Ifølge FN passerer verdens samlede befolkningstal i denne måned 7 milliarder mennesker. Denne milepæl har afstedkommet en mængde artikler og kommentarer, som giver overbefolkning skylden for den globale miljøkrise.

af Ian Angus og Simon Butler

På Times Square i New York fortæller en video, at ”overbefolkningen leder til menneskets undergang.” I Londons undergrundsstationer advarer elektroniske skærme om, at 7 milliarder ikke er økologisk bæredygtigt.

I 1968 erklærede Paul Ehrlichs bestseller, Befolkningsbomben, at som et resultat af overbefolkning ”er kampen om at brødføde menneskeheden tabt”, og at 1970’erne ville blive en periode med global fattigdom og stadigt stigende dødsrater. Hans forudsigelser viste sig helt forkerte, men fire årtier senere bruger hans arvtagere stadig Ehrlichs tese – for mange mennesker! – til at forklare miljøproblemerne.

Men de fleste af de 7 milliarder udgør ikke nogen fare for jorden. Flertallet af verdens folk ødelægger ikke skove, udrydder truede arter, forurener floder og have, og udleder stort set ingen drivhusgasser.
Selv i de rige lande på den nordlige halvkugle er hovedparten af miljø-ødelæggelserne ikke forårsaget af enkeltpersoner eller husstande, men af miner, fabrikker og kraftværker, som styres af virksomheder, som bekymrer sig mere for profit end for menneskehedens overlevelse.

Ingen begrænsning af befolkningen i USA ville have forhindret BP i at forgifte den Mexicanske Golf sidste år.
Lavere fødselsrater ville ikke have lukket ned for Canadas tjæresand, som Bill McKibben [amerikansk miljøaktivist og forfatter, red.] for nylig kaldte en af de mest rystende forbrydelser, som verden endnu har set.
Adgang for alle til fødselskontrol burde være en grundlæggende menneskeret – men det ville ikke have forhindret Shells massive ødelæggelse af økosystemet i Nigerdeltaet eller den umålelige skandale, som Chevron har påført regnskovene i Ecuador.

Ironisk nok, så har demonstranter i den verdensomspændende Occupy-bevægelse – samtidig med at overbefolkningsgrupper fokuserer på de 7 milliarder, udpeget den virkelige kilde til miljø-ødelæggelserne: ikke de 7 milliarder, men den ene procent, den lille håndfuld millionærer og milliardærer, som ejer mere, forbruger mere, kontrollerer mere og ødelægger mere end resten af alle os andre til sammen.
I USA ejer den rigeste procent flertallet af alle aktier og virksomhedsværdier, hvilket giver dem dominerende indflydelse på de virksomheder, som er direkte ansvarlige for størstedelen af de miljømæssige ødelæggelser.

En ny rapport til FN fra det britiske konsulentfirma Trucost konkluderede, at kun 3.000 virksomheder forårsager miljøskader for 2,15 trillioner dollar hvert år. Hvor gruopvækkende dette tal end er – der er kun seks lande i verden med et BNP over 2,15 trillioner dollar – så underdriver det kraftigt skadevirkningerne, fordi det udelader omkostninger, som skyldes ”potentielle konsekvenser af begivenheder som sammenbrud for fiskeri eller for økosystemer.” Ligeledes udelades ”udefrakommende omkostninger forårsaget af produktanvendelse og -disponering, såvel som virksomhedernes brug af andre naturressourcer og frigivelse af yderligere forurening i kraft af deres aktiviteter og forsyninger.”

Så i tilfældet med olieselskaberne dækker tallet kun “normale aktiviteter”, men ikke dødsfald og ødelæggelser forårsaget af den globale opvarmning, ikke de skader, som skyldes den verdensomspændende brug af deres produkter, og ikke de milliarder af dollar, som det koster at rydde op efter oliespild. Den virkelige skade, som alene skyldes disse selskaber, overstiger langt 2,15 trillioner dollar, hvert eneste år.

Den ene procent kontrollerer også de regeringer, som angiveligt regulerer disse destruktive virksomheder. Millionærerne omfatter 46 procent af de valgte medlemmer af Repræsentanternes Hus I USA, 54 ud af 100 senatorer og hver eneste præsident siden Eisenhower.

Gennem regeringen kontrollerer den ene procent USA’ s militær, verdens største forbruger af benzin og dermed en af de største udledere af drivhusgasser. Militære aktiviteter skaber mere farligt affald end de fem største kemikoncerner til sammen. Over 10 procent af alle giftgrunde (registreret i henhold til Superfund-miljøloven, red) i USA findes på militærbaser.

De, som tror, at en bremse på befolkningstilvæksten vil stoppe eller bremse miljø-ødelæggelserne, ser bort fra disse reelle og umiddelbare trusler mod vores klode. Virksomheder og militæret forurener ikke verden og ødelægger ikke økosystemer, fordi der er for mange mennesker, men fordi det kan betale sig at gøre det.

Hvis fødselsraten i Irak eller Afghanistan falder til nul, vil energiselskaber i USA, Kina og andre steder fortsætte med at fyre med kul og bringe os nærmere på klimakatastrofen.

Kritikere af argumentet om ”for mange mennesker” bliver ofte beskyldt for at mene, at der ikke er nogen grænser for vækst. I vores tilfælde er det ganske enkelt ikke rigtigt. Det, vi siger, er, at i en økologisk rationel og socialt retfærdig verden, hvor store familier ikke er en økonomisk nødvendighed for hundreder af millioner mennesker, vil befolkningstallet stabilisere sig. Med Betsy Hartmanns ord: "Den bedste befolkningspolitik er at koncentrerer sig om at forbedre velfærden I alle dens afskygninger. Sørg for befolkningen, og befolkningstilvæksten vil gå ned.” (Bersy Martmann er leder af Population & Development Program på Hampshire College, og fremtrædende samfundsdebattør, red.)

De mange miljøkriser over hele verden kræver hurtig og resolut handling, men vi kan ikke handle effektivt, med mindre vi forstår, hvad der sker. Hvis vi laver en forkert diagnose på sygdommen, så vil vi i bedste fald spilde værdifuld tid på en ineffektiv behandling. I værste fald vil vi forværre krisen.

Argumentet med at vi er ”for mange mennesker” får oprigtige aktivister til at at rette deres fokus og indsats mod aktiviteter, som ikke vil få nogen grundlæggende effekt. Samtidig svækker det bestræbelserne på at opbygge en effektiv global bevægelse mod den økologiske ødelæggelse: Det splitter vores kræfter, ved at anklage de svageste ofre for krisen for nogle problemer, som de ikke er skyld i.

Først og fremmest ser det bort fra de dybt skadelige virkninger af et irrationelt økonomisk og socialt system, som har indbygget et enormt spild og store ødelæggelser i sin DNA-profil. Det er det kapitalistiske system og magten hos den ene procent – ikke befolkningens størrelse – som er den grundlæggende årsag til den nuværende økologiske krise.

Som den økologiske pioner Barry Commoner en gang sagde: ”Forureningen starter ikke i familiens soveværelse, men i virksomhedsledelsens mødeværelse.

Ian Angus er medforfatter til bogen Too Many People? Population, Immigration, and the Environmental Crisis. Han er redaktør af den økosociaistiske tidsskrift Climate and Capitalism. Simon Butler er medforfatter til bogen Too Many People? Population, Immigration, and the Environmental Crisis. Han er redaktør af ugeavisen Green Left Weekly (Australien).

Artiklen blev første gang bragt på websiden grist.org, hvor den har afstedkommet en livlig debat. Ian Angus svarer på kritikken i et indlæg på Climate and Capitalism.

Oversat af Karina Skov.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com