Denne udtalelse er vedtaget af Fjerde Internationales ledelse den 28. juni 2016.

 

1. Resultatet af den britiske afstemning er endnu en fase i EU´s krise, efter Grækenland og immigrant-krisen. Et stort flertal i England og Wales har stemt for "Brexit", og dermed gennemtvunget et "Leave" i hele Storbritannien, på trods af det modsatrettede afstemningsresultat i Skotland og den nordlige del af Irland – en krisefaktor inden for den britiske stat, der har potentiale til at føre til en ny uafhængighedsafstemning i Skotland.

2. Den fremmedfjendske fortælling, der har stigmatiseret østeuropæiske indvandrere, der blev brugt af de vigtigste talspersoner i "Leave"-kampagnen, uanset om det var Boris Johnson (det Konservative Parti), eller Nigel Farage (UKIP), har domineret hele kampagnen. På den måde lykkedes det dem at fange den dybe sociale håbløshed blandt brede folkelige lag – dem, der har været de hårdest ramte af nedskæringer, tab af jobs, og sociale besparelser. Denne håbløshed vendte sig mod eliten (i Westminster eller i Bruxelles). Ulykkeligvis udtrykker denne afvisning af EU ikke for øjeblikket en progressiv, anti-nedskærings radikalisering, blandt de brede lag, men en afvisning af europæiske indvandrer-arbejdere, der bliver gjort til syndebukke for jobtabene; blandet med en afvisning af den Europæiske Union, der ses som ansvarlig for de angreb, de har været udsat for. Det har ført til åbne udslag af racisme og fremmedhad, der har været uacceptable siden 70´erne, da, blandt andre, Anti-Nazi League gjorde sit for at slå bølgen af højreekstremisme tilbage.

3. Den dynamik, der førte til udskrivelsen af den britiske afstemning – mest bemærkelsesværdig udviklingen af UKIP, forstærket af den euro-skeptiske højrefløj af det Konservative Parti – betyder, at den politiske grund, hvor debatten i Storbritannien fandt sted, var ekstrem ugunstig for venstrefløjen. Labourpartiet var splittet mellem traditionel afvisning af EU – som det var tilfældet ved afstemningen i 1975 – og presset fra fagforeninger og andre, der sagde, at EU´s politikker havde været et værn mod nogle af de værste af neo-liberalismens udskejelser, kombineret med et ønske om at afvise højrefløjens fremmedfjendske anti-immigrantlinje, som den kom til udtryk i "Leave"-kampagnen. Labourudtalelser, der opfordrede til et "Leave" fik større offentlig omtale end partiets officielle holdning om at blive. På trods af dette var det kun 37 % af Labours vælgere, der støttede Leave.

4. Den væsentligste "Remain"-kampagne fremstod som elitens kampagne, en kampagne gennemført af et arrogant City, der spillede på frygten for katastrofe i tilfældet af et "Leave"-flertal, på et tidspunkt, hvor millioner af britiske arbejdere allerede havde oplevet sociale katastrofer, påtvunget af de selv samme mennesker, som prøvede at overbevise dem om at forblive i EU.

5. I den situation var det uundgåeligt, at venstrefløjens kampagner – Another Europe Is Possible (AEIP), der gik ind for et ja til at blive i EU, og Left Leave (Lexit), der stemte for et nej – ville få meget begrænset gennemslagskraft. Ikke desto mindre havde AEIP stærk støtte fra skyggefinansministeren John McDonnell, ledelsen af De Grønne, og mange venstreorienterede fagforeningsaktivister, fx Matt Wrack, generalsekretær i Brandmændenes Fagforening (FBU), så vel som tusindvis af aktivister landet rundt.

6. Resultatet af afstemningen efterlader derfor alle arbejdere og studerende fra EU-landene, og først og fremmest de østeuropæiske, i en meget følsom situation, og de føler sig sårbare overfor de fremmedfjendske holdninger, der blev pisket op under valgkampen. Fysiske angreb på immigranter – først og fremmest polakker – har allerede fundet sted. Tilsvarende vil alle britiske arbejdere lide under jobtab og fald i købekraften, som resultat af de økonomiske manøvre omkring pundet og eventuelle indgreb, som EU foretager. I stedet for at være del af en progressiv plan for afvisning af nedskæringer og kapitalistiske politikker, vil "Leave"-stemmerne føre til en endnu mere reaktionær linje fra en ny konservativ regering, der konfronteres med et Labourparti, svækket af afstemningen, og med en stærk kampagne mod Jeremy Corbyns ledelse af partiet, fra Labours højrefløj.

7. De initiativer, der blev taget i Storbritannien umiddelbart efter afstemningen, for at vise solidaritet med alle indvandrerarbejdere, er derfor meget vigtige og skal fortsættes og udvides. Uanset uenighederne om afstemningen, er opgaven nu at organisere den bredest mulige enhed mod nedskæringer og solidaritet med indvandrere, og at gå imod højrefløjens kampagne i Labour mod Corbyn og venstrefløjen.

8. "Brexit" svækker EU strukturelt og har fremprovokeret en krise vedrørende retningen i EU, hvis udfald ikke kan forudses. Måned efter måned bliver konsekvenserne af pro-nedskæringspolitikken gjort klar for den herskende klasse: Grækernes stemmer for oprør i januar og juli 2015, den stærke franske mobilisering mod angreb på arbejderbeskyttelseslovene, og i de seneste dage har man set voldsomme tab for Matteo Renzi i de lokale valg i Italien.

9. Det totale fravær af demokrati i EUs funktionsmåde og akkumulationen af social håbløshed konfronteret med angreb fra både højre- og venstreregeringer, kommer til udtryk hver gang vælgerbefolkningen har chancen. EU ødelægger den sociale beskyttelse og lovgivning i hvert enkelt land, kæmper for alles kamp mod alle, skubber på for at gøre alle arbejdere til løsarbejdere i hele EU.
Desværre varetager arbejderbevægelserne i Europa og primært CES, ikke sin rolle som bolværk og våben for internationale solidaritet og forsvar for sociale rettigheder. Der er endnu ikke en progressiv dynamik på europæisk niveau, der kan dreje den frustration til en generel udfordring af den kapitalistiske nedskæringspolitik.

10. EU er en borgerlig institution, som vi ikke tror, kan reformeres, og som nødvendigvis må ødelægges for at skabe et nyt grundlag for inter-europæisk samarbejde, på basis af solidaritet mellem de udbyttede og undertrykte.

11. For at vende krisen i den Europæiske Union til fordel for de udbyttede og undertrykte vil kræve et niveau af politiske sammenhæng, og social gennemslagskraft fra radikale anti-kapitalistiske kræfter, der må fuldstændigt genopbygges på et Europæisk niveau.

12. I denne situation har vi flere opgaver:
* At, på europæisk niveau, opmuntre alle initiativer, der bekæmper nedskæringer (Madrid-konferencen, etc), der gennemføres af EU, mens vi tydeligt forklarer de nationale borgerskabers ansvar, på nationalstats-niveau, mens vi tager afstand fra alle forsøg på at sætte arbejdere fra forskellige lande op mod hinanden, og kæmpe for en harmonisering på det højeste niveau, af sociale rettigheder og lønninger;
* At kæmpe i fællesskab mod betaling af illegitime offentlige gældsposter og mod udemokratiske aftaler som TTIP og CETA;
* At popularisere og organisere solidaritet med alle de kampe, der kæmpes af folk, der konkret bekæmper mod Troika-påtvungne politikker (Grækenland, Portugal…);
* At forny vore anstrengelser i solidaritet med indvandrere og deres krav om ret til opholdstilladelse, arbejde og sociale rettigheder i EU, for åbne grænser og for at styrke vore bånd til indvandrerorganisationer.
* At fremme og dyrke debatten på den radikale europæiske venstrefløj om perspektivet om at opbygge en ny – antikapitalistisk, antiracistisk, økosocialistisk, feministisk – Europa.

Opslået i EU, Nordeuropa

single.php