaste af korrupte politikere, som mishandlede landet ud fra deres personlige interesser. På den måde har det været muligt at kapitalisere på foks utilfredshed med krisen og nedskæringerne uden reelt at sætte spørgsmålstegn ved den økonomiske orden. Berlusconi og denne ”kaste” har skærmet for, at den offentlige vrede har vendt sig mod den økonomiske elite, nyliberal politik og europæiske og overstatslige institutioner, som i andre lande er blevet gjort ansvarlige for krisen. Ifølge denne fortælling er det ikke nødvendigt at ændre selve systemets karakter – man skal bare sætte bedre folk ved roret.

 

M5S har dyrket en særlig dobbeltkarakter, hvor man sikrer sig en bredt baseret populistisk appel, men ikke lover nogen afgørende trussel mod den økonomiske status quo. På den ene side står man for modstand mod nedskæringspolitikken – særligt under den teknokratiske regering 2011-13, da de traditionelle partier var viklet ind i en stor koalition og venstrefløjen ikke var repræsenteret i parlamentet. På den anden side er man meget påpasselig med at berolige borgerskabet, og det har skabt det, som nogen har kaldt ”den simulerede borgerkrig”: en ekstremt ophedet offentlig debat, hvor M5S bruger en voldsom retorik mod de traditionelle partier i parlamentet, samtidig med at niveauet for sociale konflikter, på gadeplan, er på et lavpunkt.

 

I de seneste år har nogle italienere overladt kampen til M5S: et parti, som har tilegnet sig de sociale bevægelsers diskurs, men hvis handlinger ligger helt og aldeles inden for de parlamentariske rammer. Vil det holde? Måske, men ikke for evigt. M5S har været i stand til at placere sig selv altid med flertallet af italienere, på alle spørgsmål: lettere progressiv på omfordeling, i midten med hensyn til borgerrettigheder, konservativ i forhold til indvandring. Hvor dette har været ganske effektivt i tale, vil det sandsynligvis vise sig at være meget sværere i regering, når realpolitikkens krav gør det umuligt at spille på så mange forskellige slags publikum, som de indtil nu har forsøgt. Det virker usandsynligt, at partiet vil være i stand til at klare sig på sine budskaber fra valgkampen – som byggede på et løst og modsætningsfuldt politisk program, bundet sammen i en modstand mod de politiske eliter, som de nu selv er ved blive en del af. Og det står nu klart, at de vil komme i regering. De skal muligvis bruge et nyvalg, eller to, men de mange italienere, ser stemte på dem, vil blive skuffede og desillusionerede.

 

Skuffelsen over M5S vil blive den kritiske udfordring for den italienske venstrefløj og bevægelserne. Di Maios parti går på en tynd line. På den ene side forsøger de at fylde den italienske udgave af midterpopulisme (som Macron i Frankrig og Ciudadanos i Spanien) – og på den anden side svarer de på en vred og utålmodig vælgerskare, som ikke vil tolerere ophold eller forsinkelser i det program for radikale forandringer, som de blev lovet. Det er den åbning, som de italienske bevægelser må adressere. Bevægelserne er næsten lige så svare som den politiske venstrefløj, men i modsætning til deres politiske modstykker, står de over for en umiddelbar historisk opgave. De må spille på modsætningerne i M5s’ dagsorden for at skabe rum for et progressivt alternativ. Med en advarsel: Denne åbning eksisterer også på den anden side. M5S har sat sig på en stor plads i italiensk politik og udgør næsten hele oppositionen. Det hindrer chancerne for, at et alternativ til venstre vokser frem, men det har samme konsekvens for den radikale højrefløj. Succesen for Di Maios parti forhindrer en politisk polarisering i at ske, samtidig med at samfundet i den grad polariseres: Hvis M5S bryder sammen, kan der ske både interessante og farlige ting.

 

Oversat fra Redpepper.org (GB) af Åge Skovrind

Opslået i Facebook, Sydeuropa

single.php