”Det betaler sig at kæmpe” er vel det bedste, der kan siges om resultatet af de forhandlinger, som regeringen har haft med kommunerne og regionerne om økonomien i 2017. Det kunne være gået meget værre, hvis ikke modstanden mod regeringens økonomiske stramninger havde været så bred og massiv. Men aftalerne vil føre til forringelser af den lokale velfærd og sundhedsvæsenet. Og aftalerne betyder, at “nulvæksten” i kommuner og regioner skal fastholdes fremover.

 

 

 

Forløbet op til årets kommuneforhandlingerne har været atypiske.

For det første har udtalelser fra diverse kommunale topfolk været usædvanligt skarpe og kritiske overfor regeringen. Det gælder en række borgmestre, herunder ikke mindst centrale konservative og Venstre-borgmestre.

Borgmestrenes vigtigste anke mod regeringen har været det såkaldte ”omprioriteringsbidrag”, som Venstreregeringen indførte i budgetterne for 2016. Kommunerne skulle – hvert år – skære 1 procent af deres drift og aflevere pengene til staten. Der skulle hvert år – i en årrække – afleveres 2,4 milliarder kr. til staten. Vel at mærke nye 2,4 milliarder hvert år, et anseeligt beløb når det bliver summet op.

Det var for stor en provokation når regeringen samtidig udtalte, at kommunerne bare kunne rationalisere og effektivisere. Det er netop hvad kommunerne har gjort igennem mange år: digitaliseret, lavet indkøbsaftaler, fyret medarbejdere, sammenlagt skoler og daginstitutioner og meget andet.

I 2016 endte det dog med, at størstedelen af omprioriteringsbidraget blev ført tilbage til kommunerne i form af ”gaver”. De kunne bruges til at lukke nogle af de huller, som var opstået som følge af budgetbesparelserne.

For det andet blev bestyrelsen for KL (Kommunernes Landsforening), mod sædvane, sendt afsted til regeringsforhandlerne med et mandat: de skulle gå efter at omprioriteringsbidraget blev taget af bordet.

Flere kommuner havde haft forhandlingerne på dagsordenen til deres møder (hvilket i sig selv er usædvanligt) og vedtaget udtalelser om krav til forhandlingerne.

Det førte til et forslag som så blev vedtaget af de delegerede på det kommunale topmøde.

For det tredje var der "Velfærdsalliancen" og demonstrationer/manifestationer foran 74 af landets rådhuse den 12. maj. Her markerede fagforeningsmedlemmer, aktivister samt borgmestre og andre kommunalpolitikere deres holdning til omprioriteringsbidraget og kommunale nedskæringer.

Ikke nogen massebevægelse, kunne man indvende. Men dog tydeligt og stærkt nok til at få en betydning.

Enhedslisten kan roligt tage en stor del af æren for to af de nævnte faktorer: At KLs forhandlere havde et demokratisk vedtaget mandat i ryggen, og at der var lokale manifestationer.

Hvis ikke Enhedslistens kommunalpolitikere havde rejst diskussionerne og forslagene lokalt, havde der slet ikke været den samme styrke bag KL-forhandlingerne.

Og hvis ikke Enhedslisten havde sat deres styrke ind bag Velfærdsinitiativet, hvis ikke Enhedslistens afdelinger havde fulgt op og taget lokale initiativer, var mange af de 74 demonstrationer ikke blevet til noget.

 

Aftaler betyder nedskæringer
Trods alle disse gode tiltag er resultatet en aftale, som der ikke kan siges ret meget godt om.

Omprioriteringsbidraget føres tilbage til kommunerne i 2017 undtagen 200 mio. kr. og aflyses for årene 2018-19.

Men i stedet har KL og regeringen aftalt, at kommunerne fra 2018-20 skal levere 1 milliard kr. til et ”moderniserings- og effektiviseringsprogram”. Af dem bliver 0,5 milliarder kr. ført tilbage til kommunerne, mens 0,5 mia. kr. overføres til staten, som kan omprioritere dem til hele den offentlige sektor.

Hokus pokus, omprioriteringbidraget er tryllet væk ved endnu en sproglig nyskabelse, men princippet om grønthøsteren fastholdes. Kommunerne skal fortsætte med en stop-and-go-politik. Hvert år skal de barbere budgetterne på centrale velfærdsområdes og fyre medarbejdere. Når det er gjort, får de – måske – efterfølgende en gave fra staten til at lappe på skaderne.

Det som fremstår som en indrømmelse, er samtidig en sejr for regeringen. De har fået et nyt værktøj til holde kommunerne i et jerngreb. De har nu fastsat et princip, der giver dem mulighed for en meget stærk central styring af kommunernes økonomi og velfærdspolitik. Resultatet er, at nulvæksten er blevet cementeret, og nu har regeringen fået KL til at skrive under på det. Det betyder også, at Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti vil prøve at dække sig ind bag, at det er en aftale med KL, når de stemmer for bloktilskudsaktstykket i Folketingets finansudvalg.

Kommunerne har heller ikke fået indrømmelser på andre vigtige områder. Trods store forudsigelige udgifter til flygtninge og flere ældre på ca. 2 mia. kr. er der ikke flere penge. Derfor vil der uundgåeligt skulle gennemføres store serviceforringelser, når der skal laves budgetter med nedskæringer på ældreområdet, socialområdet, skoler, daginstitutioner og meget andet.

Den aftale som regeringen har lavet med regionerne har mindst lige så alvorlige problemer. Der er ikke taget højde for de øgede udgifter til medicin, realisering af Kræftpakke 4, flere ældre og flygtninge. Regionerne har opgjort, at der her er behov for 2 mia. kr. i 2017 for at dække de kendte udgiftsstigninger. Det betyder et voldsomt pres på sundhedspersonalet.

Sygehusene er – som hidtil – underlagt kravet om en produktivitetsstigning på 2 pct., der betyder at personalet hvert eneste år skal løbe 2 procent hurtigere. Dette krav sender regningen for flere behandlinger til personalet, der er stærkt presset efter at have forbedret produktiviteten med 30 pct. siden 2003. Det betyder samtidig, at risikoen for fejl og for lidt behandling stiger.

 

Fælles budgetkamp
De lokale budgetforhandlinger er så småt i gang. Med de rammer, der ligger, vil vi i mange kommuner se budgetforslag, der skærer på velfærden, øger kommuneskat og brugerbetaling, presser de ansatte til at løbe hurtigere eller udliciterer og privatiserer.

Enhedslisten og Velfærdsalliancen har lavet et rigtigt godt forarbejde til det, der nu er hovedopgaven: At mobilisere lokalt til modstand mod alle de konkrete forringelser, der nu truer.

Kommunale nedskæringer har desværre et potentiale for at skabe splittelse. Det er det, der sker, når desperate forældre og pædagoger undertiden – forståeligt nok – siger: Vores børnehave skal ikke lukke – find i stedet pengene f.eks. i ældreplejen eller på miljøtiltagene.

Enhedslistens afdelinger og lokalpolitikere har derfor en stor opgave i budgetforhandlingerne: Ikke at sælge den ene gruppe for at redde den anden, men konsekvent gå imod alle forringelser og holde fast i solidariteten mellem alle brugere og ansatte. De skal modstå presset for at gå ind i en diskussion om forringelser og asociale kommunale skattestigninger som et ”mindste onde” og fastholde perspektivet om den fælles kamp mod forringelser fra den 12. maj. Enhedslisten skal aldrig bringe sig i en situation, hvor vi ikke troværdigt kan mobilisere til kamp imod en forringelse, fordi vi selv har stemt for den.

De lokalpolitikere, der vil vedtage forringelser eller skattestigninger skal ikke skånes for kritik. Men det er også vigtigt at fastholde kritikken af regeringen, der dikterer de stramme økonomiske vilkår, og at fastholde kravet om flere penge til kommunal velfærd fra staten.

Pengene til velfærden er der, hvis den politiske vilje er der. Bare to aktuelle eksempler: De nye kampfly kunne veksles til et om-omprioriteringsbidrag, der flytter penge fra staten til kommunal velfærd. Eller tænk, hvis bare en del af de store virksomheder, som i dag slipper alt for billigt i skat, blev tvunget til at betale det, de burde. Så ville der være masser af penge til velfærd!

SAPs forretningsudvalg, den 19. juni 2016

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php