Finanskrise, energikrise, fødevarekrise, klimakrise… Den herskende økonomiske model har spillet fallit, og prisen bliver stadig højere. Jørgen Steen Nielsen forsøger med ”Den store omstilling” at sætte en ny dagsorden.

Op til Rio+20-topmødet den 20.-22. juni 2012 tales der vidt og bredt om ”grøn økonomi”. Erkendelsen af den økologiske krise synes dog ikke at stikke særlig dybt blandt de regerende, som er frem for alt er optaget af at føje nye ”grønne” indtjeningsmuligheder til de traditionelle som middel til at redde kapitalen ud af den økonomiske krise.

Derfor kommer Jørgen Steen Nielsens bog som kaldet. ”Den store omstilling” afmonterer effektivt myten om ”grøn vækst” og sætter kritikken af hele den kriseramte kapitalistiske vækstmaskine og behovet for en ny form for økonomi på dagsordenen. Undervejs introducerer forfatteren glimrende til en række vigtige begreber i miljøkampen. Trods tankevækkende tilløb når bogen dog ikke langt i retning af et systemalternativ.

Systemkrise
Udgangspunktet er, at verden oplever ”en overordnet systemkrise, hvor fire ondartede kriser er filtret ind i hinanden: finanskrise, energikrise, fødevarekrise og klimakrise”.

”Den globale økonomi har nået en størrelse, hvor det globale og lokale miljø undergraves på bekostning af menneskers levevilkår og overlevelsesmuligheder. Og omvendt: Miljøforringelsen, klimaforandringerne og udtømningen af energi- og råstofreserverne undergraver selve evnen til økonomisk vækst.”

Derfor må den hidtidige økonomiske model erstattes af en økonomi, der er i balance med den lukkede biosfære, som den er del af og opererer inden for.

Den finansielle krise
Eurokrisen er således ikke blot et bump på den evige vækstvej, men ”tværtimod et symptom på en fundamental systemkrise, der kommer til at martre verden i årtier og udfordrer til en grundlæggende omstilling”.

Det er et resultat af det nyliberalistiske projekt, for ”liberalismen løb løbsk, finanskapitalen gik egne veje dikteret af dens eneste drivkraft – at tjene penge – og markedsfundamentalismen er endt – med Soros’ ord allerede i 1998 – som »en større trussel mod det åbne samfund i dag end en hvilken som helst totalitær ideologi«.”
Krisen afspejler, ”at potentialet for vækst baseret på gammeldags materiel produktion og forbrug er på det nærmeste udtømt” – i modsætning til ”vores individuelle appetit på vækst […], ligesom de mekanismer i den kapitalistiske konkurrenceøkonomi, der presser virksomheder til at søge vækst, heller ikke er ophørt”.

Med faldende vækstrater i den materielt baserede økonomi i Vesten har kapitalen i stedet udnyttet liberaliseringen til at søge over i den luftige finanssektor, som har tilbudt stadig mere risikable og ugennemskuelige finansprodukter, f.eks. credit default swaps. I realiteten er det milliarder af finansielle væddemål – et pyramidespil, som uundgåeligt bryder sammen.

Den økologiske krise
Verdensøkonomien bruger ressourcer med en hastighed, som det vil kræve 1,2-1,5 jordkloder at understøtte på bæredygtig vis, har Global Footprint Network beregnet. Ligesom i den økonomiske husholdning er det en levevis baseret på gældsætning: ”På at forbruge mere, end man har, og på at trække veksler på fremtiden – fordi man tærer på grundkapitalen.”

Ressourcerne bruges op, og økosystemerne undergraves – og dermed undergraves økonomien også. Planetære grænser er på vej til at blive overskredet – eller er det allerede, som tilfældet er med koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren.

Klimaudfordringen er den, der trænger sig allermest på, men også andre globale systemer og processer er truede, hvilket betyder, at der også her kan udløses ”ikke-lineære, pludselige miljømæssige forandringer på kontinental eller planetær skala”. Det gør sig gældende i forhold til tab af biologisk mangfoldighed, udledning af kvælstof og fosfor, drikkevandsressourcer, forsuring af havene, kemisk forurening m.m.

Samtidig er vi på vej mod knaphed på strategiske ressourcer: olie, fosfor, en række metaller og andre råstoffer.
Samlet set befinder vi os i en dyb økologisk krise: ”I det 21. århundrede står vi over for mangel på kritiske ressourcer, ødelæggelse af økosystem-tjenester og erodering af planetens evne til at absorbere vore affaldsstoffer,” som det formuleres af en gruppe miljøforskere. ”Denne situation er ny med sin hastighed, sin globale skala og sin trussel mod Jordens modstandsdygtighed.”

Vækst- og udviklingsmodellen har ramt klodens fysiske grænser.

Oliekrise
”Den oliebaserede vækstøkonomi er ude i et destabiliserende slutspil,” påpeger Jørgen Steen Nielsen.
Ifølge IEA er produktionen af råolie toppet og vil falde til et niveau, der i 2035 kun er to tredjedele af det forventede globale behov. Derfor satses der allerede benhårdt på såkaldt ”ukonventionel olie” som tjæresand, olieskifer, olien i det sårbare Arktis samt på produktion af biobrændstoffer til erstatning for benzin og diesel.

”Tilsammen er det udtryk for, at opretholdelse af væksten fordrer stadig mere ødelæggende, risikobetonede og potentielt meget omkostningsfulde indgreb i miljøet. Man kan ikke få begge dele: vækst og miljø.”

Samtidig vil knapheden medføre ”nye kriser, hvor tårnhøje oliepriser undergraver væksten”.

Fødevarekrise
Beskrivelsen af fødevarekrisen, som rammer verdens fattige, giver en glimrende illustration af, hvordan systemets kriser er filtret sammen.

Den globale fødevareproduktion er i forvejen presset af befolkningstilvæksten og især væksten i forbruget af animalske produkter. For at følge med har man overbelastet vandressourcer og udpint jorden. Så er klimaforandringerne sat ind med tørke og ørkendannelse, ekstrem nedbør og oversvømmelser.
Oven i det presses priserne for alvor opad af:

  • de stigende priser på olie, som indgår i alle led fra kunstgødning til distribution
  • dyrkning af afgrøder til biobrændstof i stedet for den mere sparsomme olie
  • den kriseramte finanssektor, som har givet sig til at spekulere i fødevarekontrakter.

Myten om grøn vækst
Påstanden om, at væksten kan gøres grøn, og at ”grønne” investeringer er vejen til øget vækst, fremføres hyppigt af regeringerne – i Danmark både VK og SRSF. Det er påstanden om, at vækst kan afkobles fra miljøbelastning. Jørgen Steen Nielsen piller effektivt påstanden fra hinanden.

”Hvad man kan opnå ved de teknologiske fix, er som regel kun relative afkoblinger. Dvs. at klimabelastningen, ressourceudtømningen og miljøødelæggelsen kan bringes til at foregå i et langsommere tempo, end økonomien vokser. Kun undtagelsesvist kan der opnås en absolut afkobling, hvor økonomien vokser, mens miljøbelastning og ressourcepres faktisk falder.”

For eksempel er antallet af computere i hjemmene i Danmark fordoblet de sidste ti år. ”Så selv om den enkelte computer er blevet mærkbart mere energieffektiv, så betyder det stigende antal kombineret med stigende benyttelsestid og stigende brug af computerne til spil, der ofte trækker meget strøm, at også computerparkens elforbrug er blevet fordoblet over de 10 år. Altså ingen afkobling overhovedet.”

Nye tal viser oven i købet, at CO2-udledningen pr. BNP-enhed faktisk steg på globalt plan i 2011. Her har G20-økonomierne har bevæget sig fra at rejse for langsomt i den rigtige retning til at rejse i den forkerte retning.

De hjemlige regeringers påstand om, at Danmark har udvist voksende BNP uden vækst i energiforbrug og med fald i CO2-udledningen er, som Jørgen Steen Nielsen påpeger, ”en temmelig fri omgang med kendsgerningerne, for nu at sige det pænt”:

  • Den store danske handelsflådes markante og hidtil voksende energiforbrug tælles ikke med, men dens værditilvækst tælles med i det danske BNP. (s. 95)
  • Det danske forbrugs klimabelastning camoufleres, idet man ikke medregner de udledninger, der er knyttet til importen af varer fremstillet i udlandet. Lande som Danmark ”hvidvasker” deres CO2-udledning ved at overføre dele af den til andre lande i takt med industriproduktionens udflytning og vareimportens vækst.

Økonomer i krise
Efter finanssammenbruddet i 2008 er ”ikke alene den internationale økonomi hærget af dyb systemkrise. Også mainstream-økonomerne, der i stigende grad har optrådt som ”samfundets overvidenskab”, er kriseramt”. ”Fordi man ikke så krisen komme. Og fordi man ikke har gode svar på, hvordan et system præget af tilbagevendende, stadig alvorligere og bredspektrede kriser skal forvaltes og stabiliseres.”
Men også blandt økonomer vokser kritikken af ”det voksende svælg mellem den virkelige verden og den idealiserede modelverden, som moderne økonomisk videnskab har konstrueret”.

De gængse modeller bygger på en antagelse om det perfekte marked – en abstraktion, der lukker øjnene for en masse forhold i virkelighedens verden, herunder:

  • at markederne, navnlig finansmarkederne, ikke er gennemskuelige
  • at markedets aktører, f.eks. børs-dealerne, ikke handler rationelt
  • at egennytten, f.eks. spekulanternes grådighed, ikke virker til det fælles bedste
  • og at der er grænser for Jordens bæreevne.

De kombinerede kriser har givet nye muligheder for minoriteten af økologiske økonomer, andre akademikere og ngo-fora, som alle arbejder for omstilling til en stationær, ”steady state”-økonomi.

”Der er en vis absurditet i besættelsen af at maksimere den langsigtede indkomstvækst i det uendelige på bekostning af andre risici og hensyn,” som Kenneth Rogoff, professor ved Harvard University siger i et af bogens mange citater.

Denne vækstbesættelse bliver yderligere absurd af, at store dele af befolkningen i vores del af verden ikke orker at forbruge mere. Undersøgelser viser også, at ”det ikke er mængden af penge, du har, men den relative status, du nyder i dit samfund, der gør dig lykkelig”. Uligheden står i vejen for trivsel.

Det understøttes af, at ”lande med stor ulighed har større problemer med social trivsel, psykisk velbefindende, sundhed, kriminalitet, adfærd i skolen samt tillid mellem mennesker end lande med højere grad af indkomstlighed”. Og ”uligheden er blevet forværret på landeniveau i store dele af verden”, også i Danmark.
For de fleste mennesker handler et bedre liv om andre forhold end økonomisk og materiel vækst, f.eks. sundhed, uddannelse, miljø, beskæftigelse og balance mellem arbejde og fritid. Men det støder ind i en af kapitalismens grundpiller: ”Det, som i det økonomiske system ikke kan tælles, tæller ikke.”

Alternativ økonomi
Bogen sætter klart fokus på behovet for at gøre op med den liberalistiske økonomiske ortodoksi. Men begrebet ”systemkrise” forbliver tvetydigt: Handler det om nogle fejl i systemet, der skal fikses, for at det kan køre videre – eller er det systemet, der uundgåeligt fører til stadigt mere fatale fejl?

Problemerne udspringer af nyliberalismen, som er ”løbet løbsk”, ”den økonomiske model” og ”kapitalismen i sin nuværende form”. Selv om Jørgen Steen Nielsen i forbigående nævner ”den i det kapitalistiske system iboende væksttvang”, advarer han imod at ”tage afsæt i en diskussion for eller imod kapitalisme”.

Den ”grønne økonomi” er for Jørgen Steen Nielsen en såkaldt steady state-økonomi, eller på dansk: en dynamisk ligevægtsøkonomi.

Ligevægtsøkonomien er – med henvisning til især Herman Daly – kendetegnet ved følgende:

  • Dens størrelse er bæredygtig.
  • Den sikrer en fair fordeling.
  • Den sørger for effektiv fordeling af økonomiens ressourcer mellem konkurrerende formål.
  • Den prioriterer livskvalitet ved at sætte sundhed, trivsel, tryghed i ansættelsen, fritid, stærke lokalsamfund og økonomisk stabilitet i centrum frem for økonomisk vækst.

I stedet for størst mulig omsætning vil ligevægtsøkonomien være fokuseret ”på at opretholde en tilfredsstillende og bæredygtig størrelse på befolkningen og levestandarden med den mindst mulige ’vedligeholdelses-gennemstrømning’ af energi og stof”.

I stedet for den nuværende ”fiksering på at skabe vækst i omsætningen af ressourcer og penge” skal økonomien have "som primær ambition at bevare økonomiens størrelse på et optimalt niveau, dvs. et niveau, hvor naturkapitalen bevares intakt, samtidig med at menneskers trivsel tilgodeses – begge dele med så begrænset stofgennemstrømning som mulig”.

Det fremgår imidlertid ikke, hvordan en sådan økonomi skulle kunne virkeliggøres uden afskaffelse af kapitalismen, som netop i sin kerne er styret af profitmotivet og konkurrencen mellem kapitaler om størst mulig omsætning og akkumulation.

Midler til omstilling
På samme måde præsenterer Jørgen Steen Nielsen et sæt af grønne omstillingstiltag, som peger i den rigtige retning, men uden at forholde sig til, hvad man stiller op, når tiltagene kolliderer med profitinteresser og konkurrencehensyn:

  • Fastsæt grænserne for bæredygtige forbrug og udledning med kvoter for CO2, sparsomme ressourcer m.m.

EU’s CO2-kvotesystem har spillet fallit, men det er kun et spørgsmål om, hvor højt loftet lægges, mener Jørgen Steen Nielsen og sammenligner med torskekvoter, som fungerer. Men til forskel fra fiskefangst er CO2-udledninger noget, som skal bekæmpes og bringes i nul så hurtigt som overhovedet muligt. Derfor bliver utilstrækkelige kvoter, som kan handles på markedet, let værre end ingen kvoter. Og hvordan laver man en tilstrækkelig begrænsning uden at gribe ind med planlægning og sørge for alternative arbejdspladser, når de ramte virksomheder truer med fyring eller lukning?

  • Gennemfør en økologisk skattereform med afgifter på CO2 m.m.

Det er oplagt, at miljøomkostningerne skal indregnes, men det er ikke så let, hvis virksomhederne fortsat skal være private og konkurrencedygtige: Man vil have tendens til at vedtage utilstrækkelige afgifter, for ellers går de forurenende virksomheder jo ned.

Ifølge forslaget skal provenuet bruges til at nedsætte indkomstskatterne, ”så det bedre kan betale sig at arbejde og at hyre menneskelig arbejdskraft”. Men det kræver vel, at forureningen fortsætter.
Det er i øvrigt slående, at en socialt retfærdig fordeling af afgifterne ikke nævnes.

  • Begræns uligheden i indkomstfordelingen, f.eks. med maksimums- og minimumsindkomster og progressiv beskatning.

Det er en vigtig vinkel på vækstbegrænsning, men det er uklart, hvor meget uligheden skal begrænses, og hvordan det forenes med privat ejerskab af produktion, banker osv.

  • Revidér måden, vi måler fremskridt på, med bl.a. miljø- og trivselsmæssige indikatorer i stedet for BNP.

Det er prisværdigt, men idealistisk, hvis man tror, at nye indikatorer for fremskridt vil ændre økonomiens funktionsmåde eller den økonomiske politik. Der er materielle profit- og konkurrence-interesser bag brugen af BNP. F.eks. udtrykker et fald i BNP en lavere omsætning, som får virksomhederne til at reagere med fyringer osv.

  • Reformér den finansielle sektor.

Det er et vigtigt kampområde, men kapitalismen var også vækstfikseret og kriseplaget før 1980, og man kan i øvrigt ikke spole kapitalismen tilbage. Jørgen Steen Nielsen påpeger regeringernes villighed til at hjælpe finanssektoren i modsætning til uviljen, når det gælder at hjælpe klimaet og citerer George Monbiot: ”Hvis man nogensinde har manglet beviser på, at vore regeringer opererer i elitens interesse frem for i hele klodens, så er de her.” Ja, det gælder om at afskaffe eliterne, som dikterer dagens politik. Men nøjes man med de forslag, der er oplistet i bogen, får eliterne lov til at bevare ejendomsretten til og kontrollen over størstedelen af de økonomiske ressourcer.

  • Omdefinér forholdet mellem arbejde og fritid, med radikalt forkortet arbejdstid.

Ja, men arbejdsgiverne har deres grunde til at bekæmpe arbejdstidsforkortelse og slås for længere arbejdstid, færre fridage osv. – godt hjulpet af f.eks. SRSF-regeringen: De har behov for en reservearmé, der kan trykke løn- og arbejdsvilkår og for at minimere overhead per arbejdstime. Foruden at konkurrencen presser dem til at omsætte øget produktivitet i øget produktion og salg.

  • Styrk ”amatørøkonomien” med frivilligt arbejde i stedet for en den af de offentlige velfærdstjenester.

Her forudsættes en økonomi, der ikke vokser, og en stærkt nedsat arbejdstid.

  • Regulér den internationale handel og fordelingen af produktionen, sådan at den lokale økonomi og selvforvaltningen styrkes.

Det fremgår ikke, hvordan det skal ske uden samfundsovertagelse af de store koncerner og indgåelse af internationale aftaler om arbejdsdelingen.

  • Skab nye typer virksomheder i tillæg til (eller i stedet for?) aktieselskaberne.

Her nævnes ”kooperativer, fondsejede virksomheder og virksomheder engageret i lokalsamfundet”, men offentligt ejede virksomheder nævnes ikke. Man forholder sig heller ikke til, at fortsat markedskonkurrence vil have tendens til at tvinge virksomhederne til at fungere på samme måde som aktieselskaberne.

Luftkasteller

Jørgen Steen Nielsen ser en bredt favnende verdensomspændende stræben efter bæredygtig økonomi, herunder UNEP’s rapport Towards a Green Economy. Det fremgår dog tydeligt, at denne rapport ikke taler om planetære grænser eller nulvækst, men snarere om ”grøn vækst” som supplement til den konventionelle kapitalistiske vækst.

Jørgen Steen Nielsen minder om, at appeller om ”den store omstilling” også blev fremført ved Rio-topmødet i 1992 og i Stockholm i 1972. Men han mener, at der er sket en modning og bevidstgørelse som følge af de kombinerede kriser og en læringsproces gennem 40 års miljøindsats.

Forfatteren advarer mod at opstille ”luftkasteller”, for der vil være modgange. Omstillingen til en ”grøn økonomi” vil nemlig bl.a. møde hård modstand fra:

  • olieselskaberne og andre solnedgangsindustrier ”med rod og selvforståelse i ’den sorte økonomi’”
  • den finansielle sektor med dens gigantiske investeringer i den fossile energiindustri og deres fossile energireserver, som må og skal blive i undergrunden af hensyn til fremtidens liv på kloden.

Ikke desto mindre ser Jørgen Steen Nielsen ud til at forvente, at modstanden fra dele af kapitalen opvejes af tilslutning fra andre dele af kapitalen, som efterhånden har fået interesser i den fremvoksende grønne økonomi.

De grønne kapitalister
Håbet ligger frem for alt i ”en række erhvervsledere med langsigtede visioner, grønne ambitioner og evne til at tænke ud over virksomhedens snævre horisont”. Jørgen Steen Nielsen gengiver begejstret forskellige selskabers grønne ambitioner og markedsføring. Dog er han ikke blind for, at ”de samme ledere også har virksomhedens økonomiske bundlinje for øje”. ”Deres grønne kamp er overordnet set også del af kampen for at redde selve den kapitalistiske vækstøkonomi, som de er indlejret i.”

Jørgen Steen Nielsen dvæler ikke nær så længe ved ”det multinationale erhvervslivs grønne revolution”, som han gjorde i En lille fortælling om overlevelse (2008). Begejstringen viger snart for det nøgterne blik og tvivlen om, hvor langt de grønne ambitioner holder over for aktionærernes krav om udbytte.

Ved nærmere øjesyn har IKEA, Virgin og Walmart nemlig vist, at de tekniske effektiviseringer ikke kan beskytte klimaet og miljøet mod følgerne af væksten. F.eks. har IKEA opstillet ambitiøse mål om brug af vedvarende energi, men i 2010 var CO2-udledningerne fra IKEA’s bygninger steget 48 procent i forhold til 2007. Indsatsen for mindre energiforbrug og mere vedvarende energi har ikke kunnet følge med virksomhedens vækst i form af flere varehuse og nye fabrikker.

Alligevel får man indtryk af en stærk tro på kapitalens evne til selv at reformere systemets funktionsmåde. Erkendelsen af, at det er nødvendigt med ”et grundlæggende paradigmeskift” har ifølge Jørgen Steen Nielsen ”lejret sig blandt amerikanske erhvervsledere” Han citerer en række kapitalister, som har indset, at væksten ikke kan blive ved. Problemet er bare, at deres grønne intentioner marginaliseres af deres eget system.

Forandringskræfter
Tøjfirmaet Patagonia fremhæves som en virksomhed, hvis ejer satte miljøhensyn først, da han indrykkede annoncer med overskriften ”Køb ikke denne jakke!” og denne appel til kunderne:

  • Reducér: Vi laver nyttigt udstyr med lang levetid. Du køber ikke noget, du ikke behøver.
  • Reparér: Vi hjælper dig med at reparere dit Patagonia-udstyr. Du lover at få ordnet, hvad der ikke er ødelagt.
  • Genbrug: Vi hjælper med at finde et hjem til Patagonia-udstyr, du ikke længere har brug for. Du lover at sælge det eller give det videre.
  • Genanvend: Vi tager gerne Patagonia-udstyr tilbage, som er udslidt. Du lover at holde dine ting væk fra lossepladsen eller forbrændingsanlægget.
  • Gentænk: Sammen gentænker vi en verden, hvor vi kun tager, hvad naturen kan genskabe.

Anvisningerne lyder som taget fra Enhedslistens krav om en økologisk omstilling. Men hvor mange kapitalister vil reelt opmuntre forbrugerne til at købe mindre? Kan retningslinjerne virkeliggøres i samfundsmålestok uden at tage fat på et opgør med kapitalismen?

Og hvorfra skal kraften til at gøre op med finanskapitalen, uligheden og profitjagten komme? Som ”forandringskræfter” sætter Jørgen Steen Nielsen sin lid til direktører, politikere og eksperter, mens miljøbevægelser og folkelige mobiliseringer knap nok nævnes. Frem for alt lades fagbevægelsen helt ude af billedet, skønt dens medlemmer er blandt de første ofre for finanskrisen, og skønt fagforeningers krav om grønne job vel burde have givet anledning til overvejelser om alliancemuligheder. Dermed løber det strategiske perspektiv ud i et fromt håb om, at verdens magthavere vil se lyset og handle stik imod deres økonomiske interesser.

Man behøver måske ikke at ”tage afsæt” i en diskussion for eller imod kapitalismen, men Den Store Omstilling bliver hurtigt til et luftkastel, hvis den lukker øjnene for klassemodsætningerne og viger uden om den økonomiske magt.

Jørgen Steen Nielsen, Den store omstilling. Fra systemkrise til grøn økonomi, Informations Forlag, maj 2012. 224 sider. 249 kr.

Opslået i Klima

single.php