Venstrefløjen står i dag overfor en total omorganisering og genopbygning, både hvad angår analyse, strategi og taktik. Så længe kapitalismen eksisterer – og det gør den i høj grad stadig – er marxisme relevant. Men det grundlæggende spørgsmål, vi på ny må stille er: hvad er marxisme, og især: hvilken marxisme?

Hits: 87

Dette er en redigeret oversættelse af Pierre Roussets oplæg om relevansen af marxisme og leninisme i dag. Oplægget blev holdt i Mindanao, Filippinerne, i forbindelse med First Asian Global Justice School organiseret af International Institute of Research and Education – Manila

Den røde tråd i det her oplæg vil være: Så længe kapitalismen eksisterer, er marxismen relevant. Efter at kapitalismen er blevet omstyrtet – hvem ved. Jeg har ingen ambition om at få marxismen til at passe ind i evigheden.

Hvad er marxismen så? En social teori, en akademisk displin, en revolutionær analyse og strategi. Og det er i sidstnævnte form, som revolutionær analyse og strategi, at marxismen er mest interessant for os.

Et andet element i dette spørgsmål er: Marxismen er en diagnose af klassesamfundet, og det er en diagnose, som er udviklet og formet i Europa. Men som er blevet spredt til andre dele af verden – en proces, der har omformet og omstruktureret marxismen. Placeret den i andre kontekster, koblet den til andre traditioner og metoder til social forandring. En proces, som har bevæget marxismen videre fra dens oprindelige begrænsninger.

Kapitalismen er i den grad i live i dag, det kan vi roligt konstatere. Og vi er også nået til 20 års jubilæet for Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud. Dengang, i 1989, blev vi fortalt, at dette er historiens slutning. Den nye verdensorden er en fredelig og fremgangsrig kapitalisme. Punktum. Men hvad er sket? Der er krige i alle dele af verden, og kapitalismen er stadig, og igen, i krise.

Samtidig kan vi konstatere, at de sociale kampe ikke er indstillet. De foregår stadig, endda med meget stor kraft visse steder. Og jeg har aldrig i hele mit liv set en så altædende kapitalisme – de herskende klasser vil have alt, kræver alt.

F.eks. er ledende kapitalister i Frankrig begyndt at sige, at det program, som blev implementeret i det historiske kompromis mellem den kommunistisk ledede modstandsbevægelse og borgerskabet – en national enhed, der sikrede visse basale sociale rettigheder til gengæld for at give afkald på revolution – dette program vil de franske kapitalister nu fuldstændig afmontere. De siger det åbent. Jeg har aldrig før set så uforskammet borgerlig arrogance.

Mangemilliardæren Warren Buffet udtrykte det således i 2006:

”Der er stadig klassekamp, krig mellem klasser, men det er min klasse, den rige klasse, som leder kampen, og det er os, der vinder.”

Så de herskende klasser har i dén grad klassebevidsthed.

Hvilken arbejderklasse?
Den globale kapitalisme, som er beskrevet i det kommunistiske manifest, passer langt bedre på nutidens orden, end på den tid, som manifestet er skrevet i. Det er fordi forfatterne havde forstået noget grundlæggende omkring kapitalismens globale dynamikker. De var langt foran deres tid i forståelsen af kapitalismens logikker.

Nogle siger, at der ikke længere findes en arbejderklasse – så hvordan kan marxismen være relevant? Og verdens arbejderklasse er i dag faktisk langt større, end den var i det 19. århundrede.

Men dette beror naturligvis på, hvad man forstår ved arbejderklasse. Det er ikke kun det industrielle proletariat. Snarere kan man definere det ved alle lønmodtagere, hvis loyalitet ikke er direkte knyttet til f.eks. militær, politi osv. Og antallet af lønmodtagere er langt større i dag end nogensinde før. (Læs også f.eks. artiklen Has working class consciousness collapsed?)

MEN! Arbejderklassen og proletariatet er også langt mere forskelligartet, splittet og varieret i dag end nogensinde før. Så hvordan kan vi samle arbejderklassen? Mange af arbejderklassens traditionelle styrkepositioner er endda blevet smadret, enten med systematisk repression, eller ved at deres materielle basis er forsvundet eller er i tilbagegang, f.eks. sektorer eller industrigrene, som traditionelt var meget højt organiseret og politiseret.

Så selvom arbejderklassen på den ene side er langt mere omfattende i dag end før, er kampen ikke blevet nemmere.

Og de herskende klasser er kun alt for bevidste om det faktum, at der er krig mellem klasser, og de er villige til at iværksætte alle tænkelige midler i denne krig.

Historiske forræderier
Samtidig står vi over for et alvorligt problem: Tabet af den kommunistiske bevægelses legitimitet, især på grund af den stalinistiske arv.

En vigtig historisk begivenhed i denne sammenhæng er noget, vi paradoksalt nok ofte glemmer – alle forræderiers moder i 1914. Da socialdemokraterne i Tyskland forrådte arbejderklassens enhed, ved at stemme for krigskreditter i loyalitet med deres nationale borgerskab. Mens alle andre arbejderbevægelser var imod krigen i det internationale proletariats enheds navn.

Så spørgsmålet er todelt: hvordan genvinder vi tilliden internt, og hvordan genvinder vi legitimiteten udadtil? Og hvilket sprog kan vi bruge til at beskrive, hvad vi vil?

Antiglobaliseringsbevægelsen siger f.eks. ”En anden verden er mulig”. Men hvad betyder ”anden”? Hvad står det for? Vi har intet fælles sprog til at beskrive dette.

Og meget få strømninger, inklusiv den radikale/autonome venstrefløj, har analyseret, hvad der gik galt under stalinismen – og hvorfor. Vi er en af de få strømninger, der – dybtgående – har bidraget til denne analyse. Og uden et fælles sprog og uden en forståelse af, hvad der gik galt, har vi et stort problem.

Samtidig står det klart, at folkets bestræbelser, deres kampe, er de samme i dag som før. For demokrati, for retfærdighed og solidaritet. De samme forhåbninger, som har motiveret folk til socialistisk forandring før.

Så vi har stadig kapitalisme, vi har globalisering, og vi har klassekamp – og vi har folkets aspirationer.

Nuvel – hvilken marxisme?!?

Hvad vi har lært – og stadig må lære
Der er et væld at strømninger inden for marxismen, både hvad angår analyse, program, strategi. Nogle af disse strømninger kan vi udelade, da de intet har at gøre med revolution: de socialdemokratiske og stalinistiske strømninger.

Men selv uden disse har vi et meget varieret landskab af marxistiske strømninger. Og vi har såvel gamle som nye spørgsmål at analysere og handle på.

Først og fremmest må vi spørge os selv – er en hvilken som helst slags revolutionær marxisme relevant? Eller er der nogle basale elementer, som skal være tilstede i rammesætningen, for at marxisme kan være relevant i dag?

I min generation, der var aktive i maj 1968 i Frankrig, blev vi hurtigt meget arrogante. Det er der ikke noget mærkeligt i. Som blot 19-, 20-, 21-årige satte vi hele samfundet i stå, var med til fuldstændig at ændre dagsordenen. I den alder kan disse erfaringer let få en til at tro, at man behersker hele verden, at man allerede ved alt, der er værd at vide.

Men lad mig med det samme understrege, hvad jeg mener er et meget vigtigt princip. Det spørgsmål, vi skal fokusere på, når vi diskuterer marxisme før og nu, er:

Hvad har vi lært, som er nyt, og hvordan har vi selv forandret os? IKKE hvad vi har fået bekræftet, som vi vidste i forvejen, og hvordan andre har taget fejl.

I 1960’ene og 1970’erne var Ernest Mandel referencen i Europa, hvad angik nytænkning af forståelsen af kapitalismen. Han var en af de marxistiske sværvægtere siden Anden Verdenskrig.

Mange af hans analyser kan vi stadig bruge i dag – men der er også mange dele, som er meget konkret knyttet til den historiske tid, de er skrevet i. Det er dette, som Daniel Bensaid behandler i artiklen 30 years after: A critical introduction to the Marxism of Ernest Mandel.

Folket, der frigør sig selv
Og jeg vil gå til resten af oplægget på samme måde: ved at se på, hvordan gamle spørgsmål bliver genoplivet i dag, og hvordan nye spørgsmål bliver introduceret.

Et af de afgørende spørgsmål er efter min mening demokrati i revolutionen – vi er nødt til at bevise vores værd igen, vores legitimitet. Demokrati i revolutionære processer er et gammelt spørgsmål, som atter må placeres i centrum af diskussionen.

Også vi (i Fjerde Internationale, red.) har mistet følingen med hvor afgørende dette spørgsmål er, selvom vi har været en af de mest demokratisk orienterede strømninger. Vi er ganske enkelt nødt til at gentænke revolutionen som en selv-frigørende proces.

Det nye samfund vil blive bygget af folket, der frigør sig selv, eller det vil ikke blive bygget overhovedet. Hvis det ikke er et selvfrigørende projekt, vil den nye magt nødvendigvis blive autoritær – og bliver den først det, er det meget svært at gøre om, det bliver meget svært at demokratisere magten.

Naturligvis bliver dette spørgsmål en del mere indviklet i en langstrakt krigssituation. Det er derfor jeg mener, at væbnet kamp er den sidste udvej. Det kan være den eneste udvej, men det bør aldrig være vores første valg af strategi, som f.eks. Joma Sison mener (lederen af CPP-NPA, det filippinske maoistparti, red.). En krigsretstilstand vil gøre den revolutionære proces besværlig – hvordan er det muligt at praktisere selvfrigørelse i en demokratisk proces under en undtagelsestilstand?

Det er næsten umuligt. Og det er en historisk modsætning, et historisk paradoks – praktisk taget alle store bevægelser, underordnet hvor demokratiske de har været programmatisk, har fungeret autoritært i en eller anden udstrækning.

Dette er et paradoks, der står tilbage at løse.

Klassediagonalen
Nogle af de drivende modsætninger de sidste årtier har været klasse, køn og økologi. Hver modsætning har sine rødder i den kapitalistiske produktionsform – og til en vis grad før kapitalismen.
Dette viser, at der er flere faktorer, som fremmer eller hindrer den sociale forandring.

Hvis man tackler disse faktorer enkeltvist, vil man ikke vinde i kampen mod kapitalismen. Hvert element har sin egen historie, men de er sammenflettet i hvert enkelt samfund.

Og gennem hvert element af modsætninger har man, hvad vi kan kalde en klasse-diagonal. Det betyder, at klassemodsætninger ikke har primær status, eller forløber parallelt med andre modsætninger, som f.eks. køn, men derimod former modsætninger knyttet til køn – ligesom modsætninger knyttet til køn former klassemodsætninger.

Ud over disse grundlæggende modsætninger kan vi observere en universel vareliggørelsesproces. Som også er indbygget i selve kapitalismen. Men hastigheden og omfanget af vareliggørelsen har i dag nået hidtil usete højder. Alt muligt og umuligt bliver transformeret til varer, man kan tjene penge på.

Ingen modeller for revolution
Et trejde problem, vi må adressere i spørgsmålet om marxisme i dag, er det militaristiske element. En militaristisk tankegang, der er lige så gammel som marxismen. Der har overordnet hersket to ‘modeller’ for strategien om revolutionære omvæltninger: den russiske og den kinesiske. Men ingen af disse modeller har nogensinde eksisteret.

Det var processer påvirket af et hav af faktorer bundet til den historisk konkrete kontekst. Der er ingen simpel model for socialistisk magtovertagelse. Vi må lære undervejs. Strategier udvikler sig, de forbliver ikke de samme fra kampen tages op, til den er afgjort.

Vi opererede længe efter formlen: en strategi, mange taktikker. Men dette er misvisende. Der er mange strategier, som udvikler sig samtidigt. Det rækker ikke, at sige f.eks. ”mit land er semi-semi, så strategien skal være PPW (Protracted Peoples War, red.)”, eller ”mit land er urbant, så strategien skal være den russiske model”.

Man er nødt til at foretage konkrete analyser af konkrete situationer. Lenin var en mester i dette. Hvilket samtidig er årsagen til, at han ofte er meget svær at læse. Stort set alle hans analyser er tæt, tæt knyttet til den konkrete historiske situation, helt ned i detaljen.

For mig er dette den centrale arv efter Lenin: den konkrete analyse. Man kan have sin analyse som udgangspunkt, men praksis vil altid lære en nye ting, som nødvendigvis må bruges til at omforme teori og analyse.

Mao var faktisk også temmelig god til at foretage konkrete analyser – i modsætning til mange maoister! Men det samme kan siges om visse trotskistiske strømninger: de læser teorien, punktum. Så har de deres analyse.

Programmer og bevægelser
Hvis revolutionen skal være en selvfrigørende proces, må partierne facilitere dette, i stedet for at tvinge deres analyser og strategier ned over bevægelserne fra oven. Men dette er ikke kun et fejl, partierne laver, det samme kan siges om fagforeninger, ngo’er osv.

Politiske partier – og jeg taler ikke om klientalistiske parlamentariske maskinerier, men om fuldt udviklede politiske enheder med programmer – skal stille et valg til rådighed for folk, et politisk valg.

F.eks. i Frankrig, hvor vi bredt set har tre forskellige tendenser: 1. Hvad der er tilbage efter socialdemokratiet, 2. NPA, det nye antikapitalistiske parti, med dets program om revolutionær forandring af samfundet og en strategi om at opbygge et stærkt politisk parti uden nogen som helst tilknytning til socialdemokratiet, og 3. Det kommunistiske parti, hvis ambition er at skabe et venstre-alternativ til socialdemokratiet for at kunne trække dette parti mod venstre.

Partiprogrammerne præsenterer strategien på lang sigt, strategier, som folk har det politiske valg at vælge imellem, at tilslutte sig eller vælge fra. De sociale bevægelser skal for deres del stilles frit til at udvikle deres egne kampe – med deltagelse af partiorganiserede aktivister, naturligvis – men uden at disse aktivister forsøger at implementere det partipolitiske program i massebevægelserne.

Samfundets kompleksitet
Der har, fra tidlig marxisme og frem til i dag, eksisteret en simpel tilgang til den socialistiske transformation: vi omstyrter marxismen, indfører protarisk kontrol, og begynder at opbygge de økonomiske strukturer på ny.

Ideen har været, at det eneste, man behøver, er at adressere folkets behov, og opbygge den revolutionære plan omkring disse behov. Men i dag ved vi, at det er mere komplekst – fordi:

 forskellige typer undertrykkelse forsvinder ikke bare automatisk, dybt forankrede social og kulturelle praksisser ændrer sig ikke blot over natten – de skal bekæmpes i sig selv, gennem specifikke kampe. Det gælder f.eks. patriarkalske strukturer.
 Planlægningen af forandring, politisk og økonomisk, er nødt til at tage højde for f.eks. økologiske konsekvenser af produktionen – så det handler ikke kun om at opfylde folkets umiddelbare behov, men også om at gøre det på en måde, der er økologisk bæredygtig
 Vi ved i dag, at teknologi og viden ikke er neutral. F.eks. er kernekraft ikke noget, som kan anvendes ‘til gavn for socialismen’. Af flere årsager: dels har vi endnu ikke udtænkt en måde at undgå farlig radioaktivitet, og dels er kernekraft en meget centraliseret form for energiproduktion. Dette står i direkte modsætning til socialistiske visioner om decentralisering af magten og retten til selvbestemmelse – herunder evnen til at være selvforsynende lokalt
 Problemt med bureaukratisering af revolutionen ligger som en konstant fare, noget som man må tage højde for fra starten. Er revolutionen først bureaukratiseret, er det meget svært at rulle tilbage

Opgør med den ‘historiske nødvendighed’
Endelig et sidste problem – et spørgsmål, der er meget lidt udviklet: opfattelsen af, at den historiske udvikling altid går ‘fremad’. Dette bygger på en meget optimistisk og ukritisk opfattelse af ‘fremgang’.

Vi ved nu, at det ikke er så simpelt, vi kommer til at skulle gøre mange ting om, rive gamle strukturer og praksisser ned, for at erstatte dem med nye. Den lineære opfattelse af historien som udvikling og fremgang, er ikke brugbar.

Vi må gentænke alle diskussionerne og genstudere historiens transformationer af samfund, f.eks. overgangen fra feudalisme til kapitalisme. Der var ingen ‘nødvendighed’ i, at tingene udviklede sig på præcis den måde, de gjorde.

Det samme kan man sige om ‘menneskets’ evolution: menneskearten var ligeså meget et ‘uheld’ som en logisk konsekvens af evolutionen. Evolutionen gik i adskillige retninger, med mange afstikkere, endeløse processer begyndte og blev blokeret, forandrede og muterede.

Det betyder ikke, at alt bare er kaos, tilfældigheder. Ting kan være ‘determinerede’, men ud fra en så stor variation af faktorer, at resultatet er umuligt at forudsige.

Vi er altså nødt til at analysere, prøve ting af, analysere resultatet, og fortsætte kampen ud fra den nye viden om hændelser og dynamikker. Der findes ikke noget sådant som ‘historisk nødvendighed’. Ikke desto mindre er denne idé stadig dybt forankret i vores tænkning.

Det kan være trættende hele tiden at skulle analysere tingene på ny, indrømmet – men i det mindste er det interessant!

Så min konklusion er, at marxisme stadig er relevant, men den skal være kreativ. Så for at gentage: det mest interessant spørgsmål for os er, hvordan vi har forandret os – og hvorfor.

Ingen relationer er ‘rene’
Hvad angår de gamle generationer, er det vores ansvar ikke at docere vores erfaringer til de nye generationer, men først og fremmest at videregive den grundlæggende viden, vi har opnået, som er:

Hvis vi har forandret os de sidste 40 år, hvis vores opfattelse af verden, vores analyser og strategier har forandret sig, gælder det samme for jer de næste 40 år. I må ikke tro, at det I ved i dag, passer på i morgen eller om ti år.

Med andre ord: hvad vi må stræbe efter, er en ikke-reduktionistisk marxisme, vi må ikke søge at reducere alt til klassemodsætninger. Kønsmodsætninger har sin egen historie, såvel som det økologiske spørgsmål – modsætningen mellem menneskeskabt produktion og natur – men alt er knyttet til, er formet af og former klassemodsætninger.

Altså: en ikke-reduktionistisk og ikke-mekanistisk – og ikke mindst ikke-autoritær – brug af marxisme. Ud fra en forståelse af samfundets kompleksitet.

Ingen relationer er ‘rene’. F.eks. her i Filippinerne: feudale strukturer spiller sammen med koloniale strukturer, der spiller sammen med kapitalitiske produktion og global kapitalistisk ekspansion – alt dette skaber ekstremt komplicerede sociale relationer.

Det værste nederlag kommer indefra
Spørgsmål (fra deltagerne): Du nævnte i indledningen, at så længe vi har kapitalisme, vil marxismen stadig være relevant. Men hvordan forklarer vi, at i en situation, hvor kapitalismen befinder sig i sin værste krise i årtier, måske nogensinde, er venstrefløjen også i krise – især den del af venstrefløjen, som identificerer sig med den marxistiske tradition?

Problemet er, at den nuværende kapitalistiske krise er indtruffet i kølvandet på et historisk nederlag for den kommunistiske bevægelse. Centralt for dette nederlag er revolutionens kontrarevolution.

Det værste nederlag, er det nederlag, der kommer fra egne rækker. Det nedbryder tilliden og selvtilliden, håbet osv. I 1970’erne havde vi en fælles horisont om socialisme, selv fra grupper, som langt fra var socialistiske.

I dag i Frankrig f.eks. er folk ekstremt vrede. Ekstremt vrede over kapitalismens konsekvenser. Men de kan ikke få øje på noget troværdigt alternativ, så de retter alligevel deres håb imod, at regeringen vil løse deres problemer. Vi må altså finde en måde at transformere denne vrede til en vedvarende kamp, ikke bare spontane vredeudbrud, der klasker sammen i næste øjeblik.

Og vi står i en meget svag situation efter dette nederlag fra vores egen midte. Den bureaukratisering af revolutionen, som udviklede en magtfuld gruppe, der begyndte at opfatte sig selv som en egen klasse med privilegier. Som korrumperede revolutionen indefra.

I de tidlige 1990’ere kæmpede vi for i det hele taget at overleve som politisk magtfaktor. Hvis man på det tidspunkt sagde, at man var marxist, var det politisk selvmord. I slutningen af 1990’erne var det igen muligt i det mindste at sige ordet ‘anti-kapitalisme’ igen. Det var et rum skabt af antiglobaliseringsbevægelsen og brutaliteten af neo-liberalismen i fællesskab.

Radikalt demokrati
Men kapitalismens ideologiske og kulturelle hegemoni er stadig ekstremt stærkt, og vores modkultur er, om end den eksisterer, temmelig svag – især sammenlignet med tidligere.

Og et afgørende element i denne kamp mod kapitalismens hegemoni er spørgsmålet om demokrati. Systemet har i fuldstædig uhørt grad tømt sig selv for demokratisk indhold. Den traditionelle borgerlighed er færdig. Før var det proletarisk demokrati imod borgerligt demokrati. Nu er det demokrati imod dem. Kravet om demokrati er langt mere radikalt og revolutionært nu end nogensinde før.

Jeg tror, at modsætningen mellem den kapitalistiske propaganda om ‘demokrati’ og realiteterne snart vil manifestere sig også i folkets bevidsthed. Og vi skal være offensive i at afsløre systemets hykleri.

Total genopbygning og omorganisering
Mange af de spørgsmål, som bliver rejst i dag, var faktisk også centrale i 1960’ernes kampe. Der var radikale angreb på alt – men vores generation led nederlag.

I Frankrig havde vi 12 væsentlige revolutionære organisationer, af hvilke kun tre stadig eksisterer: den ene er bundrådden, den anden er arbejderistisk, og den tredje var LCR, som nu er i færd med at prøve at om-organisere og opbygge noget nyt sammen med mange andre gode kræfter.

Men ikke blot blev de revolutionære organisationer slået, det samme blev fagforeningerne. De er svundet ind, står splittede og er blevet bureaukratiserede.

Arbejderbevægelsen opnåede i løbet af det 20. århundrede, hvad vi kan kalde en delvis sejr, de vandt nogle sejre, og lederne begyndte at blive nervøse for at miste disse ting igen, hvis de pressede citronen. Så de begyndte at trække i bremsen.

Men enten går du fremad, eller du går tilbage. Du kan ikke vinde noget, og så forvente bare at få lov at beholde det. Og denne manglende fremdrift er så integreret i arbejderbevægelsen i dag, at det ikke længere er nok bare at udskifte de ledende lag – vi er nødt til at foretage en total genopbygning.

Alle gode kræfter – altså ingen socialdemokrater
En anden udfordring er, at kapitalismen i dag er så brutal, at den form for kapitalisme, vi bekæmpede tidligere, nærmest ser rosenrød ud. Så faren er, at folk begynder at vende sig mod keynesianismen…

Det kan vi allerede se tegnene på i dag – bevægelser, der tidligere var radikale, begynder at blive mere moderate. De siger, at vores valg består i forskellige former for kapitalismen, og så gælder det om at vælge den rareste…

Med arbejdernes og kommunismens historiske nederlag fulgte en ultraradikalisering, men for flertallet en moderering. Og det er i dag sidstnævnte, der er vores største problem.

Den totale genopbygning og omorganisering, vi står overfor, må nødvendigvis inkludere mange former for radikalitet. Det gælder f.eks. anarkistiske strømninger, ‘reclaim the streets’-tendenser og forskellige former for autonome venstrefløjsorganiseringer. Den centrale antagonisme på venstrefløjen går mellem os og socialdemokratismen.

Pierre Rousset er aktiv i NPA i Frankrig og medlem af Fjerde Internationale. Han blev politisk aktiv i starten af 1960’erne, og var med i studenterbevægelsen under maj ’68. Siden blev han også involveret i modstanden mod Vietnamkrigen, og fik Asien som sit politiske fokusområde. I 1977 besøgte han Filippinerne og Mindanao for første gang, udsendt af den franske sektion af Fjerde Internationale. Fra 1982-1993 var han daglig leder af International Institute of Research and Education i Amsterdam, og har siden arbejdet på spørgsmål knyttet til EU-Parlamentet. Derudover er han redaktør af ESSF – Europe Solidaire sans Frontiers: www.europe-solidaire.org

Oversat og redigeret af Nina Trige Andersen

 

Opslået i Teori

single.php