Efter at have gået med til utallige økonomiske stramninger trak Geert Wilders’ stærkt højreorienterede PVV pludselig sin støtte til den højreorienterede koalition og efterlod Holland uden regering i april.

 

Det Socialistiske Parti (SP – Socialistische Partij) klarer sig bemærkelsesværdigt godt i meningsmålingerne og bliver måske det største parti efter valget i september. I Holland, som andre steder på kontinentet, bliver der rusket op i det traditionelle politiske landskab på grund af modstanden mod de hårde stramninger, som mærkes hårdt af almindelige mennesker.

Efter mere end en måneds forhandlinger var de tre partier bag regeringskoalitionen ude af stand til at nå til enighed. Koalitionen var en alliance af to regeringspartier: det liberale, højreorienterede VVD og det konservative CDA (kristelige demokrater). De blev støttet af det fremmedfjendske højreorienterede PVV anført af Geert Wilders. PVV kombinerer en neoliberal økonomisk dagsorden med indvandrerfjendske og især anti-muslimske holdninger. PVV bruger også populistisk demagogi ved at stille sig an som forsvarere af visse sociale rettigheder for at tiltrække vælgere, der føler sig truet af den økonomiske krise og neoliberale politik. Efter at have støttet en koalition, der har iværksat nedskæringer for 18 mia. euro, blandt andet en forhøjelse af pensionsalderen til 67, trak Wilders sig under forhandlingerne om nedskæringer for yderligere 12 mia. euro. Det var en reaktion på meningsmålinger, der forudså stor tilbagegang for PVV, som pressede Wilders til endnu engang at understrege sit populistiske image.

Budgetunderskud
Kun få dage efter koalitionens fald blev en lettere modificeret udgave af de økonomiske stramninger alligevel accepteret af et flertal i parlamentet. Udover VVD og CDA blev de nye besparelser støttet af tre andre partier inklusiv De Grønne (GroenLinks). Selv om partiet kommer fra en sammenslutning af det kommunistiske parti og socialistiske og progressive partier i starten af 1990’erne, har GroenLinks udviklet sig i en mere og mere liberalistisk retning i løbet af de sidste år. De nye stramninger betyder blandt andet øgede omkostninger til sundhedsudgifter, tidligere pensionsalder, yderligere liberalisering af arbejdsmarkedet, der gør det nemmere at fyre folk, og en højere standardmoms.

Presset på regeringspartierne for at gennemføre pakken med stramninger var stort. Uden den pakke ville det hollandske budgetunderskud have vokset til over 3 procent af bruttonationalproduktet. Det var uacceptabelt for CDA og VVD. I EU har hollænderne konsekvent stået for en hård strammerlinje. Sammen med den tyske regering har hollænderne insisteret på drastiske nedskæringer for at opfylde kravet om, at et lands underskud højest må udgøre 3 procent af dets BNP. De fleste hollandske partier insisterer på, at stramninger er nødvendige for at sænke den offentlige gæld (som var 66 procent af BNP sidste år) som et svar på den økonomiske krise. De har derfor støttet den europæiske stabilitetspagt.

Sammenbrud for de traditionelle partier
Koalitionsregeringens sammenbrud var et nyt skridt i den årelange proces, hvor støtten til de traditionelle regeringspartier i Holland, såsom CDA og det socialdemokratiske Partij van de Arbeid (PvdA) er smuldret. CDA, som engang var det mest indflydelsesrige parti i landet, er i krise, fordi vælgergrundlaget smuldrer, og fordi de mangler et klart perspektiv. I mellemtiden har PvdA været ude af stand til at gøre sig synlig som det største oppositionsparti og er delt mellem dem, der ønsker at fortsætte den socialliberale kurs, vi kender fra Labour i Storbritannien eller SDP i Tyskland, og dem, som ønsker at ”vende tilbage til de socialdemokratiske rødder”. På den yderste højrefløj, er Wilders’ PVV vokset hurtigt, siden det blev grundlagt i 2005, og er nu det tredjestørste parti i parlamentet. PVV bruger nu en nationalistisk og populistisk retorik imod EU for – ifølge de første meningsmålinger med forholdsvis stor succes – at genvinde det territorium, de tabte i perioden som regeringens støtteparti

SP går frem – uden sociale kampe
Den mest bemærkelsesværdige og positive udvikling for venstrefløjen på den hollandske parlamentariske scene er fremgangen for SP. Partiet, der oprindeligt blev grundlagt som et maoistisk parti i 1970’erne, har udviklet sig til en væsentlig styrkeposition på den hollandske venstrefløj og har fået stadig større vælgeropbakning til sin modstand mod den neoliberalistiske politik og sit forsvar for social tryghed. Utallige meningsmålinger forudsiger, at SP kan blive det største parti og leder af den næste regering. Det er sandsynligt, at SP vil overhale det traditionelle venstrefløjsparti PvdA. Det er endnu uvist, hvad SP vil være klar til og i stand til at gøre med denne hidtil usete støtte. Partiets fremgang matches endnu ikke af en tilsvarende forøgelse i sociale kampe eller en socialt forankret venstrefløj i Holland. De hollandske fagforeninger gennemgår en proces med omorganisering, der har svækket deres evne til at yde modstand mod angrebene, og der er ikke nogen anden stærk social bevægelse, der udfordrer regeringens højreorienterede kurs.

Det vil uden tvivl blive vanskeligt for SP at danne en alliance med andre partier uden at gå voldsomt på kompromis med sine egne holdninger. Deres mest sandsynlige allierede er PvdA, som under pres fra PS’ fremgang har foretaget et forsigtigt venstresving. Men selv sammen vil de ikke have flertal i parlamentet.

Poldermodellens fallit
Styrkelsen af partierne på venstre og højre side af den traditionelle parlamentariske politik har lagt et stærkt pres på den sædvanlige praksis i Holland for en konsensusorienteret politik, den såkaldte “poldermodel”. Denne model har gjort, at fundamentale sociale spørgsmål er blevet afpolitiseret. Mainstream højre- og venstreholdninger er blevet forenet i diskussioner, hvor neoliberale principper er blevet taget for givet. Forskellene var ofte forskellige holdninger til, hvordan de neoliberale principper bedst kunne implementeres.

To årtiers uimodsagt accept af den neoliberale politik fra forskellige koalitioners side har stødt mange mennesker væk fra de traditionelle partier. Det er især PvdA, der har mistet støtte på den konto. En del af stemmerne fra dem, der er utilfredse med den etablerede politik, går til det nationalistiske højre, men SP’s fremgang viser, at mange mennesker, i stedet for at være imod indvandrerne, ønsker sociale løsninger på den økonomiske krise.

Alex de Jong er redaktør af Grenzeloos, Fjerde Internationales blad i Holland. Bertil Videt kommer fra Danmark, nu bosat i Holland. Han var direktør for det Internationale Institut for Forskning og Uddannelse i Amsterdam 2007-2010.

Opslået i Nordeuropa

single.php