Hvordan går det med udviklingen i Afrika? Ifølge økonomiprofessor og venstrefløjs-aktivist Patrick Bond fortsætter den imperialistiske udbytning under nye former. Det største håb kommer fra strejker og sociale kampe over hele kontinentet.

 

Enten:
1) Afrika er kommet økonomisk ud af starthullerne takket være en lang række drivkræfter, som næsten alle kommer udefra og har først vist sig i de seneste 10 år:

  • milliarder af dollars i bistand, især til kampen imod HIV/AIDS og malaria
  • snesevis af milliarder af dollars i eftergivelse af gæld
  • en vedvarende interesse for Afrikas naturressourcer, med Kina i spidsen, og
  • den hastige udbredelse af mobiltelefoner, fra nogle få millioner i 2000 til 750 millioner i dag.

I stigende grad er det forretningsvirksomhed, som dominer de udenlandske interesser i Afrika. Omfanget af investeringer overhalede bistanden i 2006 og er nu dobbelt så stor.

Eller:
2) Årsagen til Afrikas økonomiske tilbagegang (den udgør 6 procent af BNI pr. år, når man medregner reduktionen af de ressourcer, der ikke kan genskabes) er en lang række faktorer, som næsten alle kommer udefra, og som har vist sig i de forgangne århundreder, hvor slaveri, kolonialisme og neo-kolonialisme fastlåste kontinentet i underudvikling. Men mange af disse faktorer er – sammen med klimaforandringerne – blevet forstærket i de seneste år:

  • stagnerende u-landshjælp – hvor meget er svært at sige, ca. 60 pct. – til de fleste afrikanske lande, undtagen 14 ‘skrøbelige stater’, og Washington fører an med yderligere nedskæringer i hjælpeprogrammer mod HIV/AIDS og malaria
  • snesevis af milliarder dollars er blevet eftergivet i gæld i 2005 (der især bestod af skumle lån til diktatorer, som det var umuligt at betale tilbage), men samtidig et forstærket pres på finansministerierne i afrikanske lavindkomst-lande, hvilket umiddelbart har ført til en dramatisk stigning i tilbagebetalingen af gæld (fra 5 til 8 procent af eksportindtægterne)
  • en sideløbende udplyndring af Afrikas naturressourcer, anført af Kina og de vestlige lande, der på det seneste har resulteret i et dramatisk fald i mineral- og olierigdomme (når det bliver beregnet som ‘estimeret nettoopsparing’ for at medregne tømning af ressourcer), og
  • den hastige udbredelse af mobiltelefoner, der på grund af høje priser og dårlige internetforbindelser har haft meget ringe betydning for at udjævne den digitale kløft i den afrikanske befolkning.

Bankvirksomhed dominerer i stigende grad de udenlandske interesser i Afrika, hvor elitens negative investeringer på finansmarkeder i Vesten og Asien fortsætter med at overhale bistand og positive investeringer, og hvor man nu er oppe på en kapitalflugt fra kontinentet på 1,4 billioner dollars – både syd og nord fra Sahara – i perioden 1970-2000.

Afrika taber
Den første beskrivelse af udviklingen i Afrika kommer fra Time Magazine fra den 3. dec.2012 (det eneste, der mangler, er den fortærskede lovprisning af den, efter gængse antagelser, enorme nye ‘middelklasse’, der i virkeligheden er en meget lille gruppe). Den ensidige fremstilling hos forfatteren Alex Perry er helt ude af kontrol. I 2010 forkyndte Perry, at ”det uafhængige Afrika gav verden Mobutu Sese Soko, der igennem 32 år forarmede sit folk, mens han rejste verden rundt i et chartret Concorde-fly.”

Det blev tilbagevist af Julie Hollar i Fairness & Accuracy in Reporting: ”Hvis man vil beskylde Congo for at være ‘dét, der er galt med Afrika’, så skal man altså ære den, der æres bør. Det uafhængige Afrika gav ikke verden Mobutu. Den gave kommer fra USA og Belgien, der stod bag den demokratisk valgte præsident Patrice Lumumbas fald og mordet på ham og dermed bakkede op om de rædsler, der var Mobutu i de følgende årtier.”

Perry replicerede, uden ironi: ”Forestillingen om, at USA skabte Mobutu og holdt ham ved magten, indebærer en nedvurdering af afrikanerne og er typisk for den form for racisme, der klæber til analyser af Afrika.” Det var to år efter, at Perry havde skrevet en anden historie om DR-Congo til Time: Kom tilbage, kolonialisme, alt er tilgivet. (Times’ spindoktoragtige dæmonisering af Lumumba kort før mordet på ham – i tæt samarbejde med CIA -har Jonathan Schwarz været så elskværdig at minde om)

Hvis man læser Perry eller endda Daily Mavericks rapport om et studie om vækst i Afrika fra International Institute of Finance (IIF) i Washington, så vil man ikke tro, at sub-kontinentet rent faktisk mister 6 procent af vort kontinents BNI pr. år på grund af ‘naturrigdoms-forbandelsen’. Men det gør man, hvis vi tager nye revurderinger af BNP alvorligt, der også medregner råstoffer, der er fjernet fra Afrikas undergrund, ikke blot som éngangs-krediteringer til BNP, men også som debiteringer: Det vil sige den nedgang i ‘naturlig kapital’, der sker, og som skyldes, at mineraler og olien ikke kan genskabes.

Korrigeret netto-opsparing i sub-Sahara i procent af BNI

 

Verdensbankens rapport fra 2011, The Changing Wealth of Nations – hvor tallet 6 procent. kommer fra – er temmelig konservativ i sin beregning af, hvor meget de ikke-fornybare ressourcer reduceres, fordi den udelader en del vigtige mineraler, og heller ikke tager hensyn til skattesnyd og de prismanipulationer, der er forbundet med transnational kapital. Disse problemer er dokumenteret af min kollega, Khadija Sharife, i ‘Tax Us If You Can’, og Leonce Ndikuma og James Boyce i forskellige studier af kapitalflugt, der fortjener meget større opmærksomhed (for eksempel i deres seneste bog Africa’s Odious Debts).

Ifølge. ‘The Changing Wealth of Nations’, så var også Sydafrikas ‘estimerede nettoopsparing’ negativ, hvis man korrigerer indkomster med særligt henblik på værdien af mineraler, der er fjernet fra undergrunden, og som aldrig igen vil blive tilgængelige for kommende generationer. Den udgjorde 2150 rand (338 dollars) pr. person i 2005, et tal, der utvivlsomt er blevet lavere siden da. I modsætning hertil er rigdommen vokset i råstofrige lande som Canada og Australien, fordi udvindingen af råstoffer i alt væsentligt bliver foretaget af indenlandske selskaber, der reinvesterer og giver profit til lokale aktionærer. De fleste af de selskaber, der opererer i disse lande, sender deres profitter til London, New York, Melbourne og Toronto.

I de fleste Afrika-optimistiske rapporter er der ikke meget information om den rolle, som disse firmaer spiller, hvad enten de kommer fra de vestlige lande eller fra BRICS-blokken (Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Sydafrika) – med hensyn til deres andel i Afrikas råstof-forbandelse, selv om Perry dog refererer til Marikana-massakren som et udtryk for Sydafrikas kammerateri-kapitalisme. De fleste skribenter bygger deres informationer på eksportorienterede, olie-mineral-centrerede og finanskapital-orienterede ideologier, og Time er ingen undtagelse (måske af grunde, der skyldes bladets annoncører). For at illustrere dette, så bruger Perry et citat fra den uforlignelige Bob Geldof:

”Afrika er midt i en historisk overgangsperiode, og i løbet af de næste få årtier vil hundreder of millioner afrikanere højst sandsynligt blive befriet for fattigdom, sådan som hundreder af millioner asiater er blevet det i de seneste årtier. Bob Geldofs udvikling fra at være Live Aid-organisator, og til han i februar blev grundlægger af en privat, 200 millioner dollar Afrika-fokuseret kapitalfond, er et symbol på denne udvikling. ‘Der er et nyt stort spil i gang i Afrika,’ siger Bob Geldof. ‘Og så ignorerer de fleste vestlige lande alligevel denne geostrategiske gigant. Det vil nødvendigvis blive anderledes. Mozambiques offshore-Rovuma 1-blok rummer større naturgasressourcer end hele Libyen., og foreløbige vurderinger går ud på, at Somalia har lige så meget olie som Kuwait. Som Geldof siger, ‘der er ingen vej udenom, vi må alle vende os mod Afrika. De har, hvad vi behøver.’ Og det er i dette andet kapløb om Afrika, at kontinentets største håb ligger, fordi hvis det første kapløb om Afrika – som historikerne kaldte perioden fra 1870’erne til 1900 – var en europæisk imperialistisk deling af kontinentet, så vil det andet kapløb få Afrika som den store vinder.”

Et ”afrikansk århundrede”?
Det er nu mere sandsynligt, at afrikanerne vil blive de store tabere i BRICS-landenes sub-imperialistiske opdeling af kontinentets jord, mineraler og kulbrinte. Det er mere sandsynligt, at Durban-mødet i marts 2013 og efterfølgende BRICS-topmøder i økonomisk henseende ligner de politiske aftaler fra Berlin i 1885 [da de imperialistiske magter delte verden mellem sig, o.a.]. ‘De har, hvad vi har brug for’, det siger det hele. Denne debat, som jeg havde for nogle år siden med Verdensbankens førende neoliberale tænker, Shanta Davarajan – er vigtig for at afgøre, om kontinentet vinder ved den nuværende tilstand.

Under disse omstændigheder – et ‘afrikansk århundrede’?

Dertil kommer, at med en klimaændring, der betyder en temperaturstigning på kun 2 grader i gennemsnit, så vurderer det Internationale Klimapanel, at Afrikas høstudbytte vil falde med 90 procent inden 2100. I november udtrykte Verdensbankens præsident Jim Yong Kim bekymring for en temperaturstigning på 4 grader. ”Det er det, som videnskabsmænd næsten énstemmigt forudsiger ved århundredets slutning, hvis der ikke sker væsentlige politiske forandringer’ (herunder hans egen institutions førende rolle i at finansiere fossile brændstoffer, en udvikling, der ser ud til at fortsætte). Allerede nu dør der 400.000 hvert år på grund af klimaforandringer, og Christian Aid vurderer, at 185 millioner afrikanere vil omkomme i dette århundrede.

Som Doha COP18 og DurbanCOP17 og andre klima-topmøder viser, så er magthaverne fra Washington og Bruxelles til Beijing og Pretoria ligeglade med dét. Hverken Perry eller IIF nævner klimaforandringerne, ikke engang i forbifarten.

Udplyndringen af Afrika fortsætter
Der kunne siges meget mere om den anden ‘økologiske gæld’, som vestlige og asiatiske firmaer har pådraget sig over for Afrika (ligesom med andre, ubetalte værdioverførsler), om kontinentets usædvanligt dybtgående integration i en ustabil verdensøkonomi, om opbakningen til Afrikas diktatorer og snylter-eliter fra Barack Obamas regime og andre vestlige og asiatiske ledere, og om så mange andre ekstremt ulige og forbundne udviklingsprocesser, der bidrager til udplyndringen af Afrika.

Men for nu ikke at ende i ren fortvivlelse, så er det også vigtigt at tænke på de voksende vidnesbyrd om opstand i Afrika, fra Egypten og Tunesien til Senegal og Nigeria, til Kenya og Uganda, til de militante fattige og arbejdere i det sydlige Afrika. De bedste informationer om kontinentets sociale kampe kommer fra netmagasinet Pambazuko, men der er andre kilder. Davos World Economic Forums 2012-2013-rapport om global konkurrencedygtighed gav de sydafrikanske arbejdere guldmedalje for klassekamp, over for 143 konkurrenter, en skyhøj forbedring i forhold til 2011-12, hvor de var verdens blot syvende mest kampberedte arbejdere. Det er intensiteten i disse afrikaneres kritik af den nuværende politiske og økonomiske forhold – og måske snart også en voksende bredde og dybde, når strejkekomiteer smelter sammen med grupper fra lokalsamfund og miljøfolk for at gå endnu videre end Sydafrikas legendariske popcornsprotester [protester, som popper op forskellige steder, o.a.]- der giver det eneste håb om en vedvarende fremgang, båret frem af befolkningen på et dybt undertrykt kontinent.

Patrick Bond er leder af University of KwaZulu-Natal Centre for Civil Society i Durban, Sydafrika, og venstrefløjsaktivist. Oversat fra netmagasinet Pambazuka af Niels Overgaard Hansen.

Opslået i Afrika

single.php