Fire tusinde milliarder US-dollars er gået op i røg på den kinesiske børs. Billeder af aktieejere med tomme øjne har cirkuleret rundt i verdenspressen, som taler om et børskrak med mange ofre. Ifølge finansmedierne findes der omkring halvfems millioner småsparere, som har spillet på børsen.

Som altid, når der opstår en spekulationsboble, er det de, der sidst hopper ind i hvirvlen, som først kastes ud – knækkede og med tomme lommer. Alligevel er den kinesiske børs af lille betydning for landets økonomi. Det er under ti procent af husholdningerne, som besidder aktier, medens tallet i USA er over tres procent.

Den virkelige krise, som har stor betydning for verdensøkonomien, og som holder bureaukraterne i Beijing vågne, findes i den virkelige økonomi. Misforstå mig ret. Finanser og børser er også virkelige, men i tilfældet Kina er børsen kun af lille betydning i forhold til USA eller Sverige (eller Danmark o. a.) for den sags skyld. Den vareproducerende industri finansierer sig på andre måder end gennem aktieudstedelser.

 

Urbanisering
Gennem snart tredive år har landets økonomiske tilvækst været tocifret og gennemgået en historisk forvandling fra et ekstremt fattigt land, hvor det store flertal af befolkningen levede på landet, til at over halvdelen siden sidste år er bosat i urbane industricentre og megapoler som Shanghai med sine 22 millioner mennesker.

Det er denne hurtige forvandlingsproces, som nu synes at gå ind i en permanent krise, hvor økonomiske modsætninger og økologiske barrierer rejser sig. Økonomiske eksperter har længe hævdet, at landets tilvækst er nødt til at ligge over syv procent af bruttonationalproduktet, for at de 80 millioner unge, som hvert år træder ind på arbejdsmarkedet, skal kunne få beskæftigelse. Beijings prognose for 2015 ligger på syv procents tilvækst. Men meget taler for, at det er langt over den virkelige tilvækst, som ifølge finanspressen snarere kommer til at ligge et sted mellem fire og fem procent.

 

Middelmådig tilvækst
Ud fra regimets ekstremt ekspansive politik under og efter den internationale finanskrise 2007-2008, er en bundlinje på en, for Kina, middelmådig tilvækst et nederlag for den enevældige partiledelse, som er afhængig af at blive set som garanten for stabilitet og økonomiske forbedringer.

Den ekspansive politik med lave renter, nærmest ubegrænset tilgang til lån for lokale regeringer og statslige industrier førte til et investeringsboom uden lige, alt sammen for at forhindre den internationale finanskrise i at slå hårdt igennem i Kina. Den af regimet uønskede bagside af stimulanspakken er den enorme overproduktionskrise, der blev skabt først og fremmest i byggebranchen og beslægtede industrier så som cement-, stål- og andet byggemateriale. Siden begyndelsen af 2015 har også bilbranchen haft store vanskeligheder med markant dalende salgstal.

Ikke mindre end 24 nye byer er blevet bygget per år siden 2008. Men der findes ikke købere til lejlighederne og villaerne og seriøse beregninger antyder, at der står tæt på 50 millioner lejligheder tomme eller halvfærdige i de "spøgelsesbyer", som regionale regeringer har opført. Luksusprojekter som "Jingjin New City" i nærheden af den nu ukendte havneby Tianjin står tomme. To tusinde villaer er allerede opført og yderligere fire tusinde er planlagte. Det virker ikke sandsynligt, at de bliver byggede, da størstedelen af de allerede færdige villaer står tomme og/eller forladte. De generøse kreditter, som har finansieret de regionale myndigheders byggeboom, er blevet ydet af de statslige investeringsbanker.

 

Gældsbjerg
Resultatet af denne uhæmmede långivning er et gældsbjerg i samfundet uden sidestykke. Den samlede gæld i landet, både privat og offentlig, er blevet firedoblet fra 2007 til 2014, fra 7 tusinde milliarder dollars op til 28 tusinde milliarder, hvilket udgør 244 procent af BNP. Et gældsbjerg, som ville kunne udløse rædselshikke hos andre end den tyske finansminister Schäuble.

Den førte økonomiske politik kan virke irrationel i forhold til den enorme overproduktion i visse brancher og de gigantiske investeringer i infrastruktur, som i mange tilfælde er "motorveje der ingen steder leder hen". Forklaringen er politisk. Kommunistpartiets bureaukratiske enevælde er afhængig af vækst for enhver pris. Den uskrevne kontrakt mellem befolkningen og diktaturet, som har eksisteret i et par årtier fungerer efter princippet – I holder kæft, og vi leverer højere levestandard. Det er kilden til den stabilitet, som omverdenens magteliter har beundret og hyldet.

Derfor er den stagnation, som overproduktionen skaber, en voldsom trussel mod herskerne i Beijing. Den truer deres legitimitet og kapacitet til at levere det, som befolkningen forventer. Således er lønningerne i gennemsnit steget med 10 procent per år, hvilket den økonomiske krise nu truer med at sætte stop for.

 

Lokomotivet går i stå
Krisen i 2007-2008 kunne regimet imødegå ved at gennemføre den enorme stimulanspakke. Det fik endog internationale følger. På grund af den kinesiske økonomis størrelse og den samtidige recession i USA og Europa overtog Kina for første gang i historien rollen som verdensøkonomiens lokomotiv. Kinas import af råvarer holdt verdenshandelen oven vande og gav en overgang lande som Brasilien, Rusland og Sydafrika trækkraft og forhåbninger om en lysende fremtid. Brasiliens industrier stagnerede, medens det brasilianske regime og landets kapitalister satsede stort på råvaresektoren for at kunne eksportere til Kina, som syntes at kunne sluge uendelige mængder.

Disse forhåbninger ligger nu i grus. Kinas import af råvarer er mindsket drastisk siden midten af 2014, og investeringerne i byggesektoren er på nulpunktet. Det er i første række Brasilien, som er blevet ramt, nu da det kinesiske lokomotiv er gået i stå og selv har behov for at blive trukket op. Hvad dette indebærer for verdensøkonomien står tilbage at se. Det er ikke givet, at USA eller Europa kan holde farten oppe på toget.

Den seneste tids drastiske udvikling på børserne i Kina og bureaukratiets økonomisk politiske zigzag-svar viser, at der findes en række uforenelige målsætninger, som skiller den herskende elite i Beijing og "mandarinerne" i landets regioner.

Centralmagten er afhængig af en stærk vækst for at bevare sin politiske legitimitet. Derfor har landets statslige banker ydet stort set ubegrænsede billige lån til de regionale regeringer og de statslige industrier. Men eftersom mange af personerne i de lokale magteliter samtidigt er de største kapitalister, bliver det profitgivende at investere i projekter, som ikke ville kunne gennemføres uden overfloden af de statslige lån, som blot bliver lagt oven i gældsbjerget.

 

Partiets eller markedets kontrol?
Der er også en klar modsætning mellem partiapparatets behov for at kontrollere alt i samfundet, samtidigt med at det hævder, at markedet skal styre produktion og forbrug. Måden som børskrisen blev håndteret på, er et tydeligt eksempel på partiledelsens zigzagkurs mellem uforenelige mål. Så sent som i april i år hyldede regeringen børsernes vilde lufttur og manede befolkningen til at "spare op" på børsen. Vi har blot set starten af opsvinget, hævdede premierministeren.

To måneder senere begyndte boblen at sprække og de småsparere, som var blevet opmuntret af propagandaen, og som var hoppet på toget til sidst, begyndte at miste alle deres "spareskillinger". I ren panik beordrede Beijing de statslige banker og aktiemæglere at støtteopkøbe aktier, dvs. opretholde trykket i spekulationsboblen. Flere hundrede milliarder dollars havde held til at bremse krakket i et par dage. Siden begyndte det igen at suse ud af boblen, med en kovending i Beijing til følge.

Store aktieejere fik forbud mod at sælge, og et tusindtal børsnoterede firmaers aktier blive midlertidigt suspenderet fra markedet. Konsekvensen af regeringens selvmodsigende ageren er måske ikke økonomisk i første række. Børsens rolle i Kina er som sagt ikke stor. Men en politisk myte er blevet delvist aflivet, nemlig forestillingen om, at den kinesiske statsledelse er en dygtig administrator med stort overblik over, hvad den foretager sig. På en og samme gang at stimulere de "frie markedskræfter" og beholde en stærk kontrol over alt, hvad der foregår i samfundet, er umuligt i det lange løb.

 

Korruption
Samme modsætning kommer til udtryk i de stadige kampagner mod korruption og magtmisbrug. Der findes mange skildringer af, hvorledes korruptionen er en del af hverdagen i hele samfundet, fra den mindste by og op til toppen af statsapparatet. I den særlige form for kapitalisme, som er blevet udviklet i Kina, er den lokale kapitalist oftest også den lokale chefbureaukrat og således videre helt op i toppen, hvor partibossernes sønner og døtre er familiernes kapitalister. Præsident Xi Jin Pings nuværende kampagne mod korruptionen skal mere ses som en intern partistrid mellem forskellige fraktioner indenfor partieliten end som et seriøst forsøg på at stoppe korruptionen.

Så længe Kina forbliver et diktatur, som styres et partis enevælde, vil korruptionen og magtmisbruget bestå og gøre det stadigt sværere for Den Xiao Pings efterfølgere at fremstå som garanter for øget velfærd og social stabilitet.

 

Oversat fra den svenske ugeavis Internationalen af Peter Kragelund

Opslået i Asien

single.php