Med en drastisk medlemsvækst og på vej ind i en politisk situation, hvor Enhedslisten kan komme til at spille en afgørende rolle, er det ikke længere nok at improvisere på baggrund af socialistiske rygmarksreflekser og erfaringer fra 15 års folketingsarbejde. Derfor er Enhedslistens hovedbestyrelse begyndt at diskutere socialistisk strategi.

 

Strategiske diskussioner har ikke haft en høj stjerne i Enhedslistens over 20 årige levetid. På den ene side virkede det, som om 70’erne og 80’ernes opsplitning havde jaget en skræk i livet på en hel generation, som slog syv kors for sig og sagde: lad os nu bare være enige om dag-til-dag arbejdet.

På den anden side var de efterfølgende generationer vokset politisk op i en periode, hvor klassekampen var på så lavt blus, at nødvendigheden af en strategi for kampen for socialisme ikke virkede påtrængende.
Men de politiske mobiliseringer siden 2006, udsigten til en S-SF-regering, Enhedslistens vækst og potentielt centrale betydning i det folketingspolitiske spil har på det seneste gjort nødvendigheden af en strategisk afklaring tydeligere. Mange fornemmer, at vi er på vej ind i en periode, hvor fra-hånden-til-munden beslutninger ikke er nok.

Langt, mellemlangt og kort sigt
Ved et par lejligheder har Enhedslistens hovedbestyrelse derfor diskuteret strategi, og den 16. januar var vi tre Enhedsliste-aktive, som var blevet bedt om at præsentere HB for hvert vores bud på sammenhængen mellem strategi, politiske mål i 4-5 års perspektiv og opgaverne her og nu.

Ud over undertegnede var det Pelle Dragsted, der er pressemedarbejder i Enhedslisten folketingsgruppe, og Daniel Petersen, som er tømrersvend og tidligere medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse.
I denne artikel vil jeg forsøge at give et indtryk af nogle centrale temaer i debatten – et referat, som selvfølgelig ikke er upåvirket af, at jeg selv var en del af den. Eftersom en stor del af debatten foregik i grupper, vil hovedvægten i artiklen ligge på de tre oplæg.

Principprogrammet
På mange måder var Pelle, Daniel og jeg meget enige. Om det afspejler en fælles platform, som dækker store dele af Enhedslisten, eller om vi som oplægsholdere var for snævert udvalgt, er svært at sige.

I mit oplæg tog jeg udgangspunkt i Enhedslistens principprogram, der til dagligt lever en forholdsvis hemmelig tilværelse. Jeg opsummerede principprogrammets strategiske principper således:

  • For en grundlæggende samfundsforandring, en revolution
  • Arbejderklassen og andre undertrykte grupper må være aktørerne i revolutionen
  • Vejen er folkelig mobilisering og organisering, men det er også en del af målet
  • Som organiserede socialister fører vi en politisk kamp om mål og midler med andre politiske strømninger
  • Vi arbejder for at vinde en stadig større gruppe for alternative politiske løsninger/samfundsændrende aktiviteter/socialisme
  • Vi opbygger et socialistisk parti som redskab i dagens kampe og i den socialistiske revolution

Både Daniel og Pelle erklærede sig enige. Når man tager i betragtning, hvor forkætret begreber som klassekamp og arbejderklassen er langt ud på venstrefløjen, var det bemærkelsesværdigt, at alle tre oplægsholdere forsvarede arbejderklassens centrale rolle i Enhedslistens strategi:

”Forudsætningen for at skabe større forandringer i samfundet er, at de eksisterende klassestyrkeforhold forrykkes til fordel for arbejderklassen,” sagde Pelle.
Og Daniel definerede grundopgaven således: ”Enhedslistens rolle er at være den kæmpende arbejderklasses parti.”

Bedre styrkeforhold
Styrkeforholdene mellem klasserne blev et gennemgående tema i oplæggene og debatten. Pelle tog udgangspunkt i et citat af den cubanske marxist Marta Harnecker, som har skrevet:
”Politikens kunst er at skabe styrkeforhold, der gør det muligt at gøre det i morgen, som vi ikke kan gøre i dag. En opportunist er den, som erkender de negative styrkeforhold og tilpasser sig. Den revolutionære har den samme erkendelse, men arbejder målrettet på at finde veje til at ændre styrkeforholdene”
”Derfor skal strategien for vores arbejde have som sit klare mål at flytte klassestyrkeforhold,” tilføjede Pelle.

Daniel sagde: ”Hvad der bliver vores næste træk, må altid bestemmes af, hvad der trækker styrkeforholdene i klassekampen i vores klasse retning.”

Selv formulerede jeg det således: ”Vores strategiske målsætning skal være at styrke arbejderklassens evne til at ændre samfundet.”

Reformer styrker arbejderklassen
Men inden for den ramme lagde vi lidt forskellig vægt på, hvad der ændrer de politiske styrkeforhold.

Både Daniel og Pelle fokuserede på effekten af politiske reformer, politiske delresultater. Daniel argumenterede for, at Enhedslistens hovedprioriteringer skal være kernevelfærden, omfordeling og arbejdstagerrettigheder. Pelle sagde bl.a.:
”Ledelsen skal derfor gennemføre en analyse og diskussion af, hvilke indrømmelser og hvilke delsejre der i den aktuelle situation mest effektivt bidrager til at flytte klassestyrkeforhold i samfundet.”

Som eksempler i debatten blev nævnt, hvordan offentlig produktion øger beskæftigelsen og sænker arbejdsløsheden og dermed i sig selv styrker arbejderklassen over for kapitalistklassen. Tilsvarende gælder højere dagpenge og længere dagpengeperiode, som begrænser arbejdsgivernes mulighed for at bruge de arbejdsløse som løntrykkere og i det hele taget til at skræmme lønmodtagerne fra at stille krav.

Mobilisering og organisering
Jeg er helt enig, at politiske reformer kan have afgørende betydning for styrkeforholdene mellem klasserne. Men jeg synes samtidig, at mine to medoplægsholdere undervurderede andre elementer af styrkeforholdet.
Både Pelle og Daniel var utvetydige omkring den udenomsparlamentariske mobiliserings betydning for at opnå delresultater, men de lagde ikke lagde særlig stor vægt på den rolle, arbejderklassens bevidsthed, mobilisering og organisering spiller for styrkeforholdene i samfundet.

I mit oplæg påpegede jeg også en anden gevinst ved politiske delresultater, f.eks. i form af reformer i Folketinget: ”Konkrete politiske resultater øger også arbejderklassens selvtillid og ”politiske ambitioner”. De styrker arbejderklassens og andre undertrykte gruppers tro på, at de kan ændre samfundet.”

Og jeg konkretiserede målet, at styrke arbejderklassen, således:
”Om 4-5 år skal vi have bidraget til, at arbejderklassen og andre undertrykte oftere griber direkte ind i begivenhedernes gang gennem demonstrationer, strejker og andre aktioner.

Arbejderklassen skal være bedre organiseret fra top til bund. Det kan være i form af en mere demokratisk, politisk og kæmpende fagbevægelse fra arbejdsplads til forbundsniveau. Men det kan også være andre organiseringer: i boligområder, som brugere af offentlig service eller på grundlag af enkeltsager.
Endelig skal vi arbejde for en arbejderklasse, der er mere bevidst om egne interesser, og som i langt højere grad diskuterer og formulerer politik kollektivt, dvs. på arbejdspladser, faglige klubber, fagforeninger, lokalsamfundet osv.”

Antikapitalistisk propaganda
Et andet element, som ikke kom så tydeligt frem i Pelles og Daniels oplæg, var betydningen af propaganda for antikapitalistiske, systemoverskridende krav, for udenomsparlamentariske kamps betydning og for et socialistisk alternativ. Det var i stedet den brede agitation og mobilisering for dagsaktuelle krav, som var i centrum i begges oplæg.

Når Pelle pegede på vigtigheden af at styrke Enhedslisten, var midlerne: at skaffe resultater og at kommunikere, så folk lytter og forstår os.

Selv talte jeg for, at vi har en opgave, der skal løses parallelt med den brede agitation og mobilisering. Den er en opgave, som retter sig mod en snævrere del af befolkningen: de mest aktive i mobiliseringerne, de der tager ansvaret og organiserer, de mest åbne for røde synspunkter og ikke mindst de personer i S-SF’s bagland, som begynder at blive utilfredse, og jeg sagde bl.a.:

”Propagandaen er nødvendig, hvis vi skal have de dele af S-SF’s bagland, som bliver skuffede over deres egne partier, til at drage mere venstreorienterede konklusioner. Uden et aktivt og synligt socialistisk alternativ, kan reaktionen lige så nemt blive passivitet eller højredrejning.”

Forventninger til S og SF
Vi var alle enige om, at S og SF i en ny regering ikke af sig selv vil sikre forbedringer og fremskridt. Daniel påpegede, at S og SF ikke vil løfte opgaven at mobilisere arbejderklassen til kamp, og at det derfor er Enhedslistens opgave, og Pelle var ikke i tvivl om, at fremskridt skal ”aftvinges” en ny regering.

Selv definerede jeg det som en hovedopgave for Enhedslisten at mobilisere et pres fra arbejderklassen på en ny regering for at gennemføre forbedringer, og at dette er muligt, fordi der vil opstå en kløft mellem på den ene side forventningerne i S og SF’s bagland til en ny regering og på den anden side den politik, den nye regering vil føre.

Er Enhedslisten leveringsdygtig?
Af tidsmæssige grunde ofrede jeg kun et enkelt indspark på det parlamentariske arbejde: ”Det skal være et redskab for de to hovedopgaver: At mobilisere et pres på den ny regering, og at synliggøre og vinde opbakning for antikapitalistiske løsninger,” sagde jeg.

Til gengæld brugte især Pelle en del af sit oplæg på at skitsere, hvordan Enhedslisten kan vinde flere vælgere. Pelle mente, at det er vigtigt, at Enhedslisten ikke fremstår som rent protestparti, og at vi skal udvikle en ”strategisk kommunikation”, som fjerner de myter, ”…der står i vejen for, at almindelige mennesker stemmer på os”:

”For for alvor at udrydde myten, og for at vinde indpas blandt arbejdervælgere, er det afgørende, at vi under en ny regering faktisk viser, at vi ikke bare mener det rigtige og er gode til at stå fast på vores principper, men faktisk også formår at aftvinge indrømmelser til fordel for arbejderklassen på vigtige eller symbolske områder,” sagde Pelle.
Han talte også om, at vi skulle ”levere” noget til disse grupper.

Daniel var inde på lidt af det samme, da han sagde:
”De [arbejderbefolkningen] vil have en politisk kamporganisation, der kan opnå konkrete resultater i kommuner, regioner og på arbejdspladser samt på landsplan i Folketinget og ved overenskomstforhandlingerne.”

Prisen for at kunne levere
Der blev ikke mulighed for at diskutere dette nærmere. Men hvad er det lige, Enhedslisten kan opnå ved egen kraft i Folketinget? Kan vi aftvinge S og SF noget med 6 eller 8 mandater?

Ja, vi kan gøre som alle andre partier: Vi kan købe og sælge. Vi kan tilbyde at hjælpe dem igennem med nogle af deres mærkesager, som vi egentlig er imod, for til gengæld at få dem til at støtte en af vores mærkesager, som de ellers helst ville undgå.

Det er den taktik, DF har været mestre i. Det har altid været Enhedslistens princip at afvise den slags studehandler. Pelle advarede ganske vist mod at gøre mindst forringelse/mindste forbedring princippet til et mål for vores parlamentariske arbejde, men hverken han eller Daniel argumenterede for, at vi skal opgive princippet.

Enhedslisten kan gå i flæsket på en S-SF-regering og kræve af dem, at de gennemfører deres fornuftigste valgløfter og de initiativer, som de to partiers bagland forventer af dem. Ved hele tiden at konfrontere dem med disse krav og ved at stille vores mandater til rådighed for den slags lovforslag kan Enhedslisten gøre politisk det så omkostningsfuldt for S-SF at ignorere kravene, at de rent faktisk vælger at gennemføre dem sammen med Enhedslisten.

I den forstand kan vi – på ryggen af et mobiliseret pres udefra – ”aftvinge” den nye regering resultater. Men hvis vi gør for meget ud af at love, at Enhedslisten leverer resultater, så sætter vi os selv under et enormt pres for faktisk at levere – og dermed under et pres for at give indrømmelser til S og SF for at kunne ”levere”.

Det mobiliserende aktivistparti
Afslutningsvis vil jeg påpege endnu et vigtigt fællestræk i de tre oplæg. Alle tre lagde vi stor vægt på at udvikle Enhedslisten til et parti af aktivister, der tager ansvar for opbygge mobilisering og udenomsparlamentarisk kamp.

Selv sagde jeg, at vi skal opbygge Enhedslisten som et kollektiv af politiske aktivister:
”Vi skal udvikle os som politiske organisatorer, der fungerer som de forreste aktivister og som ledere i bevægelserne. Og vi skal udnytte kollektivet til at opnå fælles indsigt i, hvad arbejderklassen og andre tænker, og hvor de reagerer på S-SF og på vores agitation og propaganda.”

Pelle sagde, at vi skal være et parti, ”…som er stærkt forankret i fagbevægelsen og andre vigtige sociale bevægelser, og som formår at spille en aktivt og koordinerende ind ved overenskomstforhandlinger, strejker, forældreblokader mv.”

Og Daniel sagde, at det er Enhedslistens ansvar at skabe mobilisering, og at vi skal ”…engagere og aktivere tillidsfolk, fagligt aktive og almindelige hårdtarbejdende danskere blandt faglærte og ufaglærte i det private samt blandt alle velfærdsarbejderne” – og jeg overbevist om, at han ikke mente det med ”danskere” så bogstaveligt.

Opslået i Enhedslisten

single.php