Op til valget i september sidste år gjorde den daværende opposition og nuværende regering en del ud af at nedtone forventningerne til regeringsskiftet. Men især på ét punkt fremstod der alligevel en klar forskel: Hvor den gamle regering ville spare sig ud af krisen, så ville den nye regering i stedet satse på, at vi skulle investere og arbejde os ud af krisen.

Og trods modstand fra De Radikale skal det til den nye regerings ros siges, at den i finanslovsaftalen med Enhedslisten har fremrykket nogle offentlige investeringer og dermed sikret at beskæftigelsen er lidt højere, end den ellers ville have været.

Det blev bemærket ude omkring i Europa, hvor medicinen ellers har stået på nedskæringer efterfulgt af nye nedskæringer. På venstrefløjen begyndte enkelte optimister endog at drømme hede drømme om en ”dansk model”. Imidlertid havde de gjort regning uden vært.

Det blev klart, da den danske regering overtog EU-formandskabet den 1. januar 2012. Væk var regeringens retorik om at investere sig ud af krisen. Tilbage var kun den spare- og nedskærings-linje, som er blevet dikteret af det tyske borgerskab og dets kansler, Angela Merkel.

”Det gælder udelukkende om at redde euroen. Så længe vi ikke har styr på euroen, så er der ikke plads til noget som helst andet i europæisk økonomi,” betroede statsminister Helle Thorning-Schmidt i et nytårsinterview til Politiken og fortsatte: ”Vækst er slet ikke målsætning for europagten. Pagtens målsætning er at redde euroen”.

Helt i den ånd deltog Helle Thorning i Rådsmødet, hvor hun 110 procent bakkede op om den vedtagne euro-traktat, ”Traktaten om Stabilitet, Koordinering og Styre i den Økonomisk Monetære Union”. (I Danmark bliver traktaten ofte omdøbt til ”finanspagten”, måske for ikke at bringe i erindring, at Danmark efter en folkeafstemning i sin tid netop ikke kom med i euroen og den monetære union…). Det er en traktat, som fra ende til anden bygger på idéen om at spare sig ud af krisen. Konkrete betyder det f.eks., at landene højst må have et såkaldte ”strukturelt underskud” på 0,5% af bruttonationalproduktet samt, at lande pålægges at indskrive en ”automatisk gældsbremse” i deres forfatning eller lignende.

Man skal ikke være professor i atomfysik for at gennemskue, at disse krav vil føre til voldsomme besparelser. Ifølge EU-kommissionens egne prognoser er der i 2012 kun 3 ud af EU’s 27 lande, som vil overholde kravet om et strukturelt underskud på mindre end 0,5 %. Gennemsnittet i euro-landene vil ligger på 2,5 procent med Irland i top med 8 procent. Ifølge Kommissionens beregninger vil Danmark ende på 3,2 procent – altså mere end 6 gange højere end det tilladte underskud.

Alt andet lige vil resultatet af eurotraktaten medføre besparelser og nedskæringer. Det vil på den ene side ramme den offentlige velfærd og på den anden side vil det føre til højere arbejdsløshed. Europagten er altså intet andet end et redskab til at lade almindelige lønmodtagere og de mest udsatte grupper betale for kapitalismens krise. Det vil gælde i EU som helhed, men det vil selvfølgelig også ramme Danmark.

På den baggrund forstår man godt, at ingen statsledere ønsker, at befolkningerne får noget at skulle have sagt om denne eurotraktat gennem afholdelse af folkeafstemninger. Det gælder i særlig grad Helle Thorning, som da også har sat alt ind på at undgå en folkeafstemning i Danmark.

For socialister er opgaven derfor dobbelt. På den ene side må der opbygges en modstand mod det sociale indhold i eurotraktaten og i hele den politik, som EU fører i forhold til krisen. Her må de belgiske arbejdere generalstrejke i forbindelse med EU-topmødet i mandags og den europæiske fagbevægelses opfordring til en europæisk aktionsdag den 29.februar tjene som inspiration.

I Danmark handler det bl.a. om at mobilisere til den demonstration, som forskellige fagforeninger har taget initiativ til torsdag den 29. marts i forbindelse med økonomiministrenes rådsmøde i København.

På den anden side må der opbygges den bredest mulige modstand mod eurotraktatens underminering af demokratiet. Dels i forhold til den måde, den bliver gennem ført på dels i forhold til fremtiden, hvor nyvalgte regeringer vil være underlagt eurotraktatens diktater, uanset om de er enige i dem eller ej.

Omdrejningspunktet for denne modstand er kravet om en folkeafstemning. For at styrke dette krav igangsatte Folkebevægelsen mod EU i mandags en landsdækkende underskriftsindsamling, som allerede tusinder har skrevet under på. Også Enhedslisten støtter kravet om en folkeafstemning. Derfor påhviler der nu Enhedslistens afdelinger og medlemmer en stor opgave med at organisere indsamlingen af underskrifter og i den forbindelse udbrede de sociale argumenter for vigtigheden af at bekæmpe eurotraktaten. Det skal ikke lykkes regeringen at sno sig uden om en folkeafstemning.

SAP’s forretningsudvalg, 4. februar 2012

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php