Antikapitalistas ønsker at give udtryk for vores afstandtagen fra den undertrykkelse, som det autoritære Ortega-Murillo-regime udfører, og vise vores solidaritet med aktivister fra venstrefløjen, bevægelser og arbejderbefolkningen i almindelighed, som kræver social retfærdighed og frihed.

 

Daniel Ortegas regime har ikke noget til fælles med den sandinistiske revolution. I de senere år har regimet antaget en stadig mere nyliberal kurs, hvor det allierer sig med fraktioner af borgerskabet, så som den skumle Arnoldo Aleman.

 

De har også ført FSLN bort fra bevægelsens historiske værdier til et korrupt netværk, hvor staten simpelthen er en malkeko til berigelse af en familieklike. Som om dette ikke er nok, har Ortega-Murillo-regeringen ført en politik vendt mod kvinders rettigheder i samklang med de mest reaktionære dele af den katolske kirke ved at gøre abort strafbart. Et godt eksempel på denne alliance var den nyligt afdøde biskop Obando – en heftig modstander af sandinismen under den revolutionære regering i 80’erne.

 

Der er ingen grund til at støtte en regering, der ikke på nogen måde repræsenterer den sandinistiske revolutions socialistiske håb og mål.

 

Venstreorienterede fortsætter med at sammenblande FSLNs politiske orientering med det samfundsforandrende projekt som sandinismen repræsenterede.

 

Naturligvis er vi bevidste om, at det nicaraguanske folks mobilisering ikke er en ”ren” sådan, men snarere en bevægelse, hvor modsatrettede ideologier og sociale holdninger forekommer side om side. Hvis vi imidlertid har lært noget af den lange cyklus af globale protester, der begyndte i 2008, er det, at det ikke er afgjort på forhånd, hvordan det vil gå med et oprør, men at et lederskab i antikapitalistisk forstand må formes.

 

Af denne grund er det for os helt grundlæggende at opbygge solidaritet med de politiske kræfter, der anser sig som revolutionære og socialister.

 

Udtalelsen blev vedtaget den 20. juli af Anticapitalistas, Fjerde Internationales organisation i den spanske stat. Oversat fra International Viewpoint af Leif Mikkelsen.

Opslået i Facebook, Latinamerika

single.php