Trumps skamløst grove misogyni var det, der udløste demonstrationsbølgen den 21. januar, men angreb på kvinder (og den arbejdende befolkning i det hele taget) rækker meget længere tilbage end hans overtagelse af præsidentembedet.

af Cinzia Aruzza, Keeanga-Yamahtta Taylor, Linda Martin Alcoff, Nancy Fraser, Rasmea Yousef Odeh, Angela Davies og Tithi Bhattacharya

Kvinders livsbetingelser, især farvede kvinder, arbejderkvinder, i job eller arbejdsløse, og migrantkvinder er i stadig tiltagende grad blevet forværret gennem de seneste 30 år som følge af finansialisering og kapitalistisk globalisering. Karriere-feminisme (se note) og andre varianter af borgerlig feminisme har svigtet det overvældende flertal af os, der ikke har nogen muligheder for individuel selvpromovering og karriere, og hvis livsbetingelser kun kan forbedres gennem politiske kampe til forsvar for ordentlige forhold for alle gravide og fødende og til sikring af ret til prævention og faglige rettigheder. Den nye bølge af kvindemobiliseringer må, som vi ser det, samle alle disse bestræbelser på en bred og slagkraftig måde. Det skal være en feminisme for de 99 procent.

Den form for feminisme, som vi satser på, er allerede under hastig udvikling på internationalt plan, i kampe over hele kloden: fra kvindestrejken mod abortlovene i Polen til kvindestrejker og kvindemarcher i Latinamerika imod mænds vold mod kvinder; fra den enormt store kvindedemonstration i november i Italien, og kvindestrejker til forsvar for retten til prævention i Sydkorea og Irland. Det, der især falder i øjnene i forbindelse med disse mobiliseringer, er, at mange af dem forbinder kampe imod mænds vold mod kvinder med modstand mod midlertidige ansættelser og uligeløn, og samtidig med dette også mod homofobi, transfobi og xenofobisk immigrationspolitik. Når man ser disse mobiliseringer, der har fundet sted inden for et relativt kort tidsrum, som et samlet billede, er de budbringere om en ny international feministisk bevægelse med en fuldt udfoldet dagsorden – på én gang antiracistisk, antiimperialistisk, antiheterosexistisk og antineoliberal.

Vi vil meget gerne bidrage til udviklingen af denne nye, meget bredere feministiske bevægelse.

Vi vil, som et første skridt, hjælpe med at etablere en international strejke imod mænds vold mod kvinder og til forsvar for retten til prævention den 8. marts. Vi tilslutter os hermed feministiske grupper fra omkring 30 lande, der har opfordret til en sådan strejke. (note 2) Det er tanken at mobilisere kvinder, transkvinder og alle dem, der bakker dem op omkring en international kampdag – en dag med strejker, demonstrationer, blokader af veje, broer og pladser, stop for hus-, pleje- og sexarbejde, boykot-aktioner, aktioner mod kvindefjendske politikere og virksomheder, strejker i uddannelsesinstitutioner. Formålet med alle disse aktiviteter er at synliggøre mangfoldigheden af behov og længsler hos alle dem, som karriere-feminismen er ligeglad med: kvinder på det etablerede arbejdsmarked, kvinder, der arbejder inden for social reproduktion, og arbejdsløse og løst ansatte kvinder.

Når vi således tilslutter os en feminisme for de 99 procent, er det inspireret af den argentinske koalition Ni Una Menos. (note 3) Vold mod kvinder, som de definerer den, har mange facetter: Det er vold i hjemmet, men også markedets vold, gældens vold, den vold, der er inkorporeret i de kapitalistiske ejendomsforhold, samt statens vold, den vold, som den diskriminerende politik over for lesbiske og trans- og queerkvinder indebærer, den vold, som statens kriminalisering af migrantbevægelser medfører, massearrestationernes vold og den institutionelle vold imod kvinders kroppe i form af forbud mod abort og ingen muligheder for gratis sundhedspleje og fri abort. Det perspektiv, som Ni Una Menos åbner for os, gennemtrænger vores beslutning om at gå til modstand mod de institutionelle, politiske, kulturelle og økonomiske angreb på muslimske kvinder og migrantkvinder, farvede kvinder, kvinder i arbejde og arbejdsløse kvinder, lesbiske, queer- og transkvinder.

Kvindemarcherne den 21. januar har vist, at der også i USA er ved at udvikle sig en ny feministisk bevægelse. Det er vigtigt ikke at miste momentum. Lad os stå samen den 8. marts om at strejke, forlade bord og seng, marchere og demonstrere. Lad os benytte lejligheden på denne internationale kampdag til at gøre op med karriere-feminisme og i stedet opbygge en feminisme for de 99 procent, en antikapitalistisk græsrodsfeminisme – en feminisme i solidaritet med arbejderkvinder, deres familier og deres allierede over hele verden.


Note 1: Karriere-feminisme er oversat fra det engelske ord ”lean-in feminism, som stammer fra bogen ”Lean-In” af Facebooks topchef Sheryl Sandberg. I bogen opfordrer hun kvinder til at gøre op med indre og ydre barrierer for at gøre karriere. Bogen er udgivet på dansk i 2014 under titlen ”Byd Ind” på forlaget Rosinante.
Note 2: se (på engelsk): http://parodemujeres.com/international-womens-strike-call/
Note 3: se (på spansk) den argentinske opfordring til en international kvindestrejke: https://www.facebook.com/notes/ni-una-menos/llamamiento-al-paro-internacional-de-mujeres-8-de-marzo-2017/588055324718987


Cinzia Arruzza var et ledende medlem af Sinistra Critica i Italien. Hun er nu adjunkt på det filosofiske institut ved New School for Social Research in New York og feministisk og socialistisk aktivist. Hun er forfatter til ”Dangerous Liaisons: The Marriages og Marxism and Feminism”.

Keeanga-Yamahtta Taylor er adjunkt ved centeret for afro-amerikanske studier ved Princeton University og forfatter til ”From BlackLivesMatter to Black Liberation”.

Linda Martin Alcoff er professor i filosofi ved Hunter College og CUNY Graduate Center og forfatter til ”Visible Identities: Race, Gender, and the Self”. Hun arbejder for tiden med en ny bog om seksuel vold, og en anden om at afkolonisere erkendelsesteorien.

Nancy Fraser er Loeb Professor i filosofi og politik ved New School for Social Research. Hendes forfatterskab omfatter ”Redistribution or Recognition” og ”Fortunes of Feminism”.

Rasmea Yousef Odeh er meddirektør af Arab American Studies og leder af denne gruppes komité for arabiske kvinder, samt tidligere medlem af PFLP.

Angela Davis er professor emeritus ved University of California Santa Cruz og medlem af juryen i Russell Tribunal 2012 om Palestine. 

Tithi Bhattacharya underviser i historie ved Purdue University. Hendes første bog, ”The Sentinels of Culture: Class, Education, and the Colonial Intellectual in Bengal” (Oxford, 2005), handler om besættelsen af kultur og uddannelse hos middelklassen. Hendes arbejder er blevet offentliggjort i tidsskrifter som f.eks. Journal of Asian Studies, South Asia Research og New Left Review, og hun arbejder for tiden på et bogprojekt med titlen ”Uncanny Histories: Fear, Superstition and reason in Colonial Bengal”.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com