Vedtagelse fra den 16. Verdenskongres, februar 2010.

 

Hele teksten kan hentes som pdf-dokument her!

Vi står i dag overfor en hidtil uset kombination af global økonomisk krise og verdensomspændende økologisk krise – en krise med mange dimensioner, der har ramt den kapitalistiske og patriarkalske civilisation. Dette er et afgørende vendepunkt. Den dobbelte krise udstiller kapitalismens fallit og kræver, at der bliver sat en ny dagsorden med fokus på reorganisering og genopbygning af en antikapitalistisk arbejderbevægelse.

De sociale og økonomiske angreb og de nyliberale modreformer mod de folkelige klasser vil øges i omfang og styrke. Disse angreb vil især påvirke kvinder, idet de er dårligere stillet i udgangspunktet (langt mere udsatte for fattigdom, arbejdsløshed og løsarbejde end mænd) og de vil være nødt til at kompensere for nedskæringer i offentlige ydelser ved at øge deres ubetalte arbejde i familien. Der vil blive flere krige og konflikter.

Religiøs fundamentalisme vil i stigende grad blive brugt som den ideologiske forklaring, både når det gælder angreb mod de folkelige klasser, særligt rettet imod kvinders kontrol over deres egne kroppe, og når det gælder krige og konflikter mellem nationer og etniske grupper. En ikke-eurocentrisk tilnærmelse over for seksuel undertrykkelse og befrielse er vigtig, særligt imod islamisk fundamentalisme og mod den islamofobiske ideologi, der støtter op om den, baseret på forestillingen om ”civilisationernes sammenstød”. Økologiske katastrofer vil ramme millioner af mennesker, ikke mindst i de fattigste regioner, hvor kvinder, der er familieoverhoveder, vil blive de hårdest ramte.

Alt i alt står vi over for en ny historisk periode. Med fremvæksten af nye kapitalistiske kræfter som Kina, Rusland, Indien og Brasilien vil der opstå nye styrkeforhold mellem de imperialistiske magter, både økonomisk og politisk. Geo-strategisk betyder kombinationen af et svækket USA-hegemoni og en skærpet intern rivalisering mellem Europa, Rusland, Asien og USA, at der vil opstå nye politiske og militære konstellationer, hvor NATO vil få en fremskudt rolle og hvor der vil opstå nye internationale spændinger.

I løbet af de seneste år har den amerikanske imperialisme satset på, at militær tilstedeværelse i alle fire verdenshjørner kunne kompensere for en svækket økonomisk position. Men selv i USA har de sociale og økonomiske modsætninger bragt det republikanske hold omkring George W. Bush i miskredit. Valget af Obama er et modsvar på dette, men alligevel kun en alternativ løsning for USA-imperialismen. De dele af det amerikanske samfund, der ønsker reelle forandringer, vil blive skuffede.

Alt i alt har krisen udstillet den nyliberale ideologis nederlag, også selv om styrkeforholdene stadigvæk er til fordel for kapitalen. Ideologisk har den vist sig ude af stand til at tilbyde en løsning, og det er derfor, at G20-forslagene er en tilbagevenden til den fortid, der blev sprængt i stykker sammen med krisen – en afskrivning af ”the Washington Consensus”, men med IMF i centrum for beslutningerne med dens klare nyliberale prioriteringer. Alle de samfundsmæssige modsætninger, der er indbygget i dette system, vil komme under pres, uden noget tilstrækkeligt svar fra socialdemokratiet og centrum-venstrefløjen. Selv ny-keynesianske tiltag, der alligevel ikke er blevet indført, ville være nok til at løse krisen. På denne måde skabes grundlaget for øgede sociale spændinger og politisk krise, i kraft af diskurskløften mellem forestillingerne i den herskende klasse og de reelle lidelser og katastrofer, som befolkningerne og arbejderne bliver udsat for.

Krisen går især ud over kvinder og seksuelle minoriteter, der er afskåret fra deres familie (eller har valgt ikke at leve sammen med den) og dermed afskåret fra dens ressourcer. Krisen driver mange af de mest marginaliserede personer, såsom de transkønnede, ud i endnu dybere fattigdom. Det er især tilfældet i de afhængige lande, hvor velfærdsordninger er svage eller ikke-eksisterende.

 

2. Sociale modstandskampe er stadigvæk på fremmarch på verdensplan, men billedet er meget uensartet, og positionen forbliver defensiv. Den globale bevægelse for retfærdighed har tabt den dynamik, som den havde frem til 2004. Ikke desto mindre viser det netop afholdte Verdens Sociale Forum i Belem, at der både er behov og mulighed for international konvergens, bare inden for rammer, hvor kampene er mere spredte og fragmenterede. I Europa er de vellykkede mobiliseringer imod G20 og NATO en indikator på fornyelsen af den globale bevægelse for retfærdighed. Det kommende ESF i Istanbul kan blive en anden vigtig begivenhed. Ligeledes er Kvindernes Internationale Verdensmarch i 2010 en god anledning til fællesinitiativer, der kan blive et skridt i retning af genopbygning og styrkelse af den internationale feministiske bevægelse.

 I visse europæiske lande som Frankrig, Grækenland, Tyskland, Polen og Italien har de sociale kampe en afgørende indflydelse på den politiske scene. Alligevel er de ikke stærke nok til at blokere eller tilbagerulle de underliggende tendenser i den kapitalistiske offensiv eller effekterne af krisen. De har heller ikke haft held til at overvinde den rådende tendens i retning af opdeling og splittelse af lønmodtagerne. Kampene er forblevet defensive. De har endnu ikke fået et udtryk i form af en antikapitalistisk bevidsthed. I denne situation og i den grad, der ikke findes en antikapitalistisk venstrefløj, vil fremmedfjendtlige og endda racistiske alternativer kunne vinde styrke.

 I Mellemøsten fortsætter befolkningerne deres modstand mod vestlig og Israelsk besættelse og aggression i Palæstina, Irak og Libanon. Den zionistiske regerings morderiske aggressioner mod Gaza kun to år efter Libanon-krigen har ikke kunnet overvinde modstanden. På trods af, at Hamas og Hizbollah nu er de vigtigste politiske referencepunkter i denne modstand, findes der alligevel venstrestrømninger uden for disse organisationer, der bekender sig til en social såvel som national befrielseskamp, går imod udbytning af mennesket og som kategorisk afviser en segregering af kvinder. Det er den slags tendenser, som vi ønsker at styrke.

 Latinamerika er stadigvæk centrum for modstanden imod nyliberalismen og samtidig det kontinent, der har de mest socialt eksplosive situationer, også selv om det varierer fra land til land. De mest radikale processer har fundet sted i Venezuela, Bolivia og Ecuador, hvor delvise brud med imperialismen har betydet flere vigtige fremskridt på regeringsniveau og/eller i de sociale bevægelser. Andre steder er prognosen mere usikker, såsom Paraguay. Over alt er Cuba imidlertid et referencepunkt. Andre lande har holdt sig til forskellige varianter af nyliberalismen, med ”neo-developmentalism” i Argentina eller socialliberalisme i Uruguay og Brasilien. På trods af Brasiliens skarpe uenigheder med USA, særligt i forbindelse med forsvarspolitikken, medlemskabet af Unasur og dets aftaler med Venezuela, arbejder regeringen alligevel dybest set sammen med USA omkring dets grundlæggende politik og mål om regional overhøjhed. Colombia, Peru, Chile og Mexico er forblevet klart nyliberale.

 Ikke desto mindre er der ved at opstå en ny politisk situation, kendetegnet af fornyede imperialistiske trusler i regionen i kraft af den amerikanske flådetilstedeværelse, kuppet i Honduras, syv nye amerikanske militærbaser i Colombia, USA’s ambassade i Argentina, der har blandet sig ind i den vigtigste faglige konflikt i landet i årevis, samt den politiske og militære indblanding på Haiti. Alt dette handler om at tilbagerulle de politiske fremskridt og udvikle et internationalt svar.

Fremover vil dette betyde øget klassekamp i Latinamerika. Regeringerne i Venezuela og Ecuador er gået et skridt tilbage i forhold til deres mest vidtgående forslag. Det viser, at der særligt er to grunde til bekymring – dels orienteringen imod udnyttelsen af naturressourcer og dels de sociale sektorers begrænsede demokratiske deltagelse. Omvendt er der i Bolivia tale om en radikalisering af ændringsprocessen, som er direkte båret frem af de sociale bevægelser.

Selv om processerne stadigt er omdiskuterede, med frem- og tilbageskridt, er der en risiko for, at de ikke udvikler sig i en antikapitalistisk retning – med mindre der sker en øget selvorganisering blandt lønmodtagere, oprindelige folk og andre undertrykte sociale sektorer, som sætter regeringerne i Venezuela, Bolivia og Ecuador under pres.

På samme tid som radikaliseringen af de sociale bevægelser – særligt de kampe, der føres af de oprindelige folk og af bønderne – lægger et øget pres på regeringerne, udgør de også et klart antikapitalistisk perspektiv i forsvaret af naturressourcerne (jord, vand, biodiversitet osv.), og medfører krav om en ændret udviklingsmodel, som det f.eks. blev udtrykt i erklæringen fra de forsamlede sociale bevægelser ved Verdens Sociale Forum i Belem og på det sidste møde i ALBA TCP, der i dets sluterklæring afskrev kapitalismen og tog til orde for dens omstyrtelse. De sociale bevægelsers nationale, regionale og internationale møder demonstrerer dermed det radikale potentiale i den sydlige del af Latinamerika.

En vigtig politisk opgave for organisationerne er at stimulere massernes selvorganisering, at generalisere arbejderkontrol og at skabe nye organer for folkemagt. Ellers er der en risiko for et fuldstændigt omslag i både Venezuela, Bolivia og Ecuador, hvor kapitalismen vil blive konsolideret i stedet for som nu at blive udfordret.

Aktiviteterne i Fjerde Internationales sektioner og grupper i Latinamerika er nødt til at tage bestik af disse tendenser – det nationale spørgsmål i regionen og forbindelserne mellem antiimperialisme og antikapitalisme – og definere en taktik for at intervenere i en proces kendetegnet ved indbyrdes afhængighed mellem på den ene side staterne, der udgør ALBA, og på den anden side de sociale bevægelser med en stærk historie for selvorganisering og selvforvaltning. Somme tider konvergerer disse kræfter, mens de til andre tider er på kollisionskurs. Dette indebærer, at der skal fremmes krav for samlende kampe til forsvar for de oprindelige folks rettigheder, imod kriminaliseringen af protester, imod privatisering og udnyttelse af naturressourcer, imod machismo og mod den økonomiske og økologiske krise, for derved at stimulere den strategiske politiske debat omkring magt og hegemoni i vore samfund.

 I en række lande, der ofte kaldes for fremvoksende kapitalistiske lande eller lande, hvor kapitalismen er blevet genoprettet – Kina, Rusland og den tidligere østblok – har globaliseringens hvirvelvind tenderet til at proletarisere flere hundrede millioner mennesker. Men denne nye samfundskraft, som vil kunne spille en nøglerolle i de kommende år, har endnu ikke dannet uafhængige foreninger såsom fagforeninger, græsrodsorganisationer eller politiske organisationer, der er i stand til at håndtere udfordringen omkring denne globale omgruppering.

 Udplyndringen af Afrikas ressourcer til gavn for de store multinationale selskaber skyder fart i nært samarbejde med de siddende regeringer. Flere års konstant vækst i BNP i landene syd for Sahara har ikke været til gavn for befolkningen, men tværtimod ført til mere social ulighed. Stillet over for den fortsatte nedbrydning af levevilkårene, har der været store kampe, bl.a. generalstrejker i Guinea, demonstrationer i Togo og en generalstrejke i den offentlige sektor i Sydafrika. Fødevarekrisen ved udgangen af 2008 udløste adskillige demonstrationer. Fraværet af politiske alternativer er imidlertid en alvorlig hæmsko for kampene, som i Guinea og Cameroun. De bliver enten ført i retning af borgerlige politiske formationer som på Madagascar, eller kører ud ad et religiøst blindspor som i Nigeria eller DR Congo, hvis ikke de ender i endnu værre etniskbaserede eller racistiske opgør som i Kenya eller Sydafrika.

 Opbygningen af demokratiske, folkelige og arbejderbaserede organisationer forbliver absolut nødvendige for at kampene skal kunne udvikles og vinde frem.

 I Asien rejser den hurtige udvikling af kapitalismen i Kina, Indien og de fleste sydasiatiske lande helt afgørende politiske spørgsmål. Omkring halvdelen af den globale arbejderklassen bor i Asien, og det er kritisk nødvendigt at skabe eller styrke revolutionære partier i denne del af verden. Situationen varierer meget fra land til land:

• Kina er af yderste vigtighed. Årtier med undertrykkelse forklarer, hvorfor oprettelsen af et revolutionært parti i Kina er nødt til at starte helt forfra. For at stimulere, at der kan skabes et revolutionært parti, vil det – udover international solidaritet – også være nødvendigt, at den internationale arbejderbevægelses erfaringer og traditioner bliver indført til Kina. Fjerde Internationale er nødt til at udvise speciel opmærksomhed omkring sociale og politiske udviklinger, som den nuværende internationale krise i nær fremtid vil kunne føre til.

• I Indien, hvis befolkning vil overgå Kinas i 2050, og hvor hurtigere industrialisering har øget antallet af arbejdere og fordybet krisen på landet, står vi over for en anden politisk situation og helt andre opgaver. Arbejderbevægelsen er meget veludviklet og organiseret, men domineret af stalinistiske eller maoistiske politiske partier. Opbygningen af et revolutionært parti, der står for vores program, kan ikke bare ignorere dette.

• I det sydøstlige Asien er situationen meget ujævn. I nogle lande som f.eks. Thailand og Burma, er arbejderbevægelsen meget svag. I disse lande er der hverken socialdemokratiske eller radikale venstrefløjspartier. I disse lande er det vores opgave at etablere stærkere bånd til de sociale bevægelser, der kæmper aktivt for bønders, kvinders og arbejderes rettigheder, når fagforeninger eksisterer. Indonesien og Malaysia er i en mellemposition, hvor der findes nogle små revolutionære partier, som vi kan samarbejde og diskutere konstruktivt med.

• På Filippinerne og i Pakistan har Fjerde Internationale stærke organisationer, som kan udgøre en base for vores politiske aktiviteter i Asien.

• I disse lande står vi ansigt til ansigt med islamisk fundamentalisme. Vi står i modsætning til Taliban i Afghanistan og de muslimske ekstremister på Filippinerne som f.eks. Abu Sayaf, fordi det er reaktionære kræfter. Vi kan ikke indgå nogen form for aftaler med dem i anti-imperialismens navn. I andre lande såsom Indonesien og Malaysia, kan vi også blive konfronteret med islamisk fundamentalisme, og i FI vil vi skulle udbygge vores analyse.

• Efter adskillige årtier med krig på Sri Lanka, har regeringen overvundet LTTE militært, men de grundlæggende årsager til det tamilske spørgsmål er stadigvæk ikke blevet løst. Desuden bruger Rajapaksa-regeringen åben og brutal undertrykkelse for at tvinge sine modstandere og medierne til tavshed. FI bør være del af den internationale solidaritetskampagne med det tamilske folk. Over hele Asien forsvarer FI etniske grupper og oprindelige folks rettigheder og deres kamp for selvbestemmelse.

• I Japan er to organisationer med bånd til FI i gang med at fusionere. Siden september har de udgivet en fælles avis.
• I Sydkorea, hvor arbejderbevægelsen er stærk, er der også en konvergens mellem forskellige kræfter, der arbejder hen imod oprettelsen af et nyt antikapitalistisk parti. Fordi dette land har en stærk tradition for en kæmpende arbejderklasse, er Fjerde Internationale nødt til at følge denne begivenhed tæt. Desuden bør FI organisere solidaritetskampagner for at støtte aktivister fra de revolutionære partier, der bliver undertrykt af staten.

3. Dynamikken bag den kapitalistiske globalisering og bag den rådende krise har også ændret rammen for udviklingen af den traditionelle venstrefløj. Reformistiske bureaukratier har set deres råderum blive væsentligt begrænset. Fra reformisme uden reformer over reformisme med kontrareformer, har socialdemokratiet og tilsvarende kræfter i adskillige udviklings- og dominerede lande bevæget sig hen imod en socialliberalisme, der direkte støtter op om nyliberale eller nykonservative politikker.

Alle de kræfter, der er politisk eller institutionelt forbundet med socialliberalismen eller centrum-venstrefløjen, inklusive kvindebevægelsen, ikke mindst i institutionaliserede former såsom NGO’er og hjælpeorganisationer for kvinder, bliver i varierende omfang trukket ind i disse kvalitative ændringer i arbejderbevægelsen og er ude af stand til at formulere en vej ud af krisen. I flere tilfælde står de endda for en politik, der gør den økologiske krise værre, som f.eks. Lula-regeringen i Brasilien. Sammenstødet med disse partier er sværere, eftersom de stadigvæk kontrollerer – især vælgermæssigt – dele af arbejderbevægelsen, og det derfor er nødvendigt at opbygge et reelt og troværdigt politisk alternativ.

De traditionelle kommunistiske partier fortsætter deres langstrakte nedtur. De forsøger at bryde denne udvikling ved at hage sig fast i frakkeskøderne på de ledende styrker i det liberale venstre og de etablerede institutioner, mens andre falder tilbage til nostalgiske og selvbekræftende positioner. Der findes ganske vist sektorer eller strømninger, der ønsker at bygge videre på de sociale bevægelser og antikapitalistiske kræfter, som f.eks. Synaspismos i Grækenland, men på grund af deres reformistiske natur, er der store interne modsætninger og splittelser omkring denne kurs. I praksis betyder beslutningen om at bygge antikapitalistiske partier ikke, at vi ikke erkender tilstedeværelsen af radikale, anti-liberale og venstrereformistiske strømninger, der spiller en rolle og nyder vælgermæssig opbakning. Netop af disse årsager forbliver disse strømninger konkurrenter og/eller politiske modstandere. De kan befæste deres position ved med mellemrum at skifte til en venstreorienteret taktik – i regelen i forbindelse med valg – for at genetablere konsensus blandt arbejderklassen og de folkelige sektorer. Udfordringen for os er at fremme en offensiv enhedsfront, der svarer til de mandlige og kvindelige lønmodtageres behov. Hvis vi samtidig og på et klart politisk grundlag vælger at intervenere i anti-liberale, reformistiske venstrefløjspartier (som f.eks. Die Linke), gør vi det i så fald uden illusioner om disse partiers natur, og vi bygger antikapitalistiske tendenser med bånd til de sociale bevægelser, der kæmper imod parlamentsfiksering, overdreven tro på institutioner og imod ethvert forsøg på at gå på kompromis med kapitalismen.

4. Vores mål med at gå ind i denne reorganisering er at skabe en ny venstrefløj, der er i stand til at møde udfordringerne fra dette århundrede og at genopbygge arbejderbevægelsen, dens strukturer, dens klassebevidsthed og dens politiske og kulturelle uafhængighed fra borgerskabet.

• En anti-kapitalistisk, internationalistisk, økologisk og feministisk venstrefløj

• En venstrefløj, der udgør et klart alternativ til socialdemokratiet og dets regeringer

• En venstrefløj, der kæmper for en socialisme for det 21. århundrede, baseret på selvforvaltning og demokrati og med et sammenhængende program for at nå dertil

• En venstrefløj, der er bevidst om, at det er nødvendigt med et brud med kapitalismen og hele dens logik – og at det ikke lader sig gøre at regere sammen med det, man ønsker at bryde med

• En pluralistisk venstrefløj, der er forankret i de sociale bevægelser og på arbejdspladserne og som forener arbejdskampe med kampene for kvindefrigørelse og LGBT (lesbisk, homoseksuel, biseksuel og transseksuel befrielseskamp) med miljøkampen

• En ikke-institutionel venstrefløj, der bygger sin strategi på proletariatets og de undertryktes selvorganisering og på princippet om, at arbejderklassens befrielse skal være arbejdernes eget værk

• En venstrefløj, der fremmer alle former for selvorganisering blandt arbejdere og de folkelige klasser, og som opmuntrer selvstændig tænkning, beslutsomhed og handling på basis af egne konklusioner

• En venstrefløj, der forener nye sociale sektorer og nye temaer, f.eks. som dem, der blev udtrykt på Verdens Sociale Forum i Belem, og ikke mindst nye generationer – fordi man ikke kan skabe nye ting med kun gammelt materiale

• En internationalistisk og anti-imperialistisk venstrefløj, der kæmper imod dominans og krig og for folkenes selvbestemmelse, og som lægger grundlaget for en massebaseret, demokratisk Internationale

• En venstrefløj, der er i stand til at forbinde den kritiske og revolutionære marxismes dyrebare arv med udviklingen inden for feminisme, økosocialisme og de oprindelige folks bevægelser i Latinamerika

• En uafhængig og klassekampsorienteret venstrefløj, der kæmper for det bredest mulige aktionsfællesskab imod krisen og for arbejderklassens og alle undertryktes rettigheder, landvindinger og forhåbninger

• Det er disse kriterier og dette generelle indhold, vi bygger på, når vi arbejder for at opbygge nye antikapitalistiske redskaber til brug i kampen mod det nuværende system

 

5. Det er inden for denne ramme, at problemerne med opbygningen af Fjerde Internationale, nye antikapitalistiske partier og nye internationale grupperinger skal formuleres. Vi har udtrykt det på vores egen måde siden 1992 og på de seneste to verdenskongresser med det tredelte slagord; ”Ny æra, nyt program, nyt parti”, udviklet og uddybet i Internationalens dokumenter.

Vi bekræfter hermed essensen i de beslutninger, vi tog på den forrige verdenskongres i 2003 omkring opbygningen af brede antikapitalistiske partier. Alt i alt står Fjerde Internationale over for en ny fase i vores udvikling. Revolutionære marxister og aktivister, kernegrupper, strømninger og organisationer er nødt til at forholde sig til problemerne omkring opbygning af antikapitalistiske og revolutionære formationer, med henblik på en ny politisk repræsentation af arbejderklassen, der forholder sig til mangfoldigheden inden for arbejderklassen (køn, race, bosted, alder, seksuel orientering) og står for et resolut og klassebaseret program.

Vores nuværende svar på krisen i arbejder- og venstrefløjsbevægelsen og deres behov for genopbygning er at bygge brede, antikapitalistiske partier. Dette projekt er baseret på massekampe, på at bringe massebevægelser helt i front og på fremvæksten af en ny generation. Selvfølgelig eliminerer dette ikke vores revolutionære, marxistiske, grønne og feministiske internationalistiske identitet og vores grundlæggende mål om at overvinde kapitalismen for at skabe en ny rådende orden, der bygger på demokrati og direkte deltagelse – dvs. et reelt socialistisk demokrati.

Dette gælder både på nationalt og på internationalt niveau. Vi baserer os på erfaringerne fra udviklingen i klassekampen, fra bevægelsen for global retfærdighed og fra modstandskampe og antikrigsbevægelser gennem de seneste ti år. Og i særdeleshed bygger det på lærdommene fra det brasilianske PT, italienske Rifondazione Communista og fra debatten på den franske anti-nyliberale venstrefløj. De seneste år har revolutionære marxister været med til at opbygge PSOL i Brasilien og Sinistra Critica i Italien, med til at kæmpe for et nyt antikapitalistisk parti i Frankrig og for Respect i England. Vi har også været med til at videreudvikle Venstreblokken i Portugal og Enhedslisten i Danmark.

Det fælles mål, ved hjælp af forskellige veje, er at bygge brede antikapitalistiske partier. Det handler ikke om at genbruge gamle formler for omgruppering og heller ikke alene om revolutionære strømninger. Ambitionen er at forene kræfterne, ikke kun de revolutionære kræfter. Men så længe disse klart kæmper for antikapitalistiske partier, kan de være med til at støtte op om samlingsprocessen.

Selv om der ikke nogen færdig model – eftersom enhver samlingsproces må tage udgangspunkt i de særlige nationale omstændigheder og styrkeforhold – er vores mål ikke desto mindre at opbygge brede og antikapitalistiske politiske kræfter, der er uafhængige af socialdemokratiet og centrum-venstrefløjen: Formationer, der afviser enhver form for deltagelse i eller støtte til regeringer, der bygger på klassesamarbejde; i dag repræsenteret ved socialdemokratiske og centrum/venstrefløjsregeringer. Formationer, der forstår, at det styrker de radikale antikapitalistiske kræfter at vinde sejre for kvinders rettigheder, såsom folkeafstemningen om abort i Portugal.

Det er dette grundlag, vi orienterer os ud fra. Vore erfaringer med differentiering og omorganisering i Afrika og Asien peger i den samme retning. Når det gælder Latinamerika, bør opbygningen af brede antikapitalistiske partier ikke desto mindre tage et klart standpunkt for socialisme helt fra begyndelsen. Det er via denne komplekse og sammensatte proces, at vi kan bevæge os fremad.

Hvor vi arbejder inden for brede politiske kræfter, er det vigtigt at kæmpe for retten til selvorganisering blandt kvinder og LGBT, og at denne selvorganisering er afspejlet i partiernes programmer og praksis. Selvorganisering er en måde at i møde det eksisterende pres i retning af vælgerfokusering og institutionalisering. I de nye radikale politiske formationer i en række latinamerikanske lande er retten til selvorganisering vigtig i kampen for en socialisme for det 21. århundrede, der afviser de autoritære tendenser og fristelsen til at gentage fejlene fra det 20. århundrede. Generelt inden for denne slags brede formationer – og som en ufravigelig del af vores socialisme – går vi ud fra nødvendigheden af kollektive og resolutte modsvar over for alle slags fordomme, inklusive sexisme, racisme, islamofobi, antisemitisme, homofobi og transfobi. Vi kæmper også for særlig opmærksomhed omkring organisering af ungdommen, omkring integrering af spørgsmål omkring sorte, indvandrere, kvinder og LGBT i partiernes offentlige udtalelser og daglige interventioner, og for at særligt undertrykte kammerater i partierne bliver repræsenteret i ledelsen og blandt partiernes talspersoner og kandidater.

 

6. Det er inden for disse rammer, at vi skal diskutere forholdet mellem at bygge Fjerde Internationale og vores politik for antikapitalistisk samling på såvel nationalt, kontinentalt og internationalt plan. Hvordan kan vi styrke og udvikle Fjerde Internationale til at blive et effektivt redskab med sigte på en ny international gruppering? Dette er vi allerede begyndt på – om end med begrænsede resultater hidtil, må vi indrømme – i forbindelse med konferencerne for den antikapitalistiske venstrefløj, samt andre internationale konferencer.

På internationalt plan har vi på dette grundlag taget initiativ til og selv deltaget i adskillige konferencer og initiativer for at fremme international konvergens og samling: Etableringen af EACL – European Anti-capitalist Left Conference – sammen med den portugisiske Venstreblok, Enhedslisten fra Danmark og det skotske socialistparti, SSP. Vi har samarbejdet med organisationer som det engelske SWP. Andre partier deltog også i konferencerne, herunder venstrereformistiske partier, der i en periode har været venstredrejede som f.eks. Rifondazione og Grækenlands Synaspismos. Vi har også afholdt internationale konferencer for revolutionære og antikapitalistiske organisationer under Verdens Sociale Forum i Mumbai og i Porto Alegre i Brazilien. På dette niveau har vi indgået solidariske bånd med det brasilianske PSOL, da det brød med Lulas PT. Vi støttede også vore italienske kammerater i deres bestræbelser på at bygge et antikapitalistisk alternativ til Rifondazione-ledelsen. Dette er blot nogle af eksemplerne på den orientering, som vi ønsker at fremme. De forskellige konferencer i år, som f.eks. i Paris og i Belem, viser nødvendigheden af og muligheden for fælles handling og debat mellem et stort antal organisationer og strømninger på den europæiske antikapitalistiske venstrefløj i Europa. Fremover vil det være afgørende at fortsætte med åbne møder og konferencer omkring strategiske og programmatiske spørgsmål og med fælles handling gennem kampagner og initiativer for international mobilisering.

7. Fjerde Internationale og dens sektioner har spillet og spiller stadigvæk en vital rolle i at forsvare, fremme og implementere programmer med krav, der både er aktuelle nu og her og som samtidig peger i retning af socialismen. En linie om enhedsfront med målsætning om massemobilisering af arbejderklassen og dens organisationer. En linie om en samlet og uafhængig arbejderklasse, der går imod enhver form for strategisk alliance med det nationale borgerskab. Modstand imod enhver form for regeringsdeltagelse i lande med en fremskreden kapitalisme, hvor der kun er tale om at forvalte staten og den kapitalistiske økonomi, mens al internationalisme er opgivet sammen med kampen om at sætte en stopper for ulighed og diskrimination på basis af køn, race, etnicitet, religion eller seksuel orientering.

Fjerde Internationale har tjent og tjener stadigvæk en rolle i at holde liv i den revolutionære marxistiske strømnings historie, i at ”forstå verden”, diskutere revolutionære aktivisters, strømningers og organisationers analyser og erfaringer og i at samle organisationer, tendenser og aktivister, der deler en fælles strategisk vision og står over for de samme valg i forhold til bred konvergens omkring en revolutionær basis. Eksistensen af et internationalt rammeværk, der gør os i stand til at ”tænke omkring politik” er et uomgængeligt gode, når revolutionære går ind for at påvirke. En meningsfuld internationalisme er nødt til at stille spørgsmålet omkring en international ramme. Af historiske årsager, som Fjerde Internationale selv har været med til at analysere, har vi imidlertid ikke selv tilstrækkelig legitimitet til at udgøre eller blive den nye masseinternationale, der er behov for. Hvis vi skal tage et skridt fremad i retning af alliancer mellem antikapitalistiske kræfter, kan de nye organisationer – navnlig i Europa og Latinamerika – hverken forholde sig til eller forene sig med den ene eller den anden tendens, der kan spore sit ophav tilbage til Fjerde Internationale. Det er lige meget, om der er tale om diverse Moreno-tendenser, Lambertister, SWP eller de andre varianter af trotskisme.

Alligevel vil vi også bemærke, at der faktisk er en bemærkelsesværdig forskel på FI og alle de andre grupper, nærmere bestemt at udover selve de politiske positioner (som er til Internationalens fordel), er FI baseret på en demokratisk koordination mellem sektioner og aktivister, mens de andre internationale grupperinger er ”Internationale-fraktioner” eller koordineringer bygget på ”parti-fraktioner”, der ikke er baseret på demokratiske regler, herunder rettigheder til at danne tendenser etc. De historiske grænser for disse internationale ”trotskistiske” strømninger – i lighed med andre eks-maoistiske eller eks-kommunistiske strømninger – er i dag en hindring for at opnå en yderligere udkrystallisering af nye internationale konvergenser.

Når det gælder opfordringen fra Chavez om at danne en ny Femte Internationale, stiller dette andre spørgsmål omkring dens oprindelse og rammeværk eller med andre ord om den overhovedet er gennemførlig. Fjerde Internationale erklærer sig villig til at deltage i debatterne og eventuelle forberedende møder. Vi vil deltage med vores historiske landvindinger og vores vision om, hvad en ny internationale er, og hvad dens programmatiske fundament kunne bestå i. En oprigtigt ny internationale kan kun opstå, hvis dets medlemmer deler et program, en evne til at intervenere i samfundet og en demokratisk og pluralistisk funktionsmåde, lige så vel som en klar uafhængighed fra regeringer, hvis den skal kunne bryde med kapitalismen.

Med de nuværende styrkeforhold, er politiske fremskridt i retning af en ny masseinternationale nødt til at bygge på åbne og regelmæssigt tilbagevendende konferencer omkring centrale politiske spørgsmål – aktiviteter, særlige temaer eller diskussioner – der derved kan bidrage til konvergens og fremvæksten af antikapitalistiske og revolutionære poler. I denne forstand er Fjerde Internationale tilhængere af forslag fra revolutionære marxistiske strømninger og/eller grupper, der deler en fælles forståelse med os omkring den internationale situation og vore målsætninger omkring at bygge nye internationale rammeværk.

I de nye antikapitalistiske partier, der vil blive født i løbet af de kommende år og som vil udtrykke den aktuelle kampvilje, erfaring og bevidsthed i de sektorer, der er mest optaget af at skabe et antikapitalistisk alternativ, vil spørgsmålet om en ny internationale fortsætte med at dukke op.

Vi handler og vil fortsætte med at handle, så dette spørgsmål ikke skal stilles i form af ideologiske og historiske muligheder, med indebyggede farer for opsplittelse og brud. Det er nødt til at blive stillet på to niveauer: Reel politisk konvergens omkring internationale interventioner; og en pluralisme i de nye formationer, der skal kunne forene strømninger af helt forskellig oprindelse: Diverse trotskister, libertære/frisindede, revolutionære syndikalister, revolutionære nationalister og venstrereformister.

I forbindelse med nye partidannelser plejer vi derfor at være fortalere for, at de nye og brede antikapitalistiske partier skal tillade organiserede tendenser og fraktioner, og at grupperne, der er forbundet med Fjerde Internationale, selv vælger en organisationsmåde, der passer til den specifikke situation inden for hvert enkelt parti. Vore portugisiske kammerater i Venstreblokken, de danske kammerater i Enhedslisten og de brasilianske kammerater i PSOL har således organiseret sig på hver deres måde enten som egentlige Fjerde Internationale-grupper eller i klassekampsstrømninger sammen med andre politiske tendenser.

8. Inden for denne bevægelse står vi over for et misforhold mellem partibygning på det nationale plan og opbygningen af nye omgrupperinger på det internationale plan. I den nuværende situation eller i løbet af de kommende år, er der mulighed for dannelsen af nye antikapitalistiske partier i indtil flere lande. Alligevel er der ikke tilstrækkeligt grundlag til at forudsige fremvæksten af en ny international alliance, og da slet ikke en ny Internationale ved denne korsvej.

En ny Internationale kan kun opstå ud af en langstrakt periode med fælles handling og fælles forståelse af begivenheder og opgaver for at overvinde kapitalismen. Samtidig som vi forpligter os til at arbejde for denne internationale konvergens, vil vi understrege Fjerde Internationales særlige ansvar og behovet for en endnu mere målrettet indsats. Vi både kan og vil tilbyde et organisatorisk rammeværk, der er attraktivt og demokratisk for revolutionære organisationer, der deler de samme politiske projekter som os. Det er i denne dynamik, at vore filippinske, pakistanske og russiske kammerater befinder sig, og i morgen kan det f.eks. være vore kammerater fra Polen eller fra Mali.

9. Faktisk har vi en helt særlig rolle, der også anerkendes af flere andre politiske strømninger. Det er muligt, at vi reelt er de eneste, der vil være i stand til at kunne fremme konvergens mellem flere politiske kræfter af forskellige oprindelse. I Latinamerika er det f.eks. det, som vore venezuelanske kammerater på venstrefløjen af den bolivariske proces giver udtryk for. Det er også tilfældet i Europa, i forhold til de forskellige relationer mellem EACL og andre strømninger.

På denne baggrund er det afgørende, at den kommende verdenskongres bliver et vigtigt skridt i forhold til at de forskellige kræfter mødes. Konkressen er FIs kongres og der kan på nuværende tidspunkt ikke blive tale om en organistorisk overgang til noget andet. Alligevel ønsker vi, at FI spiller rollen som ”facilitator” og brobygger med et perspektiv om nye internationale alliancer.

10. For at styrke os selv og kunne spille en sådan rolle, skal alle Internationalens organer følgelig forstærkes i form af regelmæssige møder, internationale udvalg, særlige arbejdsudvalg, rejser og udveksling mellem sektionerne. Det er nødvendigt med en forstærket indsats af de områder, som Internationalen har prioriteret gennem de seneste år, herunder regelmæssige møder i FIs ledende organer såsom de europæiske møder (EPB) og forsøgene på at koordinere de latinamerikanske sektioner. De årlige møder i det internationale forretningsudvalg (IC), der repræsenterer omkring 30 organisationer, skal være garant for den organisatoriske kontinuitet i vores internationale strømning.

Mangel på ressourcer sammen med en nedgang i antal kvinder til stede, særligt i vore ledende organer, i den forgangne periode (resultatet af en nedgang i aktiviteten i en stærk og selvstændig kvindebevægelse, hvilket har påvirket vore nationale organisationer og dermed Internationalen). Dette har betydet, at vi ikke har kunnet opretholde et aktivt kvindeudvalg og et tilsvarende netværk af regionale møder og internationale seminarer. Siden 2000 er der afholdt tre kvindeseminarer så vel som møder mellem i forbindelse med hvert IC-møde mellem de tilstedeværende kvindelige kammerater. Dette har gjort, at vi har kunnet opretholde et begrænset og skrøbeligt, men ikke desto mindre reelt feministisk internationalt perspektiv. I den kommende periode – givet den centrale vægt, vi lægger på at forstå kvindeundertrykkelse og den strategiske betydning af kampen imod den og behovet for at bygge en selvstændig kvindebevægelse med et antikapitalistisk perspektiv – er vi nødt til at finde de nødvendige ressourcer for at sikre, at spørgsmålet kan udvikles som et centralt element af det antikapitalistiske perspektiv, som vi står for. I denne forbindelse skal vi også styrke vores interne kommission og være på offensiven i at foreslå diskussioner med vore partnere, inklusive deltagelse i seminarer på vores institut. Denne proces skal også afspejles på det nationale niveau.

Samtidig skal vi sikre, at kvinderne i vores organisationer – og i de nye partier, vi er med til at bygge – skal finde deres fulde plads og at det ikke er tilstrækkeligt i kampen for kvinders fulde deltagelse i den politiske proces at bare indføre kønskvotering til ledende organer eller valglister. En bred vifte af tiltag blev præsenteret som en positiv handlingsplan under verdenskongressens resolution i 1991 omkring positiv handling.

Ungdomslejren, der er blevet afholdt hvert år med omkring 500 kammerater, skal være et centralt område for ungdomsarbejdet i vore europæiske sektioner, med henblik på at uddanne unge internationalistiske kadre. I takt med, at flere af vore organisationer i Europa deltager i bredere antikapitalistiske formationer, fortsætter vi med at opfordre vore kammerater til at invitere deltagere fra de bredere organisationer med til lejren, og til at deltage i de forberedende seminarer, der afholdes hvert år i påsken i Amsterdam. Lejren er også en vigtig anledning for unge kammerater fra Europa til at møde kammerater fra andre kontinenter. Det er meget vigtigt, at organisationer uden for Europa bestræber sig på at sende deltager til lejren. Som det eneste regelmæssigt tilbagevendende og offentlige FI-initiativ, spiller lejren også en rolle som et sted, hvor unge mennesker fra organisationer, som vi opbygger relationer med, kan inviteres til. Det var f.eks. tilfældet med lejren i Grækenland i 2009, hvor der deltog små delegationer fra Rusland, Ukraine, Hviderusland, Polen og Kroatien.

Uddannelsesinstituttet i Amsterdam er i færd med at fornye sig selv. Udfordringen er nu at sikre, at seminarerne bliver gennemført, og at der er ligevægt mellem ledelsen og organisationen. Fjerde Internationale er nødt til at åbne såvel Instituttet som vore møder. Instituttet spiller en central rolle, ikke alene i forbindelse med uddannelse af vore kadrer i sektionerne, men også ved at bidrage til udveksling mellem forskellige internationale tendenser og erfaringer. Seminaret om klimaforandring, der var åbnet for en række internationale specialister, er et godt eksempel. Ligesom andre møder indikerer det både behovet for og muligheden af, at vi er en smeltedigel for programmatisk udvikling omkring de afgørende spørgsmål, som antikapitalistiske og revolutionære strømninger står og skal tackle.

At der findes en international skole på Filippinerne er et særdeles vigtigt værktøj i at uddanne nye generationer af revolutionære aktivister fra hele Asien og dele deres erfaringer. I nær fremtid vil der blive oprettet en ny skole i Islamabad i Pakistan, der udvider vores kapacitet til at uddanne aktivister og organisere politiske debatter i Sydasien. FI skal give sin fulde støtte til IIRE i Manila og Islamabad.

Vore skoler har altid været en anledning til at invitere organisationer, som vi har samarbejdsrelationer med. Denne rolle skal styrkes og bredes ud i den kommende periode via IIRE-netværket.

Kort sagt, i den kommende periode og med en orientering omkring opbygning af en ny international kraft eller en ny Internationale, udgør FI som et internt rammeværk et afgørende aktiv for revolutionære marxister.

 

Beslutning om ”Strategisk debat, partiopbygning

og socialisme i det 21. århundrede”

Den internationale komite (IC) får fuldmagt til at forberede et IIRE-seminar sammen med sektionerne om opbygningen af antikapitalistiske partier og FI-sektioner: Opståede problemer, relationer til sociale bevægelser, i særdeleshed den nye generation, alliancer og relationer med andre strømninger.

IC og IIRE får også fuldmagt til at organisere et internationalt seminar om det 21. århundredes socialisme, der skal være åbent for eksterne gæster, og til at udvikle et dokument, der udtrykker FIs bidrag til debatten.

 

Opslået i Fjerde Internationale

single.php